2010
Jeg er bange for at flyve. Ikke som i: uh, det er da ik så rart. Mere som i: DET ER FULDSTÆNDIG ULOGISK AT MENNESKER KAN FLYVE, OG JEG VIL HELLERE GNAVE ALT KØDET FRA ALBUEN OG NED PÅ BEGGE MINE ARME, END JEG NOGENSINDE VIL MED OP I DIN FORBANDENDE DØDSMASKINE.
Igen. For jeg har faktisk været ude at flyve før. På en tur til Kreta i ‘97, og det var ikke den mest rare oplevelse i verden. Faktisk var hele ugen dernede spoleret, fordi jeg sad på hotelværelset og bare ventede på at jeg skulle op i dødsmaskinen igen. Jeg var ellers total cool på hjemturen, måske i erkendelse af at jeg alligevel ikke skulle være på denne planet mere. Selv da vi et sted over Østeuropa røg ind i nogle vilde lufthuller, så selv min daværende kæreste måtte knibe mig i hånden, og andre passagerer så ud som om de var parate til at skrive testamente, var jeg mere end forholdsvis rolig.
Men aldrig har jeg været så glad for at være på dansk jord igen. Jeg havde bogstaveligt talt lyst til at kysse asfalten ude i Kastrup Lufthavn. Der gik nogle uger, før andre end min kæreste fik at vide hvor bange jeg egentlig havde været. Men jeg vidste ikke bedre, end at jeg tænkte at jeg nok havde været syg eller sådan. Så næste sommerferie skulle vi med fly igen, denne gang til Rhodos. Jeg endte med at springe fra natten inden, fordi jeg var helt panisk bange, på den måde som kun folk der har oplevet et angstanfald, ville kunne forstå. Den store familietur blev gennemført uden min deltagelse – de lettede, og jeg var lettet. Og tænkte for mig selv at det var så dét. Jeg skal aldrig ud at flyve igen. Siden har min puls kunne stige, bare jeg var ude i lufthavnen.
Fobien for at flyve hedder Aviatofobi. Af alle fobier er det klart en af dem med det sejeste navn.
Det er bare ikke så sejt at have.
For det begrænser alligevel mig selv fra nogle oplevelser. Jeg har f.eks. altid gerne ville se en fodboldkamp i England. Det kan så godt løses uden fly, det tager bare så meget længere tid. Jeg har altid godt ville til USA, i sær New York. Det kunne sikkert godt løses med et skib, hvis man virkelig insisterede. Men altså, det er jo ikke et halvårsprojekt jeg er ude efter. Og jeg har da været sydpå flere gange, men det har foregået med tog og bil. Men når man én gang har siddet fast på den tyske motorvej, kan man nærmest også udvikle en fobi for det også (Autobahnofobi?).
Så enten kan jeg sidde her og vente på at den danske regering beslutter sig for at bygge en bro til USA med England som en slags Peberholmen, Farø eller Sprogø. Eller også kan jeg gøre noget ved det. Jeg valgte det sidste, og har med lidt hjælp udefra arbejdet lidt med mig selv igennem noget tid. Og nu er jeg nået til det punkt, hvor jeg egentlig er klar. Føler mig klar. Nu skal jeg bare sætte handling bag ordene, og springe ud i det. Jeg ved jeg kan, men jeg synes det er så fucking svært at tage skridtet. Så jeg tænker at jeg vil starte med en lille tur, og har derfor kig på Berlin eller Stockholm. Omvendt har jeg et billede af at jeg gerne vil hjem igen forholdsvis hurtigt igen – selvom jeg jo gerne skulle blive modbevist i disse tanker. Så måske en lille tur til Århus kunne gøre det. Jeg ved det ikke. Og så er der jo også lige en askesky som pt. forkludrer billedet en smule, for hvad hvis nu dit og dat. Men det er nu jeg har momentum i mine tanker omkring det, så det er også lidt nu eller aldrig.
Hvis du indenfor den næste måneds tid falder over en skaldet fyr i lufthavnen i Århus, Stockholm eller Berlin, som sidder og tripper med fødderne og ligner en der bare gerne vil hjem, så gå lige hen og giv ham et kram, og sig at det nok skal gå.
Ae-ae!
(Men et eller andet sted: hellere have aviatofobi, end fobi for ballondyr, japanere eller tøj, der vender med vrangen ud?)
Men stærkt du gør noget ved det – hepper på, at din tur lykkes (svedige håndflader og hyppige toiletbesøg til trods!)
Angst kan man lære at leve med. Hvad enten det er en af de “store”, såsom social angst (- jeg lever ihvertfald endnu og netop med angsten)
eller blot er en af de mindre.. såsom flyvefobi..
Kuren er egentlig enkel nok.
Du ved hvor du kan finde mig, hvis det er;-)
@mbm: tak for ae-ning og hepning! Det hjælper altsammen :)
@mille: puha, ja angst er et af de mere stride emner at slås med. Men fedt at du er så åben omkring det, det er ikke alle der er det. Desværre!
Tag en tur til Berlin. Det er en fantastisk by (fantastisk, siger jeg!), turen er ikke for lang, og trods alt lang nok til, at du oplever følelsen af at flyve. Går alt galt kan du komme hjem igen med tog – eller cykle. Det er jo lige rundt om hjørnet.
Synes du skal kontakte MArie (marienade.blogspot.com).
Hun har da ihvertfald skrevet meget om sin (ret vilde) flyvefobi og som fast læser kan jeg da fortælle at hun nu igen flyver flere gange om året til New York og Berlin osv.
Så vidt jeg husker har hun købt nogle bøger som har hjulpet hende rigtig meget.
Men se på den positive side: Hvor har du levet klimavenligt!
Jeg har et lidt ambivalent forhold til det med flyskræk. Findes der virkelig mennesker der ikke er bare det mindste bange for at flyve? Jeg synes da ikke der skal særlig meget fantasi til at forestille sig hvor galt det kan gå hvis lortet falder ned… Og jeg ved godt at risikoen statistisk set er minimal (jeg læste engang noget med at man skulle flyve hver dag i 25.000 år før man, ifølge statistikken, ville opleve et flystyrt) – men det kan man jo prøve at fortælle dem der ER styrtet ned.
Flyv du bare, Kasper. Jeg vil sgu i hvert fald hellere dø i færd med at opleve verden, end leve hele mit liv i Danmark.
@david: ja, alle taler godt om Berlin for tiden :) Den står også på min overordnede to-do liste!
@stine: det vidste jeg ikke – det vil jeg da helt klart tjekke ud! Tak!
@birgitte: du har ret :)
@kongfinland: det er jo lidt det med statistikken – der er jo intet statistisk grundlag for at være bange. Og skulle lortet styrte ned, tror jeg det i det fleste tilfælde går forholdsvis stærkt alligevel. Jeg mener ifht. mange andre ulykker med død involveret, så er det nok hurtigt overstået.
I hear you bro! Jeg har uden pis fået voksne mænd til at flæbe under flyture, fordi jeg også fik dem overbevist om, at de skulle dø nu.
Jeg har nok fået de første 20-25 halve hjertestop ombord på “verdens sikreste transportmiddel” (mm-hmm!?). Men en dag besluttede jeg, at jeg måtte spænde hjelmen, fordi jeg netop gerne ville ud og se verden. Det er en lang og sej proces at lære at flyve, (specielt fordi det jo af gode grunde, ikke er noget man kan øve hver dag) og jeg hader det stadig, MEN jeg får ikke længere voksne mænd til at græde, eller bløde fra lårene, grundet mine kløer boret dybt ind i deres kød.
You can do it!!! Hep-hep-hep!!
Haha – jeg kan billedligt sætte mig ind i dine skræmmende tanker. Jeg får stadig en smule hjertebanken når jeg sætter mig ind i et fly. Efterhånden så er det kun ved start og landing. Min far er også skrækslagen for at flyve, han kan slet ikke falde til ro, dog er mine forældre lige flyttet til Skotland, så nu skal han ud og flyve tit hvis han vil hjem og besøge DK, eller på forretningsrejser, som tidligere foregik med bil :D
Tror bare man skal trække vejret dybt og så vide at der er fly selskaber der er mere pålidelige end andre. Eksempelvis ville jeg aldrig flyve med TWA i usa. Men hvis den står på ferie til NYC, ville jeg foreslå Northwest Airlines. Dem var jeg godt tilfredse med :)
Det er altså lidt “sjovt” (som i mærkeligt) med flyskræk, synes jeg. Som én der overhovedet ikke er påvirket af at flyve har jeg meget svært ved at se, hvorfor jeg skulle blive nervøs – hvad er det for nogle tanker, der gør at man bliver decideret bange eller panisk? Ved ikke om jeg “bare” er så tilpas autoritetstro, så jeg stoler blindt på at alt er i orden – og hvis vi så styrter ned, kan jeg alligevel ikke gøre noget som helst ved det (så why worry?).
Ja, det er så mig Stine omtaler..hejhej.
Hun har ret (Stine) – efter at have fløjet rundt i hele verden i 1000 år, nægtede jeg pludselig at sætte mig ind i et fly. I årevis! Var så slemt at jeg ikke kunne se et fly på himlen uden at få kvalme.
For at gøre en lang historie kort (og så du ikke behøver læse om AL min angst på min blog) så stod den
på bilture i 4 år. Da det var allerværst gik ferien til Polen (i bil)…POLEN, for fanden!! Jo flere år der
gik, jo mere hæmmet, isoleret og bange følte jeg mig (og jeg savnede helt vildt New York..som faktisk
er hvad de første 4 år af min blog nærmest handler om).
Min kæreste fik til sidst nok af mig og mit…angst-halløj og sagde at NU var det nok. Eller nu var nu. Noget med at han ikke kunne klare det mere ihvertfald. Så jeg bestilte nogle bøger på amazon. De var fantastiske og jeg kan altså kun anbefale dem. Jeg har dem stadig med når jeg flyver (for ja…jeg er stadig ikke særlig begejstret for dét at flyve, men jeg gør det!! Og lige bortset fra et gigantisk grådanfald over Helsinki på min seneste tur til New York, så går det faktisk strålende. Så sejt med den overvældende følelse af frihed man sidder med dér i flyet (så længe det ikke styrter) på vej mod et eller andet fedt sted, du ved.
Om ikke andet, bøgerne blev læst (købte faktisk også en hypnose-fly-cd, men jeg blev bange for hypnotisørens stemme, siger dig han var creepy) og så blev der booket en tur til Berlin. Tager 40 minutter. Og dén flyvetur var den bedste tur nogensinde. Hurtig. Nem. Smertefri (bortset fra at jeg rystede og græd som besat de første 10 minutter). Men jeg har aldrig været mere stolt af mig selv da flyet landede.
Så ja. Gør det!! Flyv!!
Var de her to bøger jeg købte:
http://www.amazon.co.uk/gp/product/1572240423/ref=oss_product
http://www.amazon.co.uk/gp/product/0954282809/ref=oss_product
Den ene er skrevet af en pilotkaptajn-én og er letlæselig og forklarer en masse og svarer på alle de der spørgsmål som folk der er bange for at flyve spørger om.
Den anden er mere psyko-agtig, men der er en FÆNOMENAL liste bagerst, som jeg kigger på hver gang jeg er i et fly. Der står præcis hvilke lyde, fornemmelser, dingding-lyder der kommer under letning, flyvning og landing, så man ikke sidder og skriger når noget ringer, ryster eller siger klonk.
Og NU ikke mere fra mig. Held og lykke.
Og når jeg skriver Helsinki så mener jeg .. æh, island!!
Søde dejlige Kapster, kom du nu her over til Onkel Rune i London. Jeg skal nok tage mig godt at dig. Det er en fin lille tur som faktisk ikke er slem. Jeg er ikke super god til at flyve, det er dog ikke en fobi, men den tur er ret lige til. Lidt ligesom Berlin.
Fly med BA når deres strække er slut, det er det bedste fly, du får lidt at drikke og det føles ikke så langt.
Der desværre ikke bold nu, men så går vi ud og se en af Danmarks kampe.
Gør det. Du bliver super glad for det. Og du kan godt
Dennis Bergkamp (fodboldspilleren fra Holland) havde også flyskræk, han blev kureret af en hypnotisør ved så ikke om det evt kan hjælpe dig?
Drop statistikken – pointen er jo netop at angst er irrationelt. Det dumme ved flyskræk er at man kan undgå at gøre det “farlige” i stedet for at se sin angst i øjnene. Hvis man får angst for helt hverdagsagtige situationer bliver man nødt til at face det. Nu har du gået i mange år og undgået at håndtere det, så det er super stærkt at du føler dig klar! Godt gået – og fedest at du nu skal uog se verden (på tide må man tilføje!) Jeg siger go for it – og skulle du dratte ned, så kan du da i det mindste glæde dig over i de sidste sekunder, at du gjorde det som en modig mand :D
Kap, det er virkelig, virkelig nogle gode kommentarer du har fået denne gang.
Du er en heldig blogger :-)
Lene, hvor har du bare ret!!! Det er virkelig nogle fantastiske kommentarer jeg har fået! I er fanme nogle super seje kommentatorer!
@marie: din første kommentar røg i spamfilteret, beklager! Nu er den på igen – og det lyder som nogle vildt gode bøger, og din kommentar generelt er virkelig inspirerende! :)
- men det er de fleste kommentarer her! Det er rart med så meget hep :) Og med så fine historier om folk der har overlevet dødsmaskinen, hehe…
1 Love!
Okay her kommer lidt antirygklapperi.
@Kasper Du er sgu en vatpik. Gider du ik nok snart mande dig lidt op? Take a fucking chance, will ya! Har du tænkt dig at sidde og spille kælling i en flyvemaskine når du engang får en kæreste? Nu må du altså lige finde noget testosteron frem, gammeljas. Ellers ender det med, at du får lys stemme og må til at finde dig en kjolesponsor.
Sig til dig selv 1000 gange: “Jeg er en mand, ikke en tøs!”
Sig til dig selv én gang: “Jeg mangler social intelligens”
@resen: Lad mig lige tilføje til mit første svar med en mindre “comeback” præget respons.
Du er ikke klar over det, men du har lige demonstreret for den del af verden som læser disse kommentarer, at du ikke aner hvad angst er. Og godt for dig, egentlig. Jeg håber da aldrig at du finder ud af hvad det er. Men når du supplerer din uvidenhed med en “tag dig nu sammen”-holdning, bærer du brænde til bålet, og det er PRÆCIS den holdning der gør at emnet angst stadig er et personligt tabu for rigtig, rigtig mange mennesker.
Disse ord er sikkert spildt på dig, men jeg håber at andre vil tage dem til sig.
Hmm, sad i aftes og spekulerede på, om Resen var én af Kaspers venner, så hans kommentar bare var en mærkelig intern humor, som jeg ikke har læst med længe nok til at forstå…nu fik jeg vist svar! Snappy comeback ;)
@Resen: som psykolog in spe er jeg lidt nysgerrig for at høre, om du synes, at skizofrene skal holde op med at være anderledes eller nyrepatienter bare skal tage sig sammen og tisse?? Eller måske skulle jeg bare sige – hvis man er uvidende, er det bedre at indrømme og lære, fremfor at udtale og kvaje. Be the bigger person!
Mig og Resen venner? Jeg tror der er større chancer for at Elvis stadig lever.
Resen er bare den evige provokatør, som siger 10% kloge ting, som desværre drukner i de 90% bavl der flyder fra hans fingre. Don’t feed the troll. Ved ikke hvorfor han har udset mig som sit offer, sikkert en sen genvunden “mandighed” efter først at have været overset i sin studietid, og senere have et forlist ægteskab på bagen. Det skal jeg så bøde for :)
Han har i øvrigt engang udråbt sig selv som “rådgiver for forældre under skilsmisse”. At man kan være ” ” rådgiver ” ” og samtidig udvise eklatant mangel på forståelse for helt basale psykologiske begreber, som demonstreret i ovenstående, bestyrker blot min holdning om at hele sektoren for personlig rådgivning mangler regulering og lovgivning.
Nu har jeg ikke læst alle de andre kommentarer, for jeg er ret doven.
Jeg elsker at flyve. Der er noget sci-fi romantisk synes jeg, over at stå i en lufthavn og se ud på alle flyene, der inden for relativt få timer, kan tage en over alt på jorden, stort set. Jeg synes det er SÅ fedt at vi kan, synes virkelig, at det er en menneskelig triumf af de helt store, NETOP fordi det vitterligt ikke er meningen.
Når det er sagt, så fjerner flyvningen ofte en fra rejsen, altså oplevelsen af at bevæge sig fra et sted til andet. Af samme grund kan jeg godt lide at gøre i tog. Sidste sommer jeg var med den transsibirske fra Moskva til Beijing. Det kan anbefales. MEGET.
Der er også noget romantisk over det, men det er mere old-world romantik.
Hvis man også skal tilbage med tog igen, tager det selvfølgelig noget tid.
@Kapster: Jeg siger ikke at angst ikke er et problem for mange. Jeg siger at DU skal mande dig op. Kan du se forskellen?
@Turbohanne: Som psykolog in spe ved du vel også at angst ikke er en fysisk sygdom, som en nyresygdom er det. Det er derimod et (irrationelt) tillært tankemønster.
@Thomas Resen: Se hvordan jeg udtaler mig om din sen vundne mandighed og dit forliste ægteskab, uden OVERHOVEDET at have noget indgående kendskab til dig og dit liv – alene baseret på hvad jeg kan læse og lomme-analysere mig frem til her.
Kan du se ligheden?
@Kasper:Jeg siger min mening – og den er at du er en vatpik. Det er for pokker også derfor du har så fandens svært ved at score (den eneste ene), som du gang på gang selv giver udtryk for. Og her beskriver du så også at du er en vatpik når det drejer sig om at flyve. Kald du det bare angst hvis du mener det freder dig – jeg kalder det bare at være en vatpik. Du er over 30 år og har ikke gjort en skid ved det. Jeg siger ikke noget som du ikke selv har sagt – jeg siger det måske bare en anelse mere direkte og provokerende (til dig).
Men nu har du valgt at lukke din (klynke)blog og til syneladende gøre noget ved tingene i stedet for. Det synes jeg sgu lugter lidt af at du er på rette vej – selvom jeg nu er ret sikker på jeg vil komme til, at savne dine fantastiske indlæg.