2010
Det har været helt igennem en underlig dag. Jeg vågnede op i min seng, og havde det som om nogen havde kørt over mig. Jeg tror jeg har slæbt et mindre søvnunderskud med hjem fra mine forældre efter at have passet de der 2 vilde kamphunde, som jo spiste morgenmad midt om natten. Så det at komme hjem i sin egen seng, og ligge i fosterstilling i den der konkav jeg har brugt 5 år på at lave midt i sengen (som jeg tror en dag giver bonus fordi man ruller ned i konkaven hvis man ligger 2 derinde), var vist det som min krop havde brug for. Jeg har ihvertfald sovet som en sten, og det føltes helt uvirkeligt da uret ringede. Jeg brugte således 30 minutter på at sove/vågne/sove/vågne, hvilket er totalt uhørt for mig. Jeg tror faktisk jeg sov lidt i badet også, så træt var jeg.
Da badet var vel overstået, tænkte jeg at jeg lige ville veje mig på badevægten. Jeg ved godt at jeg ofte siger at jeg er tyk, men okay jeg er ikke sådan RIGTIG tyk. Faktisk er jeg tynd, men jeg er nok sådan lidt tyndfed, eller hvad det hedder, når det kommer til stykket. Jeg kunne godt tænke mig at komme ned på 73 kilo, men under den forudsætning at vægttabet sker samtidig med at jeg tager på i muskelmasse, hvilket er en halvsvær disciplin. Jeg har i lang tid ligget på 75-76 kilo, men kunne godt se i spejlet at jeg i det små fik “flyttet” kilo fra fedt til muskler. Så ophørte den der kontrakt, og jeg har nok været lidt for god udi kalorie-galore, samtidig med at jeg har været lidt for ivrigt efter at give mig selv fri fra træning. Og det har jeg faktisk kunne godt se på maveskindet. Men tænkt for mig selv, at det er nok hurtigt klaret at få væk igen. Men så i morges stod der pludselig 79,5 kilo på vægten. Jeg kan slet ikke huske hvornår jeg sidst har været så tæt på 80 kilo, men det er alligevel nogle år siden.
Så lidt slukøret fik jeg sat skub i dagen, og godt vidste at nu står den igen på dødsyg fuldkornspasta, skummetmælk i kaffen, ingen sodavand og – gisp!! – måske skære lidt ned på byturene! Plus at det nu bliver kredsløbstræningen jeg ihvertfald ikke må springe over, som er den del jeg hader allermest i min træning. Ganske enkelt fordi jeg ikke kan udstå at svede og være forpustet.
Men da jeg havde fået åbnet min mail i morges, og kommet lidt gang med dagen, ville jeg ud i køkkenet og hente et glas vand og en kop kaffe. Vandet tog jeg først, og få sekunder senere, måtte jeg lige starte forfra, fordi jeg midt i mine egne søvndrukne tanker stod og puttede 2 teskefulde Nescafépulver ned i mit vandglas. Da jeg kom tilbage til min plads var mit mail-program gået ned, og det ville ikke starte igen, før jeg havde genstartet computeren. Og få minutter efter at jeg havde fået liv i både computer og mailprogram igen, væltede min chef ved et uheld det vandglas som jeg netop havde hentet, udover hele mit skrivebord.
Oveni det var der åbenbart kun kommet 1 person til mit “åbent hus” igår! Jeg synes ellers jeg har gjort mit for at sælge den lejlighed ind til hvem der måtte have interesse. Men heldigvis havde ejendomsmægleren da husket at låse døren denne gang – modsat ved den forrige fremvisning, hvor min lejlighed havde stået ulåst fra onsdag til lørdag, fordi fremvisningen foregik mens jeg var ude af byen. Men det var selvfølgelig også en slags “åbent hus”.
Nu har jeg været oppe at træne, og sidder og prikker lidt til min A38/Bran Flakes, og kan næsten ikke vente til den imorgen står på mere skummetmælk i kaffen, fiskedag i kantinen med masser af salat, og crosstraining efter arbejde. Det bliver SÅ herrenice. Kan næsten ikke holde min entuiasme ud. Tilgengæld har jeg lige modtaget dette badge fra Foursquare, som jeg trods alt er stolt af, selvom jeg må springe den foreslåede cheeseburger over i denne omgang. Og så er der noget med at for hver gang jeg træner i disse uger, så får jeg 14 dages gratis træning fra fitnessdk som jeg kan dele ud efter forgodtbefindende. Jeg havde fået 5 x 14 dages træning fra de to foregående uger, og dem har jeg delt ud til 5 af de læsere som er med på kap2’s Facebookprofil, og jeg håber de får glæde af deres træning! De fremtidige omgange gratis træning vil blive delt ud samme sted, så hold øje, hvis du har lyst til at prøve fitnessdk af i en periode.
God mandag til dig også!

Ja, tak for træning!! Hvad var det nu lige for en af dem som Mads Mikkelsen gik i? ;)
hehe – Nygårdsvej, Kbh Ø. Jeg har dog kun set ham 3 gange. Men det var også alle gangene lørdag formiddag, og det er vist ingen hemmelighed at det ikke er det tidspunkt jeg besøger centeret oftest.
“Ganske enkelt fordi jeg ikke kan udstå at svede og være forpustet”
Kedeligt..
Jeg takker ærbødigst for den gratis træning. Skal dog skynde mig at sige at jeg har glædet et familiemedlem med det. Min stedfar er medlem i et fancy-pancy center i Skodsborg, som skal bygges om, så de skal træne i containere i 2 år. (kan godt være han har malet fanden på væggen en smule) Men han har længe snakket om at prøve fitnessdk, så det var ‘a match made in heaven’ og han får med garanti langt mere glæde af det, end jeg gør.
Crosstraining? er det et andet ord for crossfit? For det har jeg længe overvejet at prøve. Der er jo åbnet et 100 meter henne af gaden. Det burde man vel ku’ slæbe sig hen til!
Stol aldrig blindt på en badevægt.. En ondsindet en af slagsen informerede mig fornyligt om at der var erhvervet 10 nye kg fordelt på de (efterhånden lidt for omtalte) 155 cm.
Nåede selvfølgelig at erstatte det meste af garderoben med tøj to størrelser større og rende rundt i en tilstand af placebo-overvægt i en måned før løgnen blev afsløret :)
Og hvorfor er det lige at jeg bor lige ved det center på Nygårdsvej, og den eneste jeg nogensinde ser er kaare Sand…
@luna: arh ja okay, der fik du mig. Den skulle have været formuleret sådan her: “Ganske enkelt fordi jeg ikke kan udstå at svede og være forpustet – medmindre der er nærkontakt med kvinder indblandet”
@mads: Sålænge invitationen bliver brugt ;) En crosstrainer er den der maskine som ligner lidt et gadekryds mellem en stepmaskine og et løbebånd – hvor du “løber” samtidig med at du bruger overkroppen ved hjælp af de stænger som også er i maskinen. Jeg forbrænder flere kalorier på den end både løbebånd og cykel, plus at den skåner mine knæ bedre. Crossfit er noget der foregår i hold og meget mere varierende. Kan godt forstå du er fristet af det, for det ser fedt ud!
@ditte: hehe ja, det kunne selvfølgelig godt være jeg skulle bede om en second opinion. Sjovt med Kaare Sand, ham har jeg aldrig set. Jeg har altid tænkt at hvis man en dag fik et opkald fra Kaare Sand om en mulighed for at være med i et tv-program, at så var det et signal til at lægge en del af sit liv om.
Tak for træningen Kasper :) Synes at huske at du skrev at det udløb? Men det var ikke mit indtryk inde på selve tilmeldingen, hvor man kunne sætte sin egen startdato? Meeen, whatever, tak :)
Ja, altså jeg ville være utroligt enig…. Hvis det ikke liiiige var fordi jeg blev forsøgt castet til Singleliv for 2-3 år siden.
Det skal lige siges at det var før stripper pædagogen og Sidney Lee – Dengang hvor Singleliv mest af alt var 2×20 min ugentligt med Brian som spise havregryn.. :)
Puha for en omgang. Men Kasper trøst dig med, at det du kalder ‘mandag’, kalder jeg ‘hverdag’ ;) Men det gør det selvfølgelig ikke mindre nederen for dig, bortset måske fra tanken om, at det altid kan blive værre?
Det kan vel kun gå fremad efter sådan en dag.
Så fandt jeg dig igen :) Fandt din første blog en uge før du lukkede den…. Så nu krydser jeg fingre for, at det samme ikke sker her :)
(og jeg er klar over at det lød stalker agtigt, men hey :P )
- og så vil jeg gerne nævne at efter jeg begyndte at læse din blog igen og du snakker om fitness mm. har jeg overvejet selv at begynde, når jeg engang flytter tilbage til Dk. Det er stort, da mit sidsdte møde med et fitness center varede et par måneder højst.
Så tak for inspirationen! :)
@camilla: Selv tak! Håber du får glæde af det. Jeg tror bare man skulle tilmelde sig inden udløbsdatoen :)
@ditte: jeg har faktisk aldrig set Singleliv, pånær 5 minutter med Sidney Lee inden han skulle på en date. Jeg måtte spørge nogle af de rutinerede Singleliv-seere blandt kollegaerne dagen efter om det var satire. Og det er ikke engang løgn. Siden har jeg levet højt på mine fordomme om både Singleliv og Sidney Lee på baggrund af de 5 minutter.
@frøkenen: Jaaa, jeg ved det – jeg piver også bare, fordi jeg kan :)
@morfar: Yes, sir!
@MZ: jamen, velkommen “hjem” igen :) Håber du kan lide den nye blog. Og fedt at du føler dig inspireret, selvom jeg ikke er helt sikker på at jeg ville kunne leve op til inspirationen i det virkelige liv ;)
Jamen tak :) Jeg kan rigtig godt lide den nye blog. Du har en fed måde at skrive på, og var voldærgelig da din sidste blog stoppede.
- Hehe, eftersom du (så vidt jeg kan læse) allerede har været mere i et træningscenter end jeg har været et helt liv, så tror jeg nok at du kan leve op til det lang tid endnu ;)
Din umiddelbare opfattelse holder nok ret godt. Nej det er ikke satire, men formålet er at underholde, gerne på bekostning af de mennesker som lægger liv til. Af samme grund ville jeg aldrg deltage i det, eller de ligndende programmer – Og derud over tror jeg faktisk heller ikke mit eget single liv er så spændende at nogen ville gide se med :)
Skru lidt ned for mængden af Bran Flakes…de er jo fyldt med sukker! Jeg foreslår du sluger en rå æggeblomme eller to efter træning, og at du derudover primært lever at ris og makrel i tomat – for variation kan du evt. mixe det i den samme gryde og tilsætte friske krydderurter. Ellers er et godt trick altid at spise små portioner. Jeg kan fx varmt anbefale mine-mars, og så kan du jo roligt tage et par stykker, for de er jo ret små. Husk også at bestille pizzaen uden dressing – er du klar over hvor meget det skidt feder?? Uden pis!
^^ mine-mars er det samme som mini-mars…perhaps just a freudian slip?!