2010
Nogle mennesker har et golfhandikap. Andre er golfhandikappede. Jeg er at finde i sidstnævnte kategori, må jeg med sorg i fingrene erkende. Jeg ser ellers mig selv som et multi-naturtalent indenfor stort set ALT sport, som ikke involverer dans eller is, og i værste fald en kombination af de 2. Så store var mine forventninger da jeg var inviteret med til et golfarrangement i Skjoldenæsholm Golfklub i går. Isærdeleshed fordi at jeg som nybegynder skulle undervises af selveste landstræneren. Jeg forudså en landsholdsudtagelse ved enden af dagen!
Men man kan vist roligt sige at jeg ikke var helt i mit rigtige miljø, da jeg ankom. Jeg havde mine grønne cargopants på og selvfølgelig en grå hættetrøje – man er vel forvokset hiphopper fra København – mens jeg kunne konstatere at den mest udbredte farve var sort og tern. Og min Optimus Suzuki udgjorde helt afgjort den mindste bil på parkeringspladsen. Tilgengæld havde den så vidt jeg kunne se de vildeste fælge.
Det startede dog helt fantastisk, da vi først kom i gang med arrangementet. Landstræneren startede med at vise os golfsvinget, og hvordan vi skulle holde på køllen… altså jernet, ik? Og dét greb lå åbenbart lige til mig, for jeg var den eneste som han ikke behøvede at korrigere, og han fulgte det op med en kort bemærkning om “det ser faktisk rigtig godt ud, det der”. Jeg har altså et minimum af dén slags køllegrebs-erfaring, så jeg var faktisk ret stolt.
Senere gik vi til driving rangen, og fik lov at bare slå bolde ud i et væk. Her gik det sådan semigodt – imellem de første 50 slag, var halvdelen af dem rene luftslag eller halve missere. Der gælder det om at se så “det var da planlagt” agtig ud som muligt. Landstræneren brugte mest tid på at korrigere på de 2 piger i vores 6-mands-gruppe af nybegyndere, og jeg følte mig lidt overset, og kunne godt have brugt lidt hjælp. Da vi havde pøset bolde ud på plænen i en halv times tid, gik vi over til en lille puttinggreen, og det var her jeg troede at mine mange års erfaring fra diverse minigolf-venues i både indland og udland, skulle omsættes til solid sænkning af mine bolde i diverse huller. Jeg ved ikke om jeg bare har spist for meget havregryn på det sidste, men de der skide bolde fløj i afsindig fart forbi hullerne, og så langt ud på den anden side, at jeg endte længere væk fra hullet end jeg startede ud med. Og lige pludselig blev puttingseancen stoppet, og vi blev genet over mod den lille 9-huls-bane.
På vejen derover, opsummerer jeg at ud af de 6 “nybegyndere” har 3 deres egne golfbags med, at én allerede har det såkaldte “langbanekort” – et slags golfsportens kørekort – 4 spiller med handske, og at jeg er den eneste som aldrig har været ude på en golfbane før. Så lidt psyket træder jeg ind på banen, men bliver lidt beroliget da jeg opdager at det første hul kun er cirka 25 meter langt – og tænker for mig selv at det her bliver easypeasy. Mens jeg står og roder lidt med min lånte golfbag, begynder en af de andre. Og sådan ligesom for at starte et sted, synes han åbenbart at han ville lave et hole-in-one. Nåhmen, det kan da godt være at det er en lille bane, og alle er nybegyndere, men der er jo ingen grund til at tage let på det, vel?
Og derfra, det vil sige helt fra starten, blev jeg hyldet helt ud af den. Og spillede mildest talt elendigt. Jeg kunne slet ikke styre styrken i mine slag, så de var enten alt for korte eller som oftest alt for lange – det der spektrum imellem yderpolerne kunne jeg ikke ramme. Og på greenen var jeg totalt gunslinger, og pløkkede bolden så hårdt rundt omkring hullet, at jeg tror der kom små friktionsbrandskader på det fine græstæppe. Det hele blev krydret med knyttede næver, banden og svovlen og en masse “grrrrrrr”. Ligheden med Happy Gilmore var slående, og jeg havde seriøst også lyst til at tæve nogen, eller slå et mellemstort dyr ihjel. Jeg tror jeg lavede et såkaldt par på ét af hullerne, resten var den rene elendighed. Og jeg blev dead last af alle nybegyndere.
Og sådan noget frustrerer mig helt vildt. Så da vi havde en del tid tilovers, mens vi ventede på de “rigtige” golfspillere var færdige med deres 18-hullers-runde, ville de andre tage en runde mere på 9-huls-banen. Men jeg gik istedet op til driving rangen, for at øve slag. Det er typisk mig, hvis jeg føler jeg ikke er god til noget, så gider jeg ikke gå og hygge mig med at blive bedre. Jeg er enten-eller. Enten vil jeg være god, ikke nødvendigvis den bedste, men god nok til at få respekt eller anerkendelse. Så er det igennem træning, træning, træning. De mange timer jeg som barn brugte på fodboldbanen alene igennem årene, for at lære mig selv at lægge et indlæg eller aflevering så perfekt som muligt. Eller alle de gange jeg har stillet min søsters legetøj op overalt i lejligheden, og trænet snævre kattepotte-driblinger med en tennisbold. Eller da jeg så sent som sidste forår og sommer, brugte mellem 40 og 50 timer om ugen på at spille poker, og kæmpe mig op fra mikroniveau til at blive en hæderligt vindende spiller på mellemniveau. Men det er så også der hvor jeg pludselig bare kan miste interessen fra den ene dag til den anden (også selvom der er penge i det). Jeg stoppede med at spille fodbold i gymnasiet, og har aldrig spillet andet end hyggefodbold siden. Jeg stoppede med at spille poker august sidste år, og har faktisk kun spillet én gang siden.
De 45 minutter på driving rangen gik også lidt bedre, og jeg opnåede også at få de der helt rene pliiing-slag, som får hårene til at rejse sig i nakken, og få det til at prikke lidt i dén rigtige kølle. Og derfor vil jeg heller ikke afvise at jeg kommer til at spille golf igen, men det bliver ikke sådan lige i morgen ihvertfald. Mest fordi jeg er ildrød i hovedet fra at gå ude i solen hele dagen i går, og fordi jeg er så øm i ryggen. Og så tror jeg også at jeg synes at der er måske lige lidt for lidt action i det. Men jeg kan godt se mig selv spille det om et par år.
Det store lyspunkt i går, var at en af bedstevennerne Kim vandt de “rigtige” spilleres konkurrence. Det vil ikke overraske læsere af den første kapster, da de ved at Kim går meget op i golf. Og det var da heller ikke glæde på hans vegne der reddede min dag. Men mere at han vandt en espresso-maskine, efter at han brugte hele sidste uge på at fortælle alle der havde – og sågår ikke havde – 20 minutter til at høre om den anden nye espressomaskine han lige har købt for en stor pose penge.
Nå, men jeg går altså ikke ligefrem og venter på at landstræneren ringer.
Det tog mig et år før jeg gik ned i HCP første gang.. Her nogle år senere går det til gengæld RET hæderligt. Og PINGlyden med naturen i øjenkrogen er livet..
Men altså; er vi enige om at golf er svært og kræver store evner og megen træning? *host*
;-)
nja, som alt andet er det mere eller mindre svært for nogen :) F.eks. ham der lavede hole-in-one var den med næstmindst erfaring, og han havde et helt andet naturligt talent for det, end jeg havde.
Men for mig ville det kræve træning, så vidt er vi ihvertfald enige :)
Det er dejligt når det prikker lidt i køllen.
Det gik jo allerede galt da du ‘pøste’ bolde på driving range. Alle slag kræver koncentration og hver en bevægelse skal gennemgåes inden slaget. Del dit tilbagesving i 3 bevægelser. Forestil dig venstre arm (såfremt du er højrehåndet) er et baseballbat, og lad højre hånd styre svinget. 2 prøvesving, hvor du ser slaget, boldens flugt og husker at føre slaget hele vejen igennem. Lad køllehovedet strejfe udslagsmåtten 2 cm foran den fiktive bold. Ryk frem til bolden og lav samme rolige slag, på bolden, hvor du sørger for at køllehovedet fejer bolden væk fra underlaget. Slut dit slag med at holde din position i 2-3 sekunder med køllen hvilende ned af din ryg.
Hvis du følger den approach ved hvert slag, så går det væsentlig bedre. Det er ikke rundbold eller baseball, hvor bolden bare skal tyres … Læg ud med et 7-jern, og bliv fortrolig med det. Så begynder du med SW og PW.
Når du bruger putteren skal du tænke tredimensionel-pool. Bløde, symmetriske bevægelser og husk: 2 prøvesving inden du går til bolden.
Men ikke noget med at sætte sig ned på knæ og ‘læse’ linjer. Det er jo ikke ryder-cup …
Er din sportslige stolthed såret i en sådan grad, at du ikke kan holde til, at jeg liiigeee NU! fryder mig over, at dit multitalent ikke rakte så langt? Så bliver det da i hvert fald ikke golfen, der trækker dig væk fra blogskriveriet foreløbigt… (læs: jeg er begyndt fast at læse bloggen til morgenmaden).
Samtidig vil jeg dog godt ofre mig og puste en smule på såret i medfølelsens navn – kender alt for godt det med at være et sandt multitalent…og tror da også, det ville være et slemt drag over nakken, hvis det viste sig ikke helt at holde ;)
@alsvik: tak
@turbohanne: nej jeg tror heller ikke golfen bliver bloggens endeligt lige nu :\ Spiser du morgenmad kl. 22.39 om aftenen?
@Kasper: jeg går igang med morgenmaden ved 7tiden, men jeg får ligesom bare aldrig rigtig hold på spiseriet igen, så det er vel fair nok at kalde det morgenmad hele dagen?? :)
Det er en meget reel pointe :)
Helt bestemt – og så længe du bare fangede pointen med første kommentar, går det nok også :)
Aaaarrhh… – Cargopants på golfbanen? Så beder du jo også nærmest om at være dårlig til spillet :-)
synes du elegant glemer at nævne den pinlige episode hvor du prøvede at stjæle landstrænerens syv-jern….
@KLH: Ja, men faktisk synes jeg bukserne kom til sin ret derude :) Der er masser af lommer til scorekort, blyant, bolde, tees, osv. Men ja, der går nok lige nogle år før golf-miljøet er moden til den slags forandringer.
@K: Ja, den var ikke helt god! Det er sjældent at man ser voksne mænd græde af glæde ved gensyn med sit jern :)