kapster2.dk

I dag talte jeg med en kollega, som til en fest havde mødt en person som havde set at min kollega var en af dem som fulgte med på min facebook-side. Og vedkommende havde derfor spurgt min kollega: “Så du ved hvordan han ser ud?”

Det er en lille verden, og den slags historier hører jeg indimellem. Men det overrasker mig gang på gang hvor stor en kreds af mennesker, disse ord egentlig når ud til. Eller skræmmer mig, er en anden vinkel. Jeg hygger mig stadig med min blog, men jeg kan mærke et stigende pres for at “levere varen”. Jeg er begyndt at bruge længere og længere tid på hvert indlæg, uden at jeg egentlig synes jeg forædler det jeg sidder og bokser med. Det er vel en slags præstationsangst.

Samtidig har jeg malet dele af mit private jeg op i et hjørne med den her blog. Jeg har været inde på det før, fra en humoristisk vinkel, men egentlig er der lidt om det. Jeg forstår jo godt, hvis en pige ikke ligefrem imponeres hvis jeg skriver til hende kl. 3 om natten at jeg synes hun er sød – for koblet sammen med hvad hun ved fra bloggen, er det nemt at putte mig i kassen med de andre desperate. Eller at den enlige mor ikke ligefrem vælter bagover, når jeg kurtiserer hende, for hvad hun kan læse af bloggen, er det nok ikke en fyr der vælter stiv rundt hveranden weekend og tilsyneladede flirter til højre og venstre, der udgør det perfekte materiale for en erstatningsfar til hendes barn, samt en mand for hende selv, der er værd at satse på.

Og det er et billede jeg selv har malet, så det er min egen skyld, at det forholder sig sådan.

Så vi kan altså konstatere at bloggen tager meget af min tid, at den presser mig lidt, og at den er delvist forstyrrende for mit private gøren og laden. Er det så tid til at stoppe? Ja, måske. Jeg ved det ikke, jeg har hele tiden sagt at jeg ville stoppe bloggen når/hvis jeg fandt en kæreste. Men selvfølgelig også hvis det ikke er sjovt længere. Dér er vi dog ikke helt endnu. Jeg synes stadig det er sjovt hvad man kan drive det her til, bare ved at skrive. En masse fantastiske, søde, sjove, kloge, sure, provokerende, smukke og dumme læsere, som gør det underholdende for mig, i form af kommentarer, mails og sågar “live”-kommentarer, som giver inspiration og indspark. Enkelte læsere og andre bloggere er endda trådt ind og blevet en del af mit netværk. Sjove muligheder for at lege med dette medie, og eksempelvis få en gratis biografbillet ud af det. Jeg tror godt jeg kunne have fundet de 75 kroner selv i mit budget, men det er bare sjovere på den her måde.

Og sidst, men ikke mindst, udgør dette mit fristed til at samle, fokusere og udtrykke tanker og følelser. Det er jo dét, som det i sidste ende handler om.

Men det kan være at jeg tager en drejning, som sikkert vil koste læsere. Og sådan må det være. Jeg synes nemlig snart vi har været hele vejen rundt i de tunge pathos-emner og de liflige single-emner, typisk beskrevet på 1.000 tegn. Så derfor kan det godt være at man fremover vil opleve kortere indlæg, mere hverdagsprægede indlæg, indlæg som ikke nødvendigvis vender livets store spørgsmål, og at der går dage med stilhed. Jeg skriver det ikke så meget for din skyld, som for min egen, og jeg tror jeg har brug for at få disse tanker ned, som har været vendt i mit hoved i et stykke tid nu. Jeg skal minde mig selv om at det er mit fristed, og jeg ikke skal please nogen, andet end mig selv – og huske på at selvom jeg selvfølgelig er dybt, dybt taknemmelig for mange læsere – you rock! – så er det slet ikke det der driver mig. Det er den simple lyst til at skrive.
Husk det, Kasper.

I øvrigt skal jeg ud at spille golf for første gang i mit liv i morgen. Hvis det nu viser sig at jeg bliver bidt af det, så siger det sig selv at bloggeriet ryger ud med badevandet som det første, ik?