kapster2.dk

Jeg fik lov at deltage af UIPs pressefremvisning af Iron Man 2 i tirsdags, hvilket var en rigtig sjov oplevelse, og samtidig fik jeg set en helt igennem fed actionfilm.

Min søster har i et stykke tid anmeldt film for sitet Filmglad.dk, og har underholdt familien med små anekdoter om dels hvad en pressefremvisning er, samt fortalt om premierefilm før alle os andre dødelige fik chancen. Som i de fleste andre familier er vi søskende indimellem temmelig konkurrencemindede, og da jeg har et par kontakter til den danske del af UIP, tænkte jeg at jeg kunne prøve at se om jeg kunne skaffe mig adgang til sådan en pressefremvisning. Og da Iron Man 2 havde premiere i min ferie (pressevisningerne er oftest midt i andres normale arbejdstid), var det oplagt at det skulle være dén film. Egentlig ville jeg helst have taget røven på min søster, ved bare nonchalant at dukke op. Men jeg fandt ud af at hun ikke kom til ALLE fremvisninger, så jeg var desværre alligevel nødt til at koordinere med hende. Og værre var det, da jeg fik en mail fra min kontakt om at jeg lige skulle ringe til den ansvarlige for UIP, “og forklare hvad min blog var”. Åh, jeg hader altid at skulle forklare det, og var også lidt nervøs for om jeg ville få at vide at så var det nok ikke nogen god idé alligevel. Men heldigvis viste det sig at jeg egentlig bare skulle have fortalt et par procedurer, samt modtage praktiske oplysninger.

Dagen kom, og forestillingen startede kl. 9.30, så jeg var lidt søvndrukken da jeg cyklede igennem et morgentravlt og temmelig gråt København til Imperial-biografen, og mødtes med min søster udenfor. Derefter blev vi lukket ind i en kvartfyldt forhal, modtog lidt pressemateriale, og fik os en crossiant og en kop kaffe. Og spottede så et par af de andre durkdrevne anmeldere, som jeg desværre ikke kan namedroppe, da jeg ikke helt er på hverken fornavn eller efternavn med nogle af dem, og kun kender deres ansigter. Faktisk er jeg ignorant nok til kun at kende Ole Michelsen fra de gode gamle Bogart-dage og så selvfølgelig Jacob Stegelmann fra Troldspejlet. Deruover ved jeg hvem Søren Høy er, men mest fordi jeg engang har været til samme fest som ham, og tisset (næsten) overkårs med ham på pissoiret.

Så jeg blev øjeblikkeligt starstruck da Stegelmann – Mister Troldspejlet – pludselig kom ind i forhallen. Er I klar over hvor mange film-, tegneserie- og computerspils-anmeldelser, jeg har slugt RÅT i min teenageår, fra hans skæggede mund, altid leveret i en tryg og hyggelig atmosfære? Og er I klar over hvor høj han er? Jeg havde altid troet at han var sådan en lille, hyggelig onkel-agtig type, når han sidder der i sin lænestol, og med et skævt smil lod mig forsvinde ind i en anden verden, længe inden der var både internet og iphones.

Efter at vi havde stået og kigget lidt på pressematerialet, blev der ringet ind, og vi gik ind og fik os et par gode sæder midt for lærredet – men tydeligvis for langt tilbage i salen, efter at dømme på de andre garvede anmeldere, som fandt pladser længere fremme. Og jeg følte mig helt bag om dansen, da min søster tog blok og kuglepen frem – og jeg stadig sad og tyggede lidt på min croissant. Og jeg fik også et selvforklarende, olmt blik da jeg spurgte min søster om der egentlig var forfilm, som mindede meget om det blik jeg også fik, da jeg i forhallen spurgte hvorfor man ikke kunne få popcorn. Jeg er da ligeglad om det reelt ville have været min morgenmad – man skal da have popcorn til en film?

Så startede filmen. Og man får fra starten indtrykket af at der er gået noget tid fra forrige films slutning til denne films begyndelse. Tony Stark (Robert Downey Jr.) er selvfølgelig stadig Iron Man, og har i mellemtiden sørget for at verdensfreden er sikret. Han er fortsat den storskrydende, selvcentrerede mangemillionær som han var i 1′eren, blot med den forskel at alle nu ved at han er inde i Iron Man. Men man fornemmer hurtigt at Stark er på vej igennem en personlig deroute. For det første er han ved at løbe tør for det berigede grundstof som holder hans hjerte igang, og har derfor døden for døren. For det andet forsøger den amerikanske regering at få teknologien bag Iron Man udleveret, da de mener at det er i det amerikanske folks interesse, at regeringen har magten over dette “våben”, i stedet for en privatperson. Hvilket jo synes rimeligt nok, for kan USA stole på Tony Starks hensigter? Oveni disse problemer, skal Stark også konfronteres med 2 deciderede fjender. Den ene fjende, Justin Hammer (Sam Rockwell), ønsker at gøre indhug i Starks forretning, og den anden fjende, Ivan “Whiplash” Vanko (Mickey Rourke) ønsker at gøre det helt af med Stark på grund af gammelt had. Stark vinder det første slag mod først den ene, og så den anden – hvilket selvfølgelig får de onde til at slå pjalterne sammen i en fælles front mod Stark og hans alter ego Iron Man, i et altafgørende slag.

Endeligt skal Stark også tage stilling til en ny assistent i hans firma, Natalie Rushman (Scarlett Johansson), som man fornemmer er mere end bare et potentielt søgsmål for sexchikane, men samtidig også truer den kemi der er mellem Stark og hans personlige assistent Virginia “Pepper” Potts (Gwyneth Paltrow).

Iron Man 2 er en stærk efterfølger til den kommercielle og kritikerroste 1′er, med fuld knald på gaspedalen og eksplosionerne, og de 127 minutter er hurtigt gået. Faktisk synes jeg “den svære 2′er” overgår den første film. Den første Iron Man spillede også lidt på den antihelt, som Tony Stark jo et eller andet sted er, men i 2′eren er dette meget mere udtalt. Det er klart at vi ikke er vidne til et socialrealistisk drama i Per Fly-sektionen, men mindre kan også gøre det, og man nærer sympati for den krise som manden bag masken er igennem. Som han da f.eks. holder fest i sit store hus, og drikker sig æskestiv i fuldt Iron Man påklædning, vælter rundt og skyder flasker i stykker til stor underholdning for den tilbedende masse af gæster, men til stor uro for hans personlige venner. Og det ender også i et rabalder-opgør med bedstevennen Rhodey (Don Cheadle).

Store persongallerier har det nogle gange med at falde til jorden, men skuespillerne i Iron Man 2 leverer en over en bred kam en rigtig god præstation – og mange er perfekt castet til deres rolle. Robert Downey Jr. er vel omtrent den helt rigtige til at spille en superhelt i frit fald, eftersom han i 90′erne havde sit at slås med i privatliv – hans performance igennem hele filmen er sublim, han er Tony Stark. Sam Rockwell, hvis talent i mine øjne stadig mangler en bred anerkendelse, leverer som altid en kanon præstation som en billig, og hurtigtsnakkende kopi af Stark. Og hvem andre end den genopstandne badass Mickey Rourke, kan spille den slidte, men stadig wrestler-pumpede, superskurk Whiplash, med tavoringer over hele kroppen og tyk russisk accent. Paltrow, Cheadle, Samuel L. Jackson og Jon Favreau leverer også gode indsatser i deres biroller.

Og så har jeg ikke engang nævnt at Scarlett Johansson er i stramt polyester suit. Hvis filmen var uden lyd, kun varede de 5 minutter hvor hun var i det suit, og den kun kunne ses under vandet i det bassin i Danmarks Akvarium hvor de har piratfiskene, så ville jeg stadig gøre alt for at se den. Du kan dog heldigvis nøjes med at tage i biografen og se det med egne øjne, og indtil da kan du nedenunder dette indlæg se et billede af den altid skønne Scarlett fra verdenspremieren. Jeg håber så meget at hendes rolle får en spinoff-film, hvilket vist allerede er på tegnebrættet.

Iron Man 2 er en film for alle der elsker superhelte-film, og som er til de store actionbrag. Den er ikke bedre end de nye Batman-film, men det er måske også meget at forlange fra en Batman-fan – og selvfølgelig er denne type film ikke som udgangspunkt potentielle Oscarslugere. Omvendt er den som sagt bedre end 1′eren, og langt bedre end de andre Marvel-helte-søskende (Spiderman, Hulk, Daredevil, osv) og indenfor actiongenren absolut i topklasse.

Jeg vil give den 4 ud af 6 på en overordnet skala, men 5 med pil op indenfor sin genre. Og ja, det er en datefilm. Jo, det er!