kapster2.dk

Gæsteblog#5: At være single?

At være single? Jeg husker ikke så meget om det. Det er løgn. Jeg husker følelsen af at føle sig alene og længes. Og jeg har længtes hele mit liv. Også mens jeg havde en dejlig kæreste. Måske handler længsel om noget andet? Jeg skal ikke kunne sige det. Men jeg husker at kigge på min datter og tænke ”Nu er det bare dig og mig” og det handler vel egentlig om, at jeg ønskede, at vi skulle være én mere end hende og jeg? Men jo ældre hun bliver jo mere ro finder jeg i ”dig og mig” som i HENDE OG MIG. Fordi hun begynder at være et ”dig”. Det var svært, da hun var yngre. Jeg kan mærke en voksende fornemmelse af, at hende og jeg er en god kombi, og at vi faktisk ikke behøver andre.

De seneste par år har så været lidt specielle. Jeg er åbenbart tiltrækkende. Jeg er åbenbart hende, som mange ser, som hende, de vil tilbringe resten af livet med. Det er jo en meget privilegeret situation, men samtidig ikke. Det er rent faktisk… hån mig, hvis du vil, jeg synes selv det lyder rædselsfuldt, når jeg siger det… svært at opleve at folk altid forelsker sig i en. Kvinder som mænd, gamle som unge. Og så står man her, og synes ikke selv, man er noget særligt. Og skal forøvrigt pludselig bruge meget tid og energi på at afslå folk. Hvilket jeg SLET ikke bryder mig om. Og jeg forstår heller ikke folks fascination af mig. Bare jeg gjorde. Så kunne det være at jeg selv syntes, at jeg var lidt cool.

En ting er sikkert. Jeg havner ikke på single markedet igen. Dermed ikke sagt, at jeg aldrig bliver single igen, det gør jeg sikkert en milliard gange, men jeg vil ikke ud på ”markedet”. Jeg har forsøgt netdating og at møde folk i byen, og det er ikke svært at finde nogen i begge sammenhænge, som man kan blive fascineret af. Men det har bare aldrig virkelig virket for mig. Jeg har haft et par klaphatte… undskyld kærester… som jeg har mødt på den måde.

Og det duer bare ikke for mig. Det er blandt andet noget med, at man mødes med den samme mission om at finde kemi hos hinanden. Og at man tænker meget over andres forventninger til hvem man er, og ens egne tanker om hvordan man gerne vil fremstå.

Jeg er sikker på, at det sker for folk, måske ofte endda. Men de få gange, jeg rent faktisk har mødt kærligheden, har det været på grund af en kemi, som opstår imellem to mennesker, der kender hinanden. Enten tæt på eller perifert og oftest i en situation, hvor man ikke venter eller søger det. Faktisk ofte lige præcis der, hvor man ikke søger det. Så tænker man ”goddammit(!) …lorte timing”, men det er åbenbart sådan det bare er for nogen af os.

Så skulle jeg stå i den situation igen, vil jeg ønske for mig selv, at jeg kan lade være med at lede. For vi er jo gode, hende og jeg, og kærligheden kommer altid snigende alligevel.