kapster2.dk

Jeg går som alle andre en kæmpe bue udenom de der Greenpeace-mennesker på Strøget – dem der skal bruge din underskrift eller indmeldelse, eller noget i den stil. Jeg er egentlig rimelig afklaret med hvad jeg bruger penge på af gavmildheder, og har valgt de organisationer som jeg årligt donerer til. Så det er ikke et spørgsmål om at de får mig til at føle mig som en gnier, eller noget i den stil. Det er mere det der med at sige “nej”, konfrontationen, og åh gud, hvad hvis han har alle mulige argumenter, og det eneste jeg kan sige “Ja, det er altsammen meget godt – men det er simpelthen fordi jeg ikke VIL have det du tilbyder mig”. Så bare undgå vedkommende i det hele taget, og bevæge mig ud på en mindre omvej, mens jeg travlt tjekker ikke-eksisterende netop indkomne sms’er på min mobiltelefon.

Det samme når der står sådan et tv-hold. Nøøj, jeg får travlt med at kigge ned i jorden, eller se rigtig, rigtig travl ud, og jeg har allerede stille forberedt “Nej ved du hvad, det passer mig rigtig dårligt, jeg er nemlig midt i min frokostpause, og skal nå at købe en sidste gave til min farfar som ligger for døden”. Mest fordi det der med at få stukket sådan et kamera helt op i masken, og så forholde sig til et eller andet enten helt ligegyldigt eller helt absurd. “Hvor ofte onanerer du i badet?” med ‘Kasper 31 år, blotter’ stående på navneskiltet, fordi at de ikke helt fangede ordet blogger da jeg introducerede mig selv. Og med chancen for at komme sige noget rigtig dumt, eller begynde at stamme eller øh’e eller starte sætninger med “arhmen det bar’ fordi”.

I dag spottede jeg sådan et kamerahold i en af de stille sidegader i indre København, og de så spejdende ud, og jeg satte tempoet op til halvløb. Jeg var faktisk på vej til et vigtigt møde, og havde da også min notesbog under armen, og skyndte mig at tage den under den arm nærmest kameraholdet, og gjorde alt for at lægge mine ansigtstræk i de rigtige vigtig-mediebranche-mand-folder. Men nej, jeg lukker opgivende øjnene i et splitsekund og kvæler et suk da jeg ud af venstre øjenkrog ser manden med mikrofonen tage et skridt frem mod mig, men bliver alligevel lidt overrasket da han tilråber mig med ordene:
“Ursäkta mig!”.

Så stoppede jeg op, for jeg tænkte at det jo kunne være at de bare skulle spørge om vej. Men nej, han kom fra “Svensk Television”, og ville høre om han måtte stille mig et par spørgsmål med kameraet tændt. Øh nej! Det bryr jag mig inte om, Verdens bedste Karlsson! Én ting er at skulle udtale sig på vegne af sig selv, på vegne af sit køn, sin by, sit politiske ståsted, sin alder. Men noget andet er at skulle udtale sig som dansker! For en hel nation som IKKE er danskere. Tænk hvis jeg kom til at sige noget rigtig dumt om danskerne, som I andre ville hade mig for. Sådan at I glemte alt om Fodboldidioten, og jeg skulle søge tilflugt syd for grænsen, og senere blev opsporet af Ekstrabladets hårde journalister, og spisesedlerne ville proklamere “Læs alt om TV-Tossen – vi har fundet hans skjulested”. Eller at jeg kom til at sige noget dumt om svenskerne?? Og de som straf åbner Barsebäck igen? Eller endnu værre! Jeg kunne starte en ny svenskerkrig, og jeg er sgu ikke sikker på at vi er så godt rustede for tiden, de har jo siden sidst fået både Volvo, Ericsson og IKEA – og vi har så fået Pia Kjærsgaard, vores eneste aktive grænsesoldat, og hvad kan hun så når det kommer dertil??? Og svenskerne kan jo nærmest lave oprør indefra med alle de spillere og trænere de har rendende i Superligaen. Åh gud!…

… så jeg sagde pænt nej tak, og sagde at jeg var på vej til et vigtigt møde, hvilket jo på ingen måde var en løgn!

Det kunne nemlig ellers nemt ligne mig. Lige at stikke en hvid løgn. Som her den anden dag, hvor en ung fyr nede foran min opgang, spurgte om jeg ville skubbe hans bil. Den var gået i stå, og ville ikke starte. Det var en gammel, gammel spand, visse steder sat sammen med Gaffa-tape. Og jeg tænkte helt fra starten om det ikke var en opgave for Falck, og jeg var egentlig på vej til træning. Men man siger sgu ikke nej til folk i in-your-face nød. Så jeg skubbede. Og skubbede. Og skubbede. Og han sad inde i bilen, og trådte på pedaler og gjorde ved, og intet hjalp. Til sidst kommer han ud, og siger: “Hey, ved du meget om biler? Kan du prøve at sætte dig ind og se om du kan starte den – for jeg er ikke sikker på at jeg gør det rigtige?”. Så gik hjernen i baglås. Jeg har haft kørekort i 2 år nu, og er ved gud ingen erfaren bilist, og har intet forhold til mekanikken i den. Min viden omkring biler i det sekund han spurgte var: min virker, din gør ikke. Og jeg vil egentlig bare gerne slippe ud af den her kattepine. Så jeg ender med at sige til ham: “Øh nej jeg har faktisk ikke noget kørekort”. Og han sagde lidt nedtrykt at så ville han prøve at ringe til sin far, men at jeg da skulle have tak for hjælpen.

Hvorfor er jeg så nederen en person??

Siden har jeg fundet ud af at han rent faktisk bor i min bygning. Jeg ved at skæbnen har en plan for mig, hvor han ser mig sidde i min egen bil. Og jeg håber ved gud at den selv kan starte der.