kapster2.dk

Gæsteblog#4: Kunsten at ikke-score

Det glæder mig at kunne bidrage med månedens feminine input her hos Kapster, det kære væsen, hvis finurlige tanker jeg længe har holdt af at følge. Hvor tit er det lige, man får et indblik i det mandlige sjæleliv? Og i dag skal vi selvfølgelig (igen) snakke om kunsten at score – eller ikke at score.

Vi er jo ganske mange, der ikke rigtig kan finde ud af at score. Det er faktisk ret kringlet, det der koncept. Synes jeg. Jeg må indrømme, at jeg aldrig rigtig har lært det. Heller ikke efter grundig og systematisk gennemgang af diverse selvhjælpsbøger omhandlende emnet. Jeg er i stedet så nødt til at satse på at blive scoret. Måske det så er et held, at jeg er en pige.

I virkeligheden tror jeg faktisk, at jeg er bange for drenge. I hvert fald de der superlækre af slagsen. Jeg tør næsten ikke at vise dem interesse. De bliver nødt til direkte at slå mig ned med en kølle. Heldigvis findes der mænd, der hellere end gerne, ahem, svinger med køllen.

Nåmen, på et punkt kan jeg godt være frygtløs, og det er så, når jeg snakker med fyre, som jeg rent faktisk ikke er interesseret i. Og her nærmer vi os det koncept, som Kapster og jeg en aften på MSN chattede om. At tale med den lækre fyrs grimme ven. Det gør jeg lidt for ofte. Og hvorfor praktiserer jeg så denne omvendte logik?

Det er fordi, at jeg for det første jo er lidt bange for den der lækre fyr. Og fordi jeg for det andet faktisk synes det er lidt synd for ham den grimme ven. Han er jo sikkert vant til, at det er hans hunk af en ven, der løber afsted med alle damerne. Jeg synes, at alle skal have ligelige doser opmærksomhed. Og være venner. Og ham hunken skal jo heller ikke (på allerbedste jantelovsvis) tro at han er alt for god. Det bekræfter alle de andre piger jo ham i.

Men i virkeligheden er jeg jo lige præcis ligesom alle de andre glubske huntigre; det er ham den lækre, jeg allerhelst vil have. Det er ham, jeg vil kigge dybt ind i øjnene. Jeg er bare lidt tryggere ved at snakke med hans mindre heldige ven. Og så venter jeg måske på, at den lækre håndplukker mig. For det kan jeg jo ikke finde ud af at gøre selv.

Hvem er det så lige, jeg gør en tjeneste? Og hvor mange gange har jeg så ikke oplevet en kuldsejlet (semi)strategi; at ham den lækre så er smuttet? Og så står jeg der med entusiastisk-grim-ven, der gerne vil gøre sine hoser grønne hos mig.

Det går lige op for mig, at det med at konversere ham den udvalgtes ven faktisk er et klassisk trick, som disseher såkaldte scorekunstere bruger. Bare med omvendt fortegn – på kvinder, altså. Først lige en introduktion for dem, der ikke ved det; der findes enelleranden sekt af nørder, som prøver at studere sig frem til kunsten af score. Anført af Neil Strauss’ bog the Game.

Nåmen, ifølge bogen, skal scorekunstneren vistnok så trigge hende den lækre ved først at tale med hende, for så at chatte hendes mindre pæne veninde op. Så bliver hende den lækre, udvalgte nysgerrig, interesseret og tiltrukket. Vupti. Elegant scoring.

På mig virker sådan noget faktisk bare lige modsat. Hvis der kommer en fyr, og der opstår gensidig kemi – og han så også begynder at sweettalke en anden pige, der måske ikke ser så godt ud, tænker jeg bare klamme svin, og så skrider jeg. Så han kan lære det og komme rendende efter mig. Så kan jeg rigtig være prinsesset og blive håndplukket.

Åh, håber ikke, der er en masse fyre derude, der så har tænkt klamme kælling og så er skredet. Det kan man jo… et eller andet sted… faktisk godt forstå.