2010
Nu er der sikkert nogen der mener jeg lefler – men de kan få fingeren.
Sidste år havde vi besøg på kontoret af en af mine kollegaer som var på barselsorlov, og som havde taget sin lille knægt med ind for at vise ham frem. En sød, stille fyr på nogle måneder. Da vi på et tidspunkt sidder i kantinen og får frokost, sidder jeg ved siden af min kollega og den lille fyr. Da jeg er relativt hurtigt færdig med at spise, og min kollega dårligt har andet end stukket til sin mad, fordi hun skal holde styr på sin baby, spørger jeg om jeg skal tage ham lidt. Det var ikke ud for et ønske at om at sidde med en baby – jeg så bare et praktisk problem, som jeg kunne være en løsning på. Sådan er jeg, jeg er en problemknuser, det har jeg altid været – min hjerne er et stort analyseapparat der altid tænker i løsninger. I en sidebemærkning har jeg drevet alle mine kærester til vanvid en milliard gange fordi jeg straks går i løsningsmode, når de har været kede af det – istedet for at tilbyde en skulder at græde ud ved, og et øre der er villig til at lytte.
Jeg får den lille mand hen på mit skød. Og hans små hænder lukker sig straks om mine fingre, og han forsøger at trække mine fingerspidser ind i munden. Whops, ro på, Batboy, du ved ikke hvor de har været sidst. Hans hoved kører løst rundt som på et kugleleje der trænger til at blive strammet, og hans lille krop aser, maser og skubber. Men han er glad. Jeg kan mærke hans lille hjerte pumpe liv rundt i kroppen. Og i mig. Jeg kan mærke en følelse jeg ikke har prøvet før. En følelse af at det er rart med den lille klump kød mellem mine hænder, og jeg skjuler et livsglad smil. Da kollegaen er færdig med at spise, tilbyder hun at tage ham tilbage, og jeg afviser prompte, måske endda lidt for prompte. Nej sgu, nu sidder vi lige og hygger.
Et par timer senere slår det mig at jeg har oplevet at være skruk. Jeg siger ikke at jeg er klar til den del af livet, men jeg siger at tanken ikke længere skræmmer. Jeg kan se mig selv med en barnevogn. Jeg kan se mig selv stå søvndrukken op kl. 4 om morgenen og håndtere babygråd. Jeg kan se et barnesæde i Optimus Suzuki. Jeg kan se mig selv med et barn, mit eget, på skulderen. Og ikke være skræmt. Jeg kan se mig selv tage ansvaret. Og bære det.
Da min ekskæreste for ikke så lang tid siden blev mor til en lille dreng, var jeg forinden sikker på at jeg kom til at fornægte hans tilstedeværelse. Fordi han jo på en måde var et symbol på hvorfor jeg ikke var sammen med hans mor. Men jeg fornægter ham sgu ikke, tværtimod, ville jeg ønske jeg også havde sådan en lille én. Hun elsker og forguder ham, og det er virkelig sødt at høre om, og jeg ved at hun kaster al sin smukke kærlighed efter ham. Han ser også så sød ud på billederne, med alt sit mørke, tykke hår, og den bronzefarvede hud som hans mor også har. Og igen kunne jeg mærke en følelse af skrukhed. Tænk sig at have noget at forgude på den måde, noget der er større end ens eget liv – noget man har mulighed for loyalt at elske igennem hele livet, noget som er ens eget, sit eget kød og blod.
Det må være fedt.
Når man kommer op i min alder (godmorgen, farfar) så er man også nødt til at forholde sig til at jævnaldrende kvinder måske har et barn med i baggagen. Sidst jeg skrev blog, havde du nok set et skær af panik i mine øjne, hvis du sagde at du havde et barn. Sådan er det nok, når man er 25 år, og børn er noget man vil øve sig på at lave, og hvis de ikke kan spille fodbold ude i haven, så kan du ikke se den store nytte i dem. Nu skræmmer det mig heller ikke, jeg er sikker på at hvis moren er alt hvad jeg havde drømt om, så er barnet det også. Da jeg på et tidspunkt flirtede lidt med en kvinde med en lille datter, tog jeg mig da selv en enkelt gang i at tænke, at min mor ville gå helt i selvsving når jeg sender hende billeder af den smukke datter, og siger at hun skal være reservefarmor for den lille engel. En veninde sagde fornylig at jeg ville blive en god stedfar. Jeg tør godt vove pelsen og sige at jeg har potentialet til at være verdens bedste stedfar. Ikke kun fordi jeg er en barnlig sjæl, generelt er god til børn, men også fordi jeg har haft verdens bedste stedfar selv. Den perfekte blanding af far, storebror og ven – med tilpas tilsatte mængder i hver af kategorierne. Og sådan vil jeg også selv være stedfar. Og far.
Som sagt tror jeg ikke nødvendigvis jeg er klar lige nu. Men det er selvfølgelig også lidt svært at forestille sig i en single-kontekst, med fart på storbylivet og karrieren. Tror det er noget man tager stilling til når det er relevant at tænke en stedfar- eller far-status ind i tilværelsen.
Sidstnævnte tør jeg forresten godt spå ikke kommer til at ske indenfor de næste 9 måneder. Just saying.
“Sådan er jeg, jeg er en problemknuser, det har jeg altid været – min hjerne er et stort analyseapparat der altid tænker i løsninger. I en sidebemærkning har jeg drevet alle mine kærester til vanvid en milliard gange fordi jeg straks går i løsningsmode, når de har været kede af det – istedet for at tilbyde en skulder at græde ud ved, og et øre der er villig til at lytte.”
Du er ikke alene med den problemstilling – jeg kan godt genkende den, og det er vist en generel mand / kvinde ting.
Av! Ikke også dig…
Det var da utroligt – pludselig er der babysnak og skrukhed overalt omkring mig. Min søster er gravid, og samtidig med at jeg er over the moon over at skulle være moster, så er der også den anden side – the dark side – hvor det gør ondt dybt indeni. Jeg har altid troet at det biologiske ur var en mental ting, noget som kvinder hyssede med når de nåede en hvis alder. Men jeg konstaterer, at det i hvert fald også er en rent fysisk følelse: Da jeg så hendes scanningsbillede trak det i hver eneste celle i min krop, som en misbruger med abstinenser – som om hver en fiber i mig fortæller mig at jeg burde have sådan en lille en, som om der mangler noget essentielt. Av.
Og så begynder du også, min højt værdsatte overspringshandling/weekendhyggelæsning… *suk*
btw @søren: pas på med at generalisere kønsforskelle! Jeg drev præcis min eks til vanvid ved at gå i løsningsmode når der var noget galt… På den anden side er jeg muligvis ikke den mest repræsentative repræsentant for mit køn :)
Kasper, du lyder som om du skal babysitte mine kære børn (sætter med vilje ikke antal på!)
De er den ultimative test på, om man rent faktisk ønsker at blive far/ stedfar. Alle alderstrin (næsten) og begge køn… Fra den grufuldt dovne teenagedreng, der ELSKER at debattere og så derned af… med min underskønne prinsesse på fire, der knuser alle hjerter omkring sig, fordi hun er så sød.
Tror aldrig man bliver helt klar før man står med sit lille vidunder. Og måske ikke engang dér er man helt klar, men heldigvis er det noget der kommer hen ad vejen. Man vokser med opgaven. Heldigvis. Og det der med at synes, at andres børn er søde, er peanuts i forhold til at sidde med din egen. Tro mig Kap, hvis du er en mand og har lyst til at få barn, så ER du formentlig så klar som du nogensinde bliver :) Håber snart din kærlighed (med tilhørende “baby-ovn”), dukker op!
…snart. Dukker op snart, sku der stå! :)
2 ting:
1. Meld dig ind i singleplus og scor en enlig mor.
2. Fra det øjeblik ens barn kommer til verden, indser man at at det ikke er ens eje, og at man mister det lidt for hver dag der går. Det er kun til låns …
Jeg ved jo reelt set ikke noget om børn, og hvad der kræves, det er jo bare mig der plaprer… ved bare at tanken ikke skræmmer mig så meget som den har gjort før. Og at det ville føles rart at tilføje noget godt og noget rigtigt til denne verden. Set fra mit ståsted. Men frygt ej, efter alt at dømme er det ikke nært forestående!
Dejligt indlæg… skræmmende at indrømme det, men ikke desto mindre – skønt indlæg, især det her:
“Hans hoved kører løst rundt som på et kugleleje der trænger til at blive strammet, og hans lille krop aser, masser og skubber. Men han er glad. Jeg kan mærke hans lille hjerte pumpe liv rundt i kroppen. Og i mig. “
Altså jeg har jo en – og har aldrig fået flere siden… Det siger alligevel også noget.
Og guderne skal vide at min han er skøn, klog, dejlig, sjov, dygtig og på alle måder helt perfekt. Tør slet ikke tænke på hvad der var sket hvis han havde været bøvlet, ørebarn, svær ved skolen og asocial.
Børn er krævende:-)
Men Kap, du bliver helt sikkert en god far.. Mest fordi du tænker over tingene.. En god far er sådan en der kan tænke sig til et barns behov og en fars behov, og vide hvornår han honorerer hvilke:-)
vi skal sgu giftes!
Du må adoptere :O)
Det ER fedt at have børn. Jeg elsker ALT ved det. Og det er ikke overdrevet eller krukket. Jeg elsker at blive kaldt på af den lille klokken 2 om natten når hun har mareridt og skal trøstes, at hænge deres små lyserøde kjoler til tørre og lægge dem sammen og på plads, at have dem siddende på skødet og falde i søvn i sofaen, at være vild og ballade-far med dem. Det er hvad jeg ER. At være far er ikke noget jeg gør, det er ikke en opgave, det er det jeg er og det jeg skal være. Men selv jeg var først for alvor klar da den store var seks mdr.
Man går ind i en verden med desperation, angst og helt enormt meget hengivenhed og glæde når man får unger. Det er helt sikkert ikke for enhver og det er da krævende, men hvis det var 100 gange hårdere og man kun fik halvdelen af glæderne, ville det stadig være det hele værd.
Sorry, første linie? Det giver i hvertfald ikke baby i overskuelig fremtid! ehehe
@mebster: tak :) Ja, du kunne jo have været en måneds tid henne nu, hvis vi havde gjort alvor af den der bloggerbaby ;)
@lene: tak for komplimenterne – og ja, er helt bevidst om at børn er krævende, og som jeg nåede at skrive tidligere, så ved jeg jo reelt set ikke en skid om det. Og tror som mange andre er inde på at man nok aldrig rigtig er forberedt, men simpelthen vokser med ansvaret, når det gives til én.
@L: Set the date – og du ved jeg vil stå ved alteret og vente på dig.
@morfar: det er selvfølgelig også en mulighed :)
@kratluskeren: tak for en super kommentar, og lidt mere indsigt fra en med first-hand-experience :) Det er sådan en kommentar der på en måde giver mening til det hele. Og lyst til at afprøve det.
@miws: som jeg sagde til Batboy – du ved ikke hvor den finger har været sidst.
Haha..øvøv…hvis den virkelig skal klare sagen, er det ikke et spørsmål om hvor den har været sidst, men hvor den har været indenfor meget kort tid og derefter opholdt sig i perfekt temperatur.