2010
Ikke rigtigt, vel? Men det er på mange måder en fed overskrift – og hvem ved om jeg nogensinde får muligheden for at bruge den igen?
Det har været en hektisk uge for mig på mit arbejde. Så min stilhed her på stedet, skyldes ikke (kun) et signal om den store martyrdød, og at jeg har været lidt træt af at skulle forholde mig til mig selv i alle mulige sammenhænge, men også helt simpelt at jeg ikke har haft tid til at reflektere særlig meget over noget, som ikke lige havde bund i arbejde.
Det skal nemlig ikke være nogen hemmelighed at jeg på et tidspunkt var lidt træt af det her projekt, på grund af dele af det feedback jeg fik i kommentarboksene. Nu har jeg så siddet og set lidt på kommentarerne igen. Måske er det bare fordi jeg har vænnet mig til tanken om dem, men jeg er kommet til den konklusion at jeg måske har været lidt nærtagende - ja, sorry. Men som jeg sagde i interviewet, så er det svært ikke at tage noget af det lidt personligt. I virkeligheden er det nok nogle meget få kommentarer der ødelægger billedet af de mange, og kommentarer med et glimt i øjet kan glide i ét med tapetet udgjort af de andre. Har tænkt længe over det, og tror måske det er stukket af på den måde, fordi jeg har levet lidt for godt med i kommentarsporet – på den gamle blog fulgte jeg knap så meget med, men fik så dengang beskyldning for at være arrogant, fordi jeg ikke ikke svarede alle og/eller deltog i en debat. Faktisk var det @AnnaEbbesen der inspirerede mig til at leve med i kommentarerne, da jeg hørte hende til et foredrag, hvor jeg synes hun havde nogle gode pointer i at man kun havde gjort halvdelen, hvis man ikke fulgte indlæggene til dørs ved at deltage i den efterfølgende debat og tage sig tid til at svare folk. Det synes jeg lød godt. Hun talte så om corporate og politiske blogs – og ikke om personlige. Og jeg tror der er forskel der. Men måske svaret ligger midt imellem. Jeg skal bare lige ‘adapte’ til det, og bare slappe lidt mere af ifht. kommentarerne. Og minde mig selv om at I jo mangler 80% for at forstå det fulde billede, og det er på den præmis I kommenterer. Så det gør jeg fra nu. Dét er mit løfte til mig selv – og til jer.
Så lad os fortsætte legen. Og jeg håber ikke at jeg har skræmt alle kommentatorer væk nu – jeg håber at folk stadig tør udfordre mig, eller skrive til mig at jeg er for meget, hvis det er sådan de føler.
Jeg stopper ikke med at skrive før jeg stopper mig selv. Eller en kvinde – kvinden – gør det. Ingen kommentarer, svigtende læsertal, min mor(!), whatever, kommer til det.
I morgen står den på singleliv igen. Altså på bloggen. Og i virkeligheden. Suk…
You tell em, Steve-Dave!
Hej Kasper.
Jeg tror sådan set ikke forskellen i kommentarerne er så forskellige på hhv. faglige/politiske blogs og personlige – jeg har godt nok set megen personlig fnidder, og mudderkast på politiske blogs (også). Jeg tror forskellen ligger i hvordan man tackler kommentarerne. Har ikke selv blog, men bilder mig ind at det kan føles nærgående når kommentarerne er personrevsende – lige præcis noget af det der også er spændende her i dit forum. Ikke nødvendigvis det revsende, men at læse andres syn, kritk, ros alt hvad der hører sig til på en offentligt tilgængelig side. Så jeg er glad for at læse at du har fået modet tilbage og fortsætter.
Ha’ det godt du :-) Og endnu en gang tak for nærværende indlæg – det er en herlig, pudsig følelse at håbe, undres og føle med et menneske man slet ikke kender andet end… ja, herfra bloggen. Men det kan du altså dét der med at skrive nærværende…
Hilsen Tina
Kap, synes også du har taget det hele lidt for nært, og stilte dig lidt unødigt på bagbenene med blottede tænder. Du er bedre end det, og kan folk ikke se dig – og tingene – som du/de virkeligt er, så er det deres problem :)
Dejligt at høre at du ikke stopper, det havde jeg – og andre, lyder det til – lidt frygtet! .. Bliv ved :) .. vi er manger der nyder Kapster2.
Wow. Tænk, at du har været så ked af de kommentarer :-( Jeg håber ikke, at du synes mine indlæg gjorde dig fortræd i “den perfekte fiaskospiral”, for det var ikke ment sådan.
Jeg skulle aldrig have blandet Singleton ind i det, for den joke kunne hun ikke tage. Beklager.
Det var mere som et oplæg til debat – et forsøg på at kradse i den overflade, som jeg synes fremstod noget glat – fordi man sjældent fik indblik i, hvad der mon egentlig ville gøre dig forelsket i KVINDEN, udover hendes skønhed og udstråling.
Især blev jeg nok lidt provokeret af et indlæg du engang skrev, om en psykologkvinde, hvor du mente at I havde perfekt kemi, og at hun bare ville ha’ dig, men hun desværre liiiige havde den her mand, som ikke fortjente hende, fordi han lignede en taber-nørd. Jeg syntes det var strengt skrevet, fordi du fuldstændigt underkendte deres kærlighed, og det som må have bundet dem sammen, udover mandens “taber-nørd-udseende”.
Som læser gad jeg bare godt vide, hvad det egentlig er for en kvinde, du håber at finde derude i byen? Søger du andet end een der er smuk og lækker?
Det er jo lidt ligesom at læse et eventyr, man håber sådan at du pludselig finder prinsessen, og at I lever lykkeligt forever and ever. Måske glemmer man nogen gange, at det er en virkelig person, og synes bare at historien trænger til noget udvikling, og at den prinsesse skal findes NU! Sorry :-) I virkeligheden er det jo fint nok, bare at læse om en virkelig person, som ikke lige vælter op på den hvide hest, og napper den første den bedste Tornerose.
Please, bliv endelig ved med at svare på kommentarerne! Jeg vil give Anna Ebbesen helt ret, det er kun halvt arbejde, hvis man ikke svarer. Det gør din blog meget mere interessant. På den anden side, så må det jo også ret krævende for dig, hele tiden at skulle forholde sig til hvad der skrives. Men jeg håber, at du kan overkomme det, også uden at tage folks skriverier alt for ilde op. Det er jo med anonymitet på nettet, ligesom med børn og fulde mennesker – måske er det ikke lige SANDHEDEN man hører, men man får da i hvert fald personens mening helt uden de omsvøb, som ens venner irl har.
@simon: hørte du mit shoutout til dit blogindlæg om kurven over action og bryster i film, i interviewet?
@tina: du har helt ret – og der SKAL være plads til modsatte synspunkter. Ellers er der jo heller ikke nogen idé i at lade kommentarfeltet være åbent, kan man sige. Og vi er vist enige om at det afhænger af hvordan man vælger at tackle det. Jeg bliver bedre til det, I promise.
Og tak for komplimenterne, fordi du læser med – og ikke mindst fordi du kommenterer ;)
@nina: du har også ret :) Jeg har taget det hele for nært. Og det stopper nu… nej, nu… NU… fraaaaaa nu af! Så bliv endelig ved med at udfordre og kommentere :)
@læserinde: Først og fremmest – tak for kommentaren :) Det er lige præcis en komentar af den slags som jeg ikke vil skræmme væk.
Nu er de her kommentarerfelter jo ikke som sådan en åben brevkasse, hvor jeg kommer til at forklare alting :) Der er nogle ting som jeg holder for mig selv, for jeg vil ikke nødvendigvis give afkald på de sidste 80%. Så hvis man vil gå mig på klingen, og kræve mere af mig, forlanger jeg også at man har sat sig ind i ALLE 20%. For ellers kan jeg blive ved med at forklare mig igen og igen, når folk falder over noget. Og hvis du hører mit interview kommer vi ind på mange af de ting du spørger til.
Men vil gerne svare på dine spørgsmål.
Kan godt forstå dit spørgsmål om det ydre. Det har flere ting i sig. Jeg tænder på aura og på udstråling. Så når jeg skriver at en kvinde er smuk, så er det ikke nødvendigvis fordi hun er forside-materiale til hverken M! eller Elle. Og udstråling kan være en milliard ting. Jeg kan f.eks. blive helt vild i varmen, hvis en selvsikker kvinde viser skrøbelighed. Så er der en sprække i panseret som jeg bliver fascineret af. Eller det kan være en bestemt måde at bevæge sig på, tale på, alt er i spil. Og så bliver kvinder smukke i mine øjne. Selvfølgelig kan jeg også tænde på forsidepigen, men sgu ikke uden at der er noget ekstra. F.eks. synes jeg ikke Tina Lund er specielt smuk, hvilket en veninde ikke forstod en meter af (indtil hun så det der program med hende, så var vi helt på bølgelængde).
Kan indholdet så gøre hende smuk? Ja da, i høj grad. På samme præmisser som ovenstående. De afslører sig selvfølgelig bare ikke lige så hurtigt. Og der kan du argumentere for at det kan være svært at finde den slags skønhed på bunden af et shotglas – enig. Men det er jo ikke kun de miljøer jeg bevæger mig i, selvom det kan virke sådan. Og lur mig om hende der skal lukke bloggen, ikke er en jeg har rendt ind i byen. I øvrigt fandt jeg jo min ekskæreste via nettet. At hun så viste sig at være smuk og sexet as hell var jo så bare bonus :)
Endeligt er der jo så lige den lille krølle, at vedkommende måske en dag kom til at læse om sig selv her. Og så skal alle piger være smukke. Jeg VIL have I skal føle jer smukke. For det er I, i mine øjne. Ellers var I ikke interessante.
Som jeg også siger i interviewet, så er mødet med psykologen vinklet helt anderledes end jeg plejer. Så på en måde er jeg egentlig glad for at du har følt dig provokeret. Jeg kom hjem efter endnu et møde med en sød kvinde m. påhæng – og var sådan lidt træt af det. Som om at jeg nærmest ubevidst spotter dem med påhæng. En veninde udfordrede mig til at skrive anderledes – skrive om kvinder der skulle have lyst til mig. Det er en svær vinkel for mig at skrive om, men jeg prøvede, og tog udgangspunktet i mit møde med denne psykolog, men kom jo en masse andre kvinder ind i psykologen. Psykologen blev så at sige et billede på alle de gange jeg har mødt en pige, hvor jeg har følt alt fra 1% kemi til 100%, men hvor man ikke har kunne gøre noget ved det, fordi der var et påhæng. Og så skrev jeg bare ud fra den præmis.
Jeg er decideret uenig i at jeg underkender deres kærlighed. Læs gerne indlæggene igen (der er 3 i alt). At jeg gør ham til kikset er jo blot et udtryk for den forsmåede mand i skyggen, som jeg udgør i den kontekst. Men jeg synes absolut at jeg anerkender hendes valg.
Endeligt blev jeg ikke ked af kommentarerne. Blev bare træt af at forholde mig til mig selv, både igennem kommentarerne og det interview. Dem der kender mig, kender mig formentlig som en ydmyg person, som kun råber højt når han er sammen med mennesker han kender (eller er fuld). Derfor er det underligt for mig at skulle forholde mig til mig selv blive analyseret, udfordret eller revset. Sådan foregår det ikke helt for mig i den virkelige verden :) Og det blev lige lidt komprimeret henover den sidste uge. Så tror bare jeg lige skulle holde det her projekt ud i armslængde, og lige komme “tilbage” til den person jeg udgør i virkeligheden.
Ved ikke om det sidste gav så meget mening.
Håber det svarede på dine spørgsmål. Ellers er der jo heldigvis muligheden for at kommentere igen :)
Ja, nu er min computer jo sovset helt ind i hvid gulv-olie (eller hvad sådan noget nu hedder?), fordi jeg skulle flytte dig med rundt i lejligheden i torsdags (altså DIG i form af din stemme i podcastet) – og jeg har desperat F5′et HELE ugen for at høre mere! Og forgæves indtil idag. Så tak fordi du viste dit skumle ulvefjæs igen.
Og det var faktisk ret vildt endelig at få en stemme på ordene – nu har jeg jo fulgt med i mange år (og dengang på Kapster.dk var jeg nok lidt cyberspace-forelsket i dig – fortæller jeg dybt rødmende). Tak for det!
Skal du i byen i aften? Og kaster du lidt perler for svin imorgen?
@katrine: Det er ellers sjældent at jeg er skyld i at noget er sovset ind i noget hvidt, i nogen som helst kontekst. Men hey, it’s a start!
Ingen bytur til mig i denne weekend. Chok!… info følger.
Tak for kommentar, og tak for trofast følge :)
Word man… deet gas du ka ta det.
[...] fra Wordbirds, aka LineP og jeg. Kapster talte også om det i KCast (og i et indlæg – “Man gjorde en blogger fortræd“), og der er ingen tvivl om, at tonen er blevet anderledes i kommentarspor rundt omkring. Min [...]