2010
Øjeblik, jeg tillader mig lige at henvende mig direkte til en af mine læsere, som har kommenteret en del gange efterhånden.
Thomas Resen,
Jeg kan ikke rigtig finde ud af hvad din agenda er med dine kommentarer. Jeg har haft mange Dr. Phils igennem tiderne, men der er noget over dig, som jeg ikke kan sætte fingeren på. Du er enten ironisk sjov (og så er du fanme for sej, hands down!), eller også er du ufrivillig sjov. Hvorom alting er – så er du sjov. Og det skal vi da udnytte. Jeg har derfor oprettet et “tag”, og så vil jeg tagge mine indlæg med “ResenRevser”, hvis du har kommenteret. Så kan folk hurtigt se at der gemmer sig lidt godter i kommentarboksen. Og så kan du også være ikke-rygklapperens talerør.
Det bliver godt. Min helt egen Joan Ørting. I’ve created a monster, muhahahaha!
Love it!
Loving you!!!!!!!!!
Du er virkelig syg – loco en la cabeza – men overdrevet genial! Hah!
Til ham dér Thomas (denne tråd er vel en slags “Thomas’ brevkasse”…):
Det er lidt hyggeligt, at dine kommentarer herinde kan forårsage så meget bal i synagogen. Hvor meget du end har ret i mange af dine betragtninger, og hvor velformulerede og humoristiske de end fremstår, så siger du jo absolut intet nyt.
Anyway. Det, jeg meget hellere, vil høre dig (eller åndsfæller) udbrede jer om, er:
Hvor finder man den slags mænd, som du fremhæver som “rigtige mænd” (altså dem, der véd, hvad alt det dér med kvinder drejer sig om, og som ikke bare er tandløse pleasere)? Eller finder man dem overhovedet, når nu mænd helst vil jage?
Nu ruller det, Thomas! Kan du mærke det?… hvis det her ikke er synergi på et højere niveau mellem læser og blogger, så ved jeg snart ikke. Brugerindragelse, brugergeneret indhold, det er så meget web2.0, at en Danish Internet Award må være nært forestående.
Ja, de mænd er vi flere kvinder, der efterlyser! Jeg har en teori om, at vores mødres generation ødelagde vores generation af mænd. Rødstrømperne har sikkert gjort meget godt for kvindefrigørelsen, bevares, men de har altså også fremelsket et helt national-kuld af bløde, danske mænd, som er opdraget med, at vi er det stærke køn, det er okay at græde, og lad os tale om føøøøølelser. Lilla-ble pædagoger fortalte dem, at det ikke gjaldt om at vinde, men om at være med. Og listen fortsætter…
Ud af hele flokken af venner, bekendte, kolleger og eks’er kan jeg faktisk kun nævne én eneste, der ikke falder enten i kategorien “blød mand” (til tider også kendt som “tøffelhelt” eller “tudefjæs”) eller i kategorien “idiot” (alternativt “røvhul”, “egotripper” eller “dumme svin”). Og jeg er skam ganske godt tilfreds med førstnævnte flok – de er søde, (be)tænksomme, omsorgsfulde, hjælpsomme osv. mænd, som jeg absolut ikke vil undvære i mit liv. Men jeg savner noget drive, beslutsomhed og initiativ, i stedet for den evindelige “det-ved-jeg-ikke-hvad-synes-du-skat”.
Her skal jeg lige indskyde, at dem, der kender mig, på dette tidspunkt ville argumentere for, at jeg (og alle andre danske piger) er så kan-selv-vil-selv at vi skræmmer mændene væk og aldrig giver dem en chance, fordi vi er kontrol-freaks. Jovist. Men piger er også prinsesser, der vil tages med storm, væltes omkuld og overraskes. Og tro mig, hvis der kom en fyr og tog rattet en gang imellem (uden at køre galt!) så er vi flere, der godt kunne bruge en lur op ad hans skulder imens.
Jeg bukker mig i støvet for =D!! Lige min verden og lige mine ord. Anderledes kan det ikke siges.
Jeg er ikke uenig med =D, men jeg tror nu ikke, at det er sket så bevidst fra rødstrømpernes side. Jeg har ihvertfald læst artikler, interviews og portrætter centreret omkring “mændene må træde i karakter” siden firserne, så den viden har jo været der.
Jeg tror, at der ikke rigtig sker noget, fordi vi mænd ubevidst er blevet vant til at se kvinder som autoritetsfigurer. Mange fædre er fraværende i barndommen, og med mor på arbejde er børnene deponeret i institutioner. Pædagogerne, der fortæller os, hvad der er rigtigt og forkert, er som hovedregel kvinder. Efterfølgende kommer vi i skole, hvor flertallet af lærerne er kvinder. I alle de stærkt påvirkelige år, hvor personligheden dannes, er det kvinder, der fortæller drengebørn, hvad de kan og bør. Og det kræver sgu noget at bryde ud af.
I det hele taget er mændene midt i et stormvejr, hvor de skal definere deres egen rolle. Mine forældres generation var den første, der mærkede det, og min generation lider under det. Tidligere havde mændene den totale sociale kontrol. Kvinderne definerede sig ud fra deres mand (Javist, Fru Bankdirektør Knudsen) og mændene havde deres status som stor jæger, der bringer mad hjem til bordet.
Nu, derimod, er mænd i teorien evigt overflødige. Kvinderne kan selv og vil selv, og på mange områder er I faktisk bedre end os, fordi I har haft et incitament til at lære det. Vi har måske mere taget tingene for givet, og så er det sgu en hård opvågnen den dag, hvor man opdager, at nu definerer vi vores rolle ud fra kvinderne, der har formået at skabe deres egen rolle uden os. Og vi aner ikke, hvor vi selv står. Der er intet, vi kan, som I ikke kan. Og samtidig forventer I, at vi træder i karakter. Det er sgu ikke helt nemt :-)
Læs en selvhjælpsbog som Thomas, og du ender med en masse basal viden, som du kan bruge til at feje benene væk under kvinder, du dybest set ikke er interesseret i, og hvor du derfor kan være kynisk og beregnende. Eller tænk over tingene og definér nogle klare rammer for, hvad du vil være med til, og hvad du gerne vil bidrage med. Og find modet til at forklare din (nye) kæreste, at det er sådan, det er. Hiv derefter hendes rammer ud af hende og bliv enige om en fed måde at fungere sammen på. Hvis ikke du kan finde modet til den samtale – eller I ikke kan blive enige – så er det bare ærgerligt. Så skal du videre ud og være single :-)
@echte:
Du har ret. Der er ikke rigtigt så meget nyt i det jeg skiver. Det har været almindeligt kendt længe – specielt blandt kvinder. Der er bare ikke særligt mange mænd der efterlever det. Højst sandsynligt fordi de ikke tror på, at det kan være sandt – det er der mange grunde til de ikke gør, hvilket jeg er for træt til, at formulere lige nu.
Jeg får svært ved, at hjælpe dig med at finde “rigtige mænd”. De findes derude, men det er svært at definere deciderede “områder”. Det siges populært at det er 20% af mændene, der knalder 80% af kvinderne. Så spørgsmålet er om det overhovedet er særligt let for en kvinde, at holde på en “rigtig mand”. Det er nok også derfor rigtigt mange kvinder til sidst bare vælger en kvalitets-tøsedreng, som ikke sårer hende og gerne med lidt gysser på lommen, og så render hun ellers rundt og tænder på/knalder “rigtige mænd” ved siden af.
@=D:
Smid lige dit navn og CPR-nummer på en mail og så bestiler jeg tid til os på rådhuset.
@Dyster:
Selvhjælpsbøger er basalt set ikke selvhjælp med mindre man selv har skrevet bogen. Der findes en gigantisk scoreindutri og de fleste har alle sammen det til fælles, at de kun virker fordi de giver fyrene MOD og TRO på dem selv, så de rent faktisk bl.a tager initiativ udover hvad de normalt ville. Sagen er den, at et menneskes personlighed altid skinner igennem – og man kun kan opretholde en facade i en kort periode. Kvinder er ufatteligt gode til at opfange uoverensstemmelse mellem fyrens adfærd og hans “sjæl/sind”. Hvis du tror man bare kan læse en bog eller to og tilegne sig en “masse basal viden om kvinder” OG samtidig implementere det i sin personlighed, så tager du fejl. Kun en grundlæggende personligheds- og/eller tankesætsændring kan skabe overenstemmelse mellem adfærd og sind, som er tiltrækkende på kvinder i længden.
Jeg gad godt vide hvad du mener med at slå benene under kvinder, man dybest set ikke er interesseret I min verden kan man være tiltrukket seksuelt og emotionelt (og sæføli begge dele). Mener du at det er forkert at “slå benene væk under” en kvinde man kun er seksuelt interesseret i? Som jeg har skrevet flere gange tidligere mener jeg det er helt og aldeles okay, at have sex med en kvinde man kun er seksuelt interesseret i – så længe man bare er ærlig og ikke stiller hende guld og grønne skove i udsigt. Ville du sige nej til Heidi Klum hvis hun sagde: “Jeg vil gerne knalde dig, men jeg har ikke lyst til at være kæreste med dig”? Kvinder har det naturligvis på nogenlunde samme måde. Hollywood-romantikken har bare givet os et billede af kvinder, som nogle skrøbelige væsener, der kun er interesseret i sex hvis de er i parforhold med “den eneste ene”.
Ja, kvinder kan klare sig selv. Men de har bare ikke lyst til at klare sig selv – ikke i længere tid ihvertfald. Hvis du ikke tror mig, så spørg dem hvordan de har det ved at være alene om søndagen.
Anyway er jeg til dels enig i mange af de ting du skriver. Men det lader til at du overser en vigtig ting. Metafor: Du kører forholdsbilen og hvis hun begynder, at tage fat i rattet og blien slingrer, så bliver hun usikker på dine maskuline egenskaber. Hvis du giver efter for kvinders bitcheri og krav om kontrol bliver hun mindre tiltrukket af dig. Med andre ord – hvis du går for meget på kompromis ødelægger du dit forhold. Ikke dermed sagt at man ikke skal tage hensyn til hinanden – for sæføli skal man det. Men det er manden, der har ansvaret for forholdet.
I den anden grøft findes der selvfølgelig også “fornuftsægteskaber” hvor man bare slår en handel af med hinanden. Det er da også dejligt praktiske, men de mangler for meget lidenskab til at det er noget jeg synes er interessant. Man kan være tilfreds med bare, at overleve en dag til og så kan man LEVE hver dag. Der er kæmpe forskel i min bog.
Hej Resen,
Først og fremmest – tak for uddybende svar. Der er dog et par misforståelser, som der lige bør rettes op på:
1) Jeg mener absolut ikke, at man bare kan læse en bog og implementere indholdet i sin personlighed. Jeg mener, at man kan læse en bog og bruge den viden, så længe man kan holde sig kynisk og beregnende. Og selvfølgelig kan både kvinder og mænd gennemskue den slags.
2) Det er ikke forkert at slå benene væk under en kvinde, så længe man er ærlig omkring sine intentioner om bare at tage hende hårdt og voldsomt i aften, fordi hun er så sindssygt fræk. Jeg burde have skrevet “Interesseret i at have et forhold med”.
3) Vi er helt uenige omkring “forholdsbilen”. På et stærkt simplificeret plan kan jeg sagtens følge dig, men i den virkelige verden kan jeg ikke. Jeg tør sgu godt sige, hvad jeg vil, og jeg tør stå ved det. Men jeg vil have en kvinde, der tør sige til og fra. Hvis hun bare sidder der med sit søde prinsessesmil og lader mig køre bilen i min maskuline selvfedhed, så efterlader jeg hende på næste rasteplads.
4) Bitcheri er noget helt andet. Ligeledes at sige ting med tavshed. Det skal stoppes fra starten. At leve med skænderier hver dag er ikke at LEVE. Det er lamt.
5) Jeg er absolut ikke fortaler for “fornuftsægteskaber”. Der skal være energi og i særdeleshed lyst, men evnen til samtale er alfa og omega. Det kan du kalde mangel på lidenskab. Jeg kalder det respekt, og jeg tænder sgu på en kvinde, der ikke er bange for at åbne munden og sige, hvad hun vil have. Især hvis det er mig.
@thomas: “…så bestiler jeg tid til os på rådhuset.” Thomas, du skuffer mig lidt her. Af en der proklamerer at have helt styr på damerne, bør man altid tænke i kirkebryllupper.
Og du skylder mig svar i anden kommentarboks – jeg går psykisk ned, hvis det viser sig at du bare er all talk :)
@Thomas:
Min kommentar var nu ikke en forespørgsel efter hjælp. Bare nysgerrig efter dit bud på, hvor de findes, de dér “rigtige” mænd, fordi jeg selv mener at ha’ opdaget nogle… mønstre i, hvor de findes.
@=D :
“Men jeg savner noget drive, beslutsomhed og initiativ, i stedet for den evindelige “det-ved-jeg-ikke-hvad-synes-du-skat”.”
Har vi kvinder ikke også selv et ansvar for at lære at slippe tøjlerne bare lidt? Selvfølgelig er det dejligt med mænd, der ka’ finde ud af selv at ta’ over ved rattet. Meget dejligt, endda. Men er det alligevel ikke lidt for nemt for hunkønnet bare at brokke os over udbuddet af mænd uden at sætte krav til os selv om at blive bedre til det, vi er dårlige til: At slappe lidt af og lade gutterne komme til?
@Dyster:
Vi er nok dybest set enige. Vi anskuer det bare fra forskellige vinkler. Tak for snakken – jeg har fået tænkt over nogle ting.
@Echte:
Jeg vil rigtigt gerne høre hvor du har opdaget de findes. Jeg har en ide om, at håndværkerfagene gemmer på den overvejende portion.
@Kasper:
Så så, min ven. Jeg skal nok vende tilbage til dig – i promise.
@Thomas:
Nja. Njo. Både og. Der ER noget med de håndværkerfag. Det er rigtigt. Især synes tendensen at være, at de håndværkere, der ud over deres håndværk også magter at bruge andre dele af hjernen og fx efter nogle år på byggepladser bliver administratorer med egenskab af “håndværker, der også magter skrivebordsarbejde ind imellem”, ligner såkaldt “rigtige mænd”.
Men det var nu ikke (kun) dem, jeg tænkte på. :-) Militærmænd (af liiiidt højere rang)… Igen noget med både at kunne tackle mudder (læs: den virkelige/praktiske verden), samarbejde og lederskab. Heller ikke dem kan jeg få lov at styre. ;-)
De har til gengæld respekt for mig som kvinde. Som den helt klassiske øko-nazi-Politiken-femi (du ved, hvad jeg mener) jeg er, har jeg – naturligvis – ellers altid afskyet militæret og al dets væsen. Og jeg fatter stadig hat af konceptet, må jeg tilstå. Men der ER noget med de mænd dér. Og så er det bare too bad for de cremefarvede mødregrupper… ;-)
Well. Alt i alt er det jo fantastisk banalt:
Mænd med en vis livserfaring (erfaring med problemer og udfordringer af alskens slags) er med stor sandsynlighed sejere og mere charmerende og maskuline end mænd uden – hvis de altså udstråler at ”jeg har løst problemer før, så jeg kan nok også tackle, hvad der måtte dukke op fremover”. Kombinér med den humor og selvironi, der er nødvendig for trods vanskeligheder at komme igennem tilværelsen på en overskudsagtig måde, og du har en mand, der kender sig selv, sine stærke sider, sine fejl og mangler, og som véd, at man ingen vegne kommer ved at lade sig kue – men heller ikke ved at tromle andre.
Altså: På mange måder de samme ting, der gør en kvinde pisselækker (I guess?)
Men at få det maksimale ud af sin erfaring og at besidde overskud og veltalenhed til at formidle/udstråle den kræver i særlig grad følgende: Intelligens/reflektion og charme.
Dét forklarer meget godt, hvorfor der er så langt mellem snapsene…
Om det lige skal være en håndværker, en militærmand eller hvadspulen, der eventuelt bliver min kæreste, er jo nok mindre væsentligt. Men jeg øjner en sammenhæng mellem mænd med praktisk og menneskelig erfaring og evnen til at bruge hovedet mere ”bogligt”. Ovenstående er blot eksempler.
Eneste problem er nu, at jeg stadig kan snakke enhver ikke-akademisk uddannet mand om hjørner og lige luks i fælder, der gør at han snarere havner hængende med hovedet nedad i en eller anden vupti-op-i-et-træ fælde end med pikken i min fisse. Spøg til side… At han ganske enkelt ikke kan følge med mig intellektuelt (véd godt, det lyder selvfedt langt ud over kvalmegrænsen, men sådan er dét nu engang). Har i hvert fald endnu ikke kendt én af disse ”rigtige mænd”, der kunne – og de mænd, der har lige så snappy et comeback og lige så hurtig en tankerække som jeg selv, er *tadaa* enten allerede optaget eller bare typen, der “har det hele i munden” og ikke så skide mange andre steder, og som ganske enkelt ikke kender sig selv og deres grænser. Ikke at snakketøjet er det eneste afgørende. Men der er jo en vis sammenhæng mellem dét og så det så højt besungne “modspil”.
Flaberi er dejligt. Men det kræver jo andet og mere end det at være “en rigtig mand”. Omvendt kan man ikke heeeelt være en rigtig (dejlig) mand uden, synes jeg.
Pyyyh… Ved sgu ikke, om smøren her giver mening. Men det er det tætteste, jeg kommer lige nu. :-)