kapster2.dk

Hm, synes sgu ikke uge 2 behøver at danne præcedens for resten af året. Den har været lidt drøj at komme igennem, med underskud på søvn, motivation, endorfiner og gode oplevelser. Og i dag har jeg følt mig som en zombie, hvor jeg flere gange har måtte konsultere mine empiriske data ud i disciplinen tømmermænd, for at overbevise mig selv om at verden stopper med at snurre, og at jeg nok skal blive okay igen. Nu har jeg så endeligt indtaget det første reelle føde, efter at have spist en stuelun cheeseburger ved 10-tiden i morges, som i flere timer truede fra et sted i maveregionen med at returnere i modsat retning af hvor den kom fra. Bortset fra lidt mathed og en rusten stemme, har jeg det fint igen.
Fysisk.

Psykisk lider jeg af lidt en-søndag-i-januar-tømmermænds-depression. Efter at have ramlet ind i 2010 i highflying stil med begge hænder over hovedet, sidder jeg nu i udkanten af uge 2, med hovedet i hænderne, mens trangen til at råbe af verden kvæles af et suk. NFL Playoffs kører i baggrunden, men kan ikke rigtig samle mig om det, selvom speakernes begejstrede stemmer konstant befinder sig i de høje skalaer.

I midten af ugen sendte jeg en meget utraditionel, ufarlig og 100% tilpasset date-invitiation til et afstands-crush. Hun afviste. Men mente at jeg kunne gøre et koncept ud af dateinvitationen, og måske endda fortælle om det på min blog. Tja. Den var jo tiltænkt hende. Synes det er meget dating.dk agtigt at masseproducere sine koncepter. Jeg kan godt lide idéen med at tilpasse mine ting omkring den man gerne vil se, imponere, få til at grine, whatever. “Er det ikke hårdt med de afslag? Du bruger jo meget tid på det?”, spurgte en veninde som fik historien med afvisningen. Og jo, det er da hårdt. Men egentlig tager jeg udgangspunkt i et nej, og lader mig så nogle gange positivt overraske. Måske er det i virkeligheden den tilgang, som er problemet. Anyways, jeg skal nok lægge dateinvitationen ud på bloggen en af dagene, når jeg lige finder en måde at skjule hvem den var sendt til. Det kan jo være at den kan inspirere nogle andre, og så kan man vel ikke sige at min tid har været helt spildt?

Jeg var i byen i går. Og mødte for første gang i et års tid en kvinde, som jeg engang har haft det vildeste crush på. Af den slags som giver en ondt i maven på en anden måde end en 5 timer gammel burger. Af den slags som det tager måneder, år… -ja, som man måske aldrig rigtig kommer sig over. Hun er jo et fantastisk menneske, og det var hyggeligt at se hende, være sammen med hende, røre hende, dufte hende. Men det gør også lidt ondt på en måde, som er svær at beskrive. Og jeg var alt for fuld, og gjorde intet for at stoppe indtaget af alkohol, tværtimod åbnede jeg bare op for hullet i jorden, og lod mig falde. Shots, fadøl, drinks – ja, sågår energidrikke, for klovnen skal være meget vildere – blev konsummeret i en fart, som var det et forsøg på at stoppe en skovbrand. Eller bedøve et hjerte.

Så der stod jeg, og trådte mig selv over tæerne, med et forstummet ønske om at sige at jeg har savnet hende. At jeg vil opgive “det hele” for hende, uden at lave regnestykket over hvad det lige præcis dækker over. At jeg har lyst til at kysse hende, tage hende i hånden, og løbe væk med hende. Forever-agtigt. At jeg har lyst til både at elske og knalde hende. At jeg vil trænge blidt ind i hende, mens jeg kysser hendes fuldendte læber på den lækre lidenskabelige måde, og mærke hendes hede åndedræt på min kind, fordi hun er så smuk og fin. At jeg også vil tage hende hårdt bagfra, mens jeg holder fat om hendes hår, og borer mine negle ned i hendes baller, fordi hun bare er så pisse sexet. Men gjorde ikke andet end at smile til hende, og udveksle små banaliteter.

På toppen af det dukkede mit bekendtskab fra nytårsaften pludselig op, og selvom jeg i den grad brændte nallerne sidst, havde de kontrollerende hjerneceller i nat åbenbart fuldstændig glemt det crash-and-burn jeg udsatte mig selv for få timer inde i det nye år. Så det synes oplagt at forsøge mig med hende igen. På den fulde, all over you, måde. For til sidst at få stukket “kan vi ikke bare være venner?”-kortet i hånden, og sende mig videre ud i natten. Maybe she’s just not that into me, part two. Men hun er jo bare så freaking dejlig. Hun får mig til at grine og være glad, hun er lækker, hun er hele pakken.

Det er jo nogle gange både hårdt og svært at acceptere, når andre ikke er “that much into me”. Som det er tilfældet i dette indlæg. Når man inderligt føler at man udgør et godt match til dem. At man supplerer hinanden på den rigtige måde, og at Askepot-skoen passer. Og at man er klar til at “opgive det hele”, for dem. Den lektie har jeg da lært fra mit forhold til den provinsialske engel, næste gange den er der – dét! – så satser jeg det hele. Og hvorfor kan de ikke se det? Hvorfor kan de ikke se at jeg er det mest fornuftige i deres liv, måske endda det eneste fornuftige?

Den slags tanker er hverken rationelle eller sunde. Den slags skal man skrive ned på et stykke papir (eller måske en blog), så man kan se det, forstå det – og komme videre.

Så vil jeg i øvrigt gerne efterlyse min blå Superdry hættetrøje som blev væk i nat. Og nummeret på den gudeskønne blondine (Lina, Line, Nina?) fra Esbjerg som var på Borgerkroen i går.

Relaterede indlæg:

1. Den perfekte fiaskospiral, kapster-version Jeg har fri i dag. Så man godt have tømmermænd, ik? Jeg...
2. Bytur, backtracked Søndag kl. 16.05. Jeg kæmper mig ind i sofaen, og tænder fjernsynet...