kapster2.dk

Gæsteblog#2: Giv mig min pande tilbage

Det var ikke fordi det var en dyr pande. Det var mere en særlig pande – en blinispande, faktisk – som jeg delte med min mor, og som var rigtig god til at lave amerikanske pandekager i. Vi havde fået den af min onkel, så det var oven i købet en gave.

Det niver i min mave, når jeg tænker på at den er væk. Det irriterer mig, som et myggestik på det punkt på ryggen der er så svært at nå, eller en kløen under fodsålerne, på det bløde hud hvor det er umuligt at klø hul. Og jeg tænker på tabet af panden langt oftere end jeg tænker på den mand der tog den.

Datinglivet er fuld af spænding, nedture og tørre perioder. Og våde perioder, naturligvis. Jeg er der ikke længere selv, så derfor husker jeg det naturligvis i et lyserødt lys af drama, der gjorde min hverdag fuld af action.

Det sjoveste var – som alt jo er her i projektsamfundet – opstarten. Gad vide hvad han er for en, kan man lokke selskabsmasken af ham, og eventuelt tøjet? Kommer han til at give kilden i maven, eller bare den synkende følelse af kedsomhed?

Den sidste følelse var slem, for så vidste jeg, at jeg skulle i gang med det hårde arbejde: Afslutningen. Og så snart man er sikker på, at det skal sluttes, så er det bare om at komme i gang. Det giver en anden kildende følelse i maven, som ikke er rar, og som nok minder lidt om den syge følelse af nervøsitet lige inden man skal til eksamen. Og efter det er sagt, kører hele den klassiske mølle af forhandling og logistik: skal man holde kontakt eller ej, hvem skal fortælle det til hvem, hvornår er det officielt, hvem afbestiller ferien/biografibilletterne/parmiddagene, og hvordan og hvornår får man udvekslet de ting, man har efterladt hos hinanden?

Den sidste er en klassiker; nogen dyrker lige at glemme at aflevere en eller anden ting, så man har en legal, næsten ærefuld, grund til at tage kontakt igen – “Jamen, jeg ved jo, at du ikke kan læse til eksamen uden din Phil Collins-cd!”

Det værste er at vide, at en eks som man ikke ønsker at blive kontaktet af, har en ting man er glad for i sin varetægt. Som nu panden, der var så god til amerikanske pandekager. For satan, hvorfor sendte han den ikke med tilbage i den kæmpe kasse af ting jeg fik, som indeholdt alt fra tøj til en gave, jeg havde givet ham? Hvis man kan være så uforskammet at sende en gave tilbage, kan man så også med vilje beholde en fabelagtig pande og bruge den med skadefryd i sit eget køkken? Eller var det bare en simpel forglemmelse i en krisetid?

Faktisk er jeg bedøvende ligeglad hvad grunden er. Jeg vil have min blinispande, men det kan jeg ikke få. Jeg har en legal grund til kontakt, men det ønsker jeg ikke. Måske er jeg allermest muggen over, at han har tvunget mig til at være den sølle stakkel med Phil Collins-cd’en, selvom det var mig der gjorde det forbi.