kapster2.dk

Well hellooo there, Doctor!

Hun starter konsultationen med at sige at hun har haft en lang dag, og at jeg heldigvis er rosinen i pølseenden, og jeg tænker for mig selv “sjovt, nu du siger rosin”. Vi har først en snak om mit oprindelige ærinde, og så spørger hun om der var andet. Lidt tøvende tager jeg hul på emnet, og er egentlig lige ved at spørge om hun ikke bare kan henvise mig til en speciallæge, da hun afbryder mig og siger at det må “vi” da lige kigge på. Jeg kigger nervøst over på saksen på hendes bord, mens hun tager et par plastichandsker på. Jeg sukker stille, rejser mig op, løsner bæltet og knapper bukserne op, mens hun ruller sin stol hen foran mig. Jeg kan svagt ane duften af plastichandskerne, og konstaterer det paradoksale i at de lugter som kondomer gør.

Jeg trækker bukserne ned til midt på lårene, og hiver så mine (til lejligheden klinisk hvide) tights ned, og blotter mine (til lejligheden fint trimmede) boller, som stadig dufter af den bodywash jeg næsten skrubbede dem i, da jeg nåede at tage et bad en halv time forinden. Og som jeg var inde på den anden dag, så var jeg jo lidt nervøs for hvilken stemning min håndlanger ligesom ville være i på dette tidspunkt, og kigger derfor ængsteligt ned. Og ser til min overraskelse at den da ser lidt… indsunket ud. Som når man har badet i noget meget koldt vand. Men hellere det end det modsatte, trøster jeg mig med, og tænker at den måske alligevel ikke er så kæk når det kommer til stykket. Som en lille højtråbende knægt, som gemmer sig bag fars ben, når han bliver genert. “Er du lidt fjale?”, som min jyske familie ville spørge i den situation. Altså, spørge drengen!! Der er ingen i min jyske familie der har talt til min diller, vil jeg lige understrege!

Min læge tager fat om min pung, og klemmer til hvor jeg har beskrevet at mine knuder skulle findes. Og så kommer dommen.
“Ganske som jeg troede. Det er bare dine bi-testikler. De skal skam være der.”
Jeg ved ikke om jeg skal grine eller græde. Det var jo på sin vis verdens bedste nyhed, men jeg synes egentlig at jeg fremstår lidt dum – som om følelsen af at være forkert nøgen og indsunket ikke var rigeligt. “Har du aldrig mærket dig der før?”, spørger hun lidt undrende. Hvad svarer man til det? Det er jo for fanden ikke første gang jeg har været i berøring med mine egne kugler, men omvendt et centralt spørgsmål, for der er jo en grund til at jeg står her. Jeg mumler at jeg bare ikke havde lagt mærke til dem før, mens jeg trækker mine bukser op igen, og undgår øjenkontakt. Hun ruller handskerne af sine hænder, og kører hen til sin pc, og jeg aner et lille skælmsk smil på hendes læber.
“Jeg skriver i din journal at vi har fundet dine bi-testikler.”
Gulv, vær flink at åbne dig, og lad mig falde dybt, dybt ned og og lad mig forsvinde for evigt.

_________
Den opmærksomme bloglæser bemærkede måske allerede i går eftermiddags at jeg har lagt et lille twitter-feed på bloggens venstre side, hvor man allerede der kunne læse om ovenstående diagnose. Du vil fremover finde små opdateringer direkte fra felten i den ‘boks’, eller hvis jeg har små kommentarer som ikke egner sig til et helt blogindlæg. Hvis du føler træng til at kommentere på dem, og ikke selv har en Twitter, så send mig en mail, eller kommenter i den nyeste kommentarboks i selve bloggen.