kapster2.dk

Jeg må vel bare starte… nu har jeg gået rundt om mig selv i 2 timer, og foretaget den ene overspringshandling efter den anden. For det her er svært at skrive.

- og så skal jeg sq da ha gaflet mig den der provinsialske engel! Nu er det Gøre-Kasper der taler, og for jer der er suckers efter happy endings: jeg skal nok få hende. Inderst inde ved hun det også godt. Jeg er lavet til hende.

Det var blandt andet med disse ord at jeg afsluttede kapster.dk. Fik jeg så gaflet Den Provisianske Engel, som jo havde en kæreste på daværende tidspunkt? Ja. Og lige i dette sekund slår det mig at det ville lyde godt udtalt på engelsk: Yes, I forked that angel!

Jeg kan stadig huske da jeg så hende for første gang, sådan rigtigt. Vi havde jo kendt hinanden i lang tid inden, men kun på afstand. Jeg “mødte” hende via nettet næsten 2 år før, og selvom der var masser af kemi lige fra sekund 1, så blev det aldrig rigtig til noget i starten. Hun var fra det jyske og det virkede bare sådan lidt voldsomt at begynde at se en der boede så langt væk. Og kort tid efter fandt hun en kæreste. Men vi havde stadig kontakt via messenger, sms og enkelte telefonopkald.

Min nysgerrighed efter at møde hende blev selvfølgelig større og større efterhånden som tiden gik, og jeg lærte hende bedre at kende. Og hun måtte have haft det på samme måde, for på et tidspunkt foreslår hun at hun kunne komme og besøge mig i København. Ikke noget hanky-panky, bare et besøg, se hinanden ‘live’, lære hinanden at kende.

Nøj, hvor var jeg presset, i de timer hun sad i toget på vej herover. Det var jo ikke bare en pige fra Vesterbro, som blot skulle vende sin cykel, hvis jeg fik kolde fødder. Hun kom hele vejen fra den anden ende af landet, og vi havde aftalt at hun skulle låne min seng, mens jeg tog sofaen. Men jeg gik alligevel helt irrationelt og tænkte for mig selv, at hvis det blev helt slemt, så måtte jeg jo betale for et hotelværelse til hende. Jeg havde jo set hende på både billeder og webcam, og vidste at hun var lækker – og kemien var jo bekræftet hen over et par år. Så det min frygt bundede i, var simpelthen det her med at hvis jeg kunne mærke det – det – i maven fra starten, så ville hun tage mit hjerte med hjem til Jylland, og det var jeg egentlig ikke så skide interesseret i, for så ville jeg være SÅ fucked.

Så det var med den her blanding af voldsom nysgerrighed og frygt, at jeg tog elevatoren ned til bunden af min opgang, for at gå ud til gaden, og vente på taxaen fra Hovedbanen, og tage i mod hende. Det var november, det var aften, og det var koldt og klart. Den mørke taxa kom heldigvis hurtigt oppe fra enden af vejen, og stoppede cirka 20 meter fra mig. Da hun trådte ud, følte jeg mig et kort øjeblik vægtløs. Hun var slank, ikke særlig høj, cirka 165 centimeter, brune støvler, et par jeans som hun formentlig havde fået på med skohorn for at få til at sidde så fantastisk, en mørk-hvid-tværstribet trøje, og et stort, rødligt tørklæde, som dog på ingen måde kunne skjule hendes knæ i blusen, og en sort åbenstående jakke.

“Hej!” sagde hun på klingende østjysk, og følelsen af vægtløshed blev erstattet af en pludselig tyngdekraft som truede med at få mine knæ til at give efter. Jeg har noget med jysk accent, det går direkte ind og rammer det sted man gerne vil ramme, når man vil charmere Kasper. Hun smilede over hele hovedet, og gav mig et meget langt og intenst knus, så jeg nåede at tænke for mig selv at hun til trods for hendes klejne størrelse, kunne kramme igennem. Jeg ved ikke hvad jeg selv har lignet på nuværende tidspunkt, men jeg har formentlig haft store udstående øjne, og savl ned af hagen. Som den der ulv på tegnefilm. Jeg fik mumlet et eller andet med om jeg skulle tage hendes taske, og fik ført hende ind i opgangen og ind i elevatoren. Jeg trykkede på etage-knappen, og vendte mig om og kiggede på hende. Hun smilte stadig, og den eneste klare tanke jeg havde i mit hoved, var en gentagelse af ordene “Jeg er så fucked, jeg er så fucked, jeg er så fucked”.

Oppe i lejligheden får hun den obligatoriske rundtur – hvilket i min lille lejligheds tilfælde kan klares på mellem 19 og 26 sekunder afhængig af hvor mange spørgsmål der er undervejs – og jeg får hende installeret i sofaen med et glas rødvin, og jeg sætter mig ved siden af. Jeg vil ikke sige at jeg er rystende nervøs i ordets betydning, men det er tæt på. Jeg er ihvertfald MEGET anspændt. Taler alt for hurtigt, og i øvrigt alt, alt for meget. En gylden regel er jo at man skal lade pigerne tale om sig selv. Hun er omvendt totalt afslappet, hun har taget benene op i sofaen, nærmest halvt lagt sig op i hjørnet af sofaen, sipper rødvin og spiser druer, og hører på den Kasper-talestrøm som nogen åbenbart har tændt for. Hun smiler konstant, og griner af selv mine mest flade forsøg på at være morsom, og hun sidder bare der og er så fucking lækker og indbydende.

Da der er gået tre kvarter, undskylder jeg mig selv og går på toilettet. Står foran spejlet, og kan stadig høre den indre “jeg er så fucked”-stemme. Jeg bliver bevidst om at jeg lige har snakket nærmest uafbrudt i snart en time, og ryster lidt på hovedet af mig selv. Da jeg kommer ind i stuen igen, har hun lagt sig med helt strakte ben i sofaen, så hendes fødder optager min plads. Det registrerer jeg ikke først, da jeg træder ind i lokalet med ordene “Jeg er altså ked af at jeg snakker så meget, jeg er bare en lille smule nervøs”, men hun smiler bare sit fantastiske smil til mig – rækker den ene hånd frem til mig, og siger “kom her”. Jeg går hen til hende, tager hendes hånd, og hun trækker mig ned til hende, og jeg lægger mig halvt ved siden af hende, og halvt ovenpå hende. Hun samler sine arme omkring mig, og laver en mmm-lyd, jeg lukker mine øjne, og mit ansigt begraves i hendes store hår. Det lugter fantastisk. Jeg føler mig pludselig fuldstændig i balance. Føler mig tryg. Og helt afslappet. Så afslappet at jeg næsten ikke føler behov for at trække vejret. Og der ligger vi så. Sammensmeltet. Lydløse. Ét. Jeg drejer hovedet lidt og kysser hende på halsen, uden overhovedet at tænke over om det er tilladt. Hun tager en hånd op igennem mit hår (jaa, det er nogle år siden), og jeg løfter mig lidt op, og kigger hende i øjnene – hun smiler stadig – og jeg kysser hende på læberne, først forsigtigt, små nip af gangen, og herefter mere intenst.

Vi lavede ikke andet den aften og nat. End at kysse og snakke (og det lykkedes også hende at komme til orde). Vi havde lyst til mere – eller jeg havde ihvertfald – men det var på en måde fuldstændig logisk for os begge, at det var her grænsen gik lige nu. Da jeg satte hende på toget næste dag, var det med underlig blanding af spirrende forelskelse og tristhed. Jeg var ikke helt sikker på at jeg kom til at se hende igen.

Nu er det her indlæg ved at vokse til et omfang som i virkeligheden ikke er velegnet til blogformatet. Så for at speede historien lidt op, så endte hun (selvfølgelig) med at gå fra sin kæreste, og derfra skulle man tro at alt var fryd og gammen. Men det endte med en masse frem og tilbage (bemærk bevidst brug af dobbeltbetydning). Et langdistanceforhold er svært, i sær når ingen rigtig vil give afkald på sin geografiske placering. Lige så gode vi var, når vi var sammen – lige så dårlige var vi, når vi var hver for sig. Når vi var sammen, var det den syvende himmel. Når vi var hver for sig, var det drama. Henover de 2 følgende år var vi meget on, men også i perioder off, på et tidspunkt så meget off, at jeg havde tid til en kort romance med en helt anden pige, men savnede min Engel så meget, at jeg måtte droppe romancen, til trods for at det også var en fantastisk pige. Og sådan var det – hver gang vi troede vi var færdige med hinanden, så blussede det op igen, mere lidenskabeligt end sidst. Når jeg var sammen med hende fik hun alle mine dæmoner til at forsvinde, hun fik mig til at hvile fuldstændig i mig selv, hun fik mig til at føle alle de ting omkring mig selv, som jeg gerne ville føle. Når hun var væk martrede de selvsamme dæmoner mig.

Det hele kulminerede en nytårsaften for et par år siden, hvor vi blev rygende uvenner, og siden da blev det aldrig det samme. Det ved jeg nu. Det vidste jeg ikke dengang. Det tror jeg tilgengæld hun gjorde. Vi havde stadig kontakt, men det var bare ikke helt det samme. Og hun sagde også flere gange at vi nok havde set hinanden for sidste gang. Men jeg så det ikke rigtigt. Jeg gik og ventede på at hun kom tilbage. Hun var jo min Rachel, og jeg var hendes Ross – og lige nu var vi bare ‘on a break’. The happy end lå lige om hjørnet. Men tiden gik, og det der hjørne blev aldrig rigtig rundet. Hun begyndte at se lidt til en anden fyr sidste år, og jeg begyndte langsomt at slippe hende. Med tryk på laaangsomt.

Da hun i starten af 2009 meddelte at hun var gravid med ham fyren, var det jo ligesom det endelige søm i kisten. Og selvom den havde været under opsejling, så tog det nogle måneder derfra at æde den helt, og komme igennem alle faserne.

Så der kom jeg så ud i forsommeren. På den anden side. Der hvor man betragter det som et færdigskrevet kapitel i sit liv. Og kan være glad på hendes vegne, fordi hun er glad – og ikke føle hverken bitterhed eller jalousi. Og ja, jeg skulle da nok have sluppet hende langt tidligere, men sådan er det jo. Det kan man jo ikke altid styre. Jeg har nu placeret hende i blandt de andre af De Eneste Enere, som har passeret igennem mit liv – og som med de 2-3 andre vil hun altid være noget særligt, og have en betydning for mig.

Tavlen er ren.