kapster2.dk

Nu er det ellers ikke fordi der intet sker i mit liv for tiden. Faktisk sker der så meget at jeg nogle gange selv har svært ved at følge med. Men så er det jo rart at man lige havde sig en stille onsdag, hvor man for en gangs skyld ikke havde planer, kunne passe sin træning, slappe af med lidt tv og sådan. Dejligt.

Men da jeg vågnede i morges, så jeg at der lå et ubesvaret opkald på min telefon. Fra kl. 23.45. Der sov jeg trygt i min seng, og ikke har hørt den ringe. Det var fra en veninde, og jeg tænkte at det var da godt nok sent at ringe. Især fordi hun aldrig ringer ud af det blå. Så jeg skrev en hurtig sms – “Har du ringet?”.

Nogle timer senere får jeg dette svar:
“Ja i går. Ville have du skulle komme og feste med mig. :-)”

Paf. Var jeg. Altså, hun er pænt lækker ved første øjekast, og supersød og intelligent, når man får lov at trænge igennem det lag af panser, som hun omkranser sig med. Og jeg har da også været ude med riven, og vi havde en lille snak og definition af vores relation i sommers (læs: “du er en god ven”). Så jeg troede ligesom at den var død.

Fordi – det er vel et bootycall??.. eller hvad? Hvem fanden vil ellers feste en onsdag aften? Kl. 23.45? Med mig? Og jeg troede egentlig at det var mit første bootycall. Under alle omstændigheder mit første hverdagsaften-booty-call. Og fejrede det som en lille milepæl, for det er vel hverken for tidligt eller for sent i en alder af 31½ år? Hurra! Indtil jeg kom i tanke om sidst jeg troede at jeg fik et bootycall på en hverdag, og Kim senere kunne fortælle mig at sådan hænger verden slet ikke sammen for sådan nogle som ham og mig.

Så måske ville hun bare feste med mig? Det kan jeg da også finde ud af, kan man sige.

Relaterede indlæg:

1. Lost in translation Nu har min blog et ret afgrænset emne, vil nogen sige. Selvom...