kapster2.dk

Blah!

Jeg har haft rigtig meget lyst til at slette “det med småt”-indlægget igen. Det er så anden gang at jeg trækker i land, efter at have været ude med riven efter folk der kommenterer som jeg ikke lige synes. Og det kan synes som det totale knæfald. Men som jeg senere har skrevet i en kommentar, så er det ikke jer, men mig. Som der var en der meget rammende skrev “Jeg forstår ikke hvorfor Kasper ikke vil have at vi analyserer Kapster”. Hvilket jeg må krybe til korset, og sige er spot on.

Jeg har nu kogt det ned til to gange to ting:
Jeg burde ikke
a) blogge
b) kommentere
når jeg
1) har tømmermænd
2) er i dårligt humør
- for under de forudsætninger har jeg utroligt kort lunte, nærmest sådan helt PMS-agtigt (jeg har ikke regnet det ud, men hvis det passer med en cyklus siden sidst, så dør jeg nok lidt af grin). Og så ender det i skingre kommentarer som eksemplet var her.

Nu ved jeg det. Og hvis vi betragter første gang som en henstilling, kan vi sige at jeg nu har fået et gult kort. På den tredje forseelse lukker jeg ned for bloggen! Bum! Det burde nok få mig til at tænke mig om en anden gang, hva? Jaaa, så kan jeg lære det.

I løbet af Påsken vil jeg komme med et indlæg, som måske vil afføde lidt debat. Og så skal folk sgu ikke holde sig tilbage, hvis de har noget på hjertet. Jeg lover at være med i den eventuelle debat (for jeg bør have tiden her i ferien), og jeg lover at være saglig og at jeg ikke bliver tøsefornærmet.

Så shoot.

Og desuden skal vi også nå et gæsteindlæg, jeg vil vise jer en liste over de mest læste indlæg på kapster2.dk i dens første halve leveår – og vi skal også til en af klassikerne: en top-et-eller-andet over de mest fucked up søgeord, som er blevet brugt til at finde siden her. Helt som i gamle dage. Så glæd jer til Påsken her på sitet.

Nu skal det hele ikke bare være mig, der byder op til dans igen. For det samme gør min nr. 1 på min danske liste – Christine Milton!

ÅÅW MAJ GÅRT!!! Hun er tilbage! Bedst som jeg troede at hun var helt væk! I love it. Ligger du inde med billetter til arrangementet og ik ved hvad du skal stille op med dem, hit med dem. Har du VIP billetter, endnu bedre, jeg skylder. Har du backstage passes vil jeg gerne føde dine børn*

______
* ved kejsersnit. Nåja, træerne gror ikke ind i himlen.

Mon Charles Darwin og Sidney Lee er venner på Facebook?

(Kapster – nu som samfundssatiriker)

Jeg skulle egentlig bare i 7-11 efter en kaffe til 22 kroner. Men kom hjem med to indkøbsposer fra Superbest og en kassebon på 350 kroner. Hvad gik galt? For jeg manglede intet da jeg tog hjemmefra, til ikke at kunne klare mig igennem weekenden. Den der kontrakt driver mig langsomt til vanvid, og et sted som Superbest kan man hurtigt få en halv time til at gå med bare at kigge efter små smuthuller i kontrakten. For hvad betyder fuldkorn egentlig, og er honning et såkaldt ’spread’? Desuden var jeg pissesulten, hvilket jo nærmest står på side 1 i bogen med ting man bør undgå. Så jeg er kommet hjem med figenstænger, tørret papaya og pære på dåse. Pære på dåse. Vi lader den lige stå lidt.

Pære på dåse, det er sådan noget man enten får med en røvfuld vanilieis og en ½ liter chokolade-skråstreg-flødesovs, eller putter i en frugtblanding, og hælder et lille karbad råcreme udover. ELLER – det er noget man bare spiser, hvis man er en baby uden vilje. Eller har rundet de 90 år, vokset op under den RIGTIGE krise og kender den sande værdi af et rationsmærke.
Og så åbenbart også hvis man har skrevet under på en sundhedskontrakt.

Det er som om jeg langsomt er ved at degenere mig til et halvt ben i graven på en måde. Jeg har også sagt nej til en invitation til x-factor-finale og fis, fordi jeg øjnede en mulighed for at være lidt god ved mig selv, læse i en bog, finde inspiration, og bare hygge mig lidt for mig selv, efter en uge med et omvæltende program på godt og ondt, og inden en påske der byder på et halvstramt program. Man er altså gammel, når man begynder på den slags selvpleje.

On that note, så har jeg fået en reklame fra Bordershop – og har taget mig selv i sidde og kigge på alle de billige ting man kan få. Og tænkt om man snart skulle bruge en weekend-dag på at slynge Optimus Suzuki forbi grænsen, og proppe den med rammer af cola, redbull, cider og øl, samt et par flasker sprut. Det er jo sindssvagt billigt! Og cirka sådan var jeg også da jeg var teenager. Jeg tror jeg samlet har brugt længere tid på kataloget fra Puttgarden-færgen i 90′erne, end jeg har brugt på Fætter BR-kataloget i 80′erne. Hver gang grænsen skulle krydses skulle man regne på hvor mange kilo saltbomber, Marianne-bolscher og coladåser man kunne få for sine avispenge – og senere hvor mange flasker bailey og små grå samt dåser med YSL Jazz og Dior Fahrenheit der kunne skrabes ind på et ungarbejder/SU-budget.

Jeg har fået en kæmpe filmplakat fra filmen Nine. Det er den der musical-whatever med alle de lækre damer – jeg nævner bare Penélope Cruz, Fergie, Kate Hudson, Nicole Kidman, Marion Cotillard og de 2 once-was Judi Dench og ikke mindst Sophia Loren (som jeg engang har sagt at jeg gerne ville knalde selvom hun dengang havde rundet de 70). Jeg har ikke set filmen, men den opmærksomme læser har allerede opdaget at de 2 førstnævnte babes er på min top-5-liste over udenlandske kvinder. Så da jeg fik muligheden for at få en såkaldt outdoor plakat, I ved dem der fra busstoppestedet, med Fergie og Penélope (og Kate), stående i alt for lækre poses, kunne jeg alligevel ikke modstå fristelsen. Der skulle dog lige gå et par måneder før jeg fik taget mig sammen til at hænge den op. Jeg overvejede først at hænge den op i soveværelset, men tænkte at det alligevel var lidt for voldsomt på en måde. Nårhmen, det er jo sket fornylig at jeg har haft en pige med hjem – og skulle det nu ske igen, må det da være lidt intimiderende at have Penny, Fergie og Katy i 1:dværge-størrelse til at kigge ned på én. Jeg ville da nødig komme hjem til en pige, og så have en plakat med Marcus Schenckenberg, Luke Perry eller Mark Owen (sorry, har ikke fulgt så meget med i hvem der er lækre på den front i et stykke tid nu) til at kigge ned på mig. Så jeg hængte den op ikke så langt fra mit skrivebord, så jeg kan skæve lidt til mine damer, mens jeg f.eks. skriver dette.

Fuck, det ser voldsomt ud, i det her frimærke af en lejlighed. Og så er det bare meget oldschool på den lidt sørgelige, tæt-på-de-32-år-gammel-agtige måde at have lavkulturelle plakater af lækre damer hængende. Hvis vi skal have lækre damer hængende, skal det helst pakkes ind i “kunst” eller et flot fotografi. Sålænge du kan stå med et 11 grader varmt glas chardonnay i hånden, vippe dit hovede på skrå og sige ting som “jeg elsker billeder med kant”, så er det sådan set ligemeget om kvinden på maleriet/fotoet bliver penetreret eller sidder med spredte ben. Det er helt okay.

Men igen er jeg måske ved at fuldende min degenerende cirkel. For da jeg var yngre havde jeg også plakater af damer hængende. Og jeg mener MEGET yngre. Jeg har fundet fotografier fra min barndom, hvor jeg ligger i min seng og læser jumbobøger, med store plakater med Samantha Fox hængende over mig. Vi snakker ikke om dem, hvor hun er påklædt pikant lingeri, men dem hvor hun flasher sine bryster -

Og her kommer lige en indskudt bemærkning! Jeg ved ikke hvordan man skal tolke det, om det er fordi jeg er blevet voksen siden, eller om det bare er fordi vores kultur er blevet så markant anderledes måske lige netop på det område. Men jeg husker Samantha Fox som en pige med store bryster. Altså, som i VULGÆRT store bryster, a la “hold da kæft, findes de så store??” Nu da hendes navn poppede op i min bevidsthed igen, så fandt jeg lige et par billeder af hende, og ja hendes bryster er da stadig store-store, men i forhold til hvad man både frivilligt og ufrivilligt får smækket i hovedet i dag, er SF’s bryster jo nærmest harmløse. (Og ja, hele den indskudte bemærkning var kun en undskyldning for at vise et billede af Samantha Fox).

- jeg gik vist i 5. eller 6. klasse dengang, og Mix- og Bravo-bladene levede sgu ikke forgæves. Mine forældre må have haft et ret liberalt syn på hvordan en præ-teenagers værelse skulle indrettes. Eller også var det en slags påduttet liberalisme, da det vist nok var noget med at min bedste ven godt måtte for hans mor, og det har måske presset min mors accept igennem. Et par år senere blev Fox erstattet af først Guns N’ Roses og derefter af påklædte Cindy Crawford, hvilket var mere æstetisk at kigge på, for både mig og min mor. Og hey, i det mindste har Penny, Fergie og Katy også dækket deres bryster til på min nyerhvervelse.

Nå! Hvis I ellers vil have mig undskyldt, så skal jeg tilbage under plaiden med en bog og en dåse pærer, kun afbrudt af små, stjålne blik til min plakat. Lørdag aften, wuuhu!

Jeg er aldrig særlig god til at huske mine drømme. Ikke at det gør mig det helt store, for når jeg endelig husker mine drømme, så er det som regel noget rimelig crazy. Som da jeg for nogle uger siden drømte at jeg løb fra 3 overfaldsmænd, som vil banke mig fordi jeg havde kørt ind i den ene med min gule gokart(!), og jeg søgte tilflugt i en opgang – hvor en 2 meter høj, meget bleg og slank spøgelseslignende mand, med tatoveringer i ansigtet, går forbi mig på trappen, og siger at jeg skal komme op i hans lejlighed, fordi at han har en kiste i min størrelse.

Så er det man vågner en lille smule sveden, og lige skal bruge et minut eller to på at falde i søvn igen.

Jeg ved ikke hvorfor, men når jeg figurerer i andre folks drømme, så er jeg altid et dumt svin. Det er ikke specielt flatterende egentlig, og jeg ved ikke hvorfor det er sådan, for jeg er jo en nice guy til daglig. Men jeg synes det sker ofte at folk siger, at de har drømt om mig, fulgt af et “hold kæft, du var led”. Jeg havde engang en kæreste, som huskede alle sine drømme, sådan helt ned til mindste detalje. Så kunne hun vågne helt oprevet, og rive mig ud af min egen REM-søvn, kun for at trække mig igennem hele historien. “Hvordan kunne du finde på det?” Og gud nåde mig, hvis jeg foreslog at det jo bare var en drøm. Som oftest endte jeg bare med at undskylde for mine ugerninger i et ikke-eksisterende parallelunivers, for både husfreden og nattesøvnens skyld. Det virkede sært – men det virkede. For hold fast, hun var sur nogle gange.

Det er nemlig lidt sjovt så meget drømme kan styre ens følelser i det virkelige liv. Har du for eksempel nogensinde drømt at du har været sammen med en person, som du overhovedet ikke havde tænkt på i den slags sammenhænge? Og det var godt i drømmen. Pludselig har man et helt andet forhold til vedkommende. Specielt lige dagen efter, der føler man nærmest en elektricitet i hele kroppen. Jeg kan huske at jeg for nogle år siden drømte sådan om en kollega, som jeg rent faktisk synes var lidt irriterende inden drømmen. Men dagen efter, da jeg sad overfor hende i et mødelokale, var det pludselig noget helt, helt andet. I min drøm havde vi haft det vildeste sex. Og der i mødelokalet dagen efter kunne jeg dårligt få mine tanker væk fra det, og mit begær efter at rive hende rundt i den virkelige verden, overdøvede næsten den faglige kontekst vi sad i. Selvom det jo isoleret set var totalt urealistisk – hun var gift og havde børn, og havde vel formentlig aldrig skænket mig en tanke i den sammenhæng. Men mine tanker var helt styret af den drøm jeg havde haft om natten. En fantasi var jo på en måde skabt.

Jeg har også prøvet at drømme at jeg kyssede med en flirt, altså én jeg havde tænkt på i den slags sammenhænge inden. Sådan helt livligt, og realistisk. I drømmen var det sådan noget der startede helt stille og kærligt, med små bløde kys, og sætninger “hvad er det vi laver?” blev udvekslet, mens kys og smil tog til. Helt som jeg faktisk ville have forestillet mig at det ville foregå i virkeligheden. Og jeg husker også at jeg vågnede fuldstændig ekset og proppet med endorfiner i kroppen, med en lyst til at se hende med det samme. Da jeg endelig så hende, kunne jeg dårligt se hende i øjnene, og det føles underligt tomt og mærkeligt, når den ‘vibe’ man har i kroppen – selvfølgelig! – ikke er gengældt. Der kæmpes en kamp mellem følelsesregisteret og den rationelle del af ens hjerne. Jeg var helt alene om vores fælles nat.

For jeg er jo altid det dumme svin i drømmeland. Jeg tror aldrig der er nogen der drømmer om mig, hvor jeg kysser dem eller river dem rundt. Jeg må arbejde lidt med mit drømme-image.

Lad mig slå det fast én gang for alle: Denne blog er ikke et råb om hjælp. Jeg forstår godt hvis nogle drager den konklusion, hell, jeg gør det også selv nogle gange, når jeg genlæser nogle af mine indlæg. Nogle indlæg er små bider af mine aller inderste tanker, nogle gange skal de bare ned på skrift, så jeg kan reflektere over dem, og få dem ud af mit system. Ofte ender tankeprocessen langt inden jeg publicerer et indlæg. Mine tanker får et fornyet liv på nettet, selvom de reelt er afsluttede i mig. De spørgsmål jeg stiller ved mig selv, min gøren og laden, er ofte retoriske. For jeg har en nogenlunde skarp hjerne, hvis jeg selv skal sige det. Sådan en solid 8′er på 10-skalaen. Så ofte kender jeg både mål og midler i en given situation – og gør jeg det ikke, har jeg et netværk at trække på, i form af familie og gode venner, og har da også suppleret op med både coaches og psykologer, når selv ikke det rakte.

I get by.

Og jeg har som udgangspunkt ikke brug for din hjælp. Hvis jeg har, så spørger jeg direkte, du vil ikke være i tvivl. Fordi at du læser med her, og føler at jeg er meget ærlig og åben, er altså ikke helt det samme som at du kender mig. Derfor: lad nu være med at analysere for meget på mig. Selvom jeg hånden på hjertet er meget glad for og beæret over at du bruger din tid her, så lad være med decideret at spilde den. Tag nu mine ord for hvad de er, nemlig underholdning. Og forhold dig generelt til emnet, reflekter over det i forhold til dig selv, del med os andre – I LOVE IT! Jeg mener det, jeg ææælsker kommentarer! Også når du er helt uenig med mig, og synes jeg er et fjols. Men der en grænse, og jeg erkender den er hårfin. Men den er der. Lad være med at prakke mig din hjemmestrikkede lommeanalyser fra dit kursus i tirsdags på ærmet, eller fortæl mig at jeg kan blive et bedre menneske hvis jeg køber din dvd eller læser din bog. Det er helt sikkert velment, men du vækker min indre Anti med det samme, og så kommer du altså med andre ord slet ikke igennem med dit budskab. Gå ned på torvet med et skilt og forkynd der i stedet.

Arrogant, forstokket og bange for nye indtryk? Jah, sikkert. Men min blog, mine regler. Og hvis det her indlæg falder dig for brystet, så synes jeg helt hundrede procent at du skal finde en anden blog at kommentere på, hvor der måske ligefrem bliver sat pris på dig. Og nej, det er misforstået at man får medaljer for at være “provokerende” og “udfordrende”, for hvad er det egentlig du vil opnå? At jeg lukker bloggen? Hvorfor? Kan du ikke bare være ligeglad?

Jeg har aldrig slettet en kommentar, og kommer formentlig og forhåbentlig heller ikke til det. Og det er jo for fanden heller ikke det, som det handler om. Du er jo velkommen til at kommentere lige hvad du har lyst til, og som sagt også når du er uenig – jeg er ikke ude efter at opdrage nogen, eller uddanne et hold af rygklappere. Men for fremtiden gider jeg ikke bruge mere tid på de der “Red Kapster”-kommentarer, og vil blot henvise til “det med småt”.

(Det her indlæg bliver min mor stolt af)

Jeg har været inde og se lidt på demografien på min facebook supporterpage – og måske knapt så overraskende for nogle er 65% af mine supportere kvinder. Det har jeg jo svært ved at have indsigelser imod. Ikke fordi jeg selv synes jeg er guds gave til kvinden, slet, slet ikke. Mere fordi at jeg selv ville have svært ved at være fan af en fyr, som er så sindssygt dårlig til at håndtere kvinder, har større dansehåndtag end biceps, og mere måne end de fleste solsystemer. Min penetrationsgrad i blogforstand hos mit eget køn er med andre ord ikke den bedste. Men i hvilken forstand har min penetrationsgrad nogensinde været den bedste?

Anyways. Nu har jeg i et stykke tid søgt med lys og lygte efter noget som ville gøre husare…?.. kavalerie.. soldaterne?…. FYRENE glade!

Og her den anden dag, var jeg så heldig at være i audiens hos Den Geniale Borgmesteren, som der bogstaveligt talt vælter skøre indfald ud af. Altimens han sad og rablede faldt der pludselig et lille guldkorn ud af mundvigen på ham, da han eftertænksomt spurgte ud i lokalet: “Gad vide hvor mange kilometer pik jeg egentlig har uddelt i gennem årene?”

Forstået på den måde at hvis man lagde alle stødene igennem årene sammen – hvor lang en distance ville han så have lagt bag sig?

Sådan et guldkorn skal ikke ligge og flyde, not on my watch. Og derfor kan jeg med stolthed præsentere:
Kapsters PIK-O-METER! – http://www.kapster2.dk/pikometer/

Nu har du altså muligheden for helt selv at tjekke hvor meget diller du egentlig har stemplet igennem siden du blev seksuelt aktiv – og hvem vil ikke gerne vide det?

Jeg ser allerede et nyt forretningsområde for diverse løbe-GPS-fabrikanter: en lille penisring, som selv samler op på alle de her oplysninger. Det ville sgu være smart! Så skulle der være USB-udgang på penisringen, så man lynhurtigt kunne stikke den i computeren og uploade sine resultater, og sammenligne med naboen, f.eks.

PIK-O-METERET er forudfyldt med lidt lem-fældig stamdata, du skal altså blot erstatte dette med dit eget.

Jeg håber nu at fyrene også føler sig lidt tilgodeset her på bloggen! Og hvis du ikke allerede var Facebook Supporter inden, så synes jeg du skal blive det nu. Vi vil gerne have en 50/50 fordeling imellem kønnene i disse ligestillingsdage, ik? Så send derfor også gerne PIK-O-METERET videre til fodbolddrengene, din pokerklub og til dem fra slyngelstuen, og få nogle konkurrencer igang med hvem der har distribueret flest kilometer.

(Hey piger, rolig nu – jeg har selvfølgelig gjort det muligt for jer at tjekke hvor meget tissemand I egentlig har taget ind, tjek selv. Og desuden måtte jeg love Den Geniale Borgmester at jeg offentligt proklamererer at der er minimum 8 kilometer pik til min kommende kæreste, mod at jeg fik lov at hugge hans idé. Det er hermed gjort.)

“Er vi på date??”, sagde hun med et smil, kort efter at jeg havde luftet ordet første gang den eftermiddag.

Selvfølgelig var vi det. Jeg forstår ikke hvorfor kvinder insisterer på at man ikke må kalde det en date. Når det jo er det som det med al tydelighed er. Det kan godt være at det ikke er en date i traditionel forstand, men idéen er den samme: har vi noget? En vibe, et spil, et klik? Et eller andet, som er værd at undersøge nærmere? Tror måske det er fordi ordet ‘date’ i sig selv er blevet så skræmmende, som var det niveauet lige før forlovelse og fælleslån. Eller også er det fordi man ikke vil smides i det segment som bare slet og ret kaldes ‘datere’. Fordi så er man pludselig søgende, på udkig – ja, måske endda desperat. Personligt er jeg lidt græskkatolsk med de her labels, og derfor havde det ikke skræmt mig så meget hvis nogen kaldte det en date. Hvis det var tilfældet at det skulle skræmme mig allerede inden, så havde jeg takket nej på forhånd. I virkeligheden bør det være en slags lakmustest inden man tager afsted. Skal man afsted på den der pseudo-date, hvor begge godt ved at det er en date, men ikke helt vil stå ved det – og man på forhånd ved at man af en eller anden grund går kold, hvis den anden kalder det en ‘date’, så synes jeg måske man burde blive hjemme. Bare et forslag. Lad os kalde en spade for en spade.

“DE er på date”, sagde hun og pegede på et brudepar på vej op mod Statens Museum For Kunst, sammen med en fotograf. Vi grinte begge. Men point taken. Vi var altså ikke på date. Og måske havde jeg gået lidt for langt ved at kalde det for en spade. Måske var det for outthere, at jeg åbenmundet forsøgte at definere vores lille foretagende. Det var vel bare en af de mange fejl jeg lavede dén eftermiddag, og ugen op til.

For ironisk var hun meget på den første uge efter vores første møde. SMS’ede godmorgen og godnat til mig, flirtede, og var i det hele taget sød og dejlig. Altimens omgangskredsen råbte “date, date, date” efter mig, og jeg forsøgte at slå det hen. Indtil det præcist var en uge siden at hun lå i min seng, og jeg kunne mærke helt inde at det føltes fuldstændig rigtigt. For første gang i lang tid. Kunne mærke en lyst til at udforske, lære hende bedre at kende, tage ind. Jeg begyndte pludselig at se nogle billeder for mig, som jeg heller ikke har visualiseret i flere år. Dem der hvor man ligger på et tæppe i Fælledparken og spiser kirsebær en hel eftermiddag. Dem hvor man har hende med i byen, sammen med slænget, og kigger smilende på hende i smug, mens hun er i en dyb samtale med veninden, med den der “wow, hvordan fik jeg nogensinde scoret hende”-følelse i maven. Hvor man pludselig visualiserer at man klemmer hendes hånd og sender hende et “du skal nok klare den, de kommer jo til at elske dig”-smil i havegangen på vej op til mine forældres hoveddør.

Jeg tror det var i samme øjeblik at jeg tillod de følelser at indtræffe, at hun gled mig af hænde. Ved ikke om man på det tidspunkt udskiller et kemisk stof, som kvinder bare kan lugte miles away. Sådan en lugt af død og gødning, vil jeg tro. Jeg ringede til hende, lidt impulsivt, og vi snakkede i lidt over en time – grinede, flirtede, sludrede. Og lagde på. Alt føltes godt. Jeg skrev til hende lige efter: “Tak for snakken! Jeg synes du har det mest charmerende grin i verden”. Det var dér, tror jeg. At det kemiske stof blev udskilt fra min krop. De andre aftener havde hun altid skrevet godnat. Men dén SMS fik jeg ikke svar på. Heller ikke hele dagen efter. Jeg var meget bevidst om ikke selv at skrive. Og et par dage efter fangede jeg hende på Messenger, og jeg kunne fornemme at det ikke var helt det samme. Hun var ikke så meget på, men jeg undskyldte på hendes vegne. Det var sikkert stress, en travl hverdag, måske lidt influenza.

Men jeg endte med at tage mig sammen til at spørge om den famøse date alligevel. Det var måske også lidt dumt. Set i bakspejlet, skulle jeg lige have skudt hende lidt til hjørne – og lade hende komme på igen. Og så fik jeg inviteret hende på det der The-salon-halløj, fordi hun ikke drikker kaffe. Jeg synes egentlig at det var nogenlunde gennemtænkt inden, og den var også kvalitetssikret med et par veninder, som havde sagt god for setuppet. Men jeg kunne godt mærke at den ikke var sådan helt i øjet, da jeg præsenterede det. Og det var også der at hullet i min plan gik op for mig: Jeg ville formentlig være den eneste fyr på den der The-salon, og det ville tage 2-3 minutter for de andre (kvindelige) gæster at afkode om jeg var derinde med min kæreste, min søster – eller en date. Og det var jo kun en pseudo-date, så ingen grund til at flage med det.

Det blev til en kaffe og the i papkop og en gåtur i stedet. Igennem Kongens Have, op til den store trappe ved Statens Museum For Kunst, for at slikke forårssol. Men inden da, nåede jeg at lave endnu en fejl. Da hun vågnede op hos mig fjorten dage forinden med tømmermænd, nåede hun at lave grin med at jeg havde et “Mad & Venner”-blad liggende. Nu er det sådan at jeg i forbindelse med arbejde, har adgang til en del blade. Og da “Mad & Venner” er min mors absolutte yndlingsblad, sørger jeg altid for at få sådan et til hende. Det troede min date selvfølgelig ikke på, hvilket blev gjort til en stående joke imellem os sidenhen. Nu fandt jeg imellemtiden ud af at hun var til sladder og gossip, så jeg hapsede Kig Ind, Se & Hør og et par af de andre kulørte blade. Dem puttede jeg i en pose, og tog med til hende. Jeg synes gaven sendte mange fine signaler. Sådan lidt, jeg har taget noget med til dig, det er slet ikke noget særligt, men det binder en løkke i forhold til nogle af de ting vi har talt om. Sagt med andre ord: Jeg har hørt efter! Jeg gav hende posen mens vi ventede på kaffen, og jeg tror hun kunne se det sjove i det. Og så er det at jeg laver endnu en fejl. Fordi jeg taler. Og taler og taler. For jeg var jo lidt nervøs. Og så fik jeg bare sagt det højt, som jeg egentlig tænkte – men som bare er så dumt at sige højt.
“Ja, det er jo også ligeså meget for at demonstrere en af de benefits der er ved mig”

WTF!? Som at skrige ind i hovedet på hende at vi er igang med den helt store parringsdans. Hvorfor smed jeg ikke bare overtøjet, og flexede mine små overarme, og spurgte om hun ville op at hænge?

Det gik så helt galt, da vi sad på den store stentrappe, og snakkede lidt om hvor vi kom fra og den slags, og hun afslørede at hun vist nok aldrig havde været på Roskilde Vikingeskibsmuseum. På sådan en dag, hvor solen brager ned, synes man hele verden ligger åben for én – så jeg replicerede med et “Så skal vi næsten tage bilen til Roskilde på vores anden date, og tage på sightseeing dernede”. Christ, altså. Én ting er at jeg stadfæster ved dom at jeg opfatter det igangværende foretagende som en date, en anden ting er at jeg meget tidligt (ca. en halv time inde i daten) proklamerer at jeg vil på en date mere – og til sidst: hvem fanden i hele verden synes det er hot at tage på sightseeing i fucking Roskilde? Kan man være henholdsvis pushy, desperat og fantasiløs på en mere udtalt måde? Det var også her at de berømte ord “er vi på date??” faldt.

Det kan læses andet sted på bloggen, hvordan daten udviklede sig. Men det var selvfølgelig ikke den store succes. Og den samme omgangskreds som råbte “date, date, date” før, forstod intet. En af mine veninder foreslog at jeg skrev til min date, og spurgte hvad der egentlig gik galt. Ikke på “giv mig en chance mere”-måden, men mere på “jeg ved det her skib er gået ned, men jeg vil gerne lære af mine fejl”-måden. Så det gjorde jeg så. Og hun var sød nok til at svare, hvilket jeg synes er sejt. For ellers lærer jeg lige netop aldrig noget. Hun skrev ikke direkte at jeg var for pushy eller for meget “på” – men hun brugte mange ord for det samme.

Så det var det. Min første date i 3-4 år, og man må lære så længe man lever. Jeg håber at jeg kan tage de her erfaringer med til næste gang. Og jeg synes egentlig stadigvæk jeg klarede mig bedre end jeg nogensinde har gjort – jeg fik da f.eks. aldrig spurgt hvornår hun kunne flytte ind og hvad vores første barn skulle hedde.

Jeg har et stykke tid arbejdet bag kulisserne i et forsøg på at finde en sponsor til en feature, jeg godt kunne tænke mig at lave her på bloggen i samarbejde med en anden blog. Modeblogs er jo nemlig det helt store – og derfor tænkte jeg for nogle uger siden, at jeg simpelthen ville lave et samarbejde med en modeblog. Fordi det jo er oplagt at parre denne blogs kontekst med en modeblogs. Jeg tænkte at det måtte være enhver modebloggers våde drøm at lege stylemanager for en kikset singlefyr, der har problemer med at komme det sidste stykke i jagten på den store kærlighed – og hvem ved om det ikke er tøjet der gør det?

Der er ikke nogen jeg hellere ville lave sådan en feature med end pigerne fra SidneyLise, fordi jeg synes de er så sindssygt seje og sjove! Og de var med på konceptet med det samme, og er kommet med input og nye idéer, der bare gør det hele endnu sjovere.

Jeg har fundet 2.500 kroner i risikovillig kapital, og det jeg mangler er en sponsor der er villig til at fordoble dette beløb, da vi gerne vil have ‘lidt at rutte med’. Ideelt ville det være en tøjbutik (det kan være enten online eller en ‘rigtig’ tøjbutik), da I jo så sikrer jer at vi omsætter de i alt 5.000 kroner i din egen butik. Så vil vi så godt nok have som krav at din butik har et nogenlunde bredt udvalg af tøj, for ellers kan det blive lidt kedeligt for SidneyLise-pigerne at finde noget.

Men i princippet kunne det være en hvilken som helst sponsor, som vil have lidt goodwill fra to store, trofaste blog-læserskarer, som vi er sikre på ville synes denne feature er sjov (ik’oss?) – og Sidneylises blog er i parantes bemærket cirka 3 gange større end denne. Vi skal nok sørge for at namedroppe undervejs i vores dækning af featuren, og jeg vil smide et “sponsoreret af”-logo her på siden i en måned.

Hvad er det du køber, tænker du? Du får:
1) Den hype, som bliver bygget op fra dette øjeblik
2) Jeg skriver et indlæg om mine første tanker omkring forløbet, samt en beskrivelse af min tøjprofil.
3) Et indlæg på Sidneylise som behandler profileringen, og sammensætter deres “research” med brugerinput o.a. – evt. fulgt op af indlæg fra sidelinien på kapster.
4) Selve indkøb af tøj og forsendelse til mig
5) Indlæg på kapster om mit første indtryk af tøjet, mens jeg prøver det osv. – evt. fulgt op af indlæg fra sidelinien på Sidneylise.
6) Pre-date indlæg på Sidneylise og kapster, guy/girl point of view, med tøjet som omdrejningspunkt
7) Date
8) Post-date indlæg på Sidneylise og kapster, guy/girl point of view, med tøjet som omdrejningspunkt

Som I kan se af ovenstående er der masser af muligheder for omtale i denne feature, som selvfølgelig vil ske på en sober måde.

Så er dette interessant, eller ønsker du at rekvirere yderligere information, så send mig en mail! Eller hvis du kender nogen, som kender nogen, så spred endelig ordet: kapster er til salg!

I dag har jeg færddiggjort, indgået og underskrevet en sundhedskontrakt med en kollega, som er gældende fra i morgen, og frem til 30. april. So long, sugar! Hvis du vil være med, kan du jo printe nedenstående ud, skrive under og lege at du har en kontrakt med mig (uden at jeg vil sanktioneres i tilfælde af at jeg skulle bryde kontrakten) – eller endnu bedre, du kan indgå kontrakten med din ven, veninde eller kollega – med de tilpasninger der måtte være, så det passer ind i jeres setup.

Forbedringsforslag modtages i øvrigt gerne, til når konktrakten skal fornys i slutningen af april.

Jeg har fået en del blandede prædikater påhæftet mig på det seneste fra min omgangskreds. Alt fra player og eftertragtet til patetisk og desperat. Fordi der sidste par måneder har været så mange piger i mit liv, at det nogle gange har været svært for dem at følge med. Og en af mine rigtig gode venner sammenlignede mine kærlighedserklæringer på bloggen med historien om Peter og Ulven.

Fair nok. Når jeg selv læser tilbage igennem den her blog, så kan jeg da godt se at det er noget broget indtryk man får. Og jeg har da også funderet lidt over hvorfor det mon er sådan. For det første er jeg nok meget mere udafvendt end jeg nogensinde har været. Så tror der opstår en del muligheder, som der måske ikke gjorde så meget tidligere i mit liv. Det kan godt være at jeg ikke har fået noget fjas, men jeg har stadig sovet sammen med flere piger de sidste 4 måneder, end jeg har i de foregående 4 år. Og jeg tror jeg skal blive bedre til at håndtere de muligheder der opstår, og slappe lidt mere af. For det andet tror jeg bare at jeg – som så mange andre – prøver at udfylde et tomrum, en plads på den del af amagerhylden, vi kalder for hjertet, som har stået gabende tomt så længe, at det hyler når vinden blæser. Ikke at jeg har kastet mig over alle der viser bare en minimum af interesse. De ting som jeg har været ude i, synes jeg stadig har været reelt nok til at begynde med, og der har helt klart været én eller to jeg kunne se en fremtid med – at vi så ikke lige så det samme, er jo hvad det er.

Lige nu er jeg temmelig single. Dvs. – hvis vi lige ser bort fra Carroline – ikke har “gang i noget”. Og jeg vil forsøge at tage den lidt mere med ro. Det skal jo nok komme.

Lykkes min plan, betyder det desværre for dig, at den kommende tid byder på lidt mere hverdags-agtige indlæg, og at bloggen måske bliver lidt mere kedelig i nogles øjne. Men sådan er det, så er der jo heldigvis et hav af andre, bedre og mere udlevende blogs derude at kaste sig over.

Øhm. Jeg lever jo det her lidt sørgelige liv, ik. Altså, hvis det kommer som et chok for dig, så har du ikke fulgt så godt med. Så i går aftes, da hele min bekendtskabskreds festede eller havde det sjovt, sad jeg herhjemme og kedede mig lidt. Fordi jeg tog voksne beslutninger, og ikke kastede mig ud i noget vildt og voldsomt carpediem-agtigt, og tænkte at jeg ville komme helt til hægterne efter ‘fluen. Og da min sociale kontakt de sidste par dage har været begrænset til “på beløbet, tak” i Netto, så, ja – så følte jeg mig lidt fristet af en tur i chatrouletten igen. For sådan en halvsocialfobisk størrelse som mig, kan det ikke undgå at fascinere mig lidt. Og jeg tænker at når jeg nu var i mit voksne mode, så kunne jeg måske også lade være med at trykke “next” og ikke turde skrive til nogle af de mennesker i den anden ende, som en anden hormonforstyrret teenager. Og i stedet måske få udvidet en horisont eller to, og måske have en intellektuel snak med en græker om de økonomiske problemer på de kanter, en snak om fodbold med en italiensk tifosi, eller en snak om sociale problemer med en fyr fra Bronx – eller en flirt med den indiske prinsesse.

Altsammen meget fint. For lige inden jeg ville logge på, opdagede jeg at mit webcam har nogle avancerede muligheder. I har sikkert set den slags billeder mange andre steder, dem der hvor man udsætter sit fjæs for en tur i den muntre spejlsal. Og så fandt jeg en funktion, som ‘invertede’ mit billede, så jeg lignede et levende billede-negativ. Det så eddermame syret ud, og en smule uhyggeligt. Og så tænkte jeg at det ville jeg lige prøve af inde i rouletten – så skulle de der dillermænd fanme få et chok. Og det var heller ikke uden effekt, vil jeg sige. Folk spærrede virkelig øjnene op, og nextede mig lynhurtigt. Og en amerikansk teenager udbrød “whoooaa, dude”.

Så gik der 5 minutter med det, og så var det ik så sjovt mere. Så legede jeg videre med de avancerede muligheder. Og endte med at tage et stillbillede af mig selv, hvor jeg sidder med mine iPod-earplugs i, og sidder med min telefon og sms’er. Altså, med min opmærksomhed alle andre steder end på hvad der skete på computerskærmen. Og så smed jeg det på mit webcam, og startede rouletten. Og det havde sjovt nok en god effekt. Jeg lænte mig bare tilbage, og iagtog folks reaktion. Alle fyrerne nextede mig. Alle wankerne wankede, men nextede mig, når de opdagede at jeg ikke kiggede og blev forarget. Og så alle pigerne… det er sjovt at se piger kigge på en, når de tror at man ikke kigger tilbage. Selvfølgelig var der nogle der nextede mig med det samme, men der var også nogen som sad og betragtede mig lidt, og måske skrev hej. Men jeg havde ikke lige en backupplan til stillbilledet, så jeg kunne ikke nænne at gøre andet end at nexte. Nåja, jeg ER jo en total nederen person, og en 9-årig gemt i en voksen, tyk krop.

Lige indtil jeg ramler ind i den her skønhed. Brunette, ultrakøn, fantastiske bryster, og et tandsæt fra en colgatereklame. Hun sidder på en seng i undertøj. Og ryger og drikker rødvin. Bare sådan! Hun ser fucking fantastisk ud.

Hendes reaktion på mit billede: Hun kigger. Og smiler. Tager et hvæs af sin smøg. Lægger hovedet på skrå, misser med øjnene, griner lidt. Tager et hvæs mere af sin smøg. Og sipper af rødvinen. I et halvt minut.

Min reaktion: Jeg sidder med fuldstændig udspilede øjne, fuldstændig frosset. Og prøver at indtage alle detaljer. For jeg ved, jeg VED, at når noget ser for godt ud til at være sandt, så er det som regel sådan. Så jeg tænker at det er et videoklip som sikkert er at sat til at køre i loop, eller det på en anden måde er fup. Og tænker… mig ikke rigtig om. Så jeg skriver “Hi”. Hvilket er totalt tåbeligt, for på mit stillbillede sidder jeg jo helt stille og glor ned i en telefon.

Men hun griner. Og svarer “Hi”, med én hånd, og stadig med cigaretten i den anden hånd.

Der går et stød igennem kroppen på mig, og jeg vågner op af det koma jeg har været i, og tænker for mig selv, at jeg er nødt til at slå det stillbillede fra. Og trykker helt febrilsk på alle mulige knapper i det der webcammodul. Med det resultat at jeg godt nok får slået livebilleder til, men med en eller anden effekt hvor der er små sæbebobler ind over mit billede. Jeg trykker desperat som et dampbarn foran boden i Tivoli, hvor man skal slå de der hoveder ned i hullet igen. Og endelig får jeg et helt normalt billede frem. Eller så normalt som det kan være, når man ser en voksen mand i panik.

Jeg kigger op og læner mig lidt tilbage. Hun griner. Jeg griner lidt tilbage. Og kigger, sådan en lille smule paf. Hun vipper hovedet på skrå igen, og smiler. Jeg ved slet ikke hvordan jeg skal tackle det her. Det er alt for mærkeligt, midt i en regn af dillermænd, at der pludselig dumper en lyslevende skønhed ind midt i det hele. Så jeg forsøger mig med et “where your from” – og ja, så forfjamsket var jeg, at jeg pludselig ikke kan skrive ordentlig på engelsk. Hun er fra Frankrig. Men afslører at hun ikke kan skrive engelsk. Og griner og slår meget undskyldende ud med armene. Fuck, fuck, fuck… hvorfor var det lige at jeg ikke havde fransk i gymnasiet?? Jeg kan meget få ord på fransk, jeg kan lige bestille en sandwich avec jambon. Og Bierre. Det er vist stort set det. Hun foreslår at vi måske kan skrive på tysk, og mit tysk er sindssygt gebrokkent, og det hjælper mig ikke synderligt at have en puls på 210. Hun spørger “Wie heisst du?”, jeg svarer Kasper, og hun afslører at hun hedder Carroline (hun skriver stadig lidt nonchalant kun med én hånd, så tænker at hun måske hedder Caroline – men hvad ved jeg), og at hun bor i Strasbourg. Min hjerne kører på overdrive, og det lykkedes mig at komme i tanke om Google Translate, og jeg surfer det hurtigste jeg i mit liv har lært. Jeg beder den oversætte “beautiful name” til fransk, og får stukket “beau nom” tilbage, og smider det helt ukritisk tilbage til Carroline. Hun griner, og jeg ved ikke om hun griner af mig eller med mig. Jeg smider “I wish I could speak french” ind i Google Translate, og får stukket “Je voudrais pouvoir parler francais” tilbage, og skynder mig at sende det til Carroline. Hun vender hovedet på skrå igen, og smiler til mig. Jeg er ved at smelte.

Og så sker det. Hendes billede fryser. Og jeg ser til min rædsel en lille gul advarselstrekant ud for ikonet for mit trådløse netværk. “Nej! Nej nej nejneeeeeej. NEJ!” råber jeg panisk, mens jeg rejser mig op, og prøver at identificere de trådløse signaler i luften som ikke vil samarbejde. Jeg kaster mig ned under skrivebordet efter netværkskablet, og jerner det ind i den dertilhørende åbning i min computer. Nærmest kæler for skærmen, mens jeg messende mumler “komnukomnukomnukomnukomnu”. Forbindelsen til internettet genoprettes, men billedet forbliver frossent. Jeg sidder og kigger på hende. Min puls ryger fra 210 til noget nær nul. Og føler jeg har lyst til at kaste med et eller andet. Forbindelsen er tilsyneladende afbrudt. Og hele konceptet med Chatroulette er at det hele bygger på tilfældigheder. Et slags facebook i kaos og uorden. Jeg noterer mig at der er “over 20.000″ brugere koblet på, hvilket jo kan betyde hvadsomhelst. Og at nålen i høstakken vist aldrig har været mindre.

Selvfølgelig prøver jeg. Prøver og prøver. Og jeg zapper mig igennem den ene diller efter den anden, mens jeg næsten snøftende og grædende råber “Carroline, wo bist du??????”, og overvejer om jeg mon kan finde hende, hvis jeg nu tog Optimus Suzuki en tur til Frankrig. Sikkert er det ihvertfald at aftenskolen i København får en deltager mere til det næste franskhold. En fyr som har sat sig for at lære mig at tackle kvinder bedre, har som råd nr. 2: “aldrig gå ned på udstyr”. Jeg forstår nu hvorfor det ligger så højt på listen.

Og så sidder der selvfølgelig nogle med den skeptiske hat på, og tænker “det er noget han finder på, hvor er dokumentationen”. Den er her:

Jeg tror endelig jeg har vundet kampen mod feberen nu. Min krop virker til at have nedkæmpet det værste – men det har kostet kræfter, og lige nu kan jeg dårligt foretage mig andet end at ligge helt vandret. Hvilket stadig provokerer min rastløshed til og over grænsen for hvad der er sundt for mig. Således har jeg endelig fået set Antichrist færdig, og har også hygget mig med Chatroulette. Så selvom feberen er væk, så har jeg da stadig haft en meget fucked up aften. Antichrist er jo decideret syg. Flot. Men syg. Og Chatroulette. Don’t even get me started.

Hvis du skulle have levet i et parallelunivers de seneste par måneder, og hypen omkring dette fænomen derved skulle have forbigået din opmærksomhed, kan jeg kort forklare, at det er en chatservice med dit webcam tændt, som kobler dig direkte op med en fuldstændig ukendt person. Og så “shuffler” du ellers rundt via en next-knap, indtil du finder en person som du finder interessant. Servicen har fået meget omtale, og i al omtale nævnes det at man skal være opmærksom på at der er rigtig mange blottere. Altså folk der lige hiver dillermanden frem og flasher for dig.

Det var nu ikke liiige det, der trak. (‘Trak’ er måske også et lidt utilsigtet dårligt ord at bruge her.) Jeg tænkte mere noget i retning af en rig, indisk pige med kæmpe dådyrøjne og en fortid som danser-skråstreg-sanger i Bollywood-film. Hvorfor ik? Det er da det jeg trænger til på en stille torsdag aften, hvor jeg er ved at dø af rastløshed. Så jeg kastede mig ud i det. Og hold fast, hvor er det angstprovokerende at blive slynget direkte ind i stuen hos folk rundt omkring i verden. Jeg tog en halv time, hvor jeg bare ‘zappede’. Jeg fik altså ikke rigtig startet nogle samtaler op, og min finger endte bare med at trykke mekanisk på “next”-knappen. Derved fik jeg også trykket “next” da der pludselig var en yngre kvinde i BH. Så er det man sidder sådan lidt og spejder efter en tilbage- eller fortryd-knap. Det gjorde jeg så tilgengæld ikke de 2 gange der liggede dukkede en fyr op med sin javertus fremme – neeext! Mand-til-kvinde-ratioen (med eller uden tøj) er cirka 25 til 1, så til sidst bliver det lidt monotont, og min indiske prinsesse synes lidt langt væk.

Men 2 dillere på en halv time, det kunne være meget værre. Okay, sær sætning, uden for sammenhæng. Men jeg håber I forstår hvad jeg mener.

Så efter en lille pause tænkte jeg at jeg ville tage en tur mere. Den indiske prinsesse må være derude. Åh, skulle det vise sig at være en fejl. Dillerfordelingen gik pludselig helt skæv.

Først ramler jeg ind i en kæmpe trunte der rykker den af på hendes mand, uden at jeg kan se nogle af deres ansigter. Begge er helt nøgne. Neeeext. Diller efter diller. Next, next, next! Så pludselig en laber dulle i lingerie på en seng – og så nexter hun kraftedme mig! Måske fordi hun har set mit forvrængede fjæs efter en håndfuld dillerkonfrontationer. Kort efter får jeg så den ultimative dilleroplevelse, da en fyr har valgt at filme den oppefra, og helt tæt, så jeg kun kan se dillerhovedet – og jeg er så ‘heldig’ at jeg zapper ind lige i det han… ja… kommer, ik. Jeg kunne jo ligesom ikke gøre noget, jeg kom jo sådan helt uforvarende ind midt i det hele. Selvom jeg da har set noget lignende før, så er det bare noget HELT andet, når det præsenteres sådan. Det ramte som nåle i øjeæblet, og jeg fik en lille smule opkast op igennem spiserøret. Jeg trykker next, next, next, i ét væk uden at der overhovedet når at tone noget andet frem, jeg vil bare væk. Så kommer der heldigvis en stime af mere normale mennesker, og jeg håber jeg er kommet igennem det værste, og at det nu kommer til at minde mere om min første runde i rouletten. Men nej, totalteateret fuldendes, da jeg zapper ind på den her fyr, hvor… kender I det hvor hjernen lige skal have et par sekunder til at analysere og forstå hvad den præsenteres for?… Der ligger den her fyr på maven på en madras, og med sit webcam placeret nede for enden af sine fødder, zoomet ind på at han har en buttplug stukket op bagi…

Det var dér jeg trykkede på stop knappen. Og jeg sagde til mig selv “fint, så fik vi prøvet Chatroulette.com“. Done, flueben! Og den kan fjernes fra listen, med ting som faldskærmsudspring, marathon, Lalandia og alle de andre ting man lige skal nå at prøve én gang i livet.

Jeg er bare glad hvis jeg kan sove i nat. Mine hænder har aldrig været mere over dynen.

Nå, men så lå man der med influenza. Bare lige sådan, du ved, for at have lidt at skylle det hele ned med. Og fuck, hvor jeg hader at være syg. Jeg er SÅ dårlig til bare at ligge stille. Så jeg ender med at sidde og læse mails og drikke the, indtil kroppen siger at nu skal vi lige sove en times tid. Sådan går dagen, inde i en osteklokke, hvor tiden synes at stå stille.

Og kærlighedslivet er jo sat helt på standby. Hvilket sikkert også er fint, efter at der måske har været lidt meget gang i den på den front på det sidste, selvom det selvfølgelig er knap så interessant for dig som bloglæser.

Men så fik jeg da endelig læst Marlenes “Singleton – Den Perfekte Fiaskospiral” færdig i eftermiddags. Og nu er det ikke fordi at det skal udvikle sig til en Oprah bogklub, for jeg har slet ikke tiden til at læse bøger. Således har jeg en håndfuld støvede bøger liggende rundt omkring i lejligheden med æselører og bogmærker. Men jeg vil rigtig gerne anbefale Marlenes bog til alle der synes denne blog er sjov, og søger et kvindeligt modstykke, og/eller f.eks. synes at Nynne-bøgerne er gode. Helt sikkert er det at Marlene ikke vinder Nobels Litteraturpris (sorry, Marlene), men jeg fandt den ret underholdende. Og meget bedre end hendes blog var, faktisk. Den fungerer som bog, fordi man får lov at komme et spadestik dybere end Marlene tillod på bloggen, og således reflekterer hun meget mere over tingene, og tager os dermed med ind hvor det også gør lidt ondt. Og det klæder bogen. Om det så er fiktion fra hendes side, er underordnet, for man ender med at føle for hendes Singleton, og være underholdt fra start til slut. Jeg glæder mig til filmen. Og så er det bare alt for sejt at en blogger har fået udgivet ikke bare én, men nu 2 bøger, her i lille DK!

Den kan formentlig læses rimelig hurtigt, selvom jeg var et par måneder om det. Som jeg sagde det til min søster, da hun spurgte til den. “Du kan låne den af mig når jeg er færdig”, foreslog jeg, og det ville hun mægtig gerne. “Jeg tror du kan læse den på en eftermiddag. Jeg læser lige et par sider hver morgen når jeg er på toilettet.” Det sidste fik hende til at afslå fra at låne den alligevel, hun ville hellere købe sin egen. Kan du se hvordan jeg booster salget af din bog, Marlene?

(Og skal vi snart lave det interview + photoshoot?)

Kasper, 31 år.

Ovenstående er et diagram over mit døgn fra lørdag morgen til søndag morgen. På den vandrette akse har vi tid, på den lodrette akse har vi en samlet betegnelse for selvrespekt, overskud, stolthed og følelsen af at være glad for hvad livet byder én, på en skala fra 0 til 10, hvor 10 er toppen af fedhed.

Noter til diagram:
Kl. lidt i 7 lørdag morgen vågner jeg. Gik forholdsvist tidligt i seng aftenen inden, og vågnede sådan lidt halvspændt. Og lå og gjorde mig tanker om den forestående date, og dagen som helhed. Beslutter mig for at blogge om det, også ligeså meget for at få det hele lidt på afstand. Kvart over 8 er jeg på vej op i træningscenteret, hvor jeg giver den alt hvad den kan trække. Kommer hjem igen ved 10-tiden, meget øm i kroppen på den gode måde, og meget afslappet. Spiser et fornuftigt morgenmåltid, og har indtil flere interessante snakke med folk på Messenger, hvor jeg får en masse gode råd omkring daten, faktisk indtil et niveau hvor jeg føler at jeg ikke kan tage mere ind nu, for ellers bliver jeg bare nervøs.

Kl. 12 starter den sidste grooming inden daten, som primært består af et dejligt langt bad og en tæt barbering. Tøjet er valgt i forvejen, men skal findes frem. Jeans, en grå v-hals sweatshirt. Enkelt og ligetil. Og er egentlig selv tilfreds. Hører lidt musik og slapper lidt af, inden jeg trækker i hvide sneakers og den store Goosejakke – vi skal jo ud at gå. Jeg tager cyklen ind mod Kgs. Nytorv, og selvom det føles rigtig koldt, brager solen ned fra en fuldstændig klar himmel. Jeg smiler for mig selv.

Kl. 13.28 står jeg på Kgs. Nytorv. Min date kommer de famøse 5-6 minutter for sent. Hun vinker og smiler til mig fra den anden side af vejen, inden den grønne mand i lyskrydset lader hende komme over til mig. Hun er smukkere end jeg husker, og mindet om hendes smil får mig til at smile mens jeg skriver disse ord. Jeg giver hende et knus, selvom jeg har lyst til at kysse hende. Jeg har nemlig fået at vide af veninde at selvom vi kyssede sidst vi så hinanden, så er vi kun på knus nu. En regel jeg ikke helt forstår, men respekterer, selvom det føles ærgeligt at starte helt forfra.

Vi går ind på en café og bestiller en latte og en the to-go, og fortsætter vores færd op til Kongens Have, mens vi småsludrer om alt muligt. Jeg glemmer alt om hvor vi er, og de andre mennesker der er omkring os, jeg har kun mit fokus på hende og jeg. Kongens Have viser sig halvt ufremkommelig, med mudrede og tilsneede stier, men vi krydser den diagonalt, og ender oppe på trappen til Statens Museum For Kunst. Hvor der er læ og masser af sol. Og her sidder vi så i halvanden times tid, mens vi snakker om alt mellem himmel og jord. Jeg hygger mig. Jeg nyder hende, jeg nyder solen, jeg nyder situationen. Jeg slapper af, og jeg er vild med den virkning hun har på mig. Flere gange sidder hun med lukkede øjne og tager imod solens stråler, mens jeg kigger på hendes bløde læber, og drømmer om at have modet til at læne mig frem og kysse dem. Kysse hende. Hun er dejlig. Vi griner meget. Og jeg tænker at det her virkelig kunne være starten på noget rigtig godt.

Solen går på hæld, og vi går gennem Kongens Have tilbage til vores cykler. Jeg har stadig lyst til at kysse hende, men det bliver istedet til et knus mere, inden vi tager afsked, og er enige om at prøve at finde hinanden i byen om natten.

Jeg cykler hjem til mig selv ved 16-tiden, med en lidt blandet følelse. Jeg synes hun er helt fantastisk, men begynder alligevel at tvivle på om jeg fik vist mig fra min bedste side. Snakkede jeg for meget? Var jeg for smart? Var jeg for arrogant? Hvorfor kyssede jeg hende ikke? Men bliver enig med mig selv om at jorden er gødet til senere, og glæder mig helt vildt til at se hende om aftenen. Jeg har helt ondt i maven, på den gode måde.

Jeg slapper af hjemme med årets første SAS Liga kamp i baggrunden, og god musik på anlægget. Lægger rent sengetøj på, for man ved da aldrig. Aflægger rapport til venner og veninder omkring date. Og grooming part II starter ved 19-tiden, stryger skjorte og er egentlig godt tilfreds for anden gang den dag.

Mødes med drengene på Borgerkroen, og rafler i nogle timer. Jeg gør en okay indsats, og jeg hygger mig – og jeg glæder mig meget til at se min date senere. Vi stikker af da Borgerkroens ansatte pludselig starter et impulsivt speeddating-event for deres gæster, og hvis man har været på Borgerkroen vil man vide hvorfor man ikke har lyst til at lege den slags russisk datingroulette.

Efter et par pitstops efter energidrik og shots ender vi på 1105 omkring midnat, og sommerfuglene i maven kæmper om kap med et efterhånden betragteligt indtag af alkohol.

Kl. 1 kommer SMS’en så. Og jeg vil bare gerne hjem. Jeg gider ik rigtig være der mere, vil bare hjem i min seng. Drengene insisterer på at jeg bliver. Og at det eneste rigtige for mig er at drikke mig ned. Sådan diskuterer vi lidt frem og tilbage. En af drengene siger at han har gang i en lækker svensk pige, og at hun siger at hun har 2 veninder med, og at det kan blive rigtig hot. Jeg gider ik rigtig, jeg vil have min date tilbage. Jeg forstår ikke hvad der pludselig skete, vi havde jo haft det godt. Maybe she was just not that into me. Men nærmer mig en ligegyldighed overfor det hele, så 3 svenske piger er måske den rigtige kur.

1105 er ved at lukke, og vi aftaler at tage ud til Kødbyen for at finde en ny fest. Vennen får besked på at få de 3 svenske piger med ud, og vi andre drenge står udenfor og venter. Symbolsk for hele min nat viser det sig at de 2 veninder som den svenske pige talte om ikke var veninder, men venner – og pludselig står der en svensk pige og 2 svenske fyre og vil med ud til Kødbyen. Vi ender med at stikke af, og kaste os ind i en taxa uden Sverige. Jeg savner min date.

Kl. 2 står vi cirka i en time i kø ude foran baren Jolene. I cirka 10 graders frost. Det var rigtig sjovt, og grobunden for den feber jeg har i skrivende stund blev lagt. Jeg står og forbander det hele væk, og føler mig for gammel til det her. Og jeg savner min date!

Kl. 3 kommer vi endelig ind i en alt for tætpakket bar. Mange søde piger, men jeg kan kun tænke på min date. Jeg får flere shots og øl, og derouten er for alvor ved at tage fart.

Kl. 4 lukker Jolene. I de sidste krampetrækninger lykkedes det mig fuldstændigt absurd uhørt at få en italiensk skønheds telefonnummer, i en slags trodsreaktion. Alessandra! Slap nu af, et sexet navn. Udvekslingsstuderende, dansk arkitektur, med fantastisk engelsk med italiensk accent. Det føles som en kvart sejr, og et lille plaster på såret.

Kl. 4.15 kaster jeg det sidste stolthed overbord, da jeg i stedet for bare at tage hjem med Alessandras nummer og ringe til hende mandag, i flere omgange spørger om hun ikke vil med ind på en bar i indre By. Den allersidste selvrespekt mistes da jeg et kvarter senere sender hende adressen på baren, “in case you change your mind”. Har sjovt nok ikke hørt noget fra hende.

Kl. 5.15 indtages en “Jon Dahl” på stam-kl.5-pizzeria. Savner min date.

Kl. 5.45 cykler jeg hjem igennem minus 10 graders kulde, og bogstaveligt talt bander af himlen. Af skæbnen. Af livet.

Kl. 6 kommer jeg hjem, og kan høre at naboerne knalder. Og skulle der være bare en lille rest af den der stolthed, anstændighed, selvrespekt og almindelig takt, så bliver den ihvertfald totalt tilsidesat da jeg i 3-4 minutter står med øret mast fladt mod væggen, for at snage så meget som muligt, for at finde ud af hvor kinky de egentlig er.

Fuck dig, uge 9.

Jeg så godt hvor det var på vej hen da hun udbryder “er vi på en date??” Jeg tager altid udgangspunkt i det negative udfald, så jeg vil ikke sige at jeg var overrasket da hun i nat skrev at det ikke var mig, men hende. Det var ventet. Men derfor kan jeg godt blive ked af det. Én ting er et ventet udfald, en anden ting er håb. For jeg håbede. Det gjorde jeg virkelig. For jeg synes hun var fantastisk, tillad mig at bygge en piedestal. Hun var hele pakken, andre jeg møder har altid et eller andet hvor man tænker at der nok lige skal files lidt i kanten dér og dér. Men hende her havde det hele. Hun var smuk, hun var sexet. Hun var sjov, hun var intelligent. Hun er pigen man tager med i byen til kl. 5 om morgenen, og tager hjem til aftensmad hos sine forældre dagen efter. Så selvfølgelig håbede jeg.

Må en fyr godt være ked af det, når håbet løber ud i sandet? Er det okay at jeg er ked af det? Er det? Eller vil du egentlig foretrække at jeg holder det for mig selv? At jeg gemmer det i mig selv, sluger den bitre pille i stilhed? Nej, du kom vel herind for at blive underholdt. Du kom vel for endnu en udkrængning. Den får du.

Den næste der siger “jeg forstår ikke du er single” kan få mit opkast direkte ned i halsen. Jeg er så fucking træt af at få skudt det i hovedet, det lort kan være det samme. Jeg forstår det jo heller ikke. Jeg siger ikke at jeg er et catch, men jeg siger at jeg er et okay match. Og jeg er ret tæt på at opgive helt, og bare indse at jeg bliver alletiders onkel, ham den sære alenemand, som man ikke rigtig ved hvor man skal placerere på bordplanen. “Du må da få så meget fjas på baggrund af den blog”. Nej. Jeg får ingenting, andet end fornøjelsen at ligge her nede i sølet. Alle de suk og åh der er i kommentarboksene, fucking glem det – det er jo for fanden ikke det her, der virker i sidste ende. Hvis du er fyr, og tænker at jeg vælter mig i damer fordi jeg er som jeg er; holdt stop! Vær en træmand, for helvede. Lad være med at give noget af dig selv, luk dig inde i følelseshoppeborgen. Læs og lær af de bedrevidende kommentatorer som skyder mig ned. Det er dem der har fat i den lange ende. Der er intet at komme efter her, passér gaden. Pigerne ligger ved siden af deres fyr, og ønsker at han var mere som Kapster, men kunne de se ind i mit sind, kunne de se hvor meget jeg vil have dem, indtage dem, erobre dem, kneppe dem, elske dem, og se en tsunami af begær komme skyllende imod dem – og efterfølgende ville de skræmt for livet flyve ind på billetkontoret efter en onewayticket ud af byen. Sammen med de andre. Du vil ha en blogger, men når jeg står der, og klar til at tage dig ind, løber du i panik den anden vej. Hen til din Carl Mar mand i hjørnet, og følelser i portioner du kan håndtere, if any. Og jeg ligger alene og kigger ind i væggen i afmagtens tomrum, drømmer om dig, lader skyggen af ligegyldighed langsomt optage mig, mens jeg lukker mit system, og min kapicitet af fucking selvynk øges.

Og jeg kan gå herind, tage den røde næse på og åbne op for posen med godter, så du kan dømme, vurdere, sammenligne, og måske se at det hele kunne være værre. Og føle dig underholdt, på godt og ondt, og det kan vi være fælles om. Gudskelov for det.

The show goes on.

Jeg er lidt vild med denne uge! Jeg besluttede mig mandag morgen for at denne uge skulle være great, og det er fantastisk hvad man skabe ved tankens kraft. Solen har væltet ned stort set hele ugen, og det eneste sne jeg har set var lidt slud i mandags. I går var vejret endda så godt og vejene så tørre at jeg havde mine hvide sneakers på for første gang i år. På arbejdet har jeg haft travlt, men jeg har følt mig produktiv og fokuseret hele ugen. Og så var det også lige at SKAT synes at jeg skulle have mig en lille 5 cifret gave. Jeg føler mig total ovenpå!

I aften står den så på Rafleaften med drengene. Det glæder jeg mig rigtig meget til, selvom det altid plejer at stikke lidt af. Sidst jeg var ude at rafle var jeg mere end fuld kl. 22, vågnede bogstaveligt talt oveni en Durum-rulle dagen efter, manglede min hættetrøje og med min SMS-udbakke fyldt med skriverier, hvor man febrilsk leder efter “undo”-knappen. Men det ændrer ikke ved at det er gode mennesker man er afsted med, og at der deles et hav af røverhistorier.

Og nå ja… så har jeg jo en date i eftermiddag. Eller jeg ved ikke om jeg må kalde det en date, egentlig – især fordi hun læser med her, og måske tænker “shit” nu. Men altså, hun sagde at hun gerne ville have mig med ud at gå en tur, “så sidder du heller ik og dissekerer stearin”. Hvilket jo er en direkte reference til en af mine andre dates – så nu er hun selv ude om det. Hun drikker ikke kaffe, så jeg havde inviteret hende på Thesalon. Egentlig var det for at vise lidt omtanke, men det slog mig først senere at det sgu ikke er specielt mandigt at invitere en pige på Thesalon. Heldigvis reddede hun mig lidt, da jeg spurgte om hun overhovedet kunne lide the, hvortil hun svarede om vi ikke bare skulle købe en kop varmt et sted, og gå en tur. At det så godt nok er minus 600 grader er ligemeget, jeg vil varme mig i hendes nærvær.

Nu skriver jeg godt nok “en af mine andre dates”, som om det er en i rækken. Dette er officielt min første date i 4½ år. Jeg håber dog ikke at hende her forsvinder, som Karin gjorde på Roskildefestivalen. Det er ellers en af mine spidskompetencer, det med at få kvinder til at forsvinde. Der må være en slags Kapster-Bermuda-trekant derude et sted. Så jeg tager “egern”-tilgangen til min date: Ingen pludselig bevægelser, så jeg skræmmer egernet væk! Bare være mig selv, stille og rolig. Ingen dissekeren af stearinlys. Ingen talen om min mor eller ekskærester. Ikke lede samtalen ind på kvinders menstruation eller noget med afføring. Bare for én gangs skyld være normal, bare de timer det varer, kom nu Kaver, du kan godt! Og husk: der er ikke noget fedt på egern, det er ren mørbrad. Og det manglende fedt kan gøre en mørbrad svær at grille. Så tænk over spørgsmålene den anden vej. Emner som “arbejde” OK – mammografi IKKE OK!

Gromming-stadiet startede allerede da daten blev bekræftet i torsdags. Udseende er ikke min force, men der er vel ingen grund til at gøre det værre. Så jeg har trimmet håret – ret så kort. For kort. Så jeg har allerede forberedt sætningen “Ja. Jeg ved det godt. Men jeg lover at lade det gro inden vi skal hjem til dine forældre første gang”, når jeg nu tager huen af her senere. Jeg har også takket nej til alle søde sager siden. I går var svær, for der var chokoladecroissanter på arbejdet, og der var så mange at de stod fremme hele dagen. Så hver gang jeg var ude at hente kaffe, måtte jeg virkelig trække på alt hvad der hed selvdisciplin. Fuck jeg kunne godt spise en chokoladecroissant lige nu. Men det går ik, tænk hvis hun kan se det. Med mit held vil den bare stikke ud i en kæmpe bule som en anden Alien midt på maven. “Hvad der det du har dér?” Nå, dét – det er bare en chokoladecroissant.

Om lidt skal jeg op at træne. Så jeg er TOTALT pumpet til date, ik? Sådan noget er pigerne nemlig vilde med, det har jeg selv set i Paradise. Jeg var også oppe at træne i går aftes, i et gudsforladt center. Jeg har det som ham der bokseren der skal nå ned på en bestemt vægt inden indvejningen før kampen. Åh gud, hvad hvis jeg ikke når ned på 75 kilo inden daten? Jeg må trække en motionscykel ind i saunaen, og tage Goosejakken på, og så okse igennem. Så er der indvejning kl. 13. Det er en halv times tid før daten, så kan jeg stadig nå at aflyse. “Hej Date. Jeg er desværre nødt til at aflyse, da jeg ikke klarede indvejningen.”

Ja, jeg ved det, jeg er en tøs.

Men det er uge 9. Og jeg har besluttet at den her uge skal være great, og så bliver det også sådan. Jeg føler mig som sagt ovenpå! Og jeg glæder mig til en super hyggelig date, for det ved jeg at den bliver. Og så ikke et ord om den kæmpe tøjkrise jeg har.

Jeg går som alle andre en kæmpe bue udenom de der Greenpeace-mennesker på Strøget – dem der skal bruge din underskrift eller indmeldelse, eller noget i den stil. Jeg er egentlig rimelig afklaret med hvad jeg bruger penge på af gavmildheder, og har valgt de organisationer som jeg årligt donerer til. Så det er ikke et spørgsmål om at de får mig til at føle mig som en gnier, eller noget i den stil. Det er mere det der med at sige “nej”, konfrontationen, og åh gud, hvad hvis han har alle mulige argumenter, og det eneste jeg kan sige “Ja, det er altsammen meget godt – men det er simpelthen fordi jeg ikke VIL have det du tilbyder mig”. Så bare undgå vedkommende i det hele taget, og bevæge mig ud på en mindre omvej, mens jeg travlt tjekker ikke-eksisterende netop indkomne sms’er på min mobiltelefon.

Det samme når der står sådan et tv-hold. Nøøj, jeg får travlt med at kigge ned i jorden, eller se rigtig, rigtig travl ud, og jeg har allerede stille forberedt “Nej ved du hvad, det passer mig rigtig dårligt, jeg er nemlig midt i min frokostpause, og skal nå at købe en sidste gave til min farfar som ligger for døden”. Mest fordi det der med at få stukket sådan et kamera helt op i masken, og så forholde sig til et eller andet enten helt ligegyldigt eller helt absurd. “Hvor ofte onanerer du i badet?” med ‘Kasper 31 år, blotter’ stående på navneskiltet, fordi at de ikke helt fangede ordet blogger da jeg introducerede mig selv. Og med chancen for at komme sige noget rigtig dumt, eller begynde at stamme eller øh’e eller starte sætninger med “arhmen det bar’ fordi”.

I dag spottede jeg sådan et kamerahold i en af de stille sidegader i indre København, og de så spejdende ud, og jeg satte tempoet op til halvløb. Jeg var faktisk på vej til et vigtigt møde, og havde da også min notesbog under armen, og skyndte mig at tage den under den arm nærmest kameraholdet, og gjorde alt for at lægge mine ansigtstræk i de rigtige vigtig-mediebranche-mand-folder. Men nej, jeg lukker opgivende øjnene i et splitsekund og kvæler et suk da jeg ud af venstre øjenkrog ser manden med mikrofonen tage et skridt frem mod mig, men bliver alligevel lidt overrasket da han tilråber mig med ordene:
“Ursäkta mig!”.

Så stoppede jeg op, for jeg tænkte at det jo kunne være at de bare skulle spørge om vej. Men nej, han kom fra “Svensk Television”, og ville høre om han måtte stille mig et par spørgsmål med kameraet tændt. Øh nej! Det bryr jag mig inte om, Verdens bedste Karlsson! Én ting er at skulle udtale sig på vegne af sig selv, på vegne af sit køn, sin by, sit politiske ståsted, sin alder. Men noget andet er at skulle udtale sig som dansker! For en hel nation som IKKE er danskere. Tænk hvis jeg kom til at sige noget rigtig dumt om danskerne, som I andre ville hade mig for. Sådan at I glemte alt om Fodboldidioten, og jeg skulle søge tilflugt syd for grænsen, og senere blev opsporet af Ekstrabladets hårde journalister, og spisesedlerne ville proklamere “Læs alt om TV-Tossen – vi har fundet hans skjulested”. Eller at jeg kom til at sige noget dumt om svenskerne?? Og de som straf åbner Barsebäck igen? Eller endnu værre! Jeg kunne starte en ny svenskerkrig, og jeg er sgu ikke sikker på at vi er så godt rustede for tiden, de har jo siden sidst fået både Volvo, Ericsson og IKEA – og vi har så fået Pia Kjærsgaard, vores eneste aktive grænsesoldat, og hvad kan hun så når det kommer dertil??? Og svenskerne kan jo nærmest lave oprør indefra med alle de spillere og trænere de har rendende i Superligaen. Åh gud!…

… så jeg sagde pænt nej tak, og sagde at jeg var på vej til et vigtigt møde, hvilket jo på ingen måde var en løgn!

Det kunne nemlig ellers nemt ligne mig. Lige at stikke en hvid løgn. Som her den anden dag, hvor en ung fyr nede foran min opgang, spurgte om jeg ville skubbe hans bil. Den var gået i stå, og ville ikke starte. Det var en gammel, gammel spand, visse steder sat sammen med Gaffa-tape. Og jeg tænkte helt fra starten om det ikke var en opgave for Falck, og jeg var egentlig på vej til træning. Men man siger sgu ikke nej til folk i in-your-face nød. Så jeg skubbede. Og skubbede. Og skubbede. Og han sad inde i bilen, og trådte på pedaler og gjorde ved, og intet hjalp. Til sidst kommer han ud, og siger: “Hey, ved du meget om biler? Kan du prøve at sætte dig ind og se om du kan starte den – for jeg er ikke sikker på at jeg gør det rigtige?”. Så gik hjernen i baglås. Jeg har haft kørekort i 2 år nu, og er ved gud ingen erfaren bilist, og har intet forhold til mekanikken i den. Min viden omkring biler i det sekund han spurgte var: min virker, din gør ikke. Og jeg vil egentlig bare gerne slippe ud af den her kattepine. Så jeg ender med at sige til ham: “Øh nej jeg har faktisk ikke noget kørekort”. Og han sagde lidt nedtrykt at så ville han prøve at ringe til sin far, men at jeg da skulle have tak for hjælpen.

Hvorfor er jeg så nederen en person??

Siden har jeg fundet ud af at han rent faktisk bor i min bygning. Jeg ved at skæbnen har en plan for mig, hvor han ser mig sidde i min egen bil. Og jeg håber ved gud at den selv kan starte der.

Jeg har en veninde, som har en teori om at hvis du har 2 fyre som er helt ens i udseende og væremåde, og fyr1 har et job i en bank, og fyr2 har en motorcykel, så vil fyr2 løbe med langt de fleste piger. Et billede på at kvinder ofte kan være draget af den farlige fyr, den barske fyr, den mystiske fyr eller den uopnåelige fyr. Det er efterhånden nogle år siden at hun introducerede teorien, og siden har den type fyr blot været omtalt som “motorcyklen”, når vi havde brug for et prædikat i en samtale.

Indrømmet, kvinder har også nogle arketypiske pendanter, som vi fyre løber efter – men det er en anden historie.

Jeg har altid set mig selv som alt andet end en motorcykel. Jeg er Average Joe, ligger måske lidt over index 100 på sødheds-skalaen, og har vel også en okay humor. Men har ingen tatoveringer, ingen store overarme, ingen Audi TT indregistreret i Sverige, ingen timeshare lejlighed i Cannes eller lommen fuld af telefonnumre når jeg kommer hjem fra bytur. Jeg har budgetkonto, en japansk minibil og haft et vildt år hvis jeg har været syd for grænsen bare én gang – både i geografisk forstand og i overført betydning.

De søde fyre vinder aldrig. Jeg har læst i Singletons nye bog (nu er jeg ikke helt færdig med den endnu, men vil stadig varmt anbefale den, ikke bare fordi jeg kender hende, men fordi jeg helt oprigtigt synes den er rigtig god) om en fyr der havde fået arrangeret en ret vild date med hende, som jeg troede ville sælge hende totalt – men fyren var alt for sød efter Singletons smag, og røg dermed ud med det badevand, som kunne være vand på min mølle.

Men efterhånden har jeg fået et lidt mere nuanceret billede af det her med motorcykler og Average Joes. For selvom der helt generelt selvfølgelig er noget om at de her fyre nok samler lidt mere op end gennemsnittet, så tror jeg ikke det hele er så sort-hvidt. De seneste par måneder har jeg opdaget at Average Joes sagtens kan være motorcykler for andre. Selvfølgelig får jeg ikke tatoveringer eller store overarme overnight, men jeg kan sagtens opfattes lidt farlig og mystisk, under de rette betingelser. Det er slet ikke noget jeg er bevidst om før bagefter, oftest er det fordi jeg har følt mig lidt usikker eller tøvende. Hvilket jo i øvrigt bør være en lektie til mig selv, når det foregår med omvendte fortegn.

Alle de her teser som findes indenfor singleliv, hvor begreber som motorcykler og Average Joes indgår, reducerer desværre også det hele til et spil. Og det behøver ikke at være sådan, slet ikke hvis man mødes med nogenlunde åbent sind, og måske ikke tænker så meget over op og ned. Jeg har sagt det før, men det jeg higer efter, er der hvor det bare klikker. Hvor spilleregler som “hmm, nu har jeg ikke sms’et i tre timer, så nu må jeg godt igen” ikke eksisterer, hvor det egentlig bare føles naturligt, og ligetil. Ingen spil. Ingen fordækte kort, ingen jokere, ingen trumf. Bare et steady flow. Alt med måde, selvfølgelig, og når vi først er forbi “skal vi se hinanden?”-stadiet tages der jo så nogle helt andre æsker ned fra spilhylden.

Den tid, den sorg.

“Gæsteblog igen?”, tænker du. Og ja da. Konceptet er jo begyndt at blomstre en lille smule, og I husker måske at jeg blev brændt af 2 måneder i træk – så nu kommer de lige lidt kompakt, men det næste kommer først om en måned, og i mellemtiden skal jeg nok underholde, tegne og fortælle.

I dag er det Mebbe Mebsters tur, og hun skriver om et fænomen, som ikke var decideret ukendt for mig. Det bekræfter fint nogle ting jeg havde på fornemmelsen – men jeg er lidt chokeret over hvor bevidst det er. Men jeg er også lidt naiv. Mebster, ordet er dit: