kapster2.dk

Jeg vågner. Og jeg mærker dig. Du ligger i min seng, og en enkelt lysstråle fra en sprække mellem vindueskarmen og mørkegardinet penetrerer værelset diagonalt. Du ligger ind til mig med fronten mod mig, med dit hovede på min arm, og din hånd hviler på min brystkasse – vi ligger lidt forskudt, så din pande er ud for min hage. Jeg kigger ned på dig. Du ligger med åbne øjne og kigger tilbage på mig, og jeg fornemmer at du har kigget på mig længe. Jeg smiler til dig, kysser dig på din pande. Du smiler tilbage, og lukker øjnene i en langsom bevægelse, åbner dem, og kigger igen på mig. Du dufter fantastisk. Vi lugter formentlig begge en smule af alkohol, men det er som om det udlignes og nulstilles, og duften af din parfume ligger i luften, diskret men tilstedeværende. Dit hjerte banker tungt, ikke hurtigt, men tungt. Jeg ser dig ind i øjnene. De er så evigt kønne, så dybe. Du er ikke bange, men jeg fornemmer en ængstelighed – du tænker at du er på udebane, at du er i min hule, løvens hule. Du har tømmermænd, og du ved ikke om du blot er mit bytte, fanget i udkanten af nattelivets høje græs – og om jeg var mæt i forvejen, mæt af en succesfuld jagtsæson, og kun jagede dig for erobringens skyld, for at få min egen puls til at stige, mærke et adrenalinsus mere.

Jeg tager min hånd op til din kind, stadig med mit blik fæstnet mod dit. Min hånd kører med fingerspidserne tilbage mod dit øre og hals, i samme bevægelse skubber jeg dit lange hår tilbage, og blotlægger dit øre. Jeg læner mig frem, kysser din kind, kysser din ørespids, og napper blidt i din øreflip, og hvisker et hæst godmorgen til dig, velvidende at vi formentlig har passeret middagstid. Læner mig tilbage, og kigger dig igen i øjnene. Du smiler lidt mat, og kigger ned, og trækker hagen ned mod dit bryst. Jeg tager min hånd op til din hage, løfter blidt dit hovede tilbage i den forrige stilling, og dine øjne kigger igen på mig, dit smil tager til. Jeg kysser dine læber forsigtigt. Spreder mine egne læber lidt, og mærker at du gør det samme. Tager min hånd til din lænd, og presser dig ind i mod mig, mens vores kys bliver mere intense.

Du er ikke mit bytte. Du er ikke i min hule fordi jeg vil fortærre dig, og spytte dig ud i opgangen igen. Du er i min hule, fordi jeg vil være tæt på dig, være sammen med dig, mærke dig. En mage, ikke et bytte. Og du skal ikke være ængstelig for at der sker dig noget her, eller være bange for at dine tømmermænd tager dig, og selvom de gør, så slipper jeg ikke mit tag i dig. Jeg passer på dig, tager mig af dig, og jeg vil love dig at du vil føle dig tryg i den tid vi har sammen, hvadenten den er sat til lige nu, eller den kan udvikle sig til at vare for evigt. Tiden står altid stille i løvens hule, og den er altid intens. Vi er krøbet sammen i ét, vi er ikke længere en delmængde af verden, men vi har vores eget lille, kompakte univers.

Du kigger på mig, du smiler. Mine fingerspidser kører op af ryggen på dig. Jeg smiler tilbage, kysser dig lidt igen. Og du mærker roen forplante sig i din krop. Følelsen af at du ikke behøver at være bange for den sovende løve, når du kigger på den i det skjulte.

Så var der lige lidt radiotavshed fra blogmeisteren Kasper D. Jensen, og det skal han da naturligvis være den første til at beklage. Men jeg er lige løbet ind i en form for skriveblokade. Eller ihvertfald haft mit fokus andre steder, f.eks. på arbejdet, som har krævet lidt af mig i denne uge. I dag har været noget mere rolig, da jeg har haft en halv hjemmearbejdsdag kombineret med en halv fridag. Jeg tog hjem til mine forældre i Roskilde i går aftes, for at være her fra morgenstunden af, og synge fødselsdagssang og spise morgenmad med min lillesøster – som formentlig bor hjemme på sidste sæson, efter at dømme ud fra de pander, gryder, skeer, m.m., hun modtog i årets gavehøst. Natten inden blev tilbragt på en madras på gulvet, hvor en fuldvoksen goldenretriever på et tidspunkt i løbet af natten mente at der kunne være plads til os begge. Så da min mor obskurt tidligt kom ned for at vække mig, for at vi kunne varme stemmer op til fællessang, lå jeg med hår i munden i en øm omfavnelse med storsnorkende hund.

Da formaliteterne med sang og morgenmad var overstået, havde jeg en halv hjemmearbejdsdag her fra Roskilde, hvor jeg blandt andet skulle tidsregistrere den tid jeg har brugt på diverse kunder og projekter i februar måned. Jeg er ikke så god til at gøre det løbende, så det meste er noteret på diverse papirer og i min kalender, så det skal sådan set bare tastes ind. Eller “bare”. For det tager lang tid at finde rundt i systemet, og finde de enkelte kunder, og frem og tilbage. Det er næsten sjovere når trimmeren kommer for tæt på huden på pungen, end det er at tidsregistrere. Jeg hader det virkelig. Og så var der gudhjælpemig ikke noget kaffe i huset. Hvem fanden har et hus uden kaffe? Det er jo et fuldstændig ubrugeligt hus, og kunne for min skyld ligeså godt jævnes med jorden. Så jeg var virkelig ved at gå død over flere omgange. Planen var egentlig at blogge, når jeg var færdig med arbejdet for i dag, og fridagen startede. Det er selvfølgelig lidt et skråplan at tage fri fra arbejde for at blogge, men hey, sådan må det jo være, når man insisterer på at blotlægge sit liv på nettet. Men da jeg endelig var færdig med tidsregistreringen, følte jeg at jeg måtte belønne mig selv ved at tage bilen op til den lokale 7-11 efter en bare nogenlunde god kop kaffe (færdiglavet kaffe, ikke noget med at købe kaffepulver eller nescafé, nejnej, så fremsynet er jeg da ikke). Men på vej tilbage til bilen, spotter jeg skiltet til Syndernes Højborg – de gode gamle Gyldne Buer, Chateau D’MacDonald. Og ender med at vade direkte ind i det storkapitalistiske madimperium, og fortærre en hel dags normale kalorieindtag på mindre end 20 minutter.

Nu ligger jeg helt fladt i en sofa, med den der sult på en kvalm måde, som man kun har når man har været på McDonalds, og ikke ved om jeg skal straffe mig selv med en løbetur eller ved at stikke en finger i halsen. Eller bare give fingeren i det hele taget, og sætte mig til at se The Hills sammen med min søster. Ja, I hørte mig – The Hills. Den urealistiske docu-soap om nogle tøser fra LA, som giver den gas som gæs, og med tilhørende tools og airheads blandt de fyre der er i deres liv. Det er det eneste fordummende TV jeg kan hive mig op til. Jeg følger hverken med i Paradise Hotel, Singleliv, De Unge Mødre, Dagens Mand, X Faktor eller whatever. Men en serie om piger primært henvendt til piger mellem 12 og 20, dét er lige mig.

Hvis du opfatter det at jeg sover i ske med en goldenretriever, tager halve fridage for at blogge, tager en bil 2 kilometer for en kop kaffe, spiser McD til frokost og ser The Hills med min søster som tegn på at jeg er ved bevæge mig ud på et skråplan, så sig lige til. Hov, min søster er lige gået?… men tilgengæld er min mor kommet hjem med kartoffelkage…. mmm, skråplan.

PS. En anden gang jeg er lidt stille her, så husk at der findes rigtig mange gode blogs derude – jeg har tidligere kastet shoutouts ud til andre blogs, men min absolutte yndlingsblog for tiden er Sidneylise-bloggen. Hvis du ikke kender den, så brug 5 minutter på den. Det er 2 unge piger der skriver, og det handler primært om mode, så er du advaret. Sekundært handler det om alt andet, og helt generelt er det sjovt, påtaget naivt og  ironisk. I sær det her indlæg fik mig til at grine højlydt.

Hele min søndag forsvandt bare. Puf, sagde det. Jeg er ret sikker på at den var der, men den var omgivet af en døs af ‘dagen efter’, og en let snurren i hovedet. Hvilket egentlig er dybt uretfærdigt, taget i betragtning af mit alkoholindtag natten før. Det burde straffes med op til flere ture til det lille knæle-alter ude på badeværelset – det ved jeg da, det kan jeg da bevidne ved mere end én førstehåndsberetning. Tilgengæld har jeg så været ramt af en slags tømmermænd i dag.

Men jeg har da også haft samtaler på Messenger i dag, hvor sætninger som “Kan du huske da vi væltede den der container indenfor?” indgik. Så fair nok. Når man begynder at drikke flere shots og energidrikke end øl inden kl. 22, som opvarmning til den egentlige fest, så skal det jo et eller andet sted gå galt. Og det gjorde det så. Det var sammen med mine wingmen JohnJohn og Bjørncé, og jeg bliver altid maksimalt fuld, når jeg er i byen med dem hver for sig – og her var der så dobbelt op på løjerne. Vi var inviteret til fest under temaet “Hat og Briller”, og for mit vedkommende mente jeg at Paryk og Elvis-solbriller måtte være det samme. Jeg ved ikke helt hvad jeg lignede – en albino-Shaft? Bjørncé var klædt ud som klovn og JohnJohn som tyskertøs.

Jeg husker ikke natten som et hele, men mere små brudstykker af ikke-sorte huller fra aftenen, som jeg i de sidste par døgn har forsøgt at kortlægge, uden det helt store held. Jeg mindes dog at der var en sød og lækker Paris Hilton tilstede, men jeg måtte ikke få hendes nummer, da jeg spurgte. Og så kan jeg huske da vi ankom til festen. Vi havde “lånt” et skilt udenfor, hvor der stod “Pas på isslag”, som klovnen Bjørncé skulle løbe ind med, lade sig vælte, og række skiltet til værtinden. I sig selv et hurtigt indstuderet stunt – men det var ren improvisation at JohnJohn og jeg så den liggende Bjørncé som en kærkommen lejlighed til at lave en klynge. Så vi kaster os over ham, og ligger så og roder rundt i en kæmpe kluddermor nede på gulvet, et sted mellem 15 og 20 sekunder efter at vi var kommet ind af døren, foran godt og vel 40 mennesker. Da jeg på et tidspunkt ligger nederst, kan jeg høre John spørge om jeg er frisk på en 69′er, og inden jeg når at svare på den fuldstændig absurde henvendelse, er han igang med at vende sig over mig.

Altså… folk må ha troet at vi var aber på coke…

Hvilket stemmer meget godt overens med at jeg i dag er blevet konfronteret med en 3.hånds beretning fra festen, som gik på at mit slæng var – og jeg citerer – “barnlige og sindsssyge”. Well… det er ikke helt ulig den karakteristik jeg selv ville give aftenens præstation, og jeg må faktisk indrømme at jeg ikke kan finde ud af om jeg skal være pinlig berørt eller en smule stolt. Faktum er at vi havde en skide sjov aften, og så må andre jo bare stikke piben ind. Og sende regningen.

Men fuck, den har været hård i dag. Og jeg burde så meget tage op at træne eller ud at løbe, men min krop og jeg er ikke enige om det liv vi burde føre, og lige nu værker den lidt. Men okay, jeg har en 3×8 centimeter stort blåt mærke på min ene overarm, og mine skinneben er nærmest ultraviolette af blå mærker. Og min koncentration har heller ikke været den bedste idag, så jeg skylder en top-performance på job i morgen, og den skal de nok få. Det er jo nogle gange fordelen ved et kontorjob. Lige i dag har jeg været glad for at jeg ikke var hjertekirurg, brandmand eller at jeg havde ansvaret for at 2 pandaer parrer sig – sådan et job hvor der ikke rigtig er råd til en enkelt offday.

“Du kan da bare lade være med at drikke?”… jah, det er selvfølgelig også en mulighed, mor. Det stopper også nu. Eller… Efter næste gang, jeg skal bare lige have én tur mere!

I får lige et billede af The White Shaft – eller Det Hvide Skafte – også kendt som Loco Luke. Og Bjørncé The Clown. Det her er en lille time INDEN vi ankommer til den egentlige fest. Billedet taler mere end resten af indlægget.

Nu har mit indlæg omkring min skrukhed bidt mig lidt i røven. Fordi min gode ven mener at jeg nu er oplagt som babysitter af hans 5-årige søn. Men jeg er nu ikke skræmt af tanken, faktisk tror jeg mig og Oskar ville få en fantastisk dag. Hvis det nu f.eks. var en lørdag, så ville vi have følgende program for os:

Kl. 13.30 Afhentning af Oskar hos hans forældre.

Kl. 13.32 Oskar og jeg tager lige en snak nederst i opgangen hvor han bor. Jeg forklarer ham at vi skal have den sjoveste dag sammen, men hvis jeg snakker med en fremmed dame, så skal han lade som om at jeg er hans far – og hvis han kan fortælle en historie om at hans mor (og min kone) døde, da hun var udstationeret som feltsygeplejerske i Afghanistan, og mit hjerte aldrig har helet siden, så er der ekstra flødeboller senere.

Kl. 13.35 Oskar kravler op på mine skuldre, og vi går ned af Østerbrogade.

Kl. 13.45 Oskar og jeg ankommer til McGrath´s Irish Pub på Østerbrogade. Vi bestiller en stor fadøl til mig, og den største form for cola de har til Oskar – jeg forklarer den søde bartender at hun bare skal “keep them coming”.

Kl. 13.47 Oskar og jeg sætter os til rette foran storskærmen, og ser Liverpool (mit hold) mod Manchester United (Oskars fars hold). Jeg bruger herefter hele første halvleg på at fortælle Oskar Liverpool-anekdoter, og gør alt for at indoktrinere ham

Kl. 14.30 Halvleg, og vi skal tisse. Jeg hjælper Oskar og løfter ham op, så hans stråle kan nå pissoiret.

Kl. 14.31 Jeg ryster på hovedet, da Oskar spørger om vi ikke skal vaske fingre.

Kl. 14.33 Oskar får en tyver til den enarmede tyveknægt, mens jeg flirter med bartenderen.

Kl. 14.42 Bartender tror at jeg er enkemand. Bartenders telefonnummer er lagret.

Kl. 14.45 Anden halvleg starter. På dette tidspunkt kan Oskar synge med på slagsange.

Kl. 15.30 Vi forlader pub.

Kl. 15.35 Vi ankommer til McDonalds. Oskar må få alt hvad han peger på.

Kl. 16.04 Vi tømmer McDonalds bakke med 13 forskellige mad-artikler, som der er taget én bid af.

Kl. 16.18 Vi ankommer til park med stor legeplads. Oskar har fået at vide at han kun må lege med de børn, som har lækre mødre.

Kl. 16.43 Efter Oskar har leget intenst med en anden dreng i en halv times tid, bydes vi på saftevand og chokoladekiks af den anden drengs mor.

Kl. 17.01 Anden dreng og hans mor forlader legeplads. Moren tror at jeg er enkemand. Morens nummer er lagret.

Kl. 17.06 Større kvabset dreng uden selskab af forældre, skubber Oskar omkuld. Jeg sætter mig ovenpå større kvabset dreng, og introducerer minutiøst Oskar for begreber som fransk manchette, sømandsbryst, øreknips og sheriffstjerne, demonstreret på større kvabset dreng.

Kl. 17.18 Vi forlader legeplads. Oskar virker træt, og vi går i 7-11 efter Red Bull Light. Nåja, han kan jo ligeså godt lære at være opmærksom på kalorieindtaget med det samme.

Kl. 17.23 Oskar skal tisse igen, og jeg lærer ham at tisse på offentlige steder.

Kl. 17.32 Vi ankommer til Irma, på jagt efter frysepizzaer. Oskar er frisk igen, på en lidt halvmanisk måde.

Kl. 17.34 Jeg spotter en lækker blondine i frugtafdelingen. Jeg får Oskar til at gå hen og tage hende i hånden, og spørge om hun er hans mor. Efterfølgende går jeg hen, og sætter mig på hug foran Oskar, og beder ham slippe den rare dames hånd, og fortæller ham højt nok at han jo godt ved at hans mor ikke er her mere. Jeg siger at han kan løbe ned i slikafdelingen og vælge hvad han vil til i aften – og undskylder overfor blondine, og forklarer den “rette” sammenhæng.

Kl. 17.42 Blondines nummer lagret. Oskar har puttet cirka 4,7 kilo slik i indkøbskurven. Jeg introducerer ham samtidigt for begrebet som at anskue frostpizzaer som en regulær pizzabund, og vi indkøber derfor ekstra toppings, med vægt på den øverste trekant i madpyramiden.

Kl. 18.01 Vi kommer hjem til mig, og tænder for Xboxen. Jeg forklarer Oskar at der ikke findes noget der hedder dårlige tabere, og at han er nødt til at lære det på den hårde måde.

Kl. 19.14 Jeg opgiver, da jeg for gud ved hvilken gang i træk har tabt til Oskar, som åbenbart har en rainman agtig tilgang til Xbox.

Kl. 19.23 Vi drikker proteinshakes med kreatin.

Kl. 19.45 Vi laver pizza. Dvs. smider fyld på frosen pizza, og smider det hele i ovnen. Imens ser vi sportsnyhederne på TV.

Kl. 20.10 Vi spiser pizza, drikker cola – og jeg lærer Oskar at bøvse alfabetet.

Kl. 20.49 Jeg introducerer Oskar til SMS-begrebet. Forklarer ham at hende pigen Selma fra børnehaven, som han synes er sød, vil sætte pris på at få en SMS fra ham, specielt om natten. Vi prøver også at google hende, og finde hendes nummer på Krak. Men det går op for mig at det er pissesvært at støve 5-årige op på nettet… altså..

Kl. 21.22 Jeg læser M! højt for ham

Kl. 22.00 Vi ser Paradise Hotel, og drikker Red Bull Light igen.

Kl. 23.00 Jeg de-briefer Oskar. Forklarer ham hvad han ikke skal fortælle sin mor og far, og hvad der er vigtigt at han tager med sig videre i livet. Takker ham for hjælpen med de 3 telefonnumre, og siger at jeg synes vi skal hænge ud lidt oftere. Han hører vist ikke rigtigt efter, han skøjter rundt i sofaen, og trommer manisk med hænderne i stuebordet.

Kl. 23.15 Jeg kører Oskar ned til hans forældre i Optimus Suzuki. Oskar sidder på mit skød, og jeg lader ham styre rattet. Han har hornet i bund hele vejen ned af Strandboulevarden, og griner højt.

Kl. 23.28 Jeg afleverer Oskar, og forklarer hans far at vi har haft en helt stille og rolig dag.

Så er der for alvor gang i udsalget på kapster2.dk – du kan nu blive “fan” af kapster2.dk på Facebook! Jo, jo, 2 fingre i bussen, så kør.. nej hvordan er den nu?… Nåhmen, den primære funktion for dig, er at du får opdateringer fra bloggen direkte i dit Facebook Newsfeed. Så fremover har du måske lidt nemmere ved at have fingeren på pulsen (om ikke andet) om hvad der foregår ude i lavkultursdanmark, dvs. på min blog.

Jeg er ikke så vild med ordet “fan”, det lyder lige lovlig selvfedt. Så lad os kalde det Supporters, for I er en høj grad en del af legen

Men derudover håber jeg også at det kan bruges til andre ting, ligesom jeg bruger min Twitter-profil til de små SMS-lignende updates. Jeg skal bare lige finde formen for det. Men jeg indgår ihvertfald gerne i en dialog med jer i det forum også. Så bare spørg/hate/skyd løs.

Og så send da lige Support-siden videre til dem på din venneliste som du tror går med indre lyst til også at være supporter af et stykke dansk lavkultur. Hvorfor? Fordi jeg er en opmærksomhedssøgende manwhore – jo, jeg er! Og du kan li det, kan du!

Besøg fan-siden, og spread the loooove!

Og du skal ikke tøve, for hvad hvis det en dag er for sent at komme med?… så husk lige ham her, ik:

Jeg har støvet en pensioneret blogger op på den dersens facebook, og tvunget hende (lidt modvilligt) ud af hendes civile eksil, og bedt hende finde sin støvede gamle EDB-maskine frem fra loftet, for at give os allesammen en førstehåndsberetning fra singlelivet, set fra det modsatte køns side. Nedenstående tekst er efterhånden en måned gammel, men det smukke ved ord er at de kan leve i bedste velgående, selvom de forlængst er fortid. Jeg kender ikke personligt det videre forløb, men det kan da være hvis der vises interesse for det, at gæstebloggeren vil afsløre det i en kommentar.

I min bloggerkarriere (hej farfar) har jeg oplevet mange små finurligheder, pudsigheder og spidsfindigheder – jeg har haft gode oplevelser, sjove oplevelser, sære oplevelser og dårlige oplevelser. Oplevelser som lå udenfor bloggen, som et resultat af at jeg smider dele af mig selv ud på internettet. Oplevelser som jeg havde været foruden, hvis jeg ikke havde en blog.

Af alle de ting, så vil jeg kategorisere følgende som det mest mærkelige jeg har været ude for – og jeg har altså alligevel været ude for en del.

Det er et billede fra en hjemmeside, som du kan finde på www.resenrevser.dk – som proklamerer at jeg er gud. Og tæller ned til noget. Og jeg ved hvad du tænker, at det er mig der er ude i en sær gimmick, og noget med mit ResenRevser-tag her på siden. Men jeg har intet med det at gøre, jeg sværger. Det ville måske også lige være i overkanten af selvproklameringer at kalde mig selv for Gud. Trods alt. Og så vidt jeg kan se, så er det heller ikke Mr. Resen himself der er ejer af domænet.

Jeg er en lille smule fascineret. Og beæret.

Og måske også en lille smule skræmt, fordi hvad fanden er det lige der tælles ned til? Nu har jeg jo holdt øje med uret hele dagen, og pt. står den til at gå i nul om godt 15 dage. Men tidligere i dag stod den på 14 dage. Så nogen eller noget kan forlænge fristen. Jeg troede en overgang at det havde noget at gøre med når jeg lagde et nyt indlæg på bloggen, men da den har ændret sig uden at jeg har skrevet noget nyt, kan det ikke være det. Det minder mig om et scenarie fra serien LOST, hvor der er nogen der igen og igen skal indtaste den samme talkombination i en computer inden et ur løber ud, for ellers vil jorden gå under. Jeg troede måske det var det. At jeg skulle blogge for at holde jorden roterende. Men det ville fanme have været meget ansvar! I går var jeg klar til børn, men jeg ved ikke om jeg havde været klar til at løfte ansvaret for hele jorden!? Jeg synes det er lidt for meget at forvente af en fedladen, skaldet fyr der blogger. Blogger. Ikke Superman.

Men hvad der tælles ned til, har jeg pt. ikke noget bud på. Måske er det noget skæbne-agtigt. Måske er det en nedtælling til den dag jeg får sex? Uuuh.. Håber sgu ikke at jeg skal tage det helt bogstaveligt det med at være Gud, så. For det der med at lade min helligånd stå for undfangelsen hos en jomfru, må alligevel være i kategorien “halvkedelig sex”. Så hellere bare en missionærstilling med lyset slukket.

Måske er det en optælling? Jeg ved det ikke… jeg er puzzled. Men stik mig lige en mail eller sms, hvis den kommer for tæt på nul. For hvis det er noget med jordens undergang, vil jeg trods alt godt gøre en indsats for at holde os kørende. Det mangler da bare.

Nu er der sikkert nogen der mener jeg lefler – men de kan få fingeren.

Sidste år havde vi besøg på kontoret af en af mine kollegaer som var på barselsorlov, og som havde taget sin lille knægt med ind for at vise ham frem. En sød, stille fyr på nogle måneder. Da vi på et tidspunkt sidder i kantinen og får frokost, sidder jeg ved siden af min kollega og den lille fyr. Da jeg er relativt hurtigt færdig med at spise, og min kollega dårligt har andet end stukket til sin mad, fordi hun skal holde styr på sin baby, spørger jeg om jeg skal tage ham lidt. Det var ikke ud for et ønske at om at sidde med en baby – jeg så bare et praktisk problem, som jeg kunne være en løsning på. Sådan er jeg, jeg er en problemknuser, det har jeg altid været – min hjerne er et stort analyseapparat der altid tænker i løsninger. I en sidebemærkning har jeg drevet alle mine kærester til vanvid en milliard gange fordi jeg straks går i løsningsmode, når de har været kede af det – istedet for at tilbyde en skulder at græde ud ved, og et øre der er villig til at lytte.

Jeg får den lille mand hen på mit skød. Og hans små hænder lukker sig straks om mine fingre, og han forsøger at trække mine fingerspidser ind i munden. Whops, ro på, Batboy, du ved ikke hvor de har været sidst. Hans hoved kører løst rundt som på et kugleleje der trænger til at blive strammet, og hans lille krop aser, maser og skubber. Men han er glad. Jeg kan mærke hans lille hjerte pumpe liv rundt i kroppen. Og i mig. Jeg kan mærke en følelse jeg ikke har prøvet før. En følelse af at det er rart med den lille klump kød mellem mine hænder, og jeg skjuler et livsglad smil. Da kollegaen er færdig med at spise, tilbyder hun at tage ham tilbage, og jeg afviser prompte, måske endda lidt for prompte. Nej sgu, nu sidder vi lige og hygger.

Et par timer senere slår det mig at jeg har oplevet at være skruk. Jeg siger ikke at jeg er klar til den del af livet, men jeg siger at tanken ikke længere skræmmer. Jeg kan se mig selv med en barnevogn. Jeg kan se mig selv stå søvndrukken op kl. 4 om morgenen og håndtere babygråd. Jeg kan se et barnesæde i Optimus Suzuki. Jeg kan se mig selv med et barn, mit eget, på skulderen. Og ikke være skræmt. Jeg kan se mig selv tage ansvaret. Og bære det.

Da min ekskæreste for ikke så lang tid siden blev mor til en lille dreng, var jeg forinden sikker på at jeg kom til at fornægte hans tilstedeværelse. Fordi han jo på en måde var et symbol på hvorfor jeg ikke var sammen med hans mor. Men jeg fornægter ham sgu ikke, tværtimod, ville jeg ønske jeg også havde sådan en lille én. Hun elsker og forguder ham, og det er virkelig sødt at høre om, og jeg ved at hun kaster al sin smukke kærlighed efter ham. Han ser også så sød ud på billederne, med alt sit mørke, tykke hår, og den bronzefarvede hud som hans mor også har. Og igen kunne jeg mærke en følelse af skrukhed. Tænk sig at have noget at forgude på den måde, noget der er større end ens eget liv – noget man har mulighed for loyalt at elske igennem hele livet, noget som er ens eget, sit eget kød og blod.

Det må være fedt.

Når man kommer op i min alder (godmorgen, farfar) så er man også nødt til at forholde sig til at jævnaldrende kvinder måske har et barn med i baggagen. Sidst jeg skrev blog, havde du nok set et skær af panik i mine øjne, hvis du sagde at du havde et barn. Sådan er det nok, når man er 25 år, og børn er noget man vil øve sig på at lave, og hvis de ikke kan spille fodbold ude i haven, så kan du ikke se den store nytte i dem. Nu skræmmer det mig heller ikke, jeg er sikker på at hvis moren er alt hvad jeg havde drømt om, så er barnet det også. Da jeg på et tidspunkt flirtede lidt med en kvinde med en lille datter, tog jeg mig da selv en enkelt gang i at tænke, at min mor ville gå helt i selvsving når jeg sender hende billeder af den smukke datter, og siger at hun skal være reservefarmor for den lille engel. En veninde sagde fornylig at jeg ville blive en god stedfar. Jeg tør godt vove pelsen og sige at jeg har potentialet til at være verdens bedste stedfar. Ikke kun fordi jeg er en barnlig sjæl, generelt er god til børn, men også fordi jeg har haft verdens bedste stedfar selv. Den perfekte blanding af far, storebror og ven – med tilpas tilsatte mængder i hver af kategorierne. Og sådan vil jeg også selv være stedfar. Og far.

Som sagt tror jeg ikke nødvendigvis jeg er klar lige nu. Men det er selvfølgelig også lidt svært at forestille sig i en single-kontekst, med fart på storbylivet og karrieren. Tror det er noget man tager stilling til når det er relevant at tænke en stedfar- eller far-status ind i tilværelsen.

Sidstnævnte tør jeg forresten godt spå ikke kommer til at ske indenfor de næste 9 måneder. Just saying.

Jeg er træt af kvinder pt.

Det giver selvfølgelig svære betingelser for en blog som denne. Jeg er ikke decideret træt af kvinder, det ligger ikke indenfor rammerne af Kasper. Men jeg er lidt træt af at vade ind i det ene mislykke efter det andet, træt af 5. pladser, 3. pladser og 2. pladser. Træt af at kvinder ikke tager mig ind som jeg er. Som ikke spiller på mine betingelser. Jeg siger selv at jeg ikke samler på sekundære placeringer, men faktum er at jeg har mere end rigeligt af dem.

Mødte igår pigen som lå i min seng for et par uger siden. Jeg synes hun er så dejlig, så fucking sexet. Sad og betragtede hende mens hun deltog i en ophedet diskussion. Det gør hun ofte, kaster sig hovedkulds ud i diskussioner, også dem hun ikke vinder. Hun er der bare. Skubber sin mening ud i plenum for andre at forholde sig til. Det tænder mig at hun er så passioneret. Sidder og kigger på gåsehuden på hendes arm. Har lyst til at holde om hende. Varme hende. Kysse hende. Fuck alt og alle, bare kysse hende her og nu, ligeglad med hvad hun siger, hvad andre siger, bare mig og hende.

Endelig blev jeg alene med hende. Og vi fik snakket. Snakken. Jeg har altid været glad for hende. Altid forsøgt at indtage hele hende. Favne hende, for den hun er. Og stadig føler jeg kun jeg kender halvdelen af hende. Der er lag på lag, der er mere i hende end jeg kan se, og jeg vil derind. Helt ind. Som da hun lå i mine arme for et par lørdage siden, så tæt som man fysisk kan komme, følte jeg stadig at jeg kunne komme tættere på hende, længere ind, man får lyst at knuge hende helt ind i sig selv. Jeg kommer meget sjældent så langt med piger som hende. Overscoring, kald det hvad du vil. Når jeg står og kigger ned fra bjerget, kan jeg ikke se bunden, jeg kan ikke se mit fald. Hvor mon jeg lander? Det afgrundsmørke intet skræmmer mig af helvede til, jeg tør ikke tro på imorgen. Jeg føler mig ikke god nok, interessant nok, smuk nok – jeg føler mig ikke nok. Så da hun spørger mig om min 5 års plan, kan jeg ikke give hende den. Jeg tør ikke. Ved ikke hvorfor. Mine kys, min charme tæller ikke – hun er sur på mig, på den passionerede måde. Hvad vil hun have? At jeg siger at jeg begærer hende? At jeg vil lære hende bedre at kende? At jeg vil vide hvad der gemmer sig bag det 50% panser hun omkranser sig med? At jeg ville ønske at hun aldrig gik fra min seng sidst. At jeg savnede hende resten af weekenden? Jeg er glad for det jeg fik. Turde ikke tro på at der var mere. Forstår godt at hun ser mig som useriøs, det er fair nok. Jeg ved at jeg ikke tør åbne mig, give hende mig selv, for hvad hvis hun løber med dagens omsætning, hele inventaret?

Så hun skældte. Og skred. I en taxa, hjem til en fyr som havde lokket hende hele aftenen. Jeg håber at han er mere afklaret med hende. Måske han bare tygger på hende, og spytter hende ud igen. Men hvad gør det hvis han er bevidst om hvad han gør? Modsat mig. Som forsøger at lukke mit system, omkranse mit eget tomrum. Hvorfor kunne vi ikke bare fokusere på nu? Hvorfor kunne vi ikke bare smelte sammen igen, fuck i morgen, fuck i aften, fuck om 5 minutter – bare være der nu, for hinanden, være tæt, som to-i-én. Kompromisløst. Og tage et minut af gangen, åbne døren til det inderste langsomt på klem. Men hun søger komprosmis, løsningen, svaret. Som jeg ikke tør holde på. Som dæmoner bestræber sig på at mørklægge.

Så hun forsvandt ud i natten. Og jeg kørte hjem på min cykel, igennem den koldeste nat nogensinde. Var så kold at jeg gik i seng med jakken på. Da jeg vågnede for lidt siden, frøs jeg stadig. Sådan er det nok når man er ved at blive kold indeni. Hvad fuck kan ham fyren, som jeg ikke kan? “Være ærlig” er svaret. 2. pladsen er igen min, og jeg har helt selv vundet den, tillykke. Flot.

Hvornår blev det så kompliceret? Måske jeg bare skulle skrive til den provinsianske engel, og høre om hun vil stikke af med mig. Vi kan vel stadig nå at bilde barnet ind at jeg er faren?

Burde egentlig blogge om kaos, men er nok nødt til at ignorere det for nu.

Så indtil da vil jeg hive en kommentar frem, som jeg gav til en læser. Jeg har nemlig ikke rigtig noget indtryk af hvor mange der læser kommentarerne. Jeg snakker ihvertfald ofte med folk der betror mig at de aldrig læser kommentarerne. Men der var en læser - Læserinden – som spurgte til hvad det var at jeg faldt for ved en kvinde. Og det er langtfra første gang, jeg har fået det spørgsmål, og jeg forstår godt hvor det kommer fra. For jeg skriver ofte om det fysiske, når jeg beskriver de kvinder jeg møder på min vej. Så forstår godt, hvis folk har et billede af mig som en meget overfladisk fyr. Men lad mig prøve at nuancere dette billede lidt.

Jeg tænder på aura og på udstråling. Så når jeg skriver at en kvinde er smuk, så er det ikke nødvendigvis fordi hun er forside-materiale til hverken M! eller Elle. Og udstråling kan være en milliard ting. Jeg kan f.eks. blive helt vild i varmen, hvis en selvsikker kvinde viser skrøbelighed. Så er der en sprække i panseret som jeg bliver fascineret af, og som jeg gerne vil hen at pille ved (det lyder forkert når jeg siger at jeg vil pille ved hendes sprække – eller også lyder det egentlig helt rigtigt). Det appellerer nok til mit beskyttergen, det her med at der er noget jeg kan være. En rolle jeg føler jeg kan udfylde. Ligesom jeg kan fænges af kvinder der ved nøjagtig hvor sexede de er, så kan jeg blive tændt af kvinder der slet ikke aner hvor sexede de er. Eller det kan være en bestemt måde de bevæger sig på, taler på, alt er i princippet i spil.

Og så bliver kvinder smukke i mine øjne. Selvfølgelig kan jeg også tænde på forsidepigen, men sgu ikke uden at der er noget ekstra. F.eks. synes jeg ikke Tina Lund er specielt smuk, hvilket en veninde ikke forstod en meter af (indtil hun så det der program med hende, så var vi helt på bølgelængde). Og jeg elsker når der er noget der bryder billedet. En skønhedsplet, hvor der ikke burde være, et ar hvor der ikke burde være. Det perfekte er ikke perfekt for mig.

Kan indholdet så gøre hende smuk? Ja da, i høj grad. På samme præmisser som ovenstående. De afslører sig selvfølgelig bare ikke lige så hurtigt. Og der kan du argumentere for at det kan være svært at finde den slags skønhed på bunden af et shotglas – enig. Men det er jo ikke kun de miljøer jeg bevæger mig i, selvom det kan virke sådan. Og lur mig om hende der skal lukke bloggen, ikke er en jeg har rendt ind i ude i byen. I øvrigt fandt jeg jo min ekskæreste via nettet. At hun så senere viste sig at være smuk og sexet as hell var jo så bare bonus. Kæresten før det på mit arbejde, og kæresten før det på min skole. Så selvfølgelig er indholdet uhyre vigtigt. Nu skrev jeg i det forrige indlæg om det berømte “klik”, og når det opstår så er udseende helt underordnet.

Jeg er godt klar over at der er nogen som har det fint med at ligge ved siden af et totalt airhead, så længe hun bare ser perfekt ud, og hendes bryster står ud i luften, selv når hun ligger på ryggen, men det er altså ikke lige mig…. ah, okay, jeg ville da ikke sige nej til det med brysterne, jeg er vel for fanden bare en mand! Men hun må bare gerne se TV Avisen og fatte bare 22-28%. Større krav har jeg heller ikke. Og humor er et must.

Social status er underordnet. Både opad og nedad. Således kan jeg finde både direktøren og nettopigen smuk.

Endeligt er der jo så lige den lille krølle, at vedkommende måske en dag kom til at læse om sig selv her. Og så skal alle piger være smukke. Jeg VIL have I skal føle jer smukke. For det er I, i mine øjne. Ellers var I ikke interessante.

Er jeg så bare total anything goes? Nej da. Tror jeg på mange områder er ligeså storslem til det overfladiske som gennemsnittet. Jeg har f.eks. det ikke særlig godt med kvinder over 180 centimeter. Jeg føler mig intimideret af dem. Dvs. mere intimideret end jeg gør generelt! Og sådan er der nogle andre småting, men alligevel ikke værre end at jeg sagtens ville kunne leve med det, hvis alt det andet var i orden.

For at opsummere, så er det altså rigtig mange ting, som udgør et hele – som kan være et turnon eller -off. Og sådan er det vel for de fleste. Det kommer til at minde om konklusionen på det forrige indlæg, men hvis der fandtes en opskrift for hvordan min kvinde skulle være, så var det jo bare at oprette en datingprofil, og segmentere sig frem. Men jeg tror ikke på sådan et fintmasket net. I forsøget på at sortere skidtfisk fra, kan der sagtens ryge op til flere guldfisk med i frasorteringen.

“Kap, hvis du bare engang imellem fulgte dine egne råd”

Det kunne have været jordens største sviner af mig. Men han mente det godt, min ven. Og jeg kunne ikke lade være med at grine lidt. For gud, hvor har han ret. Jeg har flere gange givet ham de bedste råd om hvordan han skulle tackle kvinden i hans liv. Som en selvbestaltet ekspert ud i parforholdets mekanismer. Jeg har efterfølgende set ham implementere et eller to af mine råd, og set det virke. Der var jo heller ikke noget af det som jeg fortalte ham, som var nyt – han vidste det godt i forvejen, det gør vi alle. Han havde måske bare brug for at have én som ligesom kunne holde ham op på det.

Men ja, hvis jeg bare engang imellem fulgte mine egne råd. Så ville jeg sikkert vælte mig i damer – hvis det ellers var det, som var målet. For jeg vil jo bare have én. Dén. The one. Hende som på en eller anden måde heler mig, hende som får mit hjerte til at true med at hoppe ud af soklen, når man ser hende fra afstand første gang, og som formår at få mig til at slappe så meget af og hvile i mig selv når hun ligger i mine arme, at man kunne nå ned i kiosken efter øl imellem hjerteslagene.

Men sådan er det jo. Det er altid psykologen der har de mest fucked up børn, det er altid bankmanden der har rod i sin egen økonomi, sexologen der ikke får sex nok og det er altid bageren der har gluten-allergi. Sådan er det! Og sådan er det jo også med så mange andre ting. Ham der kan give alle råd omkring hvad kvinder vil have og hvordan de skal tackles, er ofte ham som ikke rigtig kan forvalte det i praksis.

Og som udgangspunkt stinker jeg til det. Jeg er altid ham som løber til en i rækken af veninderne, og spørger “HVAD I AL HELVEDE betyder ‘det gør jeg helt sikkert’, når jeg sagde ‘du kan jo skrive hvis du kommer til at kede dig’ – betyder det så at hun helt sikkert skriver, eller at hun helt sikkert kommer til at kede sig?” De ved hvad klokken er slået, når jeg starter en sætning med “hej, jeg har brug for en kvindeordbog”. Som regel er det bare mig der under- eller overfortolker noget, og så hjælper de mig med at forstå, eller måske ovenikøbet lægge en strategi.

… hm, det slår mig lige at den her blog er et synligt bevis på at de egentlig ikke gør det særlig godt… note to self.

Anyway. Engang imellem. Med års mellemrum. Så støder jeg på en kvinde, hvor der egentlig ikke er så meget at skulle fortolke. Hvor dialogen er mere åben, uden alle mulige umulige koder, som man skal ud at finde en Enigma-maskine for at kunne tolke. En kvinde som forstår at jeg når siger at jeg vil have hende, så er det en del af en bejlen, og passioneret flirt, som der ikke nødvendigvis er deadline på – og ikke et udtryk for et desperat ønske om at komme ind i hendes soveværelse 2 minutter efter. Der er skruet ned for alle julelege, alle koderne, og skruet op for uskyldig og skyldig flirt. Såsom at finde på at skrive “jeg har lyst til dig” som svar på en meget banal sms, velvidende at hun sidder midt i en familiemiddag, og at den sms formentlig får blodet til at rulle bare lidt.

Det er som et lod i en tombola. Og måske trækkes den ud som vinder, hvem ved. Det er også ligemeget. Hvad der er mere interessant er at jeg kan li mig selv, når jeg er som jeg er, overfor den type kvinder. Mere i balance, mere i overskud, og knap så meget på hælene.

Desværre kan jeg ikke helt se at der skulle findes en opskrift for hvor jeg støder ind i lige præcis den slags. For så havde jeg selvfølgelig bare opsøgt det. De gange jeg har oplevet det, er det bare det berømte ‘klik’, som er opstået sådan lidt tilfældigt. Det har ikke været nogen specielle typer eller kvinder med en særlig baggrund. Det er bare noget uforklarligt. Noget hvor man føler en øjeblikkelig kemi. Tillid. Hvor man en time inde i den første samtale pludselig fortæller en vildt fremmed nogle af sine inderste hemmeligheder. Hvor man langsomt piller lagene af hinanden, og for hvert lag, opdager en eller en anden stor ting eller detalje, som giver dig lyst til at se under det næste lag. Og man hvirvles dybere ind, og det bliver til et fix – et fix man må have, man skal have en bid mere, et lag mere, mere vil have mere. Pludselig føler man sig alene, når den anden ikke har givet lyd fra sig bare en halv dag. Og det prikker lidt i maven, når man ved at den anden er til fest. For hvad hvis der kommer én ind fra højre og snupper hovedgevinsten i tombolaen, og loddet bliver til en nitte. Men man lever dog med det, for inderst inde ved man at indsatsen er risikoen værd.

Suk. Stik mig et lod. Nu.

Uden for mit vindue er 2 skader ved bygge en rede. Midt i den koldeste vinter. Eller bygge en rede er måske så meget sagt: det er en efterladt rede fra i sommers, som lige udbygges med et par småting. Jeg er ikke nogen ornitolog, men det forekommer mig at være et halvsørgeligt projekt. Skaden er ellers ikke ligefrem min yndlingsfugl, faktisk er den helt ude i den anden ende af skalaen, sammen med duen. Jeg hader duer. Jeg synes de er tykke, dovne, klamme og ulækre. Og jeg er heller ikke så vild med skader. Det er ikke nogen smuk fugl. Jeg er ikke bange for dem. Egentlig er jeg ikke bange for noget, som jeg ikke har tænkt mig til. Når man reducerer al sin frygt og angst til den definition, bliver den faktisk på en måde mere overkommelig. Men stoler bare ikke på skader. Det ligner sådan en fugl som er ond. Og den står altid og prikker i den påkørte hare i vejkanten på motorvejen. På sådan en arrogant måde. En bil drøner forbi den med 130 kilometer i timen, og den er fucking ligeglad. Er sikker på at en skade godt kunne finde på at prikke mit øje ud, hvis jeg vendte det blinde til. Og så larmer de i øvrigt, på sådan en maskingeværssalve-agtig måde.

Men at bygge en rede nu, virker som et fatalt projekt. Selv reden er udgjort af 40% sne lige nu. Og så er der bare noget trist i at betragte et par bygge deres fremtid på fundamentet af noget gammelt, noget der ikke var deres til at begynde med. Måske er det derfor – fordi at de har alle odds imod sig – at jeg alligevel nærer lidt sympati for det lille drama. At jeg på en måde synes de er smukke.

Der er noget sørgmodigt romantisk – noget smukt – i at kæmpe for fremtid, for kærlighed, selv når det synes udenfor rækkevidde. At gå til rouletten og smide det hele på rødt. All-in. Lukke øjnene og håbe på en vinder, og så må det briste eller bære. At lukke sig inde i en romantisk tidskapsel, isolere alt andet og lukke alle andre ude, fokusere kun på den anden, den andens kærlighed, tage imod og give, og kæmpe selv når smertens slagmark synes overtaget af mørke. Kærlighed på lånt tid. Kysse tårerne blidt væk fra en blød kind, fordi man ved at når græskarret kommer ved midnat, skal Askepot hjem, og i dette eventyr er der ingen sko, der får det hele til at passe. Flette fingrene sammen, og knuge så hårdt at knoglerne føles tæt på at splintre, men stadig vide at man ikke kan flette knuder stærkere end at de løsnes ved selv den mindste uro. Hvad er smukkere end at sætte alt på ét bræt for kærlighed, selvom man måske ved at den ikke varer for evigt? At turde sig hengive, lade sig falde, lade sit hjerte afsyre så den rene glatte overflade blottes.

Det ER smukt.

Velvidende at man også løsner hasperne til døren til de dystre og mørke gange i ens sind, og kun kan frygte at den kolde vintervind blæser døren op, og vælter det skrøbelige korthus omkuld. Og gør skade. Gør ondt.

Jeg håber de 2 fugles projekt lykkes her og nu. Måske fundamentet og sæsonen ikke er velvalgt for deres lille projekt. Jeg krydser fingre. Hvis ikke, håber jeg stadig at de tør tro på en fremtid, en lykke – at de tør elske igen, blotte sig, være sig selv. At de får døren til sindets mørke haspet til i en fart. Ellers kan skaderne blive onde fugle. Onde fugle som hakker i den itukørte ræv i motorvejsrabbatten, og er pisseligeglade med om verdenen skulle styrte ned omkring ørerne på dem om lidt – ja, det ville måske endda betragtes som en befrielse, skulle det ske.

Og dér stopper det smukke.

Jeg har fået bil. Hvilket betyder at det for første gang er mig der er chauffør for min ven Kim, når vi skal til SuperBowl Night senere i dag – og ikke omvendt som de andre år. Da det gik op for Kim, gik han helt i selvsving. “Vil det sige at jeg kan drikke øl i år?! Hooooold nu op, jeg skal jo næsten være fuld så! Jeg tager fat i Rune med det samme.”

Rune, som er vært i aften, skriver pludselig til mig 15 minutter senere på messenger.

Jeg ved ikke om jeg gider i år. Best Friends Forever.

Det er Super Bowl weekend. Og det tages meget seriøst. Sædvanen tro skal vi mødes ude hos min ven Rune i morgen eftermiddag, hvor den står på vulgær mad, cola-redbull-kaffe, hygge og amerikansk fodbold midt om natten. Det har været en fast tradition siden 2002, så vi nærmer os 10-års-jubilæet. Tidligere kunne jeg godt klare en enkelt bytur aftenen inden, eller måske endda 2 dage i træk inden, men i takt med at alderen trykker, så er det blevet mere og mere pres. For man går bare ikke død på Super Bowl Night – det gør man bare ik!

Men jeg kunne godt have været ude i går. Men var så flad, og havde en masse ting jeg skulle have styr på. Så efter arbejde og træning, havde jeg bare en stille aften for mig selv. Men da klokken havde passeret 20, kunne jeg mærke dét. Den der følelse, som jeg ikke har haft i nogle år – følelsen af at gå glip af noget. En rastløshed breder sig i kroppen. Hvad hvis hende fra sidste weekend er derude? Hvad hvis drengene har den sjoveste aften? Hvad hvis man mødte nye bekendtskaber? Og så bliver der lokket, typisk fra SMS, men nu også fra andre steder. Jeg bliver nødt til at kigge på en lille seddel ved min bærbar, hvor der står “disciplin”. Som en reminder om noget jeg ikke altid er så god til, når det kommer til mit privatliv. Den hænger så godt nok ved siden af sedlen, hvor der står “gøre-kasper”, og lige i går aftes – og sikkert også i aften – harmonerer de 2 sedler ikke så godt, når målet netop er IKKE at gøre noget. Så det er sgu svært. Når den søde smag af humle og shots, og bassen i mellemgulvet lokker. Man kunne jo bare gå ud at drikke én enkelt øl? Men nej, det kan jeg ikke. Jeg drikker jo aldrig bare for sjov, vel – alkohol er noget man skal tage alvorligt og have respekt for, har mine forældre altid sagt. Og det forsøger jeg altid at leve op til, og går seriøst til det, hvis først jeg starter.

Men missionen lykkedes. Og jeg har da fået helt utroligt meget ud af den her lørdag også. Nået en masse ting, man ellers ikke gør. Blandt andet har jeg købt lidt tøj og sengetøj (yes, du kommer bare!), men mest for at slippe for at vaske det jeg har i forvejen. Det er lidt et skråplan, må man sige. Men det er da rart med sådan en tømmermændsfri lørdag, og komme ud i opgangen og undgå at komme til at sige “godmorgen” kl. 15 til en af de andre beboere, men i stedet bruge frasen på det mere passende tidspunkt 9.15.

Men altså, det var da ikke sådan at jeg vendte bylivet helt ryggen. Jeg lod en livlinie stå åben. Og satte min telefon på “normal”-profilen i nat, så jeg var helt sikker på at vågne, hvis der skulle dukke et bootycall op. Nårhmen, jeg har da været lidt ude med riven her i begyndelsen af året, så man ved da aldrig! Som om. Jeg sov da ligeså godt i nat, som jeg har gjort længe. I mit tilfælde bør man nok næppe være nervøs for om jeg får min nattesøvn spoleret af sultne hunkøn, som bare vil høre om jeg laver noget kl. 3 om morgenen. Desværre. Jeg havde da ellers håbet at hende pigen, der overnattede her forrige weekend, savnede mine varme dyner og bløde kys så meget at hun lige gav et ring. Eller bare en SMS. Men nej. Måske var det fordi at bogen “Kærestebilleder. Bogen for kærester og ægtepar – og for dem, der gerne vil være det” lå fremme på mit skrivebord, da hun var opppe at hente vand. Den lå der, fordi jeg skrev et indlæg om den tidligere. Jeg har ikke læst den, men det tror jeg nu heller ikke man behøver, for at finde ud af hvilket signal bogens omslag alene sender. Så hendes sexede krop sejlede ud af min dør inden jeg for alvor nåede at komme ombord. Det var nu også lidt complicated (80%), som det jo altid er med mig. Men noget siger mig at det ikke behøver at være slut endnu.

Så måske det var meget godt at jeg ikke kommer ud i byen i den her weekend. For så ville jeg helt sikkert brænde den bro, med en eller anden desperado-SMS. Som da jeg f.eks. sendte en SMS i forrige weekend til en anden pige, som lød noget i stil med:
“Telegram: Ude? +stop+ Løbet tør for venner +stop+ vil egentlig gerne se dig +stop+ S.O.S +stop+ mayday, mayday +stop+”

Hello Europe! Greetings from Norway! We really enjoy the show. Now the votes from the Norwegian jury. Kapster, zero points, Kapster, zéro points…

Eller det ved jeg ikke, hun svarede da tilbage i telegram-form dagen efter, men var i udlandet, og derfor ikke i stand til at gøre noget ved min SMS-SOS. Heller ikke hende hørte jeg noget fra i denne weekend. Den er vist også helt kuldsejlet.

Så lykkedes det mig at samle et nummer op for ikke så lang tid siden, som ikke havde noget med bylivet at gøre. Jo, jo, det kan godt lade sig gøre for mig! Hun gav mig det sådan lidt henkastet, med et “du kan jo skrive hvis du keder dig”. Men så er der jo alle mulige forpulede regler, “du må ik skrive før der gået X tid”, og alt det der. Især en jeg kender, er verdensmester i de regler. Faktisk i alle uskrevne regler, ikke kun hvad angår interaktionen imellem de 2 køn. En eller anden dag vil jeg interviewe vedkommende, og skrive dem i en bog. Tænk sig at få alle uskrevne regler skrevet ned? (F.eks. må piger ALDRIG gå alene på McDonalds!) Især fordi jeg er en umulius til de regler. Og jeg tænkte på Regelverdensmesteren, mens jeg sad med min telefon i hånden, som føles mere og mere varm mellem fingrene. Til sidst tænkte jeg “fuck det, det er jo for helvede sådan jeg er, så må det briste eller bære.” Og skrev et eller andet kvikt til hende. Hvortil hun kort efter svarede “Hold kæft, hvor var du lang tid om at skrive”. Og jeg løb en lille æresrunde i lejligheden.

Så SMS’ede vi lidt den aften. Og til sidst var det sådan noget med “godnat” og i den dur. Hvortil jeg afslutter med et lille kækt “Husk: hænderne over dynen”. Jojo, men har vel en vis form for elegance overfor damerne. Og hun svarer “Aldrig”. Så lå jeg der i mørket, og smilte lidt. Efter et kvarters tid, kom der så pludselig en fejlmeddelelse på displayet på telefonen. Et eller andet med en eller anden Teliacentral der forsøgte at sende mig en MMS. En MMS? Tænker du det samme, som jeg gjorde? MMS er jo typisk et billede, ik? Så jeg FLØJ op af sengen! Tændte lyset, og begyndte febrilsk at rode rundt i menuer og alting. Genstartede telefonen, og ventede på at den fik nyt signal, og stadig ingen MMS dukkede op. Så gik jeg ind i stuen med den tanke, at der måtte være et sted på Telias hjemmeside at jeg måske kunne finde hjælp, eller se den der MMS, hvad ved jeg. Og Windows nåede lige at starte op, da MMS’en pludselig poppede op i displayet på telefonen. “Ønsker du at åbne MMS?”. Ja for helvede da! Åbn, åbn, åbn!!!

Forestil jer min skuffelse, da det viste sig at være en kollega som sendte mig et billede af en bamse, som hedder Bob, som var en del af intern joke på mit arbejde tidligere på dagen. “Det her er Bob, er han ik sød? haha”. Rend mig, Bob! Jeg mener det: Rend mig noget så gevaldigt!

Heller ikke pige nr. 3 hørte jeg noget fra i nat.

Men hey, hey, Kasper – spiller du ikke på flere heste nu? – spørger du.

To ting. 1. Du skal fanme ikke kalde mine damer for heste 2. Jo, men hey, jeg er single, sagsøg mig. Det er trods alt mit priviligie. Og så intim er jeg jo altså heller ikke med nogen af dem, at det ligefrem gør noget, vel? Jeg ved godt at alle kvinder gerne vil føle sig alene om min opmærksomhed. Men jeg er jo ikke dum, jeg ved godt at lige præcis de 3 piger alle får opmærksomhed fra andre. Og opsøger den. Og lige nu er det vist heller ikke hestene med de bedste odds, jeg har penge på – der er eddermame langt til mål, så langt for nogle af dem, at de egentlig burde være afskrevet. Og forstå mig i øvrigt ret: hvis jeg når til second eller third base med nogen, så stopper jeg alle væddemål på andre heste, og ser om jeg kan få den ene helt i mål. Ikke kun fordi det er det rigtige, men også fordi det er sådan jeg er. Men så længe hestene er så langt efter, at man bør overveje om limfabrikken egentlig ikke bare burde have dem, føler jeg ingen skam i livet.

Så jeg sover fint om natten for tiden. Hæ – get it?

Ikke rigtigt, vel? Men det er på mange måder en fed overskrift – og hvem ved om jeg nogensinde får muligheden for at bruge den igen?

Det har været en hektisk uge for mig på mit arbejde. Så min stilhed her på stedet, skyldes ikke (kun) et signal om den store martyrdød, og at jeg har været lidt træt af at skulle forholde mig til mig selv i alle mulige sammenhænge, men også helt simpelt at jeg ikke har haft tid til at reflektere særlig meget over noget, som ikke lige havde bund i arbejde.

Det skal nemlig ikke være nogen hemmelighed at jeg på et tidspunkt var lidt træt af det her projekt, på grund af dele af det feedback jeg fik i kommentarboksene. Nu har jeg så siddet og set lidt på kommentarerne igen. Måske er det bare fordi jeg har vænnet mig til tanken om dem, men jeg er kommet til den konklusion at jeg måske har været lidt nærtagende - ja, sorry. Men som jeg sagde i interviewet, så er det svært ikke at tage noget af det lidt personligt. I virkeligheden er det nok nogle meget få kommentarer der ødelægger billedet af de mange, og kommentarer med et glimt i øjet kan glide i ét med tapetet udgjort af de andre. Har tænkt længe over det, og tror måske det er stukket af på den måde, fordi jeg har levet lidt for godt med i kommentarsporet – på den gamle blog fulgte jeg knap så meget med, men fik så dengang beskyldning for at være arrogant, fordi jeg ikke ikke svarede alle og/eller deltog i en debat. Faktisk var det @AnnaEbbesen der inspirerede mig til at leve med i kommentarerne, da jeg hørte hende til et foredrag, hvor jeg synes hun havde nogle gode pointer i at man kun havde gjort halvdelen, hvis man ikke fulgte indlæggene til dørs ved at deltage i den efterfølgende debat og tage sig tid til at svare folk. Det synes jeg lød godt. Hun talte så om corporate og politiske blogs – og ikke om personlige. Og jeg tror der er forskel der. Men måske svaret ligger midt imellem. Jeg skal bare lige ‘adapte’ til det, og bare slappe lidt mere af ifht. kommentarerne. Og minde mig selv om at I jo mangler 80% for at forstå det fulde billede, og det er på den præmis I kommenterer. Så det gør jeg fra nu. Dét er mit løfte til mig selv – og til jer.

Så lad os fortsætte legen. Og jeg håber ikke at jeg har skræmt alle kommentatorer væk nu – jeg håber at folk stadig tør udfordre mig, eller skrive til mig at jeg er for meget, hvis det er sådan de føler.

Jeg stopper ikke med at skrive før jeg stopper mig selv. Eller en kvinde – kvinden – gør det. Ingen kommentarer, svigtende læsertal, min mor(!), whatever, kommer til det.

I morgen står den på singleliv igen. Altså på bloggen. Og i virkeligheden. Suk…

Interviewet fra i går er kommet ud – det var rigtig hyggeligt og sjovt, og det er sgu nogle seje folk der står bag. Måske har jeg vist ovenikøbet været lidt for meget i min comfort zone. Det er lidt (for mig) grænseoverskridende at høre sig selv på den måde. Synes ihvertfald at jeg visse steder lyder selvhøjtidelig, og lidt som om jeg bare venter på at nogen forærer mig Dan Turèll prisen.

Godt så. Mens vi venter på den, må jeg sørgeligt nok tilstå at jeg føler at jeg faktisk har noget tilfælles med Tina Lund, når jeg ser i en overskrift at Tina Lund er træt af Tina Lund – og at vi så har noget tilfælles på 2 plan, gør det ikke nødvendigvis bedre. Måske vi begge ville have godt af at have et par dage fra vores alter egoer.