kapster2.dk

Hm. Jesper D. Jensen – Kasper D. Jensen 1-0.

Jeg har fri i dag. Så man godt have tømmermænd, ik?

Jeg var ude at fejre Den Perfekte Fiaskospiral i går – og da jeg tog hjemmefra kendte jeg kun Marlene og Anders TheArtist + hans kone. Så når man er til reception på velvalgt brun bodega, så man jo bare kaste sig ud i nye bekendtskaber. Og jeg spottede tidligt på aftenen en rigtig flot, mørkhåret pige som sad og talte med meget gayish fyr. Efter et par timer forlod meget gayish fyr den brune bodega, og flot mørkhåret pige sad alene tilbage. Galant som man er (man = mig), gik jeg hen til hende, og spurgte om hun ikke ville sidde med hos mit “slæng”. Og så faldt vi i snak – mørkhåret pige hed Christine, og var caster for et produktionsselskab. Det er til at forstå. Omvendt er det tilsyneladende ikke kun min farmor som ikke helt forstår hvad det er, jeg laver. Hver gang jeg forsøger at forklare min farmor det, ender det altid med at vi bliver enige om at jeg stadig arbejder på min gamle arbejdsplads på et større dansk dagblad. Dét ved hun hvad er.

Da Christine og jeg på et tidspunkt løber tør for øl, går vi selvfølgelig i baren – og her falder Christine i snak med en anden pige. Og siger pludselig til mig “jeg går lige med hende pigen ned ved hendes plads – det kunne godt være interessant. Jeg kommer tilbage til dig igen”. Jeg spørger om hun er på arbejde, og hun svarer at hun altid er på arbejde.

Jeg går ned til mit eget slæng, og Anders spørger hvor Christine blev af. Jeg fortæller hvad der er sket. Men efterhånden som minutterne går, og Christine ser mere og mere afslappet ud, tager Anders’ hånende kommentarer til. Han prøver at bilde mig ind at hun selvfølgelig ikke er caster, men at det bare var noget hun sagde for at slippe af med mig – og at de piger i virkeligheden er hendes veninder. Hvorend jeg gerne vil ignorere Anders, vejer timeglassets sand til i vægten af hans konklusion. Men hendes taske stod stadig ved siden af mig, som et løfte om endnu et rendez vous. “Jeg vil vædde med at hendes veninde kommer over og henter hendes taske indenfor 10 minutter”, siger Anders. Og på det 9½. minut rejser en blondine sig fra Christinas selskab, kommer over til os, og henter hendes taske. Bordet jeg sidder ved, er ved at vælte af de mennesker som falder sammen af latterkramper over endnu et nederlag i den serie som synes at forfølge Kasper D. Jensen.

Men der opstår en lille mulighed for at reducere, da Christine senere på sin vej til toilettet lægger en hånd på min arm, og siger at jeg meget gerne må komme over og sidde ved hendes bord. Jeg spurgte hende om hun var seriøs, og hun svarede ja – og gik videre. Og jeg vender mig om med et triumferende smil, og de mennesker som før sad med tårer i øjnene af grin, sidder og måber. Kapster – Skæbne 1-1. Mit slæng ser det som et signal om at komme hjem under dynenerne, og er overbevist om at nu er Kasper overladt til godt selskab. Jeg siger farvel til de andre, og sætter mig ved siden af Christine. Og siger at jeg ellers troede at afhentingen af taske var et signal om afbrænding. Hvortil hun siger: “Jeg kan ligeså godt sige med det samme at jeg ikke er interesseret. Jeg synes du er sød, men jeg kan mærke på 5 minutter om jeg er interesseret eller ej”. Jeg ved egentlig ikke om døren overhovedet havde nået at lukke sig efter at mine venner gik. Det er vel også underordnet, når de alligevel var på vej hjem – men jeg sad så lige og tyggede på dén, og tænkte at jeg nu kunne gøre to ting. Jeg kunne tage hjem. Eller jeg kunne sige: fuck it, jeg har fri i morgen, og bare fortsætte min rocknroll deroute.

Man har bare ikke rigtig lyst til at lade en aften og en halvbrandert ende med “jeg synes du er sød, men”. Så jeg fortsatte selvfølgelig. På ny bar, alene. Dobbelt op på drinks, det er jo torsdag. Så stod jeg der. Alene, og lidt betuttet. Med en fesenblå drink med sort sugerør i hver hånd. Alle var i selskab med andre, meget unge, og lidt indelukkede i deres egen fest, så der var ingen at give drink til. Det ville ellers være perfekt – sådan en halvgammel, halvskaldet traver der er ude at slå til søren en torsdag aften, og forærer drinks til unge pigebørn. Så drinks røg ned med halvbitter fart. Og mig videre på natklub. Her traskede jeg så lidt rundt med flaskeøl i blandt endnu yngre mennesker, og spejle og diskomusik over alt. Jeg sætter mig ned ved et langbord, og lidt til højre for mig sidder en super kikset fyr og forsøger at lande en rigtig sød brunette. Hun har stift i næsen, sådan en lille diskret prik, som blinker når hun bevæger hovedet i visse vinkler. Hun kigger på mig, og smiler. Er tydeligvis lidt beklemt ved scoringsforsøget fra kikset fyr, og endnu engang er man lidt galant (man = jeg), og byder ind. Jaja, jungleloven er trådt i kraft kl. 4 om natten. Og vi falder i snak, men stedet lukker kort efter. Hun tager min hånd, og vi går ned til garderoben og toiletterne. Hun går på toilettet, og i bedste TopGun-stil lister jeg ind, og venter på hende ved den lange vask, til stor underholdning for 2 piger som pudrer næsen, for deres nat er tilsyneladende ikke slut endnu. Sød pige griner også da hun kommer ud af toiletbåsen, og jeg smiler til hende. Vi får vores jakker, og går ud i tundraen. “Jeg skal hjem”, konstaterer hun. Jeg spørger hvor hun bor, det er åbenbart i nærheden. Så jeg følger hende hjem og til døren. Hun låser op, og står i døren og kigger på mig. Jeg smiler og hun smiler tilbage. “Må jeg komme med op?”. Hun ryster på hovedet. Jeg griner, og kigger ned af vejen. “Jeg ved ikke engang hvad du hedder”, siger jeg og kigger på dørtelefonen. “Må jeg få dit nummer?” Hun griner lidt, og siger at hun altså skal op og sove nu. Og takker for denne gang.

Denne gang, og formentlig eneste gang. Det lugtede lidt af at der lå en fyr oppe i sengen. Og det er fair nok, der var jo ikke sket nogen skade, og jeg kunne så traske igennem snemasserne for at finde min cykel. Men åh, stik mig lige en udmeldelsesblanket til det der fucking singleliv. På sådan en fredag eftermiddag, hvor tømmermænd huserer, og den næste fest står og ånder mig i nakken, ville jeg nu faktisk hellere sidde i sofaen med min hånd på min kærestes bryst, spise familieguf og se xfactor, og snakke om vi ikke skal sætte børn i verden. Eller måske bare øve os. Men ingen arme, ingen bryster – eller noget. Så here goes. Vi ses derude.

“Jeg har givet din mail til dem der producerer Singleliv!” skrev en veninde i en sms. Jeg svarede bare “Ok, ellers tak”, hvilket skuffede hende. Men for fanden da – Singleliv? Jeg kan slet ikke se mig selv i de rammer, og tror slet ikke mit liv er kulørt nok til at det kunne være underholdende. Præmissen for programmet er vist også at man er langt mere opsøgende i forhold til kærligheden end jeg er. Jeg er jo ikke den der vælter mig i dates og har 5-6 datingprofiler. Mit kærlighedsliv er “begrænset” til hvad der sker omkring mig, og man kan sige at jeg heller ikke på dén front er specielt opsøgende. Selvfølgelig møder jeg hist og pist piger som er totalt fremmede for mig, men sjældent i rammerne “du er single, jeg er single”. Hvis det viser sig at hun er single (hvad jo sjældent sker), så er det bare bonus. Om det så er et udtryk for at jeg ikke er desperat eller sulten nok – eller i den anden grøft; ikke modig og nysgerrig nok – vil jeg lade andre dømme.

SMS’en fra veninden var en joke, som jeg ikke fangede. Og mit svar skuffede, fordi hun havde håbet på en mere angststyret reaktion – og det tror jeg måske også hun havde fået da jeg skrev blog sidst. Jeg har været inde på det et par gange før, men der var jeg meget styret af ikke at koble min blog sammen med mig, og ikke sætte ansigt, stemme eller andet på Kapster. Det har jeg et mere afslappet forhold til nu, uden at jeg på den måde selv er ude for at opsøge tingene. For det er stadigvæk ikke målet i sig selv at komme i avisen, bladet eller tv. Slet ikke, faktisk. Mit mål er egentlig at skrive. Sætte ord på mine tanker. Og hvis en enkelt derude kan relatere sig til bare tre eller fire af de sætninger jeg skriver, så er det anerkendelse nok for mig. Men får jeg tilbuddet om at komme i radioen eller whatever, vil jeg da lige tænke over, om jeg siger nej fordi jeg ikke tør – eller fordi at jeg ikke kan se mig selv i rammerne. Et nej skal jo helst ske på baggrund af det sidste. Da jeg skrev den første blog sagde jeg kategorisk nej, og senere fandt jeg ud af at det var fordi jeg ikke turde. Men hvis nu nogle af de tanker jeg har sat ord på, kan leve et liv udenfor bloggen – udenfor de digitale rammer – kunne det da være skide sjovt at prøve.

Derfor starter jeg også i det små, og skal på søndag interviewes til et podcast – et interview som Emme har initieret. Og jeg glæder mig faktisk, det bliver sjovt. Jeg har fået spørgsmålene på forhånd, og synes de er rigtig gode. Det første spørgsmål er godt nok “Ser du godt ud?” hvilket jeg har det svært med – men er samtidig vild med det, fordi det jo i en interviewsituation er absurd at spørge om, og derfor udfordrende. Jeg kender ikke svaret, så det bliver spændende at se (og høre) hvordan jeg tackler den.

Men det er jo så uden billede indtil videre. Det nemmeste i verden ville jo være at smide et billede på bloggen af mig selv, men synes bare det er en smule selvforherligende, og vil hellere vente på at det sker af sig selv. Min chef, som også læser min blog, har ellers truet med at sælge billeder af mig på eBay, fordi han mener at der kunne være en forretning dér. Men jeg tror han overvurderer efterspørgslen voldsomt. Han får nok næppe mere end til fremsendelsen af billedet og et atheabolsje. Men så igen, hvis han sælger 20 billeder, har han til en hel pose.

Men en idé der kunne være forretning i, er idéen med at sende mig i byen med et kamera. Den startede på Twitter, hvor nogen foreslog at jeg tog et kamera med i byen og optog mine udskejelser. Men det kunne faktisk være rigtig sjovt at have et headcam på. Et kamera påmonteret mit hoved, så tilskueren i princippet så alt hvad jeg så. Den skulle selvfølgelig sys diskret ind i en Justin Timberlake-agtig hat, så kameraet i sig selv ikke tiltrak nogen opmærksomhed.

Så kunne man følge mig mens jeg traskede rundt på barerne i København, bestilte og drak drinks og shots, kiggede og snakkede med piger, dansede med piger og ikke mindst mig selv. Og når jeg var på toilettet. Det hele skulle med, det skulle være uden filter. Det kunne så ses på en af de kanaler som alligevel ikke bruger deres sendeflade til noget om natten. Og det hele skulle så finansieres af productplacement. Forestil jer at SonyEricsson har betalt for den mobil som jeg sender sms’er fra, og at Smirnoff har sponsoreret de drinks jeg indtager. Jeg tager til koncerter med upcoming bands som pladeselskaberne vil have promoveret, og så videre.

KapsterCAM! – sponsoreret af JVC.

Senere skulle der bygges noget interaktivitet ind – så seerne kunne være med til at bestemme hvad der sker. Man kunne forestille sig et SMS-barometer, hvor seerne skal skrive ind, om de synes det skal være nu at jeg laver et move på den pige jeg sidder overfor. “Tryk 8 på din telefon hvis du synes Kasper skal læne sig frem og forsøge at kysse blondinen”. En slags Hugo for voksne. Eller det kunne være co-branding med hende der Live-stripperpigen fra KanalKøbenhavn. Jo, jo. Så kunne man sidde og zappe mellem min kanal og KanalKøbenhavn alt efter hvilken vinkel man vil se action fra!? Og sidst skulle man følge mig helt ind i mit soveværelse kl. 5 om morgenen – hvor der så skulle skiftes over til andet kamera placeret over sengen. Så kunne man se mig ligge der og sove brandert ud – fuldstændig ligesom børnestjernerne på DR Ramasjang-kanalen om aftenen – i min jakke og med “Stig Tøfting” ved siden af mig, altså pizzaen.

Kapster – Danish Internet & Emmy Award winning material! Hurra!

Nu er det ellers godt en måned siden at juleræset blev overstået. Og jeg slap jo ellers billigt fra det her på bloggen, uden at fortælle jer detaljer om min jul. Eller billigt og billigt, jeg måtte jo slippe et billede af giraffen her. Men bortset fra det, var det ikke det helt vilde der blev fortalt om Kapsters Jul. Og det er nu heller ikke fordi der er så skide meget at fortælle. Jeg brugte størstedelen af julen på at være småsyg, og rode med det nye layout til siden her. Ja, det sidste var vel næsten det jeg brugte mest tid på – og alle kommentarerne til den gamle blog røg i svinget (lang historie). Hvilket stadig ærgrer mig, og når jeg får tiden til det, må jeg prøve at finde ud af at genoprette dem.

Og sidst men ikke mindst brugte jeg julen på at se en masse film og serier. Heriblandt den 6. sæson af en af de absolutte favoritserier, Entourage. En slags mandlig udgave af SATC, tilsat den legendariske, overenergiske, minoritetshadende og forever-driven Ari Gold, som næsten bærer hele serien. Og så selvfølgelig “Sloan”, spillet af Emmanuelle Chriqui – ja, det er ikke sikkert at man kan taste den ind i mobiltelefonen lørdag nat i første hug - som fornylig blev valgt til mest eftertragtede kvinde af askmen.com – og her er blandt andet hvorfor:

Der er sikkert en del af jer, der ikke ved hvem det er – men til fyrene kan jeg roligt anbefale en Google-billede-søgning. Jeg er ihvertfald lidt forelsket i hende. Hun måtte godt være mor til mine børn, det skal ikke være nogen hemmelighed.

Men selve juleaften var da hyggelig. Den sædvanlige overdosis af brun sovs, som var så tyk at man var nødt til at lokke den ud af sovsekanden med små godbidder, og som efter indtag tog kvælertag på kranspulsåren i flere timer efter, og fik mig til at bande Ingemann og Weyse langt ned i helvede under de 75 runder omkring juletræet – og udførelsen af ”og med sin krop han gør et hop” havde nær givet mig en prop. Men jeg klarede den over i en lænestol, og så kunne gaveræset ellers begynde.

Og det var da med en vis spænding. For nu havde jeg i tre år træk listet “En kæreste” ind blandt ønskerne med sorte CK boksere og Armani deodoranter, og sendt ønskesedlen rundt i hele familien. Bare sådan en diskret statement, konstatering, hint – ønske! Uden en eneste kommentar. Ikke én. Intet feedback whatsoever i 3 år. Og jeg har haft en blanding af følelsen af en joke der er faldet til jorden, og følelsen af at have en familie med et tabuiseret forhold til min kæresteløse tilværelse. Men i år stod der en halvanden meter høj kasse ovre i hjørnet, pakket ind i gavepapir. Og jeg begyndte da at fundere over om familien mon endelig havde fundet sammen om mit ønske – og simpelthen været forbi buyrussianwife.com og fundet en Svetlana til mig… (Aj, Kasper, det er ik sjovt – jow, det skulle jeg mene det er!)… Jeg var lidt bekymret for højden af kassen, og at der tilsyneladende ikke var nogle lufthuller i kassen – og om min morfars hjerte ville kunne holde til, hvis Svetlana valgte at lave en kvinde-popper-ud-kasse-entré.

I min familie er traditionen juleaften, at alle gaver deles ud, før der pakkes op. Og i takt med at jeg fik gaver fra de andre grene af familien, og de dermed måtte være udelukket fra fællesgaven, steg min ængstelighed for… kvaliteten af Svetlana… (Kasper, SÅ stopper du, det er mennesker vi taler om)… Og til sidst endte der også med at være gaver fra mine forældre i mine bunke, altimens den store kasse stod uberørt i hjørnet. Mine forældre var jo ellers dem jeg havde sat min lid til, hvis det endelig var – og jeg havde da funderet om min mor var mest til Blonde-Svetlana eller Brunette-Svetlana. Endeligt blev kassen givet til min fætter – og da han kort efter åbnede den, stoppede alle med at trække vejret i spænding, mens jeg kiggede nervøst på min morfar og prøvede at komme i tanke om alt hvad jeg ved om hjertemassage fra det seneste 1. hjælpskursus.

Det viste sig at være et iPod-højtaler-tårn.

Men. I blandt alle mine pakker med boksershorts og Armani deodoranter, var der en lille bog. Fra min mor. Og den figurerede ihvertfald ikke på min ønskeseddel. Eller gjorde den?

Bemærk undertitlen “Bogen for kærester og ægtepar – og for dem, der gerne vil være det.”

Jeg kiggede først lidt forvirret på min mor, som var et stort grin, og så fangede jeg den. Og grinte også selv. Jeg smilte også da jeg ud på natten lagde mine gaver ud på sengen, og mine øjne fangede bogen. Og jeg bladrede lidt i den. Og sukkede så lidt… der er en derude der vil mig det godt. Men hun vil også gerne være farmor en dag.

I kender den godt: 30-års-pagten. Eller måske ikke lige den, den findes nemlig i flere varianter. Men den hvor man aftaler med en fra det modsatte køn, at når vi når Alder X og ingen af os har opnået Betingelse Y, så gør vi det sammen. Det kan være noget med at få børn, noget med at blive gift, eller hvis man er tidligt ude noget med at tage hinandens mødom. Og så videre.

Jeg tror faktisk jeg havde et par 30 års pagter, af dem med at blive gift. Jeg kan ikke helt huske med hvem. Og det er selvfølgelig lidt ærgeligt på nuværende tidspunkt, selvom jeg i givet fald ville være 1½ år for sent på den. Men der er vel en slags indløsningsfrist, gætter jeg på – lidt ligesom at man stadig kan bruge de gamle 50 krone-sedler lidt endnu? Jeg tror måske jeg har en 40 års pagt med en veninde om det med børn. Men den bør jeg nok også lige få endeligt verificeret snart, i sær fordi hun fylder 40 nogle år før mig – og jeg går ud fra aftalen er lavet sådan at det er hendes alder vi tager højde for.

For det kan jo variere, alt efter hvem der når Alder X først eller sidst. Således har jeg en virkelig skøn veninde, som jeg ønsker alt det bedste. Eller næstbedste, for hun afviser alle mine tilnærmelser, og hvis man vitterlig ikke VIL have det bedste, må hun jo nøjes. Ser dog nok mig som den største taber i det spil, for hun er som sagt en fantastisk pige, og burde være en af københavns mest eftertragtede bachelorettes. Med et smil som giver dig sug i maven når du udsættes for det, og et L’Oreal hår som giver dig åndenød at betragte.

(Kasper kigger stolt op, og klapper mur-støv af fingrene: “SÅ!… fik vi bygget endnu en piedestal!”)

- anyway. Hun er nogle somre yngre end mig. Og for ikke så lang tid siden snakkede vi om det her med de pagter. Det viste sig at hun havde en 30-års pagt, den med børnene, med en fyr fra fortiden. Så jeg jokede lidt med at det var ærgeligt at jeg var for sent ude, for jeg ville egentlig godt have været hendes pagtmakker. Hun endte med at tilbyde mig en 5. plads. Hey! I’ll take it. En 5. plads på pagtlisten med en af københavns lækreste piger er ganske fint, og jeg er da før kommet til fadet på et afbud. Måske ikke lige et fad med den form for eksistentielle dimensioner – men stadig. Og hvis jeg samler fire 5. pladser mere, må jeg matematisk set have en hel? eller…

Jaaa, jeg ved hvad du tænker. Du elsker mig for mit forkvaklede og enkle syn på livet.

Og jeg har også været ganske godt tilfreds. Indtil vi i sidste uge havde emnet oppe at vende igen. Og jeg fandt ud af der ikke var nogen på hendes plads nr. 4, 3 og 2. De står bare tomme! Men jeg – jeg er placeret på en solid 5. plads.
Jeg har aldrig i mit liv følt mig så meget som en bænkevarmer.

Ny pagt-makker søges. Kun 1. pladser har interesse.

Kl. 17.36: Åbner min første øl, og stryger slimfit hvid skjorte

Kl. 17.38: Hører Rumour Said Fire. Og finder ud af at “er jeg gået glip af noget???”-følelsen var overdrevet.

Kl. 18.28: Trimmer mig. Ja.

Kl. 18.41: Åbner min anden øl.

Kl. 18.42: Går i bad. Elsker varme bade. Der findes ikke korte, varme bade. Punktum.

Kl. 19.10: Finder jeans, og tager min slimfit hvide skjorte på.

Kl. 19.24: Skriver til Bjørncé at jeg ikke når vores aftale kl. 19.30, og at jeg bliver to kvarter forsinket.

Kl. 19.34: Lægger sidste hånd på min test af scorereplikker på Twitter:

1. Hej. Ved du hvad skibet Elbjørn bliver brugt som? Isbryder. Jeg hedder Kasper, hvad hedder du?
2. Hej. Jeg er det 3. medlem af Nik & Jay. Jeg hedder & – hvad hedder du?
3. Hej. Jeg er ved at skrive en selvbiografi. Vil du være min happy ending?
(4. Hej. Hvis jeg er citronen, vil du så være min flamme?)
5. “Hej.” Viser billede af mig selv. “Har du set ham? Han er på flugt og mistænkt for at ville stjæle dit hjerte”
6. Hej. Jeg forudsætter lige de kommende hændelser: gider du at passe ungerne i uge 14 2013? Planlagt golfferie, sorry skat
7. “Hej. Har du set en mio. kr ligge her?” Se forvirret ud. “Jeg gned på lampen, ønskede mig først en mio. kr, og SÅ dig”
8. Mumler “Vil tage dig hårdt bagfra”… Gentager “Jeg siger: Jeg kan godt li algebra!”
9. Hej. Jeg kan sige allerede nu at min mor ikke kan lide dig. Hun er tandlæge og har forbudt mig søde sager
10. Hej. Jeg hedder Thomas Resen.

Kl. 19.44: Åbner min første cider. Hører WannaBe Darth Vader på tinitusniveau. Havde lidt glemt hvor fedt det nummer er.

Kl. 20.01: Går ud af hoveddøren.

Kl. 20.03: Går ind af hoveddøren efter vanter, cykellygter og posen med champagnen og shots, som jeg var ansvarlig for at medbringe. Og tænker for mig selv om jeg mon er ved at blive distræt.

Kl. 20.04: Låser hoveddør igen. Åbner hoveddør igen, og slukker lyset i entréen. Konstaterer at jeg er distræt. Låser hoveddør for tredje gang.

Kl. 20.12: Føler at min næse er ved at falde af på grund af frostskade.

Kl. 20.21: Ankommer 50 minutter for sent hos Louise. Mette og Bjørncé spiser pizza. Åbner min anden cider.

Kl. 20.52: Konstaterer at Louise er sej.

Kl. 20.58: Tisser, mens jeg tænker over om jeg mon er for hård ved Thomas Resen. Tænker at jeg vil invitere ham med i byen en dag – han er garanteret en god wingman.

Kl. 21.14: Tester mine scorereplikker på Mette og Louise. Nr. 2 og 5 fungerer ok, nr. 3, 7 og 9 tager kegler, nr. 10 er intern men sjov, resten er la-la, mens nr. 6 slet ikke fungerer.

Kl. 21.22: Vi hører Matchbox 20. Troede at jeg var den eneste i DK der kunne lide dem.

Kl. 22.04: I taxaen på vej til housewarming.

Kl. 22.11: Ankommer til housewarming. God stemning, mange mennesker.

Kl. 22.24: Starter på shots

Kl. 23.02: Er fuld

Kl. 23.22: Danser til MC Hammer. Ja. Hammertime.

Kl. 23.34: Opfatter at jeg bliver grint af, af andre i selskabet. Grint af. Ikke med.

Kl. 23.42: Laver sjov med dem som griner af mig. Tror jeg bliver opfattet som provokerende, selvom det ikke var hensigten.

Kl. 00.32: Er for alvor fuld

Kl. 02.04: Løber rundt efter Bjørncé ude på isen på Peblinge Sø

Kl. 02.28: På bar

Kl. 02.32: Møder hot kvinde fra Norge, og vi har begge “hvor kender jeg dig fra”-oplevelse. Indtil hun siger “Du er ham bloggeren!”, og det går op for mig at det er Anders The Artists kone!

Kl. 02.56: Møder hot kollega ude foran bar. Hun vil ikke videre med i byen.

Kl. 03.10: Frier til hot kollega over sms

Kl. 03.11: På ny, større bar

Kl. 03.13: Frieri afvises

Kl. 03.45: Fyr som er omringet af lækre damer begynder at give mig highfives. Ved ikke hvorfor, men håber det drypper på degnen.

Kl. 04.16: Danser med pige, som er sød

Kl. 04.23: Danser med Mette, som er fuld

Kl. 04.30: Danser med Bjørncé, som er stiv

Kl. 04.47: Danser med mig selv. Musikken er måske kun for mig? Kønt er det helt sikkert ikke.

Kl. 05.22: Bestiller en “Stig Tøfting” på det pizzeria hvor de altid fucker op i min bestilling

Kl. 05.34: Pizzamand med mafioso-mine konstaterer at de har glemt min bestilling

Kl. 05.45: Spiser varm pizza, og brander tungen.

Kl. 06.02: Kort forbi hos Mette. Vi skændes om noget jeg har glemt i dag, og jeg drikker Treo-vand.

Kl. 06.11: Cykler hjemad

Kl. 06.19: Tisser på Strandboulevarden

Kl. 06.28: Smider jakken i gangen, lægger mig i min seng, iklædt jeans og slimfit hvid skjorte.

Øjeblik, jeg tillader mig lige at henvende mig direkte til en af mine læsere, som har kommenteret en del gange efterhånden.

Thomas Resen,
Jeg kan ikke rigtig finde ud af hvad din agenda er med dine kommentarer. Jeg har haft mange Dr. Phils igennem tiderne, men der er noget over dig, som jeg ikke kan sætte fingeren på. Du er enten ironisk sjov (og så er du fanme for sej, hands down!), eller også er du ufrivillig sjov. Hvorom alting er – så er du sjov. Og det skal vi da udnytte. Jeg har derfor oprettet et “tag”, og så vil jeg tagge mine indlæg med “ResenRevser”, hvis du har kommenteret. Så kan folk hurtigt se at der gemmer sig lidt godter i kommentarboksen. Og så kan du også være ikke-rygklapperens talerør.

Det bliver godt. Min helt egen Joan Ørting. I’ve created a monster, muhahahaha!

Det er lykkedes mig at få min blå hættetrøje tilbage fra min FANtastiske tur i byen i lørdags, med lidt hjælp fra min gode veninde Randi – hende med aspargesarmene, husker du nok. Og jeg har været oppe at løbe et par kilometer i dag, for at løsne mine muskler lidt op. Nu gik det nemlig op for kollegaerne i dag at jeg ikke kunne bevæge mig med mere end sneglefart, og derfor fandt det morsomt at provokere mig fra afstand. Og samtidigt måtte jeg på et tidspunkt sidde og lade op i en times tid, for bare at hente et glas vand i køkkenet. Så det var et must at få gang i bentøjet igen, og missionen er nogenlunde lykkedes. Jeg kan ihvertfald gå igen, uden at ligne en der har besørget i bukserne.

Så langt, så godt. I weekenden står den på housewarming lørdag, formentlig med efterfølgende bytur – så kan I godt se hvor det bærer hen, ik? Det bliver noget med farlige drinks og shots, og mig ud i singlelivets rendesten igen, på den evige stræben efter den smukke kærlighed, som svinet på jagt efter en trøffel.

Eller også kunne jeg prøve noget andet. Nu har jeg jo ligesom kørt førnævnte strategi de sidste 3-4 måneder, uden andet resultat end blå mærker på kroppen, tømmermænd og “åh det gjorde jeg bare ikke” følelsen. Måske jeg bare skulle drikke med måde. Flirte på den coole måde. Tage hjem kl. 2 uden at gå forbi en shawarmabar først. Vågne op dagen efter, skrive “tak for en hyggelig aften” til pigen, hvis nummer jeg fik charmet mig til dagen før, efter at have spurgt til hendes arbejde, hendes hjemby, hendes favoritmusik og politiske ståsted. Og jeg selv fik afsløret at jeg er en helt normal skråstreg eftertænksom skråstreg sød skråstreg sjov skråstreg afbalanceret skråstreg lækker skråstreg tyr-i-sengen skråstreg jeg-klipper-mig-korthåret-men-hvis-jeg-ville-kunne-jeg-have-den-vildeste-manke… fyr. I stedet for bare at sige “duu… du-du… du er scch.. schatme en dejlig pige!… brrrpph… scch.. puh… schal du mææ.. mæææ mig hjem?”, som jo ellers plejer at tage kegler der ved en halv fire tiden om natten.

Eller endnu bedre – der er slet ikke nogen pige indblandet! Det er bare mig der fester med mine venner og har det sjovt. Og I slipper for gudvedhvilkengang at læse at jeg igen piedestaliserer en eller anden kvinde, som jeg selv efter et 3-minutters møde med vedkommende, alligevel kan udbasunere kærlighedserklæringer til, som sad de løsere end glassene i Susan Ks hånd. I øvrigt skrevet på en alt for selvhøjtidlig måde (uuuuhhh, se mig, se mig, jeg er gammel blogger, og ved alt om blogging, uuuh), gerne suppleret med indtil flere forsøg på kvalmt at insinuere dybde og på at være en fyr med ar på sjælen, snøft! Se, hvis jeg kunne opnå dét på lørdag – dét ville fanme være fornyelse!

Baaaah, hvem prøver jeg at narre?

Min historiske pendant må være ham der arkitekten bag Titanic. Højere. Vildere. Fortsæt.

Det er lykkedes mig at fake hele dagen at jeg kunne gå. Jeg har simpelthen bidt smerter i mig, som ville gøre kvinder med menstruationssmerter misundelige, hver gang jeg har måtte bevæge bare den mindste muskel i mine ben. Hvorfor? Fordi jeg har fået en digital løbs-sladrehank af mit arbejde i julegave. Sådan en der kan måle hvor mange kilometer du løber og i hvilket tempo. Og så er der oprettet en slags løbeklub for medarbejderne, hvor vi så løber pigerne mod drengene – dvs. den af de 2 hold der har løbet længst, når vi er færdige med udfordringen, har håneretten. Men der findes også en oversigt over hvem der har løbet flest kilometer på individniveau. Og det er sådan noget der appellerer til enhver alphahan og -hun.

Vi startede i mandags, og da jeg bevægede mig op mod træningscenteret i går aftes, var den der havde løbet flest kilometer oppe på 12,5. Jeg endte på 14,6. Men så måtte jeg også nærmest kravle hjem. Og da jeg stod af løbebåndet var mine ben som to cementstøtter, som ikke kunne flyttes nogle vegne, og det til trods for at jeg nærmest måtte koncentrere mig for at overdøve signalerne fra hjernen, om ikke at fortsætte den samme monotone bevægelse de havde foretaget sig de sidste knap halvanden time. De sidste 20 minutter kan jeg dårligt huske noget fra. Jeg var så meget inde i mig selv, og hvis strømmen var gået, havde jeg braget direkte ind i apparaturet foran mig, fordi mine reflekser ville have reageret alt for langsomt, og jeg var formentlig drattet ned på gulvet, og fortsat med løbebevægelser, som i en epileptisk freestyle, et par minutter endnu.

Da jeg kom hjem og fik uploadet mine data, var der så nogle andre tosser som også havde været ude at løbe dagen inden, som havde fordoblet deres antal kilometertal mens jeg var væk, og dermed kommet foran mine 14,6. Men det ændrer jo ikke ved at jeg havde tilbagelagt den længste distance i ét løb (på daværende tidspunkt), og det gav alligevel lidt stimulans til den indre alpha-han. Fik senere en sms fra min chef: “Du er jo syg”. Da jeg svarede ham at jeg også var dum, fordi min lægskade formentlig er forværret gange en million nu, kvitterede han med “Der er jo fanden heller ikke nogen der siger at du skal runde en halvmarathon første gang. Det er typisk dig! Spade!… Langrendsspade!”

Men ja. Jeg tror ikke mine ben nogensinde bliver de samme. De der skide 14 kilometer ender med at blive mit eneste bidrag til konkurrencen. Enhver overspringshandling i dag har handlet om hvor man mon skal lægge snittet, hvis man vil amputere sine egne ben, og hvor besværligt det ville være at stoppe blødningerne.

Og gud hvor er det egentlig kedeligt at stå på sådan et løbebånd. Man har godt nok meget tid for sig selv. Og tid til at tænke.

Som f.eks. tænke over at jeg aldrig vil drikke igen. Eller ihvertfald ikke være så forbandet “in your face” overfor dem som jeg gerne vil, når jeg er fuld. Jeg er så meget “på” at halvdelen stadig ville være for meget. Jeg kunne jo bare klassificere det under lidenskab, men hvem køber den? Jeg er jo ikke ligefrem italiano med stil, charme og flair for damer. Faktum er at jeg ender med at være mere lidelse end lidenskab. Pinlig. Jeg ville jo bare ønske at jeg var cool Kasper. Hvor han så end er. Eller mig selv. Men det er svært at være sig selv, når man bare vil så meget.

Nogle gange, ik, så føler jeg mig slet ikke gammel nok til at leve mit eget liv. Jeg burde tildeles en rigtig voksen af det offentlige, som kunne holde mig i hånden, og passe lidt på mig. Eller en førerhund, en golden retriever, som kan gø af mig, når jeg er ved at gøre noget dumt. Det er vel kun rimeligt med de penge jeg betaler i skat?

I stedet har jeg bare nogle små, velkendte prik af skam i maveregionen, og de der billeder på den indre flimmerkasse af sig selv i absurd opskruet tempo en lørdag nat, som man gør alt for at fortrænge. Jeg har ikke turde kigge i min SMS-udbakke endnu, for jeg ved at den med garanti gemmer på lidt flere nyrestød. Better safe than knowing – eller noget.

Men måske ædruelighed er vejen frem nu. Har hørt at man får en nål fra Anonyme Alkoholikere, når man har været ædru i 3 måneder. Jeg burde vel nærmest have en nål for at være have været fuld i 3 måneder, hvis det ikke var fordi druk og nåle lyder som en skidt kombi. Druk og balloner eller puder, måske? Hey, måske er det et sted jeg kan gøre bedre reklame for det her projekt? Vær fuld i 3 måneder, og få en kapster-pude! Det var da noget…

… bortset fra at jeg allerede nu kan se op til flere signalementsbeskrivelser for mig i Station2. “Ja, vi ved at manden der smed 600 cykler i Åen natten til fredag bar en sort jakke, lyse cowboybukser, og en pude med påskriften ‘kapster ønsker dig tillykke med 3 måneders druk, og starten på en svigtende lever’”.

Noget for noget, og jeg giver altid tilbage på en tjeneste. Således har jeg kvitteret for Emmes fine indlæg, ved at skrive et lidt anderledes indlæg på hendes blog i dag. Jeg måtte nemlig ikke skriver om damer, og det er jo svært. Så jeg har skrevet lidt om mig, min blog og blogs generelt. Du kan jo læse, hvis du har lyst og har brug for en lille overspringshandling på en snedækket mandag. Du finder det her:
Gæsteindlæg fra Kapster: Status på blogosfæren

Hm, synes sgu ikke uge 2 behøver at danne præcedens for resten af året. Den har været lidt drøj at komme igennem, med underskud på søvn, motivation, endorfiner og gode oplevelser. Og i dag har jeg følt mig som en zombie, hvor jeg flere gange har måtte konsultere mine empiriske data ud i disciplinen tømmermænd, for at overbevise mig selv om at verden stopper med at snurre, og at jeg nok skal blive okay igen. Nu har jeg så endeligt indtaget det første reelle føde, efter at have spist en stuelun cheeseburger ved 10-tiden i morges, som i flere timer truede fra et sted i maveregionen med at returnere i modsat retning af hvor den kom fra. Bortset fra lidt mathed og en rusten stemme, har jeg det fint igen.
Fysisk.

Psykisk lider jeg af lidt en-søndag-i-januar-tømmermænds-depression. Efter at have ramlet ind i 2010 i highflying stil med begge hænder over hovedet, sidder jeg nu i udkanten af uge 2, med hovedet i hænderne, mens trangen til at råbe af verden kvæles af et suk. NFL Playoffs kører i baggrunden, men kan ikke rigtig samle mig om det, selvom speakernes begejstrede stemmer konstant befinder sig i de høje skalaer.

I midten af ugen sendte jeg en meget utraditionel, ufarlig og 100% tilpasset date-invitiation til et afstands-crush. Hun afviste. Men mente at jeg kunne gøre et koncept ud af dateinvitationen, og måske endda fortælle om det på min blog. Tja. Den var jo tiltænkt hende. Synes det er meget dating.dk agtigt at masseproducere sine koncepter. Jeg kan godt lide idéen med at tilpasse mine ting omkring den man gerne vil se, imponere, få til at grine, whatever. “Er det ikke hårdt med de afslag? Du bruger jo meget tid på det?”, spurgte en veninde som fik historien med afvisningen. Og jo, det er da hårdt. Men egentlig tager jeg udgangspunkt i et nej, og lader mig så nogle gange positivt overraske. Måske er det i virkeligheden den tilgang, som er problemet. Anyways, jeg skal nok lægge dateinvitationen ud på bloggen en af dagene, når jeg lige finder en måde at skjule hvem den var sendt til. Det kan jo være at den kan inspirere nogle andre, og så kan man vel ikke sige at min tid har været helt spildt?

Jeg var i byen i går. Og mødte for første gang i et års tid en kvinde, som jeg engang har haft det vildeste crush på. Af den slags som giver en ondt i maven på en anden måde end en 5 timer gammel burger. Af den slags som det tager måneder, år… -ja, som man måske aldrig rigtig kommer sig over. Hun er jo et fantastisk menneske, og det var hyggeligt at se hende, være sammen med hende, røre hende, dufte hende. Men det gør også lidt ondt på en måde, som er svær at beskrive. Og jeg var alt for fuld, og gjorde intet for at stoppe indtaget af alkohol, tværtimod åbnede jeg bare op for hullet i jorden, og lod mig falde. Shots, fadøl, drinks – ja, sågår energidrikke, for klovnen skal være meget vildere – blev konsummeret i en fart, som var det et forsøg på at stoppe en skovbrand. Eller bedøve et hjerte.

Så der stod jeg, og trådte mig selv over tæerne, med et forstummet ønske om at sige at jeg har savnet hende. At jeg vil opgive “det hele” for hende, uden at lave regnestykket over hvad det lige præcis dækker over. At jeg har lyst til at kysse hende, tage hende i hånden, og løbe væk med hende. Forever-agtigt. At jeg har lyst til både at elske og knalde hende. At jeg vil trænge blidt ind i hende, mens jeg kysser hendes fuldendte læber på den lækre lidenskabelige måde, og mærke hendes hede åndedræt på min kind, fordi hun er så smuk og fin. At jeg også vil tage hende hårdt bagfra, mens jeg holder fat om hendes hår, og borer mine negle ned i hendes baller, fordi hun bare er så pisse sexet. Men gjorde ikke andet end at smile til hende, og udveksle små banaliteter.

På toppen af det dukkede mit bekendtskab fra nytårsaften pludselig op, og selvom jeg i den grad brændte nallerne sidst, havde de kontrollerende hjerneceller i nat åbenbart fuldstændig glemt det crash-and-burn jeg udsatte mig selv for få timer inde i det nye år. Så det synes oplagt at forsøge mig med hende igen. På den fulde, all over you, måde. For til sidst at få stukket “kan vi ikke bare være venner?”-kortet i hånden, og sende mig videre ud i natten. Maybe she’s just not that into me, part two. Men hun er jo bare så freaking dejlig. Hun får mig til at grine og være glad, hun er lækker, hun er hele pakken.

Det er jo nogle gange både hårdt og svært at acceptere, når andre ikke er “that much into me”. Som det er tilfældet i dette indlæg. Når man inderligt føler at man udgør et godt match til dem. At man supplerer hinanden på den rigtige måde, og at Askepot-skoen passer. Og at man er klar til at “opgive det hele”, for dem. Den lektie har jeg da lært fra mit forhold til den provinsialske engel, næste gange den er der – dét! – så satser jeg det hele. Og hvorfor kan de ikke se det? Hvorfor kan de ikke se at jeg er det mest fornuftige i deres liv, måske endda det eneste fornuftige?

Den slags tanker er hverken rationelle eller sunde. Den slags skal man skrive ned på et stykke papir (eller måske en blog), så man kan se det, forstå det – og komme videre.

Så vil jeg i øvrigt gerne efterlyse min blå Superdry hættetrøje som blev væk i nat. Og nummeret på den gudeskønne blondine (Lina, Line, Nina?) fra Esbjerg som var på Borgerkroen i går.

Emme to the rescue! Hurra, det er vist lykkedes mig at redde gæsteblogs-konceptet. I dag er det vores allesammens Emme, som måske ikke behøver nogen større introduktion for folk i “blogger-miljøet”, da Emme har været en fast bestanddel af sfæren siden 2002. Emme var en af de første danske bloggere jeg fulgte regelmæssigt, og som inspirerede mig til at tage springet fra kedelig nørdblogger til dagligdagsblogger (at jeg så sidenhen blev singleblogger er en anden historie) – og derfor er det en særlig ære at lægge plads til et indlæg fra hendes hånd.

En jeg kender er lige blevet kommet ud af et forhold - på den der kedelige efterladte måde. Altså, som i netop sket. Jeg ved ikke om den modsatte part havde det som sit nytårsforsæt. Men folk med den slags forsæt burde fanme have en prompte justeringsflad! That’s just plain evil. Den slags gør man altså FØR nytåret, så man giver sin kæreste en mulighed for at sætte sig sine egne fortsæt. Den første dag i januar er bare på så mange måder en symbolsk skæringsdato, og ligesom man skal behandle sin kæreste med respekt, så skal man også have respekt for symbolske datoer.

Nåhmen, nu står vedkommende overfor sin første bytur med sin nye singlestatus på slæb. Og det afstedkom en forespørgsel omkring hvordan man spotter de mulige kandidater, som er klar til forhold, rækkehus, baby og fælles lånerkort.

(Som om jeg er den rigtige at spørge)

Og jeg forstår godt spørgsmålet. Eller, det ved jeg ikke om jeg gør. For det er jo ikke med dén tilgang jeg tager i byen længere. Jeg føler selv jeg er klar til at tage springet – men det skal være med den rigtige. Og jeg går ikke længere ud i byen med målet for at finde den rigtige. Eller for at score i det hele taget. Jeg tager ud for at have det sjovt, som udgangspunkt. Alt andet er bare bonus. Og det er nu også den tilgang, den her nyudklækkede single har tænkt sig at begive sig afsted med - der var vist også en del ironi flettet ind, da jeg fik spørgsmålet. Men jeg forstår hvor spørgsmålet kommer fra.

For lidt er der jo alligevel om det. For hvem har ikke prøvet at blive vejet for lidt, og pludselig skal til at nulstille alle sine drømme, fremtidsplaner – og starte helt fra scratch igen. Og når man kommer fra de trygge rammer som et forhold giver, så kan det synes uendeligt hårdt nogle gange at starte forfra. Så ville det ikke være rart at finde lige netop hende/ham som bare er klar til alt det, som man lige kom fra?

Jo, er svaret. Og her kommer min idé – og hold nu fast.

Forestil dig et niche-dating-site, a la Farmerdating og Beautiful People. Som skulle gå ud på at matche folk som lige var røget ud af et forhold, og så skulle man matches op i mod én der var samme sted i forholdet. Det vil sige at vi tager udgangspunkt i dem, som er blevet gået fra. Og ikke dem decideret har valgt singlelivet. Og hvis du så var kommet ud af et forhold på 2 år,  så skulle du matches med en fyr/pige, som også var kommet ud af et forhold på 2 år.
På den måde behøvede du ikke at starte helt forfra med dine drømme – I ville jo være mentalt samme sted, og have de samme forventninger til fremtiden. Selvfølgelig ville der være et par områder eller 2, hvor I skulle starte fra scratch, jojo, men jeg kan se rigtig mange fordele. Det ville fra dag 1 være helt okay med hjemme-sofa-dates, og han ville formentlig allerede være dresseret til at vælge hende fremfor sine venner, slå brættet ned, og at der kun var sex om onsdagen. Og hun ville formentlig allerede være vant til at det larmer når han skal lave stort, at han snorker om natten og at altid kommer fuld hjem, når han har været afsted sammen med Rune, selvom han lovede at han ikke ville – og at der kun er blowjobs, når der er 2 onsdage i samme uge.

Men, Kasper, bliver det ikke et rebouncer-helvede uden lige?, tænker du.
Jo. Men minus gange minus giver altid plus. Det er et matematisk faktum.

Hvad synes I om navnet “Surrogatdating.com”? Er sikker på at domænenavnet er ledigt. Ellers er der “CutnpasteDating.com”. Tror nemlig navnene ”LeftoversDating.com” og “DeKasseredesKontaktpunkt.dk” ville smide nogle potentielle brugere af inden de overhovedet fik idéen til at logge ind.

Ahmen… hende der Mette Mebster har tagget mig i en køleskabsleg hun har gang i. Det går ud på at man skal tage et billede af sin køleskabsdør, og fortælle lidt om en af de ting der hænger på det. Og så har hun så bedt andre bloggere om at gøre det samme, deriblandt mig. Hvilket piner mig, for det deevaluerer kraftigt min “vil du med hjem og se min køleskabsdør?” pickup line, som jo konverterer sygt godt ude i nattelivet.

Når det så er sagt, så er min køleskabsdør RØV-kedelig! Det er ikke mere end et par måneder siden at jeg ryddede op i det meste på den, og det tager alligevel lidt tid for mig at samle sammen. Anyways, here goes.

Yes. Sådan. Jeg sagde det jo: dødsygt. Og jeg har svært ved at vælge noget ud, som er sådan rigtigt interessant – så nu får I sgu bare forklaret hele balladen.

Hvis vi starter fra øverste venstre hjørne, så er det første et billede af en af mine bedste venners søn. Det er snart nogle år gammelt, og den lille knægt er skudt noget i vejret siden. Han er så vidt jeg husker 5 år nu, og det er en fantastisk alder. Elsker når de har den alder, hvor man kan bilde dem hvadsomhelst ind. Eller lege lidt med deres små hjerner. Som da jeg eksempelvis var ude at besøge ham og hans far i sommers, og vi skulle grille. Og mens knægten og jeg dækkede bord, snakkede vi om grillmad, og jeg spurgte ham: “Kan du bedst lide når din far laver burger – eller når din far laver pølser?”. Og man kunne bare se at den sidste del af sætningen kortsluttede hans hjerne helt, og han fik et fuldstændig uvurderligt udtryk i ansigtet.

Så hænger der et par aflæsningssedler fra Brunata, som Brunatamanden altid river af til mig… ehm… altså, fra maskinen, ik? Aflæsningsmaskinen!.. Men de hænger ihvertfald der til sammenligning fra årene før.

Og så hænger der et billede af verdens mest delikate udseende burger – med billedfortegnelse – klippet ud af bladet Mad Og Venner, som i øvrigt er min mors yndlingsblad. Burgeren har både aiola, bacon, cheddar og guacamole… mmm, bliver helt sulten nu!

Så hænger der en huskeseddel, med nylig tilføjelse.

I nederste venstre hjørne hænger alle kaffe-stempel-få-den-X.-gratis-kort. Jeg har en kronisk forglemmelse hvad dem angår. Så jeg har rigtig mange stempelkort med ét stempel på, til diverse kaffejoints.

Og så er der 2 biograf-fribilletter. Jaa..

Endeligt er der mit Tyler Durden træningsprogram, hapset fra et blad. Hehe… jah.. I know.

Det var dét. Så der fik I sgu lige lov at komme med hjem til Kaver-drengen, og se en dør. Fedt, ik? Indeni er der selvfølgelig kærgården, leverpostej og Cultshakers.

Mette, jeg håber det lever op til dine forventninger? Jeg ved godt at jeg skulle tagge nogle andre, men det tangerer jo spam – så er bange for at det ikke kommer videre herfra. Men hvis man bare brænder for at fotografere sit køleskab og skrive om det, skal man være velkommen til det, og så måske smide et link til indlægget i kommentarboksen hos Mette?

“Godmorgen! Haft en god weekend?”
“Ja, stille og rolig”

Baaaah!… Hvis jeg var Pinnochio havde min voksende næse (no joke intended) med garanti prikket øjet ud på den flinke kollega der spurgte til min weekend. Nej, den weekend var sgu ikke stille og rolig, og efterveerne fra en lidt voldsom nat til søndag, gav udslag i en aldeles træt Kasper på arbejdet i dag. Jeg fik sådan set produceret en masse, men befandt mig vist mest i min egen verden – med øretelefonerne plugget i, og fokus på to-do-listen.

Jeg prøvede vel allermest at holde mig vågen. Men også at glemme den lidt halvkiksede nat på den lånte sofa hjemme hos en anden kollega, med den søde, storbarmede, blonde veninde. Ja, man er vel afdanket blogstar. Men det her med at have et kondom på mig på en bytur, det ligger altså langt udenfor min selvtillids rammer. Blogstar-manerer skal tillæres – og en ægte blogstar havde vel egentlig også bare gennemført det uden beskyttelse. Det er ellers ironisk, for da jeg blev single som 25-årig, efter to forhold på sammenlagt 9 år, og var helt ny i det store single-spil, havde jeg et kondom på mig de første mange gange jeg var i byen. Som om! SOM OM! Tror jeg havde et helt forvrænget billede af singlelivet. Eller man kan ihvertfald argumentere for at mine forventninger til det ikke (aldrig) er blevet indfriet.

Så hvem fanden havde troet på gevinst? Ik mig, apparently. Men fair nok, jeg har Nikolaj Steen hår, og mine 30′ere er åbenbart mine 20′ere – og det er nu noteret at jeg fremover bør have et kondom på mig. Tjek! Eller satse på at være mindre fuld, så turen til 7-11 synes kortere. Eller måske tage vedkommende med hjem til mig selv, istedet for hos kollega, så man heller ikke ligger der på sofaen og tænker over om det mon er okay at banke på døren til soveværelset og spørge til en omgang prævention. Bagklogskab, gotta love it.

Det endte med lidt natte-fulde-gramseri-skråstreg-pilleri. Og noget i-ske-ligning. Og det er altså også hyggeligt, skulle jeg hilse at sige. Små skridt, ik. Måske engang i løbet af det her nye årti, kan det ende med fuldbyrdet sex, hvem ved! Og næste morgen var det ud af døren til andre aftaler. Ingen udveksling af telefonnumre, ingen løfter, og jeg har det fint med det.

Og næste weekends byture er allerede aftalt og kommet på plads. Blog’n'roll!

“Ville du hellere være een af de der utallige facebookvenner, man har fra sin skoletid, som fortæller om, at det er godt, at de har deres traktor, ellers var de aldrig kommet til købmanden?” skrev Kristine i en kommentar til forrige indlæg. Og det er jo lidt det der er pointen med mit BigCityTrash indlæg. Fordi hvad sker der for den her overdrevede tilgang til vejret her i København? Jeg dømmer ikke mindst mig selv, for jeg er storslem. Det var minus 7 grader i morges, og jeg kom stadig lidt halvsvedig på arbejde, fordi jeg var klædt på som skulle jeg kravle over Himalaya. Vi ender jo med at være en hel befolkningsgruppe som ikke rigtig ved hvad kulde er, og har et forkvaklet billede af hvordan man klarer sig i naturen. Der er folk der er sneet inde i Jylland, skal have trukket deres bil fri og ikke har handlet ind i et par dage – og jeg bekymrer mig om ikke at få våde og forfrosne tæer på min vej til Netto 80 meter væk på totalt sneryddede gader. Og jeg er langtfra alene – det kan jeg da se, når jeg kigger mig omkring. Hvad blev der af bare at trække i en ekstra trøje og et par sneakers, og så leve med lidt frostbid? Nej, nej, jeg skal da have udstyr for 6-7.000 kroner for at klare mig igennem vinteren i København, det’ da klart! Bare vent, Kristine – giv det et par år, så er der nok de første københavnere, der har en traktor stående nede i bilparken, for at kunne klare turen på de 1200 meter til arbejde, de 3-4 dage om året, hvor der er mere end 2 centimeter sne.

Når det er sagt, så giver jeg ikke afkald på min Goose-jakke. Og ja, Goose-importøren må gerne maile til mig, så vi kan lave en hurtig sponsoraftale.

Kender du det, hvor man pludselig ser sig selv udefra? Altså ikke en ud-af-kroppen-oplevelse, men mere følelsen af at nogen holder et spejl op foran dig?

Der sker det at jeg kommer hjem her til aften, og sætter mig foran bærbaren som det første. For jeg synes ligesom ikke at jeg har fået skærmstråling nok i løbet af de 8½ time på arbejdet. Men efter en dag med relativt få overspringshandlinger, skulle jeg lige opdateres på hvad der er egentlig var foregået i den store og lille verden (berlingske.dk og eb.dk), i min egen andedam (kapster2.dk og twitter.com) og den nære og halvnære sfære (mail og facebook.com) – i den rækkefølge. For at opdage at jeg bliver hånet på facebook for at have gættet forkert på hvor mange der mon så første omgang af Tina Lund-portrættet, af en kollega som arbejder i TV-afdelingen på mit arbejde. Jeg så ikke engang programmet, og jeg arbejder i internet-afdelingen, hvad havde de regnet med?

Svært opløftet af den oplevelse, sad jeg og tænkte lidt over hvad jeg skulle lave resten af aftenen. Og i den forbindelse hvad jeg skulle spise. Og jeg har egentlig, så jeg kan leve de næste 2-3 dage uden indkøb, men så fik jeg lyst til at lave wraps med laks og sprød salat, og det havde jeg sgu intet af. Så tager jeg så mine sorel-støvler på, ik – for det er jo pissekoldt og vådt derude. Og så min elskede Goose-jakke. Nårhmen, det er jo for fanden vinter, og der er intet, intet, INTET som min Goose-jakke. Jeg vil begraves i den jakke. Og så min grå hue på, og så afsted til Netto. Og nu tænker du: “Jamen hvorfor så meget tøj? Hvor ligger den Netto? I Norge?” Nej. Nææ, jeg bor såmænd nærmest ovenpå den. Eller den ligger vel max. 80 meter væk.

Vel ankommet til Netto i mit gangsta-meets-Greenland-outfit får jeg købt lidt ind til de her wraps, og så kommer jeg ned til de januar-forbudte hylder – og så får jeg bare sååå meget lyst til cookies. I kender dem godt, de der Chokolate Chip Cookies (CCCs), dem hvor ens mund løber lidt i vand, når man tager en bid af dem, hvadenten man vil det eller ej. Så de røg i indkøbskurven, og jeg har spist 3 i skrivende stund, og resten af pakken ligger og taler til mig. Og jeg ved godt at jeg lyder som en fucking tøs nu, men det piner mig, for jeg prøver virkelig at skære ned på det forbandede sukker. For jeg æder som en granvoksen hest (ikke en vallak!) i forvejen for tiden, og samtidig styrketræner jeg kun, fordi min læg fortsat er itu, så der er ikke noget kredsløbstræning til rigtigt at forbrænde igennem. Så selvom jeg holder jeg mig fra sukker, så stiger vægten – og Tyler Durden synes umulig at nå.

Men da jeg så træder ud igen fra Netto, tænker jeg at de der CCCs jo ikke kan stå alene. Der skal kaffe til. Og min egen Nescafé kaffe kan jo slet ikke stå mål med sådan en rigtig barista-latte lavet med kærlighed. Så jeg trasker – for det gør man altså i sorel’erne – op til Østerbrogade med min indkøbspose, og ind hos min foretrukne kaffepusher, og beder om dem om at fylde det største bæger de ligger inde med. Og trasker så hele vejen tilbage til min ejendom, med dejlig varm latte og soon-to-be-eaten-CCCs.

Da jeg kommer til døren ind til opgangen, er der en pige der kommer indefra og åbner op. Jeg træder et skridt tilbage, og siger hej. Hun kigger på mig, giver mig HELE elevatorblikket, smiler, siger hej, og går ud. Det er lige før at jeg stadig står naglet til cementen da døren er ved at lukke i, fordi jeg pludselig ser mig selv for mig, i fuld Polar-uniform, i den cirka 2 millimeter dyb sne vi har og de minus 0,4 graders kulde, med et lattebæger i den ene hånd og skriggul Nettopose i den anden.

Der bør være et udtryk på lige fod med Whitetrash, som hedder BigCityTrash – og jeg falder vist i den kategori. Jeg mangler vel kun solbrillerne for at fuldende billedet. Der vil være folk, kvinder som mænd, i Jylland der ville betale penge for at få lov at tæve mig, hvis jeg kom anstigende sådan med fire-toget. Og jeg kan mærke at der et sted længere nede på Sjælland er forfædre der roterer i deres grav lige nu.

Er en lille smule træt af al det sne – og af hvad jeg kan læse mig til, så er det vi har set i København vist intet at regne for hvad der sker i det undtagelsestilstandsramte Nordjylland. Men det er bare så upraktisk, koldt, irriterende og jeg ville bare ønske sneen døde. Så ja – er det muligt at skrue lidt på den store CO2 termostat? Bare lige til +1 grad, tak.

Hader at komme hjem i den lille kolde og mørke lejlighed, og være alene. Vi vender tilbage til det, men jeg ved hvad du tænker: jeg kunne lave nogle aftaler med nogle af vennerne. Men ugen har indtil videre budt på et par overarbejdstimer og træning - og blogvedligeholdelse.

(Havde helt glemt “presset”. Presset for at skrive noget underholdende til dem som læser med, presset for at levere varen. Og det bliver ikke mindre, når man har en følelse af at “alle” læser med. Jeg har ikke fortrudt at jeg er startet op igen, men nogle gange tror jeg det ville være nemmere at skrive, hvis man skrev i sin egen lille skuffedagbog. Men der har jeg så en brist, som gør at jeg har et ambivalent forhold til det her projekt, som gør at jeg samtidig gerne vil “ud” med det, og vel på et eller andet plan søger anerkendelse, ihvertfald respons. Så det ender ofte med at jeg sidder og glor på et tomt ark, for til sidst at lade fingrene skrive, og så bare “floate” med.  Og så ender det typisk sådan her, lidt usammenhængende, jeg-har-ikke-noget-på-hjertet-men-skriver-alligevel-fordi-jeg-basalt-set-har-lyst. Men sådan har jeg har det i perioder, og i næste uge kan jeg have så meget på hjertet, at det kan være svært at følge med.)

Der er bare noget med januar, som gør at man føler den mørk og vinterhi-agtig. Tror det hænger sammen med at man på mange måder er blevet socialt stimuleret til overflod i december, med julefrokoster, julestuer, nytårsaften, osv, samt ikke mindst familie-renderiet i selve juledagene. Tror man måske lige skal bruge noget tid på bare at være sig selv lidt. Lige afklimatisere. Men som sagt, så føler jeg mig stadigvæk alene, når jeg kommer hjem i de her dage, selvom det er et delvist bevidst valg. Savner blot den luksus jeg har haft engang. Hvor man bare ligger sig i sofaen med kæresten, slynget ind i hinanden og kysser, ligger i ske og ser film, eller i hver sin ende under tæppet med hver sin bog. Med stearinlys i vinduet, og en kop kaffe eller the, og bare være stille sammen. Være sammen hver-for-sig. Det er en fantastisk tilstand, som nok heller ikke lige opnås indenfor de første 2-3 måneder af et forhold, og ironisk nok glemmer man ofte at sætte pris på den, når den endeligt opnås. For jeg savner den lige nu. At kigge henover bogkanten, smile ad hende når jeg ser hendes øjne glide henover siderne i hendes bog, helt opslugt af handlingen. Og lige prikke til hendes fod under tæppet for at få hendes opmærksomhed, og se hende kigge op og smile tilbage. Med et blik som signalerer “jeg synes egentlig du er ret sød, men lige nu er min bog bare ret spændende”, og man vipper hovedet lidt på skrå med et blik som signalerer “jeg ved hvad du tænker, men jeg vil bare kysse dig hurtigt, og så læser vi begge videre, ok?”

Men hey, jeg har ikke mistet troen på 2010. Det kan vel for fanden ikke sne hele året? Husk i øvrigt at hvis det sner på degnen, så kan det bare være præsten der har skæld.

Mellem jul og nytår.

På sin vis er det egentlig betryggende at der på den måde er balance i tingene:
http://www.bt.dk/kendte/han-har-dyrket-sex-med-12.775-kvinder

Man kunne selvfølgelig argumentere for en mere jævn fordeling, men sådan er der jo så meget.

Jeg har sovet 2 timer i nat, fra 1 til 3, og så kunne jeg pludselig ikke sove mere. Ved ikke om det skyldes for meget kaffe, for meget søvn natten før, generel rastløshed eller påvirkning fra månen-hvad-ved-jeg. Så jeg har talt får, geder, heste og alle de andre rådne dyr fra Jens Hansens bondegård, jeg har hørt stille musik, jeg har surfet, set film, og twittet til den store guldmedalje. Indtil jeg opgav ved halv otte-tiden og gik op i 7-11 efter croissanter og – rigtigt gættet – mere kaffe. Så kunne jeg ellers stå der pænt i køen sammen med 2 fulderikker, som snøvlende brokkede sig over at deres hapsdogs var for kolde. Bortset fra de 2, så skal jeg satme ellers love for at København er stille på dét tidspunkt en søndag morgen. Skru tiden 24 præcist timer frem, og Østerbrogade er et inferno.

Mette Mebster kom hjem sent på natten. Altså ikke hjem til mig, det ville ellers gå over i bloghistorien, hva? Nej, hun kom bare lige kort online i nat, inden enten for meget alkohol eller et drilsk modem offline’de hende. Men hun virkede ikke synderligt imponeret over hvad jeg havde lavet mens hun havde været ude i den rigtige verden, hun havde mere travlt med at fortælle om andre ting. Så blogbabyen lader vente lidt på sig, men vi har vel også fået fastslået at der er et par dage at løbe på.

Nu nævner jeg lige en kendt, ik. Og så lover jeg også at det bliver sidste gang måneden ud. For nu namedropper jeg efterhånden kendte i hvert andet indlæg, og jeg nærer mig ingen forhåbninger om at gøre mig selv til en dansk Perez Hilton, og jeg ønsker heller ikke på nogen måde at sidneylee-sere min blog  (jeg vil dog fortsat gerne på date med hende Szhirley)- men kendte er jo bare så nemt at blogge om, fordi det skaber et naturligt referencepunkt for både du og jeg.

Men Pernille Rosendahl.

Så du hende i X-factor den anden dag? Dér blev jeg sgu lige lidt forelsket igen. Det smil, de øjne, det hår -  som det skal være! – og den på en måde både diskrete og iøjenfaldende feminine tattoo på håndledet. Og når jeg skriver forelsket igen, hænger det sammen med en helt speciel oplevelse. For lige før Swan Lee for alvor brød igennem, inviterede en af mine rigtig gode venner mig, min daværende kæreste og en fælles veninde med til koncert i Vega. Jeg kendte meget lidt til dem, synes ikke musikken var så meget mig og jeg gad egentlig ikke – og så havde jeg faktisk reddet mig en omgang diarré den aften. Ja, der var dømt racerrøv, løbesod i analbaljen, det lille bamseøje græd, bolognesesovs-røret sprang læk, fortsæt selv listen. Så jeg ville for alt i verden langt hellere være hjemme i min seng, eller som minimum i nærheden af et ledigt toilet, end at stå sammen med flere hundrede københavnske wannabe-bohemer ude på Vesterbro. Men min ven havde set Swan Lee før, og forsikrede mig om at der ventede os noget helt specielt.

Da bandet gik på stod jeg nede bagved i det tætteste man kom på en comfort zone under de givne omstændigheder, mens mine venner trængte sig op foran scenen. Og jeg var fanget fra første minut. Efter få numre var det som om at Pernille havde sat en prop i mig (jooo, jeg har altid haft sans for at skrive romantisk!), og pludselig stod jeg oppe ved siden af mine venner. Jeg ænsede ikke rigtig nogen af de andre bandmedlemmer, Pernille simpelthen indtog hele Vega, og jeg var forelsket i løbet af meget kort tid, ja selv min daværende kæreste indrømmede bagefter at hun også følte sig forelsket. Hun var så sindssygt dragende, ja nærmest magisk. Det var hun ihvertfald den aften.

Og dagen efter havde jeg købt cd’en, og var vel det tætteste man kommer en Swan Lee fan. Eller Pernille Rosendahl fan. Jeg ønskede dem alt det bedste, og håbede de ville få et internationalt gennembrud. Og jeg kan huske at jeg hængte et billede af Pernille op på mit arbejde, klippet ud af gratismagasinet Where2Go, hvor hun sidder på gulvet, i noget flagret tøj, og bare ser… rålækker!… ud. Og billedet fulgte mig rundt på min arbejdsplads i takt med at jeg blev flyttet rundt.

Men ved ikke hvad der skete, jeg tror vi voksede fra hinanden, efterhånden som hun blev ophøjet til danefæ – og pludselig kunne tillade sig at komme med politiske statements til awardsshows. Og så sluttede Swan Lee jo, og hun blev til halvdelen af Storm, og selvom jeg også har købt deres musik, så har jeg savnet magien lidt. Lidt indtil i fredags, faktisk. Men okay, jeg var også post-drunk, og måske mere modtagelig end ellers. Men synes altså hun er lidt lækker. Især nu hvor der er styr på håret igen. Og nu også lidt MILFy. Og jeg overvejer at finde mit fan-materiale frem igen på kontoret.

Anyways, plan for resten af dagen: the (non-koffein), slik, tæppe, film, sove, sove, sove, zzzzz….

Waaait a minute… jeg har da ét nytårsforsæt: Jeg vil gerne knalde i 2010! There.. I said it!

Arhmen det vil jeg da! Det kan ikke nytte noget mere – nu skal jeg lige have nulstillet den der tæller, som efterhånden tikker så højt at naboerne er begyndt at klage. Og lidt inspireret af min blogger-homie-inde Mette Mebster, så vil jeg gerne stille min krop til rådighed 10. februar, til dem der måtte have lyst til at føde en unge 9 måneder senere, på datoen 10.10.10. Og nu tænker du måske, orv, den aftale vil jeg gerne på, jeg må hellere skynde mig – og til det vil jeg blot sige: Bare tag den med ro! Det er ikke først til mølle princippet, jeg kan SAGTENS stå til rådighed hele dagen. Jo, jeg kan! Ork.

Og Mette, hvis du stadig er i tvivl om det er d. 10. januar eller 10. februar, så kan vi altså godt finde ud af at tage en ‘øver’ d. 10 januar. Så er du da dækket ind…

Okay, jeg tror godt vi officielt kan erklære mine tømmermænd for overstået! Har faktisk også været oppe at træne i formiddags, så der er tilsyneladende ikke den store forskel fra 2009 til 2010 – tømmermænd og træning, det har vi ligesom prøvet før, kan man sige. Min læg er stadig helt fucked up, og det blev på ingen måde bedre af at jeg dansede mig igennem nytåret. Ved ikke helt hvad fanden der er sket med mig – jeg har haft en notorisk dødsangst  for dansegulvet siden jeg var teenager, men efter jeg er blevet 30 er det ligesom om at jeg befinder mig helt naturligt derude. Altså, jeg kan kun 2 moves: det ene er en afart af saturday night fever movet bare tilsat lidt mere hoftevrid – og den anden er en klassiker, som går ud på at slynge dansepartneren rundt i hæsblæsende tempo, og minimum 3 gange ikke nå at gribe hendes hånd i et af de vilde slyng, med de resultat at hun flyver ind i nogle af de andre dansende par. Og ved udøvelsen af begge moves ser jeg formentlig rimelig tåbelig ud.

Mit nytår foregik jo til en fest med 3 belgiere, en enkelt australier og 3 danskere, så stort set alt dialog foregik på engelsk – jeg tog mig flere gange i at have en en-til-en-dialog med en af de andre danskere, på engelsk. Det er meget uvant for mig at tale engelsk længere tid af gangen, desværre, men jeg synes det gik rigtig fint. Jeg tror da jeg har fået nogle internationale venner nu, og man har sgu flere fælles referencer på tværs af landeskel, end man måske lige tror. Alle piger havde kærester eller noget der minder om det, og derfor var aftenen ikke forbundet med den slags ballade for mit vedkommende - men vi havde en sindssyg sjov aften, og det er altid underholdende at introducere udlændinge til Små Blå, og ikke mindst se deres krops reaktion på det. Ud på natten blev vores selskab dog suppleret af et andet selskab, hvoraf jeg meget hurtigt faldt i snak med en meget køn brunette – jeg tror dog hun var lidt ung i det, og jeg synes også at hendes selskab virkede sådan lidt ungdomshus-agtige. Men jeg synes at fornemme ret hurtigt at vi havde en slags kemi, og jeg tænkte for mig selv at det her kan da godt gå hen at blive en god nytårsaften. Hun var ihvertfald meget underholdende, og det lykkedes mig da også at få hende til at grine lidt. Men lige så pludseligt som hun var kommet, lige så pludseligt blev hun smidt ud igen sammen med hendes del af selskabet. Det gik nemlig op for værterne, at der rent faktisk ikke var nogen der kendte nogen af de nyankomne, og der simpelthen var tale om udbudne gæster. Så ud røg de, førend jeg overhovedet fik manifesteret en klar tanke i mit hoved om at udveksle telefonnumre eller navne… så hende ser jeg nok aldrig igen, selvom jeg i mit naive/romantiske sind da selvfølgelig slet ikke har opgivet tanken!

Så hvis du kender nogen som kender nogen som forcerede sig adgang til en fest nede ved Søerne i Kbh, så giv lige et praj.

For ja, det var i en lejlighed lige ud til Peblinge Sø, hvor jeg var til Nytår. Intet mindre kan gøre det, vel, især ikke når man er til international party. En pige som har befundet sig i det yderste af min bekendtskabskreds, har på det seneste bevæget sig længere ind, da jeg har skrevet en del sammen med hende på facebook. Hun advarede mig ellers kraftigt inden festen ved Søerne. Hun mente at jeg skulle passe alvorligt på svanerne! Og ja, det er da rigtigt at de kan brække en arm, og i det hele taget være lidt aggressive. Men jeg synes måske hun drev det lidt for vidt, da hun proklamerede at svanerne er Søernes kamphunde, og at det var vigtigere med skridtbeskytter end med beskyttelsesbriller. Og da jeg ved 2-tiden stadig var i live, og ikke havde været i infight med nogen svaner, synes jeg at jeg ville sende hende en sms, ønske hende godt nytår, så hun også lige vidste at jeg ikke havde lidt overlast. Det endte faktisk med at jeg mødtes med hende på en bar inde i byen ved halv fem tiden – og jeg nåede vel at indtage 6-9 shots på en halv time sammen med hende, for den brandert jeg befandt mig fanget af i forvejen, var jo slet ikke nok. Så tror nok jeg kom til at lave et move på hende, som blev afvist med det samme. Og nej ikke et dancemove, desværre. For hun havde en kæreste, det har de jo fucking allesammen, og jeg var ikke sådan super stolt af det dagen efter.  Men det er man jo aldrig rigtig når moves ikke lykkes, vel? Men for fanden, jeg er jo bare et menneske… hun er super dejlig, hun får mig til at grine og hun er smuk (og det er ikke noget jeg bare siger fordi Fred Perry siger jeg skal), så tilsat lidt promille, så er det vel den slags der sker. Det må man ikke hade mig for.

Og selvom jeg ikke var stolt af det, så smiler jeg alligevel af mig selv. For jeg kan godt li at jeg er sådan lidt mere søgende, med en trial and error tilgang til tingene. Tidligere stod jeg i udkanten af dansegulvet, og så til, og vågnede dagen efter med en “jeg skulle have…”-følelse. De sidste 4 måneder har budt på en helt anden Kasper, som oftere og oftere står inde på dansegulvet, og vågner dagen efter med “hmm måske skulle jeg ikke have…”-følelse. Og jeg kan bedre lide den Kasper – han oplever lidt mere, har det lidt sjovere. Så jeg har heller ikke tænkt så meget over nytårsforsæt for dette år, faktisk. Jeg føler mig på en måde in the zone, og har egentlig bare tænkt mig at fortsætte. Rocknroll.