kapster2.dk

Hej! Længe siden – har du det godt? Har du savnet mig? Lidt?

Og nyt design, hva? Waauw, waauw, waaaaauw… Key-features, hvis jeg lige selv skal sige det: Mere maskulint design (we like, væk med gayish creoler, og helt frem i den sorte bus med orange fartstriber), nemmere at læse indhold, enkel kommentarfunktion igen – og så har jeg fået lidt mere magt i motorrummet. Bum! Det har taget en lille borgerkrig at flytte fra det gamle til det nye, så det er streng forbudt at skrive at man bedre kan lide det gamle! Det er tilgengæld tilladt at komme med konstruktivt kritik, gøre opmærksom på fejl eller forbedringsforslag, ja sågår ROS er velkomment. Men aah, det føles godt at træde ind i det nye år, det nye årti, i helt nye klæder.

Og så lige den dårlige nyhed, ik… jeg er blevet brændt af med det der månedens gæsteblogger-indlæg. Igen, for det skete jo også forrige måned – der var dog tale om en ny person denne gang. En af mine venner mener at de er fordi de lider af præstationsangst. Men come on, jeg er jo bare en tåbe med et keyboard, og jeg synes det kunne være rart med lidt variation og indspark. Også for jer læsere. Sådan noget der lige giver et friskt pust. Lidt ligesom en blomst i en ny lejlighed. Men analogien passer fint her, jeg har heller aldrig kunne holde blomster, jeg har adskillige blomsterkadavere på lossepladsen på min samvittighed – kun min elefantfod, elefantnosse, holder sig kørende. Så nu hælder jeg mest til at aflive det her gæsteblogger-halløj. Men nu må vi se.

Men ellers er jeg ovenpå, så godt som. Sygdom er efterhånden reduceret til et snotificeret svælg, så træningen har været genoptaget siden mandag. Hold da fest, der er da godt nok et par kulhydrater fra julens overdådige ædegilde, som gerne må glide mig af hænde (og sideben) ASAP. Der var chokolade ad libitum på arbejdet i ugerne op til jul, og først var det bare lige et stykke til kaffen, du ved, men til sidst var det en større choko-platte til kaffen, og et par hapsere på vejen til toilettet, og lidt snackeri ude ved printeren. Man ved man har et forstyrret forhold til chokolade, når man overvejer det som topping til salaten i kantinen.

Så jeg har været oppe at træne i morges. Jo, jo. Caroline var der ganske vist ikke i dag, men det var Mads Larsen, ham bokseren - og mit center er vist efterhånden ved at transformere sig til en sand kendis-sweatshop. For der lød pludselig et højt brag og pigeklynk, og jeg kiggede op. Og kunne se alle pigerne som for lidt siden løb på løbebåndene, lå en i kæmpe bunke nede ved endevæggen. Da jeg fik orienteret mig lidt bedre, kunne jeg gætte mig til hvad der var sket: De var simpelthen blevet kastet bagud af løbebåndet og ind i endevæggen, fordi de tabte kæben, og glemte at løbe, da Mads Mikkelsen pludselig var trådt ind! Og resten af min træningssession var stor underholdning, da både Mads1 og Mads2 befandt sig i vinkler bag løbebåndene. Lad mig bare sige det sådan, at hvis du sidder i et nytårsselskab i aften med en kvinde med hold i nakken, så spørg om hun træner i Fitnessdk ude på Østerbro.

Men det er så fedt med alle os kendisser, at vi alle kan samles et sted. Jo, jo, jeg er da lidt kendis. Det er jeg da, hold da op! Og vi taler også sammen, og giver hinanden gode kendisråd, og så siger Mads M ”haha det kommer ik på bloggen, vel?”, og vi griner alle sammen højt, og klapper hinanden på skulderen, og vi skal ud at spise bagels bagefter. Eller. Altså. Det foregår mest inde i mit hoved, ik? “Hej Mads”, hvisker jeg lydløst for mig selv, og er klar til at løfte hånden til en highfive, hvis det skulle være. Men det skulle det ikke, han går bare lige forbi. Jeg kunne ellers godt lide Rejseholdet.

Og så er der noget med nytårsaften i aften!? Og jeg skal til fest sammen med en veninde (det er altid en veninde, ik?) hos nogen jeg ikke kender, i et selskab jeg ikke kender. Det ligger fint i tråd med mange af mine tidligere nytårsaftener, jeg er ALTID med på det yderste mandat. I aften er det med hold belgiere og australiere, så jeg skal lige have friskpudset mit skoleengelsk lidt.. Hælow, maj nææm is Kasper! Det skal nok blive godt.

Jeg har altså ikke blogget så længe at jeg gider at gøre status over året – I må selv grave ned i de gamle historier. Jeg har faktisk måtte tildele overskrifter og de såkaldte tags til alle indlæg, så på en måde er der da også lidt nyt, hvis I skulle have lyst til at dykke ned i arkivet.

Kom pænt ind i 2010, ik? Vi ses på den anden side.

Nej! Nej, nej, nej!… jeg har sovet maximalt 5 timer i nat, og ligget vågen siden kl. 6 – og nej det er ikke fordi jeg spændt har ligget og tænkt hvad der mon i pakkerne under træet i aften, men fordi det føles som om nogen har stukket et piskeris ned i halsen på mig, og jordet roteringen op på max. Det gør SÅ ondt, og det føles som om jeg prøver at forcere Emma Mærsk ned igennem Gudenåen, hver gang jeg synker. Og jeg tænker ikke på selve McKinneys afdøde hustru, det ville være pænt mærkeligt, men jeg tænker på verdens største containerskib, opkaldt efter selvsamme. Samtidig er næsen lukket til, hvilket gør at jeg snorker så højt, at jeg holder mig selv vågen. Selvfølgelig skal jeg være syg i min ferie. Selvfølgelig!

Og du tænker nok: Jamen, har du ikke hele dagen til at sove? Og i teorien har du ret. Men min mor insisterer på at høre julesange skruet op til tinnitusniveau fra kl. 8, og lugten af andefedt begyndte at sprede sig i huset en halv time senere, hvilket jo nok skal sikre at man har styrtkvalme, når vi når frem til spisetid i aften. Jeg overvejer at tage dynen med ud i bilen.

Når det så er sagt, så er det jo rart at være hjemme, og mine mindre søstre er allerede i gang med at pynte juletræet, og drikke kakao i stuen, og udenfor ligger der stadig et pænt lag sne. Huset emmer af hygge.

Min “leverandør” af kommentarbokse til bloggen er blevet overtaget af nogle andre med en lidt anden teknisk tilgang – så jeg beklager at mine ellers meget enkle kommentarbokse, er blevet lidt mere avancerede. Jeg synes ikke selv at det er helt optimalt, men jeg er jo også stenalder-blogger. Jeg kommer nok til at bruge en dag eller to her i juledagene på at kigge på en konvertering af bloggen til Wordpress, så jeg kan blive ligesom alle de andre. Og igen får en lidt mere enkel kommentarfunktion. Jeg håber dog ikke det afskræmmer folk fra at skrive kommentarer indtil da.

Jeg håber også at alle der nåede at tilmelde sig nyhedsbrevet, også har modtaget det i går aftes. Ellers skriv lige til mig, så finder vi ud af noget. Lige nu findes det også i en netversion, men den bliver lukket ned om en uges tid, da den historie er éngangs-forestilling, en exclusive begivenhed, om du vil. Målet er selvfølgelig at skabe total hype, så det udviker sig til et collectors item, og pludselig er jeg i Woman, og Anna Ebbesen og Astrid Haug skriver et bog om fænomenet “kapster”, og jeg kommer med i Vild Med Dans, og sidder i logen til Wimbledon med Mads Mikkelsen og ser Caroline spille, jeg bliver millionær på salg af bøger og t-shirts, og næste år indspiller jeg en julesang med Szhirley. Og jeg får nulstillet det store ur.

Joo. 2010 bliver et godt år, det vigtigste er jo at stille sig ting i udsigt, der kan gå i opfyldelse – realiserbare mål for the win!

Men nej, jeg har det jo fortsat ganske fint i min halvanonyme tilgang til bloggeriet (selvom hele min vennekreds og vel stort set halvdelen af min arbejdsplads læser med). Men tanken var jo at løsne lidt op for det “kompleks” med anonymiteten med den nye blog – ikke decideret opsøge det, men omvendt ikke sige nej til det, hvis chancen byder sig til. Jeg kan da godt fortryde nu at jeg ikke eksempelvis var med i TV2 Rundfunk da jeg fik buddet. Jeg proppede det ind under noget med “kunstnerisk integritet”, hvilket er noget ophøjet pis, og sikkert noget jeg gav udtryk for, for at I ikke skulle dømme mig som en Sidney Lee type. Men for fanden, det kunne sgu da være skide sjovt for MIG at komme ind i et tv-studie, og se hvordan det hele hænger sammen – det ville være en oplevelse for mig, og så skulle alle andre jo bare have fingeren.

Så vi starter et sted – og jeg har jo også lovet jer en julegave. Og den kommer så her: et billede af mig! Det er taget fra mit arbejdes julefrokost, og faktisk mens jeg er på dansegulvet. Hvilket vel svarer til når en eller anden dyrefotograf filmer en sneleopard for første gang i dens eget habitat. Så nu får I også et indtryk af hvordan jeg arbejder i sådanne omgivelser. Pigen som jeg, ehm, ” ” danser ” ” med, er en af mange yndlingskollegaer og en god veninde, som I lang tid har efterspurgt at blive omtalt på bloggen. Hun bliver glad for det. Og jeg håber I bliver glade for det.

Selv tak, og god jul!

Ja, jeg er over 18, og vil gerne se giraffen

Okay, nu blev jeg færdig med det nyhedsbrev i går aftes. Nu har jeg brugt 3 aftener på det, og jeg har skrevet RIGTIG meget – 8.500 ord – så nu har I kraftedme bare at læse det! Nej, men det mener jeg fanme… jeg har jo jeres mailadresser, så jeg skriver til hver enkelt af jer, og jeg kommer til at høre jer i stoffet. Hvis I dumper i min test, så sender jeg et girokort.

Aj, det gider jeg egentlig ikke. Og al den tekst er slet ikke velegnet til et nyhedsbrevsformat, det er jo nærmest en lille novelle. Og jeg ved ikke hvor vellykket historien overhovedet er. Jeg er bange for at I bliver skuffede. Jeg er i tvivl om man som læser sidder og tænker “jeg må læse mere!” eller “hvornår stopper det her??”. Så lov mig ikke at have alt for store forventninger. Og lov mig at I kun læser det, hvis I gider og har tid. Om ikke andet, så er det da en historie fra det virkelige liv, og jeg har forsøgt at binde et par begivenheder og små historier fra bloggen sammen til én lang historie.

Så lav en kop kaffe eller et glas gløgg inden du kaster dig ud i at læse det. Såfremt teknikken ikke driller, så sender jeg det ud i aften, så der er lidt tid at løbe på, hvis du alligevel ikke er skræmt af ovenstående disclaimer, og ønsker at tilmelde dig. Eller omvendt, at afmelde dig!

Og for dem som ikke gider, for dem som ikke har tid, for dem som er skuffede – eller for dem som har et nysgerrigt sind – så har jeg en lille julegave til jer her på bloggen i morgen. Photoshootet bliver som du måske ved ikke gennemført i år. Men jeg har måske et lille plaster på såret til jer…

Hvis vi skal starte i den gode ende, så har jeg vist indkøbt alle mine julegaver. Når jeg måske lyder lidt usikker, så er det fordi jeg har en forespørgsel ude hos min fætter om at droppe julegaver i år, og spise en god middag i januar istedet, som han endnu ikke er vendt tilbage på. Men det er til at klare, og det føles rart at have overstået det. Tidligere var jeg faktisk god til at få klaret det hele i rigtig god tid, men de sidste par år er det begyndt at halte. Faktisk var jeg sidste år ude i at bestikke min søster til at stå for det, for 50 kroner pr. gave. Men da jeg fik regnet lidt på det, synes jeg alligevel det lød lidt dyrt, og endte med at klare det selv. Men 2009 er klaret nu, og jeg skal bare på arbejde 2 dage mere, inden jeg kører mod Roskilde til et par dage i familiens skød.

Hvis vi så skal tage den dårlige nyhed, så har jeg fucket min ene læg helt op. Jeg er jo stadig igang med min bootcamp, selvom den har levet lidt trængte kår de sidste par uger – med alt for mange julegodte-fristelser på job, og en kalender som er fyldt pænt op, som gør det svært at bevare rytmen i træningen. Jeg startede egentlig træningen for at være klar til et photoshoot, som vist nok er udskudt til næste år, men lige nu træner jeg mest fordi jeg kan mærke at det gør mig glad. Og det er vel det vigtigste. Jeg træner kredsløbstræning og styrketræning skiftevis. Og forrige gang jeg trænede kredsløb, kunne jeg godt mærke at det “trak” lidt i min læg dagen efter, og jeg sørgede for at strække den godt igennem inden jeg skulle op i træningscenteret igen i går. Men nu er der for nyligt sket det at Caroline Wozniacki – en lille verdensstjerne – er begyndt at boksetræne oppe i mit center. Med opvarmning på løbebånd inden. Og når man står der i sine egne tanker, og Caroline lige pludselig løber ved siden af, så kan jeg godt blive sådan lidt storebror-agtig, og give den max gas. Hvilket jo er totalt tåbeligt. Altså, hun slår jo dårligt noget sved af sig, mens jeg deponerer den ene lunge i “Glemte sager”-kassen. Jeg mærkede dog intet til læggen hele dagen i går. Det gjorde jeg tilgengæld da jeg stod op i morges! Jeg kunne dårligt støtte på benet. Og sådan har det været periodevis igennem dagen, afhængigt af om benet er blevet “koldt”, hvis jeg har siddet for længe. Så nu holder jeg lige en lille pause til det nye år med kredsløbstræningen. Jeg tror nok Caroline spiller opvisningskamp i Kiev, men hun er jo også nærmest 25 år yngre end mig.

Og så er der nyheden, som endnu ikke har fundet et ben at stå på. Jeg har fået en ny såkaldt “follower” på min Twitter, dvs. en der følger mine små updates. Som er sexolog. Jeg ved ikke om jeg skal tage det som en kompliment, eller et opråb.

Tror I at Obama hader København nu? Det tror jeg. Jeg er lidt usikker på om hovedstaden nogensinde har haft besøg af en regerende amerikansk præsident 2 gange før(?), men jeg er næsten sikker på at vi ikke får et tredje besøg nu! København kan jo ende som den stakkels mands Waterloo.

Derfor foreslår jeg et par justeringer til næste gang vi skal have Obama på besøg.
a) Flyt hele venuen til Horsens! Jamen, hvorfor ikke? Rolling Stones har gjort det, Madonna har gjort det, U2 kommer til det. Horsens er også et ord der fungerer godt på engelsk.
b) Ansæt Bubber som præsident for COP16.
c) Og ansæt B.S. som hans højre hånd under forhandlingerne. B.S. kan løse alt. Alt. Og kan jo også dække hele sikkerheden til sådan noget et arrangement. Horsens er jo kort fortalt en stor mark, og det kan B.S. sagtens overskue. Samtidig kan han jo slå dyr ihjel og samle bær, så i princippet er catering-delen til arrangementet også dækket ind.

I er jo glade for toplister – eller er det mig? – og jeg har da således sammensat min top3 liste over yndlingsord under klimamødet:
3) Futtog
2) Lømmel(-pakken)
1) Plenarsalen

Og næste gang vil jeg så sidde foran TV2 News sammen med alle rødderne, og spille et avanceret dong-druk-spil – KlimaDruk. Og hver gang et bestemt ord nævnes, så skal der drikkes fællesskål – f.eks. de 3 ovenstående ord. Når der er liveinterview med Lomborg, så skal alle bunde. Når Sudan nævnes skal der drikkes Lumumba. Når Per Larsen liveinterviewes skal der drikkes shots. Og den første der råber “lømler!” når der bliver sagt “trækker stavene” på tv, kan få lov at uddele en tår til en af de andre – og den der sidst fører fingeren til næsen, når der siges “sammenbrud” skal bunde.

Hvis man vil dække hele sendefladen, så kan man også drikke fællesskål når de siger “snekaos” i den almindelige nyhedsdækning, når vejrværten siger “koldfront” og/eller ser gay ud, og når Mercuri Urval reklamen kommer.

Andre forslag?

Hvem er i øvrigt hende nye vejrvært på News? – hende den unge, blonde pige, hvis bryster er så store at jeg ikke kan se Rømø?

Minus 7 grader i København i nat??… øh, det er da godt nok koldt! Er der ikke et form for “force majoure”-punkt i en eller anden større kontrakt for menneskeheden, som gør at jeg kan få udleveret et styks sød og varm kvindemenneske at ligge i ske med i nat? Hvem er egentlig menneskerettighedsminister herhjemme for tiden?

Jeg mangler stadig at købe langt størstedelen af mine julegaver – hvilket jeg fik det vildeste pres over, da jeg den anden dag gik forbi et tv ude i receptionen på kontoret, hvor jeg kunne se nærmest tumultagtige scener udenfor City 2, og tænkte at jeg aldrig overlever det her gaveræs. Indtil det gik op for mig at det jeg stod og så på, var miljø-aktivister der sloges med politiet udenfor Bella Centeret.

Jeg er faktisk lidt træt af alt det her klima-halløj. Af flere grunde. For eksempel vil jeg godt af med alt det her sne. Det passer mig slet ikke! Det er upraktisk, det er koldt og vådt – og herinde i København bliver det heller aldrig rigtig pænt at kigge på. Og så gør det cykelturen til og fra arbejde, så meget mere “spændende”. Så hvis det bare lige var et par grader varmere, sådan helt lokalt – faktisk bare i en rute fra Østerbro til St. Kongensgade – så ville det være noget nær optimalt.

Og så er der alle de der miljøaktivister. Hvorfor kan de ikke bare samles til et hyggeligt fakkeloptog, eller en mere almindelig og rolig manifastion af sine holdninger. Arhmen, jeg er så træt af at de misbruger ordet “demokrati” på den måde. Der er sgu ikke meget demokrati i at slås med politiet. Og de forværrer deres egen sag, i mine øjne. Det er længe siden at jeg har følt så meget sympati med politiet. I sær fordi de jo heller ikke rigtig har haft muligheden for rigtigt at uddele knippelsuppe – det er jo nogle slatne aktioner de der aktivister er sluppet afsted med. Når der har været topmøder i udlandet, så har man altid set det gået fuldstændig beserk, med tåregas, vandkanoner og gummikugler, og brand og bål i gaderne. Vi har fået en korthåret pige i en islandssweater der står på ladet af en udtjent studentervogn, og råber slagord på engelsk med accent. Jeg savner sådan en ordentlig omgang jagtvej-knippelsuppe, med knivtangsmanøvrer og SWAT-cops der firer sig ned på taget fra helikoptere. Det mest adrenalin-pumpende højdepunkt behøver ikke at være folk der prøver at padle over en sø på en gammel luftmadras.

I virkeligheden er jeg bare sur over at jeg har fået 4 – FIRE! – parkeringsbøder for at holde ulovligt i lidt mere end en uge, på en parkeringsplads reserveret til fucking delebiler, for uuuuh, det er så godt for miljøet!

Jeg trænger bare til at blive afklimatiseret lidt. Bare lidt.

10 timers akavet stilhed – and counting…

Åh gud, jeg skal hjem til en af mine venner lige om lidt og se DVD-film, og jeg er kommet til at sende ham i Blockbuster, uden at fortælle ham hvad jeg har lyst til at se. Kender I det? Nu har han garanteret lejet en film, jeg allerede har set – eller også et eller andet banalt dansk drama. Bare det ikke er noget lavplat som Halløj I Klosteret, eller fransk noir, eller noget hvor der er en eller anden langt ude voldtægtscene af en eller anden stanglækker skuespillerinde, så man sidder og tænker at hvis jeg får jern på nu, så er der et eller andet helt sindssygt afstumpet galt med mig – eller en film med en meget tung slutning, som vi begge føler behov for analysere på bagefter. Eller endnu værre: en film med en sørgelig slutning, hvor en hund dør – ikke hunden!, please, ikke hunden! – og jeg så sidder der med våde øjne og en grødet stemme, og han siger “den var da lidt kedelig?”, og venter på min respons, men klumpen i min hals forhindrer mig i at respondere. Jeg håber det er Transformers eller noget med massive eksplosioner, og folk der reduceres til små kødmængder, eller noget totalt urealistisk scifi – det er da noget jeg kan forholde mig til, og relatere til min egen hverdag.

Dato: Tue, 15 dec 2009 22:24:21
Fra: “Kasper D. Jensen” <kapster3000@hotmail.com>
Til: “Joan” <joan@eb.dk>
Emne: Reclaiming my blog

Kære Joan Ørting,

Jeg føler mig nødsaget til at pointere en fejl i brugerkommentarerne til din brevkasse på Ekstrabladets hjemmeside.
I er tilsyneladende ved en fejl kommet til at køre et feed af kommentarer fra brevkassen over i en kommentarboks til mit seneste indlæg.
Således har jeg fået et bredt udsnit af kommentarer fra de Dr. Phils, Mr. Knowbetters og Frk. jeg-hader-mænd som udgangspunkt udgør dine læsere.

Det er jo derfor en klar fejl, at jeg bliver udsat for projiceringer af kvinder som synes at jeg skal tage skraldet for de mænd, som er gået fra den morgenlune seng, fordi hun havde dårlig ånde, fordi hendes bryster var alt for skæve eller fordi hendes kat havde urineret i sengen, og det bare er pænt klamt. Og en fejl at jeg skal påstemples umandighed og invirilitet, fra fyre som tror at længden af listen over erobringer, tilsyneladende er direkte sammenligneligt med længden af deres penis, og tror at omvendt-omvendt-omvendt psykologi er nøglen til _alle_ kvinder.

Jeg ved ikke hvad der er mest sørgeligt. At flere af dine læsere tilsyneladende over en bred kam synes at det er i orden at udøve overgreb på egne følelser, blot for at dulme en anden persons mindreværd for en weekend. Eller at de er mere interesseret i den simple scoring end det geniale oplæg. Mange af dine læsere må være fans af Mark Strudal, hvor jeg håber at mange af mine læsere er fans af Michael Laudrup.

Sidst men ikke mindst, må du forsøge at overbevise dem om at man ikke kan diskutere en følelse. Hvis jeg f.eks. siger at jeg mæt, så er jeg mæt, det kan ikke rigtig diskuteres. Ligesom en følelse af at være træt ikke er til diskussion. Eller en følelse af ikke at have lyst til sex.

Det er egentlig meget simpelt.

Håber du får ryddet op i det.
På forhånd tak,
Kasper D. Jensen

Som så ofte før vækkes jeg svagt af en telefons vibrator et sted. Hver en muskel i min krop gør ondt. Jeg kan smage snaps. Jeg tør ikke åbne øjnene, af frygt for at mit hoved vil eksplodere af det lys som jeg fornemmer udenfor øjenlågene. Jeg mærker til min store undren en bevægelse i sengen, efterfulgt af en flip-lyd fra en mobil.

“Hej mor”, siger en kvindestemme bag mig.

Hvad? Jeg åbner øjnene, og kigger ind i en hvid væg der ikke er min egen.

“Mmm.. nej jeg er ikke helt vågen”, siger kvindestemmen. Til sin mor – åbenbart.

Jeg er tilgengæld vågen nu. Så godt som. Jeg har det som om at min krop er ved at blive lukket ned, og flashbacks fra nattens julefrokost skyller ind over mig. Jeg har aldrig i mit liv danset så meget, med søde lækre piger, såvel som en enkelt fyr eller to – jojo, anything goes når først Rød Aalborg har indtaget København. Og jo, der var vist noget med at jeg forlod festen, fordi jeg skulle møde et bekendtskab fra et tidligere nateventyr. Hvilket afstedkom mindre drama. For hun var stiktosset! “Hvorfor fanden havde jeg ikke givet lyd fra mig siden sidst?” Hun betroede mig at hun efter en helt generel vurdering var en rigtig flot pige, og fyre stod i kø for at få hende. Hvilket jeg ikke betvivlede. Så hvad fanden bildte jeg mig egentlig ind? Hun var altså ikke en af den slags piger, som man bare ringede efter fredag aften, og så troppede hun op.

Nej, okay… men – nu stod hun der jo ligesom, og beviste ikke ligefrem sin pointe. Og jeg undskyldte mange gange for ikke at have en 5 års plan liggende klar. Så hvorfor al den drama? Hvorfor kan vi ikke bare kysse lidt? Ikke tænke så meget over at der er en dag i morgen? Og hygge os lidt? Og så begyndte hun at smile lidt. Og begyndte at se fristet ud. Som hun gør så forbandet godt. Og kort efter kyssede jeg forsigtigt hendes bløde læber. Og lynene i hendes smukke øjne begyndte at aftage, og små glimt af noget andet kunne anes. Og kyssene tog til.

Faktisk i sådan en grad at en ældre dame bag baren på Borgerkroen formanende – fuldstændig blottet for ironi, sarkasme eller humor – sagde: “Hov, hov, hov!” Nu er det jo slet ikke sikkert at du ved hvad Borgerkroen er, men det er et af de rigtig tarvelige steder i Kbh, så at få den slags kommentarer med på vejen, må siges at være lidt af en bedrift. Det var jo ikke fordi jeg stod og svingede min (gen-)erobrings BH over hovedet, eller udførte helikopteren.

Og nu lå jeg så der i en fremmed seng. Vi havde ikke haft sex. Vi havde bare ligget og sludret lidt inden vi faldt i søvn. Kysset, nusset, pillet. Men ingen sex. Og ja, for sådan en fyr er jeg trods alt stadigvæk. Jeg har fortsat ikke haft sex i snart 2 år. Og lige nu var sex den fjerneste tanke. Jeg har aldrig vågnet i en fremmed seng på den måde. Jeg har i det hele taget aldrig taget med en pige hjem fra byen. Jeg har vist stadig mit første bootycall tilgode, men denne oplevelse, var ihvertfald en første. Og jo, det kan jeg da godt smile af nu. Men da jeg lå der lørdag formiddag, og vidste at Rød Aalborg havde dikteret mine sidste timer, ville jeg egentlig helst have at de foregik i min egen seng. Eller på mit eget badeværelsesgulv.

Hun færdiggører samtalen, mens jeg vender mig om og kysser hende på skulderen, og skæver henimod min skjorte og jakke på en stol nær sengen. Hendes clockradio postulerer at klokken er 10.49. Hun lægger på, og smider telefonen ned i den anden ende af sengen. Kigger på mig, og smiler til mig. Jeg smiler igen, så godt som man nu kan, når man har sovet på sit ansigt i de sidste 5 timer. Hun skubber mig om på ryggen, og sætter sig ovenpå mig, med sine hænder på min brystkasse, kysser mig. Hendes læber må være de blødeste i verden, jeg tager en hånd op igennem hendes hår, og lader mine negle blidt køre ned af hendes ryg. Kan mærke hendes vejrtrækning blive tungere. Hun stopper op, med en hånd på min kind. Og siger så: “Jeg skulle mødes med min mor her kl. 12 og købe julegaver”. Og jeg tænker for mig selv perfekt! – så kan jeg komme hjem, tage et hurtigt bad, og så ellers sove de her tømmermænd ud. “Men”, forsætter hun, “hun har lige aflyst, og desuden sagde hun at de på News siger at Amager er helt lukket ned på grund af alle klima-demonstrationerne, så jeg kan alligevel ikke komme ind til byen”. Amager?? Er jeg på fucking Amager?! Og lukket ned? Hvad snakker damen om??… lukket ned, hvad menes der med det?! Kan jeg så ikke komme hjem? Fanme om jeg skal være spærret inde på den her ø, med Rød Aalborg i systemet! Jeg skal ikke dø her! Og pludselig har jeg indre billeder af mig selv, der kaster mig ud i vandet ved Christianhavns kanaler, og svømmer over på den anden side. Eller et billede af mig der ringer til min stedfar og forklarer at han må køre en omvej til Helsingborg, og samle mig op på broen til Sverige. “Min næste aftale er først kl. 18, så vi har god tid” siger hun kælent, og kysser mig igen. Åh gud nej. Jeg har pludselig klaustrofobi, som om jeg sidder fast mellem to etager i verdens største elevator kaldet Amager.

“Jeg tror jeg skal hjem”, forsøger jeg. Hun er af en anden mening. Og vi ligger og putter og kysser i noget tid. Indtil jeg undskylder mig selv og går på toilettet. Ser en fordrukken Kasper i spejlet, med røde øjne. Drikker lidt vand og plasker lidt i hovedet. Går ind og tager mine bukser på. “Jeg tror jeg skal hjem”, forsøger jeg igen… hun sidder i havfrueposition, med dynen viklet om sig. Smiler. “Er du seriøs?”, spørger hun. “Det tror jeg”, svarer jeg. Og ligner formentlig en stor undskyldning. “Jeg har det lidt skidt. Ikke med det her, men bare tømmermænd”. Hun griner lidt. “Kom her”, siger hun, og jeg går hen til hende. Hun tager min hånd, og trækker mig ned til hende, og hun læner sig tilbage i sengen, med sine hænder om min hals. Så ender vi igen med at ligge i tre kvarter mere og rode rundt. Mine tømmermænd føles gradvist værre, den klaustrofobiske angst giver mig svedeture, og jeg er begyndt så småt at have ryste-syge. Jeg kysser hende, og hun forsøger at argumentere for at jeg skal tage mine bukser af igen. Indtil hendes fødder pludselig møder mine, og hun udbryder: “Kasper!! Du har bare ikke strømper på!!” Og jo – det nåede jeg da at få på før. Jeg var jo på vej hjem. Og jeg ser det som en fin anledning til at tage det endelige skridt. Væk var alle undskyldningerne jeg har læst om, dem med at man skulle hjælpe en kammerat med at flytte, at man skal ud at spille fodbold, ens farfar lige er død, og hvad ved jeg. Jeg havde ikke andet end: Det er ik dig, det er bare mig der har det skidt. Og jeg vil bare gerne være hjemme hos mig selv. Ja, jeg er 31½ år og burde bare tage mig sammen, være en mand, og knalde dig sønder og sammen. Og ja, jeg synes du er pisselækker, og ja, du kysser som en fucking drøm – men jeg vil bare gerne hjem. Nu.

Et kvarter senere står jeg på Amagerbrogade, og prajer en taxa. Og kører lige igennem byen, forbi demonstrationer, og folk med hjelme, og hele vejen hjem. Til min elskede seng. Ånder ud. Sover 4 timer straight. Og vågner op til en besked fra hende. Om hvad jeg skal om aftenen. Og jeg mærker det stikke lidt i maven, og luftvejene trække sig en smule sammen. For jeg mindes dramaet fra aftenen før. Og jeg skal ikke have noget drama lige nu. Jeg har haft det drama jeg skal have for det her årti i mit sidste forhold. Jeg siger ikke at jeg kun er ude efter noget løst. Men jeg er heller ikke til drama efter 2-3 møder. Og hun er vist en pige der har brug for at høre min 5 års plan for hende og jeg lige nu. Den har jeg ikke. Den havde jeg muligvis, hvis jeg kendte hende lidt inden. Og så er der det med de manglende sommerfugle i maven. Dem som SH talte om. Og selvom vi er ude i en gedigen overscoring fra min side, så kan jeg ikke se noget for hende og jeg for enden af vejen. Så havde jeg nok et eller andet sted givet lyd fra mig inden fredag aften. Og jeg har prøvet at forcere sådan nogle ting før, og så står man der om 2 måneder, og skal have gang i “det er ik dig, det er mig”. Så hellere lave en anden variant nu, som trækker linierne skarpt op. A la “Jeg er kun til sjov og ballade lige nu, hvis det ikke er noget for dig, så lad os parkere den her”. Og det endte så med en helt udramatisk parkering, indenfor rene linier.

Det er sgu lidt fagre nye verden. Det føles som om Kapster har fået en overbygning, og “brandet” synes under udvikling. Eller afvikling?

Nu er det ellers ikke fordi der intet sker i mit liv for tiden. Faktisk sker der så meget at jeg nogle gange selv har svært ved at følge med. Men så er det jo rart at man lige havde sig en stille onsdag, hvor man for en gangs skyld ikke havde planer, kunne passe sin træning, slappe af med lidt tv og sådan. Dejligt.

Men da jeg vågnede i morges, så jeg at der lå et ubesvaret opkald på min telefon. Fra kl. 23.45. Der sov jeg trygt i min seng, og ikke har hørt den ringe. Det var fra en veninde, og jeg tænkte at det var da godt nok sent at ringe. Især fordi hun aldrig ringer ud af det blå. Så jeg skrev en hurtig sms – “Har du ringet?”.

Nogle timer senere får jeg dette svar:
“Ja i går. Ville have du skulle komme og feste med mig. :-)”

Paf. Var jeg. Altså, hun er pænt lækker ved første øjekast, og supersød og intelligent, når man får lov at trænge igennem det lag af panser, som hun omkranser sig med. Og jeg har da også været ude med riven, og vi havde en lille snak og definition af vores relation i sommers (læs: “du er en god ven”). Så jeg troede ligesom at den var død.

Fordi – det er vel et bootycall??.. eller hvad? Hvem fanden vil ellers feste en onsdag aften? Kl. 23.45? Med mig? Og jeg troede egentlig at det var mit første bootycall. Under alle omstændigheder mit første hverdagsaften-booty-call. Og fejrede det som en lille milepæl, for det er vel hverken for tidligt eller for sent i en alder af 31½ år? Hurra! Indtil jeg kom i tanke om sidst jeg troede at jeg fik et bootycall på en hverdag, og Kim senere kunne fortælle mig at sådan hænger verden slet ikke sammen for sådan nogle som ham og mig.

Så måske ville hun bare feste med mig? Det kan jeg da også finde ud af, kan man sige.

Nu har min blog et ret afgrænset emne, vil nogen sige. Selvom jeg har mit faglige udspring i en verden af medier og digital markedsføring – og hvis du i øvrigt tror at et arbejde i mediebranchen betyder at man vælter sig i damer, så må jeg være reglen der bekræfter undtagelsen – så er det sjældent at jeg har lyst til at blogge om det. Det er der andre der gør bedre.

Men jeg faldt alligevel over den her til aften, som vel er lidt derhenaf. Egentlig vil jeg have skrevet om det bootycall jeg fik i aftes, men det kan I få bagefter. Altså historien! Ikke bootycallet! Medmindre Szhirley læser dette?

Anyways. Jeg har i noget tid set denne annonce på nogle af de sites jeg besøger i min fritid (… ahem…):

Og nej, selvfølgelig er det den vildeste løgn, og det eneste de vil have dig til, er at købe et eller andet vidundermiddel, som stensikkert ikke hjælper en skid, og ihvertfald under ingen omstændigheder på så kort tid. Det eneste de gør er at fucke med dig, spille på din forfængelighed og franarre dig en masse penge.

Men hvad gør de kloge folk bag annoncen, for at få flere kunder i butikken? Jamen, de benytter sig af en teknik man kalder for geografisk segmentering, dvs. de slår din IP-adresse op, og derved med vis sandsynlighed ved hvor du befinder dig. Og så oversætter de annoncen til eksempelvis dansk, og måske bruger de bare Google Translate til formålet, så de ikke engang behøver at konsultere en oversætter, som kunne have fundet en bedre oversættelse. Og så kan de vise danske annoncer til danskere. Og så får man dette resultat:

Niiice. Hvis du vitterligt er blevet rippet i hele 4 uger, var det måske en sag for forbrugerombudsmanden.

“Tryk nu bare send” siger hun, og jeg bliver revet ud af trancen. Jeg har siddet i nogle minutter snart, nærmest paralyseret, og kigget ind på min skærm på arbejdet. Min kollega har spottet fra afstand, at jeg har indtastet noget i et kommentarfelt på Facebook, og at musen har stået stille over ’send’ knappen i et stykke tid nu. “Ja” mumler jeg og trykker send. Og sidder og kigger lidt på det jeg har skrevet igen.

Jeg havde skrevet “… scoop over” til en facebook-update på Szhirleys fan-profil om at hun lå i sofaen og fedede den.

Blah!.. bræk, altså… hvor ville jeg ønske at jeg kunne skrive et eller andet fuldkomment brilliant – noget som rev benene væk under hende, noget som fik hende til at tænke “hey, har jeg ikke set det navn før”, og hun ville begynde at blive lidt nysgerrig, og måske søge på mit navn, og opdage at jeg rent faktisk kender to af hendes veninder, og spørge dem om jeg er sød, og de ville helt sikkert sige ja, og fortælle hende at jeg synes at hun er en dejling, måske endda betro hende at jeg har bløde læber, og så ville hun skrive tilbage til mig, og kort efter drak vi en kaffe sammen, og om noget tid lå hun pludselig i min seng, og strøg mig over kinden, mens hun nynner en sang for mig, mens jeg kigger dybt i hendes øjne, og ville ønske at alle verdens ure bare ville stoppe deres tandhjul lige dér.

Scoop over? Game over!

Men jeg er faktisk lidt en tøver. Jeg har en bekendt som jeg altid har haft et afstandscrush på. Hun er vildt sød, og rigtig flot – sådan lidt hele pakken. Og for nylig er jeg også blevet venner med hende på Facebook. Og hun er indimellem online på den der chatting. Næsten hver gang har jeg åbnet vinduet. Nogle gange har jeg påbegyndt en sætning. Ofte starter den med “hej”. Også der vil jeg gerne skrive noget som er fuldstændig unikt, uden at jeg helt formår at ramme det jeg gerne vil. Og jeg er en whimp. Jeg har ikke trykket send endnu. Hun er altid på maksimalt 20 minutter af gangen. Hver gang hun er logget af igen, tænker jeg for mig selv “næste gang”. Jeg vil bare lære hende lidt bedre at kende, til at starte med. Det er jo ikke fordi jeg er ude i at skrive “hej, hvad har du på? Rører du også ved dig selv”, trods alt. Ønskescenariet er at én sætning bliver til mange, at vi er to om at holde samtalen igang, at klokken pludselig er 0.20, selvom man egentlig havde en idé om at man skulle sove tidligt den dag. Og at man vågner op dagen efter, uden at være træt, tænker på hende, og egentlig har lyst til at fortsætte dialogen – magien når følelsen er gengældt, og pludselig skriver hun til dig, mens du er på arbejde, og egentlig har du en to-do-liste på størrelse med et A3-ark, men tænker at man da bare kan arbejde over og droppe træningen i aften – fordi man bare gerne vil have noget tid med hende lige nu. Og pludselig er det en ongoing ting. Suget i maven når hun logger på messenger, smilet der kommer frem når hendes mail kommer ind. Følelsen af at ens ben ikke findes, når hun skriver “har du egentlig lyst til at mødes?”

Måske er “hej” et sted at starte?

Næste gang.

Har netop præsteret at ryste af feber til et foredag af Anna Ebbesen, fuldstændig blive overrumplet da hun 3 minutter inde i sit oplæg spørger om “Kapster” er til stede, senere glemme at række hånden op inden jeg taler usammenhængende om et eller andet helt obvious som jeg og alle andre har glemt igen, for til sidst at toppe det ved ikke at have styrke nok tilbage til at holde mig oprejst og nosser nok til at gå hen og sige hej bagefter.

Hvis hun ikke er bagged nu, så ved jeg snart ikke. Altså, hvis hun ikke har skrevet til mig inden dagen er omme, så står verden da ikke længere. Jeg kunne i sær se at hun var helt blown away, da hun begyndte at fylde opvaskemaskinen i den kantine foredraget blev holdt i, mens jeg samlede mine ting. Ja, hvad skal jeg næsten også stille op med al den overskud af charme og selvtillid?

Men hey, den gode nyhed er at jeg åbenbart ikke er for gammel til at blive medlem af Unge Kommunikatører, som stod bag dagens begivenhed. Selvom de så lidt tøvende ud, da jeg fortalte at jeg var 31.

NEJ, Fred Perry!!… Det var IKKE fordi de manglede medlemmer!!

Jeg indtog så meget alkohol lørdag nat, at jeg også var fuld hele dagen i går. Jeg måtte således ud i det mørkegrå og regntunge København i går formiddags, i en halvhestesbrandert, blandt julehandlende småbørnsfamilier, og lede efter min cykel et sted mellem Kødbyen og Hovedbanegården, hvilket svarer til den berømte nål i en høstak. Heldigvis blev jeg pejlet nærmere mit mål efter et opkald til en godmodig veninde, som tilsyneladende havde drukket mindre hjerne ud end mig. Hele turen synes evigt fjern lige nu, og resten af dagen blev jeg holdt i grænsepsykosens klamme favntag i fosterstilling i sengen. Følelsesmæssig tomhed periodevist afløst af postdruk paranoia, mens alkoholen langsomt svedes og soves ud.

Måske var du heldig at læse et indlæg i går her på bloggen, som er væk nu. Det lykkedes mig at bevise undtagelsen på den regel jeg havde beskrevet mindre end 24 timer tidligere, da jeg skrev om noget som nok burde have været igennem et filter. Ironisk nok egentlig. Ikke at jeg har gjort noget, som min mor ikke kunne tåle at høre om, eller på anden vis forbudt mig mod samfundets skrevne eller uskrevne regler. Jeg går rundt med et citat, som jeg ikke ved hvor stammer fra, som går på at “al komedie er tragedie plus tid”. Det var den læst, som den gamle kapster var skåret over. Jeg skrev sjældent noget dagen efter det var sket. Og selvom jeg gerne vil tage jer med ind i de lidt mere nuancerede sider af mine tanker på denne blog, så skal jeg lige huske på det førnævnte citat indimellem. Så måske indlægget ser dagens lys i anden sammenhæng en anden dag, med en anden vinkel, selvom pointen ikke fejlede noget. Og indtil da, kan du jo føle dig lidt mere indviet, hvis du nåede at læse med.

Lige nu er jeg bare træt. Af mig selv, allermest. Ville ønske at jeg passede lidt bedre på mig selv. Ville ønske at jeg ikke kun levede op til halvdelen af min alder. At jeg tænkte mig mere om. Bedre om. Drak mindre. Har lovet mig selv aldrig at drikke igen. Men jeg ved jo godt at når først basgangen støder i sin tunge rytme, når øllet skummer og djævelen kalder, så står jeg der igen. Og ligger der dagen efter.

Jeg har lyst til at trække stikket ud. Bare i en uge eller to. Tage til Thailand. Med en masse venner og veninder. Kigge på og spise meloner dagen lang, og få sol nok til at give en hudlæge bekymringer. Og ikke selv have nogen, overhovedet. Bare joke, være glad, spille backgammon en hel eftermiddag, og give mande- og pigekrammere til højre og venstre, og have dybe samtaler til langt ud på natten, af den slags som giver stof til eftertanke. Gå ture på stranden, svømme i poolen og glemme alt andet. Og bare føle at jeg er okay, bare for en stund.

Men man skal rejse sig ved det træ man er faldet. Så bare rolig, jeg er her også i morgen. Og jeg har også brugt lidt af dagen på at skaffe det nonnekostume jeg skal have på til tema-julefrokosten fredag. Jaja. Giv det lidt tid, så skal det nok blive sjovt.

Her er vi i grænselandet på afslutningen på en uge, som har trukket lidt tænder ud for mit vedkommende. En uge der har budt på rigtig mange sjove oplevelser og små hyggelige selskaber – og for at give dit indtryk af min uge lidt kolorit, som du kan forholde dig til, så har jeg stået i kø på Burger King med Sidney Lee torsdag nat samt løbet ved siden af Caroline Wozniacki i Fitnessdk her til eftermiddag. Så på den måde har jeg også været udsat for lidt intetsigende oplevelser i begge ender af God-smag-skalaen indenfor kendisverdenen. Men som sagt en hård uge. Sov da også fra kl. 1 i nat til kl. 13 i dag. Vinterhi-følelsen er over mig, og jeg har egentlig lyst til at lege “bjørnen sover” lidt endnu. Men det skal jeg ikke, og det vender vi tilbage til.

En af mine gode venner foreslog at jeg lavede en disclaimer her på bloggen. Han var af den opfattelse at ingen turde indlede nogen form for kommunikation med mig, fordi de var bange for at havne “på forsiden”.

Og det er der selvfølgelig en pointe i. For det kan jo selvfølgelig indimellem være et magtfuldt medie at råde over. Jeg har mulighed for at fremstille alt i mit billede – og det gør jeg også flittigt. Jeg leger jo lidt med begivenhederne i mit liv, uden helt at gå på kompromis med virkeligheden. Mange hændelser beskrevet her, er jo revet ud af en sammenhæng, og sat under en lup – og drejet så det passer ind i rammen for kapster. Men selvom Kasper og kapster jo selvfølgelig overlapper hinanden, så er sidstnævnte altså blot en delmængde af førstnævnte. Jeg håber at folk der kender mig opfatter mig som rummende langt mere end hvad der fremgår her.

Og tilbage til det med disclaimeren. Jeg synes faktisk at jeg er okay i stand til at vurdere, hvad der skal ud på bloggen, og hvad der bare skal forblive i min egen mentale dagbog. Det smutter selvfølgelig indimellem. Men jeg håber at dem som har været nævnt her på bloggen, ikke har følt sig krænket eller udstillet, og ellers hører jeg gerne fra jer. Jeg er jo som udgangspunkt en god fyr – sådan kan jeg ihvertfald godt lide at tænke om mig selv. Så nej, man behøver ikke at frygte at man bliver udstillet på kapster2.dk når man kommunikerer med mig. Og som det skete med den første kapster, vil jeg nok skrue ned for opdateringerne og/eller detaljerne, når jeg begynder at se nogen seriøst, og jeg stopper sikkert helt igen, når det ender i et decideret forhold. kapster fungerer bedst som single. Det gør Kasper så ikke nødvendigvis.

Når denne disclaimer nu er beskrevet, så skylder jeg da også at fortælle at der op til flere, som brokker sig over at de ikke er nævnt på bloggen. Og hvis de er, brokker de sig over at de er nævnt som “fælles veninde”, “kollegainde”, “hende hvis røv er faldet 5 cm” osv. Og det er typisk piger. Så det omvendte er også gældende. Der er åbenbart nogle derude der godt kunne tænke sig en side i bogen om kapster. Men sjovt nok er der ikke nogen af dem der er interesseret i den sidste side.

Tilbage til det med vinterhiet. I aften skal jeg til en fest, hvor jeg lige har fundet ud af at SH kommer. Det er egentlig et overstået kapitel, men synes jo bare et eller andet sted at det er super nederen at møde én man har lagt sig fladt ned for, og stadig fået et afslag… og jeg orker heller ikke en 2-timers grooming og en “you-dumped-me-months-ago-and-look-at-me-now” seance. Tror bare jeg drikker mig ned, kapster-style. Så er der måske også en god historie i morgen, hvis jeg ellers kan huske den. Men tøj-råd modtages gerne indenfor de næste 2 timer! Og skriv nu ikke noget med nik&jay tørklædet, for det er jo selvfølgelig selvskrevet!

Okay, det var så det…

I dag var jeg til “julestue”, sådan en branche-komsammen, med gløgg, æbleskiver og pakkeleg, og 2 af mine yndlingskollegainder under armen. Super hyggeligt, og underholdende med pakkelegen, som endte i dødsens alvor, som det jo hører sig til.

Og der var en rigtig sød pige i selskabet, som jeg udvekslede et par høfligheder med – og da hun fik udleveret en relativ stor pakke af værterne, spurgte jeg til hvordan hun ville bære sig ad med at få den hjem. Hun svarede at hun lige ville suse forbi kontoret med den, med det samme. Da jeg tilfældigvis tidligere har været i den bygning hvor hendes firma har kontorer, spurgte jeg om de stadig havde samme adresse. Hvilket hun bekræftede, og spurgte til i hvilke ærinder jeg havde været der tidligere. Og forklarede hvor deres kontorer lå i bygningen. Og sagde lidt overraskende: “Du må jo komme hen og sige hej næste gang du er i bygningen”. Jeg svarede hurtigt ja, men det var alligevel en sætning der endte med at hænge lidt i luften. Jeg bilder mig selv ind at hun rødmede lidt. Hun har formentlig tænkt “Hvorfor sagde jeg nu det til ham den krumryggede abe?”, mens jeg tænkte “Yes, hun er vild med mig”.

Udenfor snakker jeg lige kort med mine kollegainder om arrangementet, og spørger til om hun egentlig ikke var sød, hende pigen. Og de synes hun var suuuper sød, og de havde begge lagt mærke til den dialog jeg havde med hende til sidst, og den ene kollegainde bekræfter mig i at der var et eller andet med den ‘invitation’ til sidst. Mine øjne har formentlig lyst op ved den bekræftelse, for den anden kollegainde nærmest sprutter “Nej! Nej, det skal du ikke sige til ham! Han kan slet ikke styre det!” Jeg ved godt hvad hun tænkte. Hun tænkte “DON’T FEED THE TROLL!” Jeg er som en gremlin du giver mad efter midnat i de her situationer. For det eneste jeg selvfølgelig konkluderede var: “Den er hjemme – hun er SÅ scoret.”

Og jojo, jeg har da brugt en del af aftenen på Facebook. Og ja, hun har da en kæreste, det har hun da. Og kæresten er facebook-ven med en af mine andre kollegaer, som jeg skal udspørge i morgen. Men alle billederne af hende er af ældre dato. Måske er profilen slet ikke opdateret. Måske har hun været single i et års tid nu. Det er sådan det er – jeg kan mærke det. Og nu genkender vi alle forløbet. Inden der er gået maksimalt 1 døgn har jeg initieret kontakt. Og efter maksimalt 2 døgn har jeg erklæret hende min store kærlighed, og skrevet et indlæg om hende her på bloggen på minimum en billion tegn.

Hm. Jeg tror jeg spørger om hun vil giftes. Eller skal jeg lige tilføje hende på Facebook først? I hvilken rækkefølge bør jeg gøre det? Jeg tror jeg spørger først. Og så tilføjer hende bagefter – uanset hvad hun svarer. Faktisk står der at hun er interesseret i mænd på hendes profil. Så er den vel ikke så meget længere?

Jeg har en rigtig god fornemmelse omkring det her. Hurra!

Åh, jeg har lidt travlt i disse dage – i søndags var jeg til fødselsdag, i går var jeg ude at spise, onsdag skal jeg til julestue, torsdag skal jeg ud at spise, fredag skal jeg spise ude. Og nej ingen af dem er date-værk eller noget i den stil. If only. I virkeligheden sker der ikke rigtig noget på den front for tiden, hvilket vel måske også er fint efter et par uger med måske lidt for hektisk aktivitet. Og det bærer bloggen vel også præg af et eller andet sted, opdateringsfrekvensen er på et niveau hvor selv de mest krakilske kan følge med, og emnerne er ikke så saftige. Faktisk havde jeg håbet at have et gæsteindlæg i går, og derved købe mig mere tid i en hektisk uge. Men vedkommende var desværre nødt til at bede om længere frist, og derfor må du nøjes med mig. Men det er vel også et eller andet sted derfor du læser dette?

I går var jeg ude at spise med et selskab bestående af én fyr udover mig, og ikke færre end 5 kvinder! Og det gav momentvis en følelse af at være en flue på væggen – lige præcis som man altid godt kunne tænke sig at være, helst i situationer hvor kvinder taler om mænd (eller hvor de klæder om), så man rigtig kan få lidt indsigt og viden om kvinders syn på mænd. Jeg er dog altid ved at falde ind over bordet af nysgerrighed, når jeg endelig er så heldig, så ender vel mere med at være den flue man ivrigt forsøger at verfe væk fra sin mad, end den der sidder oppe væggen.

Det her er taget lidt ud af en sammenhæng – som det jo nogle gange sker på denne blog – men der bliver på et tidspunkt talt om hvornår mænd seksuelt peaker, og jeg må konstatere at den alder der bliver nævnt, ligger længere væk fra min alder, end jeg ligefrem er sådan rigtig glad for. Men det bliver ligesom toppet, da en af de cougars som deltager i middagen og har taget emnet op, trumfer med “Vi gider heller ikke sådan noget der varer i evigheder! Det bliver alt for kedeligt. Så hellere nogen lidt mere erfarne som kan nogle tricks“.

Hvad fanden?? Altså, alle de krav som vi mænd skal leve op til – og nu snakker vi helt generelt – det er fanme til at blive forvirret af. Og det er ikke fordi jeg ikke kan tricks. Det kan jeg… (sssh, alle x-kærester.. nej!…. aaaababababababab!! Tys!)… Men… Læsere af den gamle blog, vil jo vide at jeg har trænet en hel del start-stop-teknik i mine unge dage. Så jeg ved sgu ikke rigtig hvad jeg skal gøre af den her nye information, de her nye krav. Det er jo alligevel flere års hårdt håndarbejde som bare ikke kan bruges til noget. Det er jo ligesom at sige til Joachim B. Olsen: “Joachim, nu må du ikke kaste dine kugler så langt som muligt mere – men hvis du kan skrue dine kugler, eller på anden måde lave nogle tricks, så vil det bare være lige i øjet.” Kravene ændrer sig jo tilsyneladende hele tiden, og det er fanme svært at dække hele paletten. Men hey, jeg faker da bare, hvis jeg en dag ikke skulle kunne leve op til kravene… jeg gætter på at jeg er et par procentpoint bagude på den konto alligevel (hæ!).