kapster2.dk

Nu er jeg 7 afsnit henne i Forbrydelsen2, og dermed er der vist ingen fare for at jeg ikke skulle være fuldt opdateret inden sidste afsnit kommer i morgen. Men det er så bare først i dag at jeg er kommet i tanke om at jeg ikke engang er hjemme når det kommer. Da jeg enten stadig er til fødselsdag eller på landevejen hjem derfra. Så håber ikke at de ligefrem afslører morderen i Radioavisen, når jeg suser til København i Swiften. Det er i det hele taget en skandale med familiearrangement lige netop søndag, da der samtidig bydes på 3 hadefulde fodboldkampe, i kraft af AGF vs Brøndby, Everton vs Liverpool og ikke mindst Barcelona vs Real Madrid.

Skuldrene hænger ellers lidt i forvejen i disse dage. Nej, nej, ikke noget med nogen pige. Men måske noget der kan forhindre mig vejen dertil. For det viser sig at min basis-parfume simpelthen er udgået!

Jeg tror de fleste kender det med at have en basisparfume, en basisduft. Den duft som du synes er med til at definere dig, og den ender med at føles som en del af dit DNA. Den parfume du har på 3-4 dage om ugen. Så veksler du lidt mellem den og op til en håndfuld andre, måske endda mere. Min basisduft er en meget let og diskret parfume – af den slags, som du får en lille fært af, du kan lide den, den er behagelig og mild, men den forsvinder hurtigt igen, og derfor trækker du mere luft ind i næsen, for at fange den igen. Jeg elsker selv den slags parfumer hos det modsatte køn. Sådan en diskret duft som pirrer dig, leger med dig – hvor blev den af? – jeg vil have mere! Basisduften har jeg på til hverdag, men kan også sagtens have den på til fest. Så har jeg en mere kraftig, som jeg tænker på som min “skjorte”-duft. Den er sådan lidt mere pondus-maskulin. Så jeg har 2 som er lidt mere sporty, som jeg netop bruger til situationer, hvor jeg er aktiv eller laid back. Og så har jeg fest-duften, som jeg basalt set kun bruger når jeg er til fest eller i byen – og den er lidt i samme familie som min basisduft, bare mindre diskret.

Basisduften fik jeg af min daværende kæreste for 6-7 år siden. Armani He. Hun gik, men han blev hængende. Men nu er den tilsyneladende også på vej ud af mit liv. For da jeg var nede i Matas i torsdags, og stod og kiggede lidt på glasmontren med Armani dufte, var der meget få ting tilbage af He-varianten, og ihvertfald ingen deospray, som var turens formål. Og da en af de søde Matas-piger kom til min assistance, forelagde hun mig den grufulde nyhed. Det efterlod mig helt tom. Det er 6-7 års oplevelser fordelt på 5 sanser, hvoraf cirka 60 procent af min lugtesans har haft den duft som sit udgangspunkt. Det er da lidt sørgmodigt. Helt modløs forsøgte jeg mig med et “Har I en duft der minder om den?”

“Så skal jeg lige dufte til den”. Den søde Matas-pige gik hen til glasmontren, låste den sidste og eneste ‘tester’ ud, sprøjtede de små støvdråber ud på den lille lakmustest-seddel som de altid har på sig. Viftede lidt med papiret, og tog så en lang vejrtrækning igennem næsen. “Mmmm, den er ellers god!”, udbryder hun. I know. “Rigtig god faktisk” fortsætter hun nærmest pacificeret. Hun står og vifter lidt med papiret foran næsen, og beskuer glasvæggen med parfumer. Og betror mig at det der er specielt ved lige netop Armani er at de gør et stort nummer ud af at det skal være dufte, som er deres helt egne, og netop er svære at kopiere. Fedt. “Tina, prøv lige at dufte til den her” siger hun til en kollega tæt på os. Tina kommer over, tager papiret og dufter også til min basisduft. Stille og henvendt til sin kollega (og ikke mig) siger hun “Nøøj, den er godt nok god”. I know!! Det var jo pinefuldt at se de her to piger bekræfte mig i at jeg duftede godt. Selvfølgelig var den indbildske indre stemme igang med at overbevise mig om at de bare projicerede deres begær efter mine brune øjne, mine skaldede isse og min hættetrøje over på duften. Mens den mere rationelle indre stemme forsøgte at få ørenlyd, i dens argumentation for at det kunne være at de to matas-tøser lige havde været på et salgskursus, hvor en eller anden regionschef har haft 10 gyldne genveje til mer-salg, hvoraf en af dem har heddet: “husk at komplimentere kunderne”.

Uanset hvad, så havde vi et fælles mål. De vil gerne have solgt et produkt, og jeg manglede et. Det hele ender med at jeg får en anden Armani duft med hjem. Armani Code. Og den dufter fint som udgangspunkt, lidt mere robust end He. Men kender I de dufte, som indgår i en eller anden kemisk reaktion med dit sved efter et par timer, og ender med en syntetisk lugt som skærer lidt i næsen, og hænger i tøjet? Ikke en decideret svedlugt, men lidt derhenaf. Sådan endte Code for mig den første dag. Så nu er der ikke andet at gøre end at finde restlageret af He, og købe hele lortet. Så jeg har til minimum et godt sted oppe i mine midt-40′ere, hvor jeg gerne skulle have styr på hele mit liv, kone, 2½ barn og en stor bil, og hvor jeg alligevel skal skifte til en af de mere harske og tobakstunge dufte, som passer til mit “jakkesæt, spidse sko og seler”-image.

Jeg ved godt at jeg er slave af en gammel luksusindustri, men jeg vil bare gerne dufte godt!

Jeg har droppet min selvvalgte bootcamp i aften, efter at have trænet hver dag siden søndag. Min bodyage føles som 56, og jeg tror bestemt systemet ville have godt af en dags hvile.

Og så er der jo det at jeg er cirka 9 afsnit bagude i Forbrydelsen 2, og ligesom har en deadline ifht. søndag, hvor det 10. og sidste afsnit ruller henover skærmen. Indtil nu har jeg kunne fake mig med i diverse samtaler, men fra søndag risikerer jeg jo at blive udstødt af samfundet. Hvis jeg på mandag ikke kan tale med om diverse plottwists, og ikke kan diske op med minimum én anden mistænkt, som jeg har haft mistænkt siden afsnit 6 – med en velunderstøttet argumentation – er jeg jo virkelig på den. Det er jo nærmest socialt uacceptabelt.

Så mig under tæppet, flankeret af koffeinfri kaffe, og måske en lille digestive – jojo, man kan vel godt flotte sig lidt på sådan en torsdag. Wanna join?

Jeg er holdt op med at læse FHM og M!… næsten… sandheden er jo at man egentlig ikke rigtig læser de blade. Og pt. har jeg adgang til gratis eksemplarer af de nævnte blade, så INDIMELLEM ryger der da et enkelt blad i tasken. Jeg er jo ikke lavet af sten, så når der er en rigtig sød pige på forsiden (og der er altså langt mellem snapsene, det er ikke helt som i gamle dage, når det var et scoop, at de fik Zindy Laursen eller Heidi Albrechtsen på forsiden mens de var i deres prime), så kan jeg da ikke lade være med lige at kigge med. Og jeg ved godt at I tænker, at det skal jeg jo skrive, men jeg føler mig efterhånden ældre og ældre, når jeg åbner bladet. De få artikler med bare lidt journalistisk substans, henvender sig ikke rigtig til mig, resten er bare støj, og pigerne bliver ikke trinvis ældre som mig, og – nu lyder jeg RIGTIG gammel – de bliver også mere og mere plastic at se på!

Men i dag lå der så et nyt eksemplar af M! – og det var med det årligt tilbagevendne tillæg “Verdens 100 mest sexede kvinder”, valgt af læserne. Og det fik mig til at tænke på min egen top5 som jeg faktisk ikke synes jeg fik nogen credit for. For er I klar over hvor svært det er at lave en top5 over bare lidt kendte kvinder, hvis man gerne vil styre udenom de her typiske FHM og M! babes? Ja! Selvfølgelig ville jeg da fremstå en anelse sofistikeret, så min liste blev da lidt alternativ. For jeg troede I ville elske mig for det. For ikke bare at være overfladisk, for at se efter noget andet end bare good looks. For ja! – jeg synes faktisk i virkeligheden at Mascha Vang er pisselækker, og hun skulle da have været med på min liste, men jeg ville bare gerne fremstå lidt mere dyb. Men min taktik virkede ikke, de stående ovationer udeblev!

Men det er nu stadig en svær disciplin med de danske babes. På M!s top100 liste er der f.eks. danske navne som Vicki Laursen, Lesley B, Tanya Larsen og Malene Espensen. Jeg ANER ikke hvem de er. Hvis man ikke nærlæser disse blade, ser TV2 Zulu og følger med på EBs Flash sektion, så tror jeg at man deler min uvidenhed. Og de er så i top20!… what the fuck? Altså, nu har jeg set billederne, og det er jo heller ikke sådan at jeg ligefrem ville sige nej, hvis en af dem ville være min facebookven. Men top20? Over de mest sexede kvinder? I verden? Really?

Der er op til flere deciderede faktuelle fejl i den top100. Som får mig til at tro at afstemningen har været rigged. Faktisk udgør de største katastrofer nærmest min egen udenlandske version af en top5.

a) Beyoncé er nummer 25. Fejl, fejl, fejl. Altså ved de overhovedet hvem det er? Enhver der har set bare én video med hende, vil vide at hun hører til i top5. Jeg har sagt det før, men jeg kan sagtens få en hel dag til at gå med at se Beyoncé-videoer.

b) Nicole Scherzinger – the lead pussycat doll – er nr. 48. WHAT? Hun er simpelthen så gudesmuk, at der burde opkaldes planeter efter hende. Den krop! Og det der hår man har følelsen af at man kan blive væk i. Top5 materiale.

c) Nr. 51 på listen er Fergie fra Black Eyed Peas. Lige for at understrege det absurde i dette, så er nr. 50 Kari Byron. Hvem?? nærmest skriger du nu. Ja. Det er hende “baben” fra Mythbusters. Konklusion: for mange DTU-studerende har M!-abonnement. Fergie er jo alt for lækker, og kan bære alle looks, fra det helt slutty over sporty til det super feminine. Hun er Spice Girls i én.

d) Rihanna. Fik tæv af Chris Brown, og rutsjer så åbenbart fra en plads som nr. 18 sidste år til en plads som nr. 62 i år. Hvad fanden siger det om M!-læserne!?? Hun er jo stadig for sindssygt lækker. Jo, hun er! (Advarsel, nudity – men tak for link, Bjørncé – af hjertet tak)

e) Nr. 87 er Penélope Cruz… Nr. 87??… hele verden burde stå stille nu, og kigge mod himlen, for at se om Gud retter sin vrede mod os.

Hvis vi lige hurtigt sorterer listen i mit perspektiv bliver det:
5. Rihanna
4. Fergie
3. Nicole Scherzinger
2. Beyoncé
1. Penélope Cruz

I ovennævnte har jeg forudsat at Scarlett Johansson er dansk. Ellers var der jo ingen grund til overhovedet at beskæftige sig med lister. (Og ja, vicky christina barcelona er min yndlingsfilm i hele verden).

Aaaah. Jeg føler mig overfladisk igen. Dejligt!

Jeg får kritik for at skrive for ofte og for langt! Selv helt nære venner er stoppet med at læse med, fordi de ikke orker det.

Jamen, nå. Det er vel bare facebookopdateringskulturen?

Jeg er af princip ligeglad, hvis jeg skal være helt ærlig. Jeg skriver først og fremmest for mig selv. Men vi kan da godt lige tage et par dages pause, hvis folk har behov for at trække vejret, og catche up. Så finder jeg på noget andet imens.

Og for dem der ikke engang orker at catche up, kan jeg da lige give et executive summary:
Så mødte jeg en pige, men det gik ikke. Så mødte jeg en pige, men det gik ikke. Så mødte jeg en pige, men det gik ikke. Så mødte jeg en pige, men det gik ikke. Jeg er stadig single.

Jeg har netop fundet dette billede.

Og jeg har netop taget mit eget halstørklæde af for i dag. For livet, måske.

Jeg ønsker mig ihvertfald en farvepatron i julegave. Eller et par solbriller, hvis det endelig er.

Hvorfor er det lige præcis at du ikke formår at afslutte fra tre meter når målet er helt åbent, målmanden ligger skadet ved den ene stolpe og du har al den tid i verden du behøver?

Spørger Morfar om i en kommentar til det forrige indlæg. Og her taler vi bloggeren morfar, og ikke min egen morfar.

Og ja. Altså – hvis jeg havde svaret på det, så var det sgu ikke sikkert at der var en blog. Eller jo, men så måske om kageopskrifter eller fodbold.

Men kommentaren gav mig dog et Memento-flashback: den pizza jeg købte i den lille pizzabiks kl. halv seks om morgenen hed Jon Dahl.

Og det er sjovt, fordi det er sandt. Der burde være et billede af mig under ordet “ironi” i ordbogen.

“Du stinker langt væk af fisse i aften!”, råbte han og gav mig en mande-krammer. Jeg var ret sikker på at han mente det i overført betydning, og som en kompliment mellem mænd. Men jeg blev da alligevel en lille smule ængstelig. For jeg havde da godt nok cyklet ret stærkt på vej til min aftale inde i byen, og der var frygteligt varmt på baren, så jeg nærmest styrtsvedte de første 20 minutter. Ikke at jeg vil betegne den omtalte duft som decideret dårlig, jeg vil bare hellere dufte af noget mere… fersk.

Anyways.

Det var en af de gode aftener. Dem hvor hele baren er fyldt med kollegaer, venner og venners venner, som kommer og går. Og der stod vi så og hang, hele slænget. Hældte sprut i os selv, og festede, flirtede, snakkede, jokede, betragtede.

I sær det sidste var interessant. Overfor mig i hestesko-baren sad der en afrikansk-udseende skønhed. Som en klon af Ciara. Hun havde dårligt været der i 2 minutter før den første fyr, fik kilet sig ind imellem hende og veninden, og faldt i snak med hende. Det var tydeligt at de ikke kendte hinanden i forvejen. Hun så meget genert ud, mens de talte. Da de havde sludret i 10-15 minutter, kommer der så pludselig en anden fyr hen til hende. Og interessant nok synes han også fremmed for hende, og han ender med fuldstændig at hijacke hende. Og det er lidt der kæden falder af for mig. For det er total junglelov nogle gange – alt er åbenbart tilladt. Hvorfor er der ingen ære mellem brødre længere? Der er helt sikkert masser af grunde til at jeg går alene hjem om natten, og en af dem er med garanti at jeg ikke er aggressiv nok. Men lige netop dét der, synes jeg lidt over the top. Som en lille krølle på historien sad hun så og smilte til min ven ved siden af mig hele aftenen, og det endte med at veninden blev sendt over med den klassiske “min veninde synes du er sød”… (at jeg så troede at det var MIG hun smilte til er jo bare endnu et twist på historien, og klassisk kapster).

Nåmen, aftenen ender jo ikke dér, nej nej. En af de nyere tilføjelser til min kreds af “drengene” er lige præcis dét – én af drengene! En fyr med hjertet på rette sted, og som er glad for sjove byture og damer. Og den cocktail er han ved at mixe godt sammen, da han står og hælder drinks og smiger på en køn og sød brunette. Men igen går der junglelov i den, og pludselig står der en helt anden fyr og taler med brunetten. Jeg kan se på min ven at han bliver sådan lidt opgivende, og jeg bliver lidt harm på den her junglelov på hans vegne. Så jeg hanker op i en af de andre drenge, og vi får sådan lidt diskret mast os indimellem ham der Junglelovens Lange Arm, og den søde brunette. Og så begynder vi at tale meget rosende om vores ven overfor brunetten. Vi var gode wingmen. Hun introducerer sig selv til os – jeg kan ikke huske hendes navn, men det er min blog, så jeg kan gøre hvad jeg vil, så lad os kalde hende for Helle. Helle er på det her tidspunkt godt plastret til, og står og smiler sødt til sine nye omgivelser. Junglelovens Lange Arm opgiver og trækker sig tilbage, og vi lader vores ven være alene med sit offer igen.

Men efter lidt tid kommer Helle hen til mig og siger sit (rigtige) navn (som jeg fortsat ikke erindrer hvad er), og spørger hvad jeg hedder. Og så går det vist op for hende, at vi har været igennem den øvelse før, og vi begynder at grine begge to. Ikke at jeg selv er pinligt ædru på det her tidspunkt, men det er tydeligt for enhver at hun er rigtig godt med hvad angår promilleindtag. Hun fortæller at hun har bemærket en detalje i løbet af aftenen, hvor jeg forlader min plads ved baren hvor jeg sad mellem 2 meget, meget kønne veninder, og gik hen til nogle af drengene – og da pigerne sidder og kigger lidt efter mig, råber jeg til dem “sorry, jeg har fået nye venner”. Det var jo bare gak og løjer fra min side – jeg er jo en spasmager – men Helle synes det var lidt sejt. Og det noterer jeg mig selvfølgelig til en anden gang.

Men Helle begynder at flirte rigtig meget med mig, og jeg er ved at blive lidt lunken ved det hele, for det var jo ikke helt planen. Planen var at min ven skulle have prinsessen her. Og det siger jeg faktisk direkte til hende, men hun giver ikke sådan op, og flirter videre – og jeg er jo ikke decideret lavet af sten. Men jeg tager den lige med min ven, og spørger om det er okay med ham at jeg forsøger mig med Helle. Altså, det kan jo ikke nytte noget at wingmanden løber med guldet – ihvertfald ikke uden at spørge først.

Og der var “go” fra vennen, no hard feelings. Og så kyssede jeg hende. Altså ikke i sekundet efter, der var jo selvfølgelig lige nogle indledende øvelser, såsom “du ser sød ud” og “jeg har lyst til at kysse dig” og den slags. Jeg kysser jo som en fucking drøm. I må have mig undskyldt, at jeg lige rykker helt frem i blog-skoen nu, men dét kan jeg sgu. Det er ikke mange ting jeg tør sige højt at jeg er god til – men lige det med at kysse, dét kan jeg. Jeg har bare ikke gjort det i hundrede år, så det var helt rart at få strukket mundtøjet lidt. Men hvad der så egentlig skete derfra kan jeg ikke helt huske. Andet end at jeg kyssede med hende – men jeg kan ikke huske hvor hun blev af. Eller hvor jeg blev af, for den sags skyld. Jeg vågnede op i min egen seng, med hovedet i den normale fodende, i fuld kampuniform, og en pizzabakke med indhold liggende ude på entré-gulvet.

Jeg ved fortsat ikke hvad hun hedder. Og jeg fik ikke hendes telefonnummer, og hun fik ikke mit. For hun havde en kæreste. Men det har de jo allesammen, det tager jeg efterhånden bare udgangspunkt i. Så det kan vel være det samme det hele.

Føler mig en lille smule tom lige nu, forstået på den måde at jeg ikke rigtig føler noget. Andet end lidt tømmermænd. Men jeg vil da et eller andet sted ønske at jeg lugtede bare lidt af fisse.

Sms fra mor, kl. 8.51:
“Hvad så… skal den nye bil ikke ud at trille lidt? ;)”

Sms fra kasper, kl. 13.22:
“Det bliver ikke lige i dag. Jeg tror stadig jeg er fuld.”

Det er ikke fordi jeg nyder at give min mor afslag og ondt i maven på én gang – men jo lidt!

Mor, jeg ved du hader eksistensen af denne blog, og derfor aldrig læser dette, men jeg elsker dig.

Min sidemand på arbejdet – hende der tror jeg er 32 – siger til mandlig kollega fra anden afdeling:
“Hvorfor sætter du dig ikke ved den tomme plads her”, og peger på en tom plads der er ved vores 4-mands-kontor-ø.
“Jeg trænger til at se på et kønt ansigt når jeg møder ind om morgenen!”

Jeg er usynlig. Men det forklarer alligevel en del.

Havde haft en rigtig rutsjebane-dag på kontoret. Som en tur i et Tivoli for følelser. Og som om det ikke var nok, var det som om at jeg cyklede igennem et tropisk regnskyl – bare uden tropisk – på vejen hjem. Og så stod jeg der, og kiggede på mig selv i spejlet. Med gennemblødte bukser og sko. Og jeg frøs og var kold. Og sukkede. Og tænkte om det var okay at skulke fra bootcamp. Om det var okay at tage det lille barn i spejlet alvorligt, og tage dets første omsorgsdag. Med Ben&Jerrys og et afsnit af Sopranos.

Men fuck at give op. No pain, no gain. Træningen er langsomt ved at give resultater. Jeg synes efterhånden den tredje mavemuskel langsomt er ved at manifestere sig. Ikke at jeg egentlig helt ved hvad jeg skal bruge den til, eller hvem jeg skal vise den til. Men jeg havde også brug for at rase ud. Det at føle sig dum er god benzin, og jeg straffede også mig selv ved at smide 2,5 eller 5 kilo ekstra på, afhængig af øvelsen. Nu er sofaen indtaget i vandret stilling, i lyset fra denne bærbar, og med stormen susende udenfor vinduet. Kan mærke musklerne dirre på den fede, brugte måde.

Fagligt hang min dag okay sammen, hvis jeg lige selv skal vurdere det. Der var det en onsdag som alle andre. Det var mere hvad der skete omkring ørerne på mig, i mens jeg løste opgaver efter bedste evne.

Jeg startede dagen med at opdage en tekst ud for navnet på et gammelt bekendtskab på min messenger-liste. Og være nysgerrig nok til at spørge til det. Det var også på tide at jeg tog bare et minimum af kontakt, mente en del af mig. Hun er en person som betød rigtig meget for mig en overgang. Først senere fandt jeg ud af at jeg havde været dybt, dybt forelsket i hende. Som det jo nogle gange er, så møder dreng pige, og pige møder anden dreng. Og derfra lagde jeg afstand. Jeg har stadig tilgode at se hende, uden at have lyst til hende. Tage hendes hånd og løbe væk med hende, og aldrig komme tilbage. Jeg tror ikke hun helt er klar over dette. Sidst jeg så hende synes jeg hun så så dejlig ud, at jeg et par timer senere – nå ja, og 10 fadøl senere – ikke kunne lade være med at skrive det til hende på en lille midnats-sms. Hun er dejlig. Men hun er også kryptonit, for sådan en slatten supermand som mig. For det er ikke godt at tænke sådan om en, hvor følelserne ikke er gengældt. Men det føltes okay at være afstandsven med hende i dag. Håber at afstanden kan gøres mindre med tiden.

Og så fik jeg at vide, “om jeg egentlig vidste at Psykologen havde et barn”, og nææ, det vidste jeg da ikke lige. Og jeg følte mig dum for første gang. For så kom der et element af fortrydelse ind i det hele. Og om jeg ikke bare har bildt mig selv noget ind? Og følelsen af hvorfor helvede man lige skulle skrive om det på nettet. Følelsen af at gå over en grænse. Hvad hvis det hele bare er fantasi fra en druk-tåge? Hvorfor var mit ting-der-ikke-skal-skrives-om-på-nettet-filter ikke aktiveret?? Åh gud, hun har da ikke haft noget i øjnene. Hun har da bare haft meget ondt af mig, fordi hun kunne se at jeg var en stiv og ensom tosse, og fordi hun kunne forudse tømmermændene fra helvede på mine vegne. Hvorfor er jeg så blind? Hvorfor er jeg så dum?

Og så var der så et tredje bekendtskab på kørebanen i dag. Eller – det er helt forkert. Det var mig selv der lidt tarveligt tvang hende derud. Og egentlig hende der lige nu og her fylder mest i min bevidsthed. Men jeg havde for meget fart på. Og jeg havde aktiveret den naive automatpilot samtidig. Jeg flirtede med hende. Ikke bare sådan 8%, men nej, for fuld udblæsning. Men jeg så ikke de små hints, de små signaler. Og pludselig slog alle hendes røde lamper til i bagruden, og når jeg så kommer drønende på cruisecontrol, så ender det i en kollision. Men det var egentlig meget galant af hende, og hun gjorde det eneste rigtige. Jeg har det med ikke at tænke tingene til ende. Jeg opfanger en energi, og så kører jeg bare løs. Jeg tænkte så langt at jeg bare ville se hende smile. Få hende til at grine her og nu. Og lære hende at kende. Det var min horisont. Hun tænkte så langt, at hun kunne se afvisningen for enden af vejen. Så hun tog den helt upfront, og slog bremsen helt i. Hvilket jeg så har prøvet før. Det er også bedst, tror jeg. Hårdt – men godt, sådan er vi jo nogle der godt kan lide det. Lidt som et plaster. Lige når det bliver revet af, føles det som hvis den ellers passive kat du prøver at kæle med, pludselig hamrer sin klo i dit øjeæble. Men av-følelsen foretager sig hurtigere. Men hvorfor kunne jeg ikke se så langt som hende? Hvorfor er jeg så dum?

Svaret blæser vist derude i stormen. Det skal nok bare løbes væk. No pain, no gain.

“Nu er der vel forhåbentlig ikke nogen hættetrøjer i?”

Jeg kigger på hende med et blik af vantro. Har hun mon røntgensyn?

Sekunder inden er jeg lige returneret fra receptionen til min afdeling på kontoret, med en stor pakke fra en af mine online tøjpushere, under armen. Hvilket en af mine kollegaer spotter. Og jo. Der er ganske rigtigt en hættetrøje i min pakke.

“Hvorfor spørger du?”
“Fordi du går bare meget i hættetrøjer. Og synes godt du kunne gå mere i skjorter og sådan.”
“Okay?”
“Jamen, du er 32 år…”
“31!”
“… og du er jo altså voksen nu. Ved du hvad en BØV er?”
“Nja”
“Det er en Børne-Voksen. Én der ikke vil erkende at han er voksen.”
“Aha, og du mener jeg er sådan én?”
“Altså, når man er 32 år…”
“31!!!”
“… så kan man bare godt begynde at klæde sig mere som sin alder.”

Boing! Så fik jeg lige dén at lege med. Men det skal hun da ikke bestemme. Men jeg ved godt hvad hun mener. Jeg sidder i en stabsfunktion, som ikke har nogen direkte kundekontakt. Det betyder at jeg kan have forholdsvis afslappet tøj på. Og når jeg så indimellem hives med som eksperten til kundemøder, så kan jeg sagtens tage pæne jeans på og en skjorte. Og jeg har også et par jakkesæt – og kan sagtens tage dem på, hvis etiketten byder sig. Jeg føler mig bare ikke hundrede procent tilpas i det, jeg føler mig ikke lækker-lækker.

Min garderobe består af en 8-10 par jeans, gerne lidt løse i det. Ikke deciderede baggy, men jeg kan bare ikke have sådan nogle jeans med en fodvidde på 6 centimeter, som truer med at stoppe blodtilførslen i anklerne. Og så et par spidse sko til. Brrrr. Så jeg er mere til sneakers. Det ved man hvad er. Det behøver ikke være sko fra Gucci, eller noget – vi snakker puma, converse og den slags. Så har jeg en hel del v-hals t-shirts fra Fillipa K, som kan gå til alt, perfekte til både under skjorten og v-hals sweateren, som jeg også har en del af. Og så har jeg så en masse t-shirts, gerne med tryk – var en overgang helt vild med Superdry mærket, men nu er det knap så urban mere. Og så har jeg så et par håndfulde af de famøse hættetrøjer.

Og nu har jeg så endnu én. Som jeg er rigtig glad for. Og jeg havde også købt en del andre ting, blandt andet et super lækkert stort tube-halstørklæde, som jeg synes var SÅ fedt på billedet fra webshoppen.

Det var det nu også da jeg fik det op pakken. Der var bare lige det.. at… ja, jeg må have overset noget med småt inden købet, for der sad sådan et stort påsyet emblem på halstørklædet, hvor der stod… eh…
Designed by Nik&Jay

Håber sgu Hugo Boss har jakkesæt på lager, for jeg skal være voksen lige nu!

Filter ON!

Det er en forunderlig verden. For en under en uge siden mødte jeg en psykologstuderende, som jeg også synes var spændende – som også var taget. Det er lidt mere end jeg orker at tage ind lige nu. Hvorfor skal jeg altid gøre det så besværligt for mig selv? Hvorfor vælger jeg konsekvent altid dem, hvor der skal kæmpes for gevinsten? Står jeg altid med ryggen til dem der kigger på mig? Der er i virkeligheden nok at tage fat på for en psykolog/-studerende. Jeg er en fucking case.

Lige nu har jeg to valg. Jeg kan bare lade som ingenting. Ignorere at jeg for første gang i årevis har mærket noget i maven. Så kommer jeg stensikkert aldrig til at møde hende igen. Vores eneste fælles relation er svag, og lægger ikke op til at vi nogensinde møder hinanden, medmindre tilfældighederne vil råde over det. Hun er ikke på Facebook, og jeg kender kun hendes fornavn. Og der er andre derude der kan give fornemmelser i maven. Eller også kan jeg ønske at jeg vil se hende igen, og gøre noget ved det. Jeg vakler lidt. Jeg ved at det sidste ikke er en holdbar vej, for selvom jeg før har kastet mig ud fra tinderne og opdaget at faldskærmen nok skal slå ud, så er det alligevel en lang nedstigning. Men udsigten kan nogle gange bare være så fantastisk.

Der er noget moralsk her. Fornylig forsøgte jeg sammen med en veninde at kortlægge hvad de moralske spilleregler egentlig er, når det kommer til det her med at forsøge sig med folk der har en kæreste i forvejen. Vi blev enige om at der ikke kan laves regler for det. Alt afhænger af situationen, man kan ikke generalisere over dette emne. I tilfældet med den psykologstuderende fra starten af ugen, så var det egentlig meget enkelt. Jeg mødte hendes kæreste ved samme lejlighed, og fandt ham meget sympatisk, og så er det et no-go. Samtidig har jeg en stærk relation til den som udgør min og den psykologstuderendes fælles veninde, og derfor er det også et no-go, da det ellers kan blive noget rod for hende. I sådan et tilfælde noterer man sig bare at hun er sød på den store bruttoliste, i kolonnen under “no-go”.

Som sagt er jeg vaklende med psykologen fra i fredags. Jeg ved ikke hvilken kolonne hun tilhører. Det moralske er minimeret til at jeg ikke føler jeg skylder nogen noget. Eller er jeg en skurk nu? For ham-den-anden er jo mig. Han har måske brugt uger, måneder, år på at lande hende, og nu står jeg der med min charme og sjove bemærkninger, og mine store brune øjne. Svin? Jah. Men jeg vil se hende igen. Jeg vil mærke den følelse igen. Jeg vil have at hun rækker ind under huden på mig, demaskerer mig. Jeg kan mærke at jeg vil lukke hende ind, jeg forstår ikke hvad det er, jeg har kun været sammen med kvinden i 2 timer, men jeg føler jeg sidder efter midnat med Askepots glassko, med en krop fyldt med begær og lyst til udforskning. Ligger hun mon også søvnløs, og kigger ud i mørket, fra deres dobbeltseng, og tænker på mig? Eller er det hele bare noget jeg forestiller mig?

Eller er jeg bare et løbsk godstog, fyldt med følelser og projicering? Hvad hvis jeg synes hun er kedelig, når jeg har erobret hende? Jeg ved godt at jeg tegner et billede af en håbløs kapster, men jeg kan godt være farlig. Hvad hvis jeg bare bliver vild med hende, fordi det er et dejlig ukompliceret sted at have mine følelser parkeret? Hvad hvis jeg løber i den modsatte retning, når hun har skreget mit navn i sengen?

Uh. Spændende, hva? Naah, ik helt vel… tror bare jeg glemmer hende, og ser et afsnit af Forbrydelsen.

“Hvad er det du siger?”

Det var matematik på det niveau hvor to plus to giver fem. Jeg kiggede med skepsis på den høje ranglede mand ovre i hjørnet, som dansede rundt til sleeping my day away, med sine lange arme over hovedet. Og derefter med mistro på den fantastiske psykolog som løb rundt efter ham, med sit lækre smil over hele hovedet. Jeg kiggede igen på manden, og derefter på min ven Bjørncé, som netop havde revet mig ned fra skyen. Vi var begge tavse lidt. Jeg gentager hans sætning som et spørgsmål.

“Er de to gift?”

Han nikker. Min skuldre føles tunge, og jeg føler mig pludselig træt. Fuld. Opgivende. Min hjerterytme finder et normalt leje for første gang i et par timer. Kigger på ham fyren igen. For 10 minutter siden synes jeg at han var en sjov fyr. Nu hader jeg ham og synes han er en klovn. Han har scoret så meget opad, at det ligger et stykke udenfor min fatteevne. Og fucking gift, ligefrem? Selvfølgelig er han billedet på håbet for en halv nation af mænd – inklusive mig selv. Det kan lade sig gøre at score fantastiske kvinder, selvom man er en helt ordinær mand, på grænsen til det kiksede. Jeg forstår det dog ikke. Jeg føler mig som en milliard gange bedre mand. Og dog. For hvad ved jeg egentlig om det? Måske er han den mest fantastiske mand. Det kan være at han fuldender hende. Det kan være at han er millionærarving, og hun har taget ham for pengenes skyld. Det kan være at han er verdens bedste elsker. Det kan også være at han har verdens største pik.

Jeg har ihvertfald min i klemme. Jeg kigger på hende. Hun er så lækker. Sofistikeret. Sexet. Smuk. Hun fanger mine øjne, og jeg kan se det igen. Det. Og det er som om at hun kan se det i mine øjne. At jeg er blevet klar over det. At hun er taget. At hun er udenfor min rækkevidde. Og alligevel så tæt på at jeg kan nå hende. Hendes øjne undskylder. De rækker ud efter mig, omfavner mig, stryger min sjæl med hårene. Kan mærke hendes afmagt. Jeg smiler falmet til hende, drikker ud, standser blødningen og tager jernmasken på igen.

Kan man brække en kno? Min kno ved lillefingeren på højre hånd gør ondt. Den er helt rød og hævet, og det gør ondt når jeg strækker fingrene eller knytter hånden. Jeg har også et gevaldigt blåt mærke på ballen. Altsammen skader fra en lang nat i det pulserende. Hvor den fik lidt for meget gas, som afløb for et par stressede dage.

Så her sidder jeg så. Og gør status, ikke blot over skaderne på kroppen, men også hvad der skete i løbet af natten. Jeg mødte nemlig en helt fantastisk kvinde i går. Jeg ved godt at jeg forelsker mig til højre og venstre for tiden, men hvad kan jeg gøre? Jeg er jo sulten af helvede til, og føler mig følelsesmæssigt radmager. Jeg dur ikke til det her med ikke at have én at rette min opmærksomhed i mod. Jeg trænger til én at lave morgenmad til på en søndag, jeg trænger til at opdage et af kærestens lange hår på min skjorte når jeg sidder til møde på mit arbejde, jeg trænger til én at komme til at købe de forkerte trusseindlæg til og efterfølgende forsøge at pointere at det netop er grunden til at jeg ikke skal sendes i byen efter den slags, jeg trænger til én at stå under bruseren med i en hel time en onsdag aften, jeg trænger til at have én at købe gaver til, og jeg trænger til at have et par bryster jeg kan pille ved så ofte jeg kan slippe afsted med det.

Det lyder helt klichéagtigt, men jeg lagde mærke til hende i samme øjeblik jeg trådte ind i samme rum som hende. Hun sad ved enden af bordet i køkkenet i den lejlighed, hvor jeg var til housewarming. I en blomstret, lys og tætsiddende kjole, hendes mørkeblonde hår var sat op i nakken med løsthængende pandehår. Hun var slank, hendes ansigt var smukt, og havde et smil som lyste hele lokalet op, inkluderende et tandsæt som afgjort ville gøre Kaspers tandlæge-mor glad helt ind i hjertet. Der var også noget tidsløst over hende, forstået på den måde at jeg stadig ikke aner om hun var 25 eller 35. Og så var hun classy på en nede-på-jorden agtig måde.

Egentlig brugte jeg det meste af aftenen på at snakke med mine venner, hygge mig og have det sjovt – mens jeg afstandsbeundrede mit nye fund, forsøgte at få øjenkontakt. Og pludselig var den der bare. Hun stod og talte med en af mine venner, og jeg fik lige listet et par morsomheder af, og så var der kontakt. Og den var der. Den var der fanme. Kemien. Og denne gang tager jeg ikke fejl. Jeg snakker om den kemi som man ikke finder over 3-4 dates eller møder, men den der kemi helt nede på primat-stadiet. Den hvor du kan mærke det i mellemgulvet med det samme, og hvor du føler det gengældt.

Jeg talte længe med hende, og jeg var ude at danse med hende flere gange – og vi ved jo at når Kasper danser, så er det fordi han virkelig gør sig umage. Hun var bare SÅ sindssyg dejlig. Og spændende. Arbejder som psykolog. Altså – hun var virkelig, virkelig fantastisk, lækker stemme, fed humor, og så det der smil, som jeg tror man kunne blive blind af at kigge på for længe. Jeg havde virkelig lyst til hende. Lægge hende ned, og rive hende rundt, og bygge et hus op omkring hende, og få hende til at føde mine børn, og skrive lange digte til hende. Og jeg ved – JEG VED – at hun var tiltrukket af mig. Jeg kunne se det i øjnene på hende.

Og – nå ja.

Så hilste jeg også på hendes mand.

Jeg skal skrive et indlæg om psykologer.

Men jeg har siddet og kigget på de samme 2 linier de sidste 4 timer.

Den starter med “Kan man brække en kno?”

Vidste du at dit nederste ribben sidder meget mere løst end de andre?

Jeg hører Rasmus Nøhr.

Han synger “Hvis du ringer nu, så får du mig“.

Jeg kender det.

Min telefon har aldrig været mere død.

Jeg tænker hvad Tyler Durden mon ville have gjort?

Et folkeskole-crush fra fortiden har lagt modelbilleder af sig selv på facebook.

Vi må vente med listen med “lækre” pigenavne… for jeg føler jeg mig ikke kreativ i dag. Jeg er morgensur. I skrivende stund på 11. time. Eller også er jeg syg? Jeg snotter og har ondt i hovedet. Ligger under dynen igen. Er pylret. Irriteret. Og irritabel. Lad mig være. Er træt af afslag. Er træt af at lære nye bekendstskaber at kende en måned for sent. Er træt af følelsen af skriveblokade til trods for at jeg har mere end 50 kladder på idé-stadiet liggende. Er træt af vejarbejdet i St. Kongesgade om morgenen. Er træt af min bootcamp om aftenen. Er træt af ham den sorte fyr i fitnesscenteret i går som valgte at strække sin alt, alt, alt for veltrænede krop ud foran alle pigerne på crossmaskinerne, og de cirka halvtreds stjålne blikke der nød enhver svedperle på hans krop, som den aktion medførte, mens jeg vel nærmest sad viklet fast i min triceps-maskine med de 5 kilo jeg lige kan klare. Er træt af at jeg kun har 2½ mavemuskel – hvor fanden er de andre henne? Er træt af at min lejlighed roder. Og at ringeklokken på min ellers helt nye cykel, allerede er gået i stykker. Er træt af at cola ikke er sundt. Og nutella. Jeg er træt af at der ikke kommer nogen og tømmer min aviskurv. Jeg er træt af at jeg ikke kan finde ud af hvad jeg skal have på til housewarming i morgen. Er træt af at jeg måske når at blive syg inden housewarming i morgen. Jeg er træt af at ligge her i min seng alene. Er træt af at der ikke kommer nogen og krammer mig, holder om mig, kysser mig. Eller siger at det er de fedeste jeans jeg har på. Min krop er træt. Jeg er træt.

Med andre ord, så føler jeg mig meget i kontakt med min feminine side i dag.

Jeg sad i et middagsselskab i søndags… det lyder meget voksent, ik? Det er også cirka 4 til 5 gange om året at jeg kan lire sådan en bemærkning af, så jeg prøver lige igen…

Jeg sad i et middagsselskab i søndags. Selskabet havde en størrelse på 6 personer, ligeligt fordelt mellem kønnene, hvoraf jeg kun kendte den ene i forvejen. Det var bare sådan stille og roligt. De 2 andre drenge havde tømmermænd, så det lagde ligesom stilen for aftenen. Men der var superlækker mad og masser af lækker rødvin til. Og til dessert den mest fantastiske æblekage jeg har smagt. Jeg ville ønske at kok-inden kunne lave mig en doggy-bag hver dag. Man siger at vejen til en mands hjerte går igennem hans mave, og jeg synes jeg kunne mærke det lidt den aften. Enten det, eller også var det den stærke karry i hovedretten.

Jeg ved det ikke, men jeg er bare aldrig rigtig god til sådan noget med små (eller store for den sags skyld) selskaber, hvor jeg ikke rigtig kender nogen. Forstået på den måde at jeg ikke synes jeg fremstår som jeg gerne vil. Man vil jo gerne fremstå indsigtsfuld, intelligent, bohemé, storbymenneske, storsnudet på den fede måde, nede på jorden, smalltalkende, filosoferende, lækker udenpå, dyb indeni, bredskuldret, charmerende, jeg-er-lækker-i-både-hættetrøje-og-jakkesæt, og med et kæbeparti som synes svejset fast – og mindre skaldet. Det er svært at (op)nå det hele. Jeg er klart bedst i én-til-én. I grupper bliver jeg hurtigt bare smart i en fart. Ikke decideret dum at høre på, men mere bare sådan gemme-mig-bag-en-joke-agtig. Hvor andre i selskabet fortalte om hvad de havde løjet om når de var i byen, eller hvilke dyre-fobier de led af (kaninfobi, whaat??), så forsøgte jeg blot at sige noget sjovt om nogle af de andre, når det var “min tur”, og på den måde spille bolden videre. Og det er jo i grunden underligt, for det jo lidt i kontrast til min lidt udleverende blog. Og jeg havde da også chancen for supplere med ting fra min egen hverdag, da det f.eks. blev diskuteret at man ikke kan blive tjekket for to forskellige ting på én gang, hos sin læge. Hvilket jeg jo direkte kan modbevise. Eller da der blev talt om “imaginary boyfriends/girlfriends”, der kunne jeg jo have introduceret selskabet for min imaginary girlfriend – eller kikkæreste som det også kaldes – Szhirley. Men jeg lod dem ligesom passere.

Det eneste sted jeg egentlig følte trang til at sige noget, var da jeg rodede mig ud i en historie om, at der bag visse pigenavne altid gemmer sig en lækker person. Jeg kan ikke forklare det, men der er bare nogle navne derude, når man støder på dem, f.eks. på en mail, så ved man at der er rigtige gode chancer for at vedkommende i den anden ende er lækker. Ligesom der findes “grimme” eller “slutty” pigenavne. Og sådan er det bare. Men da jeg lancerede min teori, burde jeg have sagt mig selv at den skulle følges op med eksempler. I sær den kvindelige del af selskabet, viste sig at være meget nysgerrige efter mere viden om dette emne. Da jeg fornyligt diskuterede teorien igennem med en kollega – som i øvrigt støttede teorien – blev flere af de lækre navne nævnt. Men i søndags kunne jeg pludselig kun huske ét fra diskussionen. Klappen gik fuldstændig ned, og lige meget hvor meget jeg prøvede at granske min hjerne, stod der kun dette ene lækre navn blændet ind på lystavlen.

Helena.

Og nu ville skæbnen det sådan at der sad en Helene i selskabet. Jovist, selvfølgelig var der et bogstav til forskel – nuvel. Meeen… Potato-potato. Det havde lydet som den vildeste pickupline af alle, hvis jeg havde lanceret den – OG i øvrigt ikke kunne huske andre navne end det. Og dertil skal lægges at hun selvfølgelig ikke var single, hvilket jo bare låser situationen endnu mere. Så jeg følte mig nødsaget til at lyve…! Og simpelthen påstå at jeg ikke kunne huske nogle navne. Hvilket jo gav en underlig brat afslutning på min historie, og bidragede yderligere til min kejtede følelse.

Men hey, teorien blev da ikke modbevist i søndags, den holder stadig.

Egentlig ville jeg have skrevet om æblekage, men jeg er nødt til at fortælle om min dag på Twitter – det var nemlig en af de gode dage – og det vil forklare hvad der nu kommer til at ske.

Der sker det i går, at min gamle (ikke på den måde gamle!) blogkammersjuk-inde Emme opdager at jeg blogger igen, og på sin Twitter giver udtryk for det på denne vis:

Emme: ser at Kapster er tilbage og at han tør ikke date @annaebbesen – søndagen blev lige meget sjovere

For de uindviede betyder det lille snabel-a, at man “adresserer” vedkommende, således at denne kan blive opmærksom på indlægget.
Anna Ebbesen figurerer jo på min top5-liste, og opdager således dette, og kvit-terer med denne:

Anna: @emme ? D er vist første gang at jeg er endt i 1) et online fantasi-scenarie 2) involverende fodmassage og 3) på samme liste som Szhirley ;)

Det opdager jeg selvfølgelig. Og sidder og tænker lidt om jeg bør gøre noget. Og I kender mig jo – og mit kontaktbesvær. Så ender op med en variant som giver følgende dialog:

Kasper: @annaebbesen Indrøm at du går og nynner: “Jeg vil ha’ en blogger, jeg vil, jeg vil ha’ en blogger”!

Anna: @kapster2 Beklager! Har dejlig kæreste der hverken ved noget om trends/tendenser eller kan formulere sig i omvendt kronologisk rækkefølge ;)

Det ville andre selvfølgelig nok tolke som et afslag. Men hvor andre ser en blindgyde, ser jeg muligheder – jeg er jo halvtfyldtglas-typen. Så jeg forsøger med denne (og her skal tilføjes at #-mærket betyder at man tildeler indlægget et såkaldt tag, så det er kategoriseret under dette ord).

Kasper: @annaebbesen Det jeg hører dig sige er at hvis jeg rykker dig op på 3. pladsen, så vil det ændre det hele? #desperat men #ironisk

Anna: @kapster2 Beklager :) #smigret men #ikkefristet

Ffs. Føler min top5 er ved at kuldsejle. Szhirley synes jeg er en skørling, og nu er Anna Ebbesen forsøgt afprøvet. Christine Milton ved vi ikke om lever. Charlotte Munck er åbenbart et af de mennesker som går på toilettet. Der er ingen der forstår min 5′er. Og et par af boblerne er lidt stramtantede. Det giver en lidt broget ny top5.

1. Szhirley
2. Christine Milton
3. Charlotte Munck
4. Anna Ebbesen
5. Lene Maria Christensen

Boblere: Divya Das, Alexandra, Joan Ørting.

Hm. Donna Ø. Forstår i den forbindelse ikke at der ikke er nogen der har kædet min nye selvopdagede singletilværelse sammen med denne nyhed.

Jeg fik en vibrator i fredags. I merchandise-skråstreg-repræsentationsgave på mit arbejde fra et kvindesite, som ville gøre opmærksom på sig selv. Og det må man sige at de fik gjort. Det er da ihvertfald noget man husker.

Der var også nogle ansigtscremer og andet godt i posen, og jeg gav posens indhold til min mor. Altså, minus vibratoren, for det ville være alt hvad man forstår ved ordet “mærkeligt”. Så den ligger nu fint i et af mine skabe. Og der kan den så ligge indtil jeg en dag dør, og min familie skal tømme lejligheden. Eller måske skulle jeg bare skille mig af med den.

For jeg har jo ikke rigtig noget at bruge den til. Så jeg overvejede at få min kollega-veninde – som også er veninde med SH – til at give den til SH. Så kunne man da sige at man havde været der, på et eller andet plan.

Det er svært at tolke om det er et ja eller et nej til min date-invitation, synes jeg.

^{…en dårlig vane…}

Jeg blev kaldt desperat den anden dag. Desperat? Ja. På mindre end 4 uger har jeg præsteret at ligge mig fladt ned for SH, skrive et digt til en pige på 20 år, kaste en “hvis det var at det var, så kunne jeg godt være interesseret i mere”-bold til en single-veninde, spørge en anden single-veninde om hun ville med mig hjem ved enden af en bytur, skrive til en kendt pige om hun ville på date.

^{…en dårlig vane…}

“Måske har han ved et uheld været frosset ned”, skrev en læser, med henvisning til noget helt andet. Det er sjovt og meget rammende. Jeg har været frosset ned. Måske ikke siden kapster.dk’s ophøren, men ihvertfald de sidste 2 år. Siden Englen i begyndelsen af 2008 sagde at det var definitivt slut – selvom jeg jo ikke helt troede på det. Det er jo ikke fordi jeg så har løbet rundt som en anden træmand i de 2 år. Jeg har da flirtet hist og pist, og løbet ind i diverse muligheder, men følehornene blev altid trukket helt ind i sneglehuset, så snart jeg kunne se hældningen på den vej jeg bevægede mig på. Hvis jeg endelig mærkede forelskelsens klamme fangarme omkring mit sind, så sørgede jeg for at følelserne var rettet i mod en kvinde som var udenfor min rækkevidde. En sikker ankerplads, og et vakuum hvor de hurtigt kunne dø af iltmangel igen, når afvisningen indfandt sig. En selvopfyldende profeti hele vejen.

^{…en dårlig vane…}

Og jeg lå hver gang efterladt tilbage med mine uforløste drømme om et liv med Englen. Hun var udgangspunktet, mit centrum. Hun ville ikke have mig. Hvorfor? Hvorfor var jeg ikke god nok? Prøvede at søge væk. Men kompasset peger altid mod den golde og kolde nordpol. Så jeg endte tilbage i mit centrum. Skrev til hende at jeg savnede hende. At jeg ville have hende tilbage. At jeg ville hive stjernerne ned fra himlen til hende. Igen. Men det var ikke nok. Mit tomme hjerte søgte mod en ny flirt, eller en ny uopnåelig kvinde, og når jeg trak mig tilbage i sneglehuset, landede jeg tilbage i mit centrum. Og sådan har det kørt i ring i 2 år.

^{…en dårlig vane…}

Ville jo bare have hende. For evigt. Smelte sammen med hende igen. Elske med hende. Savnede hende jo konstant. Tænkte på hende som det første når jeg vågnede, og som det sidste inden jeg faldt i søvn. Savnede følelsen af at hun udfyldte mit tomrum. Savnede at mærke hendes varme. Savnede at elske med hende. Savnede at se hendes pupiller udvide sig når jeg trængte ind i hende for første gang efter en måneds savn. Hvorfor ville hun ikke have mig? Hadede at sætte hende på s-toget på Nordhavn Station. Og se hende køre væk fra mig med sit lille smil og sine tårer i øjnene. Med mit hjerte hængende efter toget, som dåserne på de nygiftes bil. Englen flyttede ud af mine dyner, og monsteret flyttede ind under sengen, og martrede mig til næste møde.

^{…en dårlig vane…}

Hun er som sagt ude af systemet nu. Jeg elsker hende stadig for den betydning hun har haft. Og det er det. Men vaner er svære at bryde. Og med SHs gentagne afvisninger, har jeg følt mig uden fodfæste. Jeg mangler et centrum. Jeg savner ikke det gamle. Jeg savner ikke Englen. Jeg visualiserer hende for mig, med de synlige beviser på hendes frugtbarhed, med den vordende far i sin hånd. Jeg smiler på den lille families vegne. Men græder ikke flere tørre tårer. Så jeg søger nu. Søger efter fodfæstet. Et nyt centrum. Mit eget centrum. Et hvile for mig selv. Strømmen til den kummefryser jeg har ligget i er blevet slukket, og jeg er ved at tø op.

Desperat? Ja. Desperat efter at komme af med dårlige vaner.

I rest my case!

Det er da i øvrigt sindssygt blæret. Tænk sig at have en hadegruppe med 0 medlemmer. En anerkendelse i anerkendelsen. Sådan én vil jeg også have.

Jeg står ved det, jeg synes hun er lækker. Og den opmærksomme læser har opdaget at jeg har initieret kontakt via Twitter. Eller ihvertfald énvejs-kontakt. Jeg er så dårlig til det der, for jeg gider heller ikke lefle for meget. Men måske jeg burde, for jeg er da i virkeligheden mere end villig til at lade Szhirley gå hele vejen til tops på min liste, for hvem kan alligevel overhovedet huske Christine Milton. Vi ved vel dårligt om hun lever. Og som en ven kommenterede: “du har det altså med at hænge for længe på nogle piger”. Point taken.

Jeg har i øvrigt gjort det før, for ikke så længe siden. Det her med at initiere kontakt til en kendt. Det skete da jeg gik helt i stå, da der gik en video med Sukkerchok på skærmen nede i træningscenteret. Jamen jeg kan ikke forklare det – det er bare måden de bevæger sig på i videoen. Jeg var helt solgt. Og hende blondinen i “bandet”, var min yndling. Malene, hedder hun. Hvilket jeg ved en senere lejlighed proklamerede til min søster, som rullede med øjnene som man kan som 20-årig når man synes ens storebror er dybt åndssvag-skråstreg-pinlig-skråsteg-småskør, og svarede at hun ville fanme slå hånden af mig hvis jeg en dag kom hjem med hende.

Nå ja. Som om.

Og dog.

For så tænkte jeg… at det vel er et sted at starte? Så jeg fik hende tilføjet på Facebook, og skrev til hende. Følgende udspillede sig:

_______
Hej Malene,

Min søster har skrevet på min profil at hun slår hånden af mig hvis det nogensinde skulle blive til noget mellem dig og mig… hvad laver du på mandag?

KH/K

_______
ha ha….. jeg øver helt sikkert med de to andre piger… vi har temmelig travlt for tiden da vi har show i et center på lørdag

Der er ikke plads til særlig meget andet end sukkerchok i mit liv for tiden men tak for de søde ord…

Malene :)

_______
hm, jeg kan jo ikke undgå at blive skuffet over at du så tidligt i vores forhold vælger din karriere fremfor mig – damn you, karrierebevidste kvinder!

Held og lykke med det hele – I gør det godt! Og du gør det exceptionelt godt i den blå tanktop. Jeg gik helt i stå første gang jeg så jeres video, og det var vel at mærke i træningscenteret… hmm, det har formentlig set lidt underligt ud…

KH/K

_______
Tak for dine beskeder, tager altid hatten for dem som tør være så lige ud af posen…. :) sejt gået…

_______

Aaaarh. Behøvede hun at skrive det sidste? Men så igen – behøvede jeg?

Fuck it. Ny top5.
1. Szhirley
2. Christine Milton
3. Charlotte Munck
4. Anna Ebbesen
5. Lene Maria Christensen

Hm, hun mener det fanme, hende Singleton. Det med interviewet. Og det med billedet. Læserne af den gamle blog vil vide at jeg ikke var så begejstret med at sætte billede på kapster. Jeg tror det handlede om at jeg mente/mener at det bliver lidt mere interessant for læseren, hvis man læser med, med tanken om at jeg er én i mængden, og I allesammen (og med “allesammen” der mener jeg de 5-6 læsere jeg har) kan have jeres eget billede af kapster. Omvendt så bliver jeg jo indimellem “konfronteret” med min blog af dem som rent faktisk kender mig, og de synes jo stadig om det jeg laver. Så jeg ved det ikke… måske er det bare noget jeg bilder mig ind, det her med den billedeløse kapster?

Anyways. Jeg er jo selvfølgelig total i noia-mode nu. Der er booket fotograf, stylist, bil og – brrrr – 4 modeller. Wtf? Som om jeg ikke er nok ude af mit element med billedet, så lad os da lige smide 4 modeller ind i ligningen. Mine drengevenner er helt oppe at køre over det. Dels fordi de synes jeg har rigtig godt af netop at komme ud af mit element. Og dels fordi et par af dem har scoret fripas til at kigge på. De hygger sig, gør de.

Jeg er så til gengæld gået i bootcamp. Træning, træning, træning. Jeg skal jo højst sandsynlig have tøj på, jo jo, men man ved jo aldrig. Og vil jo for fanden gerne tage mig så godt ud som muligt. Jeg er faktisk okay tilfreds med min krop – det har jeg altid været. Jo jeg har. Jeg er jo ikke nogen stor Sidney Lee bøf – mere den lean fighter type. Sådan lidt Kessler agtig, måske lige minus de der 10-15% som man jo mangler, når man er lidt ude af form. Så der skal bare markeres op.

Jeg har før været på sådan nogle selvvalgte bootcamps. Sådan nogle 8-, 10- eller 12-ugers trips med 5-6 træninger om ugen. Og endt topskarp. Sådan rigtig Tyler Durden agtig selvfølgelig – det er pigerne jo også vilde med. For derefter at fucke det hele op i løbet af de næste måneder. Jeg har så ringe disciplin hvad det angår, og det er jo hårdt arbejde. Og i de foregående bootcamps har jeg efter endt træning lavet sådan nogle smoothies med bær, bananer, mælk – og så lidt proteinpulver. Og jeg ved det jo godt. Det hjælper mig jo ikke rigtig, hvis det endelig hjælper mig med noget, så er det med at tage på. Men det smager godt, og det giver mig masser af placebo-effekt! Og hvorfor ikke tage det med?

Men den sidste proteinpulver-dåse købte jeg i forsommeren. Oppe i en Matas på Østerbrogade. Og ja, der er da en del af de der matas-piger som er sådan lidt plastic og dullede, men der er altså også en del af dem som er toplækre. Og jeg trak en af de sidstnævnte i ekspedientlotteriet. En semihøj blond pige, med strålende blå øjne og lette fregner på næsen. Jeg siger at jeg bare skal have den her, og trommer på den halvstore dåse. Hun smiler et stort smil til mig, og lægger sådan lidt kælent hoved på skrå, mens hun trækker dåsen til sig henover skranken. Og jeg tænker for mig selv at hun er faldet for min overlækre krop – helt ligesom jeg næsten også selv kan komme til. Hun slår den ind, spørger om jeg skal have en pose til den, og jeg betaler med dankort og alt det. Og så i det hun finder posen frem fra under kassen, spørger hun om det skal bruges til træning. Jeg svarer selvfølgelig ja(?) – så vælger hun at følge den op med:
“Vi har faktisk en masse artikler om træning inde på matas.dk – der kan du finde en masse tips, til hvordan man får muskler og sådan”.

Muskler og sådan? Ikke noget med store eller større muskler, eller markerede muskler. Vi snakker muskler helt uden gradbøjning. Jeg kigger ned af min hvide t-shirt, hvor de her 2 tynde og hvide og ranglede arme hænger ud fra. Og bliver lige rusket ud af min fantasiverden, og kommer i tanke om at det der med Tyler Durden jo et eller andet sted kun er noget der foregår inde i mit eget hoved. Går ned af Østerbrogade, og ser mit spejlbillede i en butiksfacade, og bliver overrasket over at det ikke helt ligner Mikkel Kessler der går der, men bare en tyndfed, skaldet fyr med 5-6 fejlplacerede kilo.

Jeg hader min krop. Og jeg hader selvbedrag.

I serien Seinfeld er den halv-usympatiske karakter George Constanza altid uheldig, hvilket i afsnittet “The Opposite” får Jerry til at foreslå at George gør alt modsat af hvad han plejer, for derved at narre skæbnen. Ud fra filosofien “If every instinct you have is wrong, then the opposite would have to be right”.

Lidt inpireret af det, og koblet sammen med Anders’ laminerede utroskabsliste fra 90′erne i det forrige indlæg, vil jeg lave en liste over kvinder som jeg under ingen omstændigheder gad at date (underforstået, at det kunne jeg rigtig godt tænke mig), med de få regler at der kun er danskere på listen, at listen ikke er for sjov, og at min nabo ikke er så skide spændende. Og i øvrigt forudsætter vi at Scarlett Johansson er mere amerikansk, end dansk.

Jeg vil understrege at det er et øjebliksbillede! Listen bliver således ikke lamineret. Vi er trods alt trådt ind i den digitale tidsalder, og tingene kan ændre sig hele tiden.

Liste over folk jeg IKKE vil date

5. Lene Maria Christensen – link
(den eneste blondine på listen, og det er vel også derfor primært af blondine-årsager at hun er nomineret – for hun spiller altid en lidt blæst pige, men på en PIV-fræk måde. Glemmer aldrig den røde læderdragt hun havde på i et afsnit af “Langt Fra Las Vegas”. Håber hun har mere mellem ørerne end de roller hun spiller, og hvis det skulle forholde sig sådan, gad jeg godt at lære hende at kende. Hun virker som en man aldrig keder sig sammen med, og samtidig en man har lyst til at rive rundt)

4. Anna Ebbesen – link
(ikke bredt kendt. Fagforfatter og -blogger indenfor det område jeg beskæftiger mig med, og er mange gange klogere end mig. Hun er smuk, og jeg forestiller mig at hun er sådan en man giver en fodmassage og et glas rødvin, mens hun ivrigt lærer mig de nyeste trends, og jeg smiler af hendes entuiasme, mens jeg tænker at hun ville blive sur hvis jeg kyssede hende lige midt i hendes talestrøm)

3. Charlotte Munck – link
(jeg har faktisk aldrig set et helt afsnit af Anna Pihl, så det er ikke på den baggrund. Jeg læste fornylig at hun fylder 40 i år, og var nær faldet ned af stolen. Jeg synes hun er helt utrolig flot, og kan da godt se at hun ikke er 20 år, men hun har bare noget meget tidsløst over sig. Og samtidig den her sårbarhed over sig, som jeg altid er så vild med.)

2. Szhirley – link
(fordi hun har middelhavsblodet i sine årer hvilket er lig med temperament og lidenskab, fordi hun har booty, fordi hun er pisselækker, fordi hun altid virker begejstret, fordi hun rent faktisk er sjov, og fordi jeg vil have hende til at synge for mig inde i mit soveværelse, mens jeg stryger hendes hår. Hun er min hjerter dame. Og så er hun vist single?)

1. Christine Milton – link
(jeg tror ikke jeg har set eller hørt om hende i 5-7 år, men jeg er stadig afstandsforelsket op til begge ører. Hun var bare så fantastisk naturlig i den originale Popstars, så sød, og en lille smule skrøbelig – og synes jeg skrøbelighed er sexet? – oh yes. Christine, kom tilbage!)

Boblere: Divya Das (fordi jeg aldrig rigtig hører efter når hun læser nyheder op), Alexandra (fordi hun ældes med ynde, på den helt bogstavelige måde), Joan Ørting (fordi).

Nå, Skæbne. Do your trick.

Vi havde lige en lille familiekrise herhjemme i fredags. Familien udgør i dette tilfælde mig og Kalli the Cat. Situationen var den at jeg havde haft en hektisk dag på kontoret, og havde nogle timer hjemme inden jeg skulle mødes med nogle af vennerne på 1105. Hvilket jo efterlod tid til et par ritualer, blandt andet lige rydde lidt op og skifte sengetøj.. jojo, det gør jeg skam stadigvæk.

Men en ny faktor midt i den her monumentale sindssyge var jo Kalli. Og der er lige en lille historie at fortælle om Kalli, og det er at når hun har været på bakken og lave stort, så er det som om at russerne har lavet et gasangreb. Altså jeg ved ikke hvad der er i det tørfoder, men jeg gætter på at det er noget af SuperBest-slagterens allerfineste kød, frysetørret og trykt ud i M&M størrelser. Måske tilsat en eller anden form for gær, så det rigtig kan ulme nede i kattens mave. Det starter som en svag kilden i næsen, og når man har fået en vis erfaring med det, er det bedst at få aflivet kilden med det samme. Altså ikke katten! Men lorten. Den skal skylles ud i toilettet, og det skal gå stærkt. Kattens bakke står i forvejen lige ved siden af mit toilet (jeg ved det – hyggeligt, tænker du), og så har jeg sådan en lille skovl. Og så er det egentlig bare at vippe den op i kummen. Og det lyder altsammen nemt nok.

Men når man er på vej derud, så trækker man vejret dybt, og som en anden dybdedykker hapser man lige det allersidste ind – for operationen kan jo gå galt, og så bliver tid en faktor. Og inden man overhovedet kommer så langt, skal man lige tjekke at der ikke står nogle stearinlys tændt nogle steder, eller andre åbne ildkilder, som kan komme i kontakt med den koncentrerede gas, som vil fordele sig når jeg med mine bevægelser på badeværelset får spredt luften. Når man så kommer derud og starter manøvren, begynder ens øjne at løbe i vand, så snart de udsættes for det kemiske angreb. Man kan mærke porrerne i huden lukke sig i et kropsligt forsvar. Men man samler alt tænkelig koncentration om den forestående opgave. Spænder hver en muskel, og ved at bare én lille rysten på hånden, kan have fatale konsekvenser. Man får skovlen under den, løfter den forsigtigt men resolut op, og trækker derefter skovlen ud af kattebakkens hul med en kirurgs præcision – det handler om ikke at ramme (i mangel af bedre ord:) karmen på åbningen. Herefter kommer der en kritisk fase, hvor lorten er ude i det åbne rum. Her skal man have forberedt sig inden ved at have åbnet BEGGE lokumsbrætter.

I branchen findes et rygte om en fyr tilbage i starten af ‘92, som her tabte lasten ned på brættet med hullet, og herefter startede en kædereaktion af fejl. De fandt ham først efter vi havde vundet EM, fordi naboerne undrede sig over at han ikke kom ud og jublede med.

Nu gælder det om at have fart, koordinationsevne og fingersnilde. Med tårer i øjnene, en lunge der er ved at kollapse og nerverne uden på tøjet hælder man lorten ned i en vinkel, så den rammer krusningens overflade med præcis 57 grader, således at genplasket bliver skyllet væk fra dig. Nu skal der skylles ud, og herefter følger nogle dramatiske sekunder, hvor det handler om at få banket kattegrus af skovlen, fået den lagt på sin plads, og få kastet sig ud af badeværelset. Ved den sidste sekvens plejer jeg at kaste mig rullende ud, og i én bevægelse sparke døren i. Vejret skal stadig holdes, mens man søger efter det nærmeste vindue, åbner det og suger frisk luft ind. Alt i mens Kalli sidder et eller andet sted – sikkert i din seng – og slikker sig bagi, efter at hendes ende har produceret hvad der må være en gasart, som endnu ikke blevet optaget i det periodiske system.

Det gør hun én gang om dagen.

Og det havde hun ikke gjort da der var en halv time tilbage inden min afgang mod byen i fredags. Så jeg var lidt i panik. For hvad hvis hun havde tænkt sig at gøre det efter at jeg havde forladt lejligheden – og det utænkelige skulle ske, at jeg havde en dame med hjem (don’t laugh). Jeg kunne ikke overskue konsekvenserne – det hjembragte emne ville jo falde død om inden hun havde smidt stiletten. Onde mennesker ville jo kunne bruge Kalli som det ultimative drugrape våben. Jeg kunne selvfølgelig bare have 2 gasmasker klar, men det afstedkommer bare nye dillemaer, såsom hvor finder man gasmasker fredag aften, og vil hun synes jeg er en kinky fætter, hvis jeg hiver 2 gasmasker frem allerede i entréen?

Jeg overvejede om man kunne massere en kat på maven, eller gåsefodre den med svesker, da jeg 7 minutter før jeg skal ud af døren, kan fornemme den harske duft af en kattetarms bedrifter, af en art som ville have gjort Saddam Hussein våd i trussen. Og jeg kan påbegynde min proces, og tage i byen med ro i min mave.