kapster2.dk

I dag overlader jeg min blog til en gæsteblogger, og ambitionen er at jeg fremadrettet har en ny gæsteblogger den sidste dag i hver måned. Første gæsteblogger behøver nok ikke nogen større introduktion – de fleste af jer kender hende som Singleton. Det spørgsmål hun besvarer til sidst, er et hun har fået af mig.

“Jamen.. Er du gal en mail, ved slet ikke hvad jeg skal sige!”

Sådan startede SH sit svar. Men det vidste hun så godt alligevel. Hun havde ikke mavefornemmelsen – hun synes jeg var sød og en alletiders fyr, men der var bare ikke nogen sommerfugle. Og eftersom vi har mødt hinanden en del gange efterhånden, mente hun at den ville være indtruffet, hvis det var skrevet i stjernene. Hun var egentlig meget direkte, men som hun skrev, så er vi for gamle til alle klichéerne. Hvilket jeg under andre omstændigheder er enig med hende i. Men jeg ville da godt have haft én eller to med på vejen. Noget med at hun stadig havde en ex hun var vild med, eller en af de andre afvisnings-klassikere. Den er alligevel lidt tough at deale med, den her. “Det er ikke mig, det er dig”.

For jeg følte et eller andet sted at jeg gik skridtet ud med den mail. Altså – jeg skriver ikke den slags hver anden dag, hverken i mail- eller blogform. Men jeg vidste at der skulle noget ekstraordinært til at få hendes opmærksomhed, og håbede lidt at den gjorde tricket. En pige som jeg engang var forelsket i, skrev til mig igår, at hvis jeg havde skrevet sådan til hende, så havde jeg fået hende. Jeg overvejede om det mon var for sent at videresende den til hende istedet. Hun mente det som en kompliment og opmuntring. Men det var underligt at tænke på. At noget virker helt efter hensigten for nogen, og helt preller af på andre. Og på den måde kan denne idé synes spildt i dette tilfælde.

På den baggrund gør det selvfølgelig lidt naller med SHs afslag. Men jeg er egentlig ikke ked af det. Selvom hun havde sagt ja, var der jo ingen garantier alligevel, og måske vidste jeg dybest set godt at hun ville sige nej. Faktisk føles det rart at være ‘out there’, efter at have boet i et mentalt sneglehus i 4 år. Sådan lidt som at stå op og strække benene, efter at have ligget i sygesengen i en uge. SH er jeg færdig med, det siger sig selv. EOfuckingM. Men der venter mere af det her, det kan jeg mærke. Gør-tænk. Og ikke omvendt. Jeg bliver aldrig verdensmester i den disciplin, og det er heller ikke at tilstræbe. Men jeg kan bare godt komme lidt mere i balance hvad det angår.

Ved godt at det forrige afsnit kan lyde sådan lidt “I will survive”-agtigt, men egentlig havde jeg lovet mig selv at reflektere mere over lige præcis de her hændelser i denne blog, i forhold til hvad jeg gjorde i den gamle. Det var vist det jeg tænkte på da jeg indlemmede “voksen” i tag-linen. Gud forbyde det.

Jeg har damebesøg i disse dage. Jaaa. Såmænd. Kalli, hedder hun. Og er en stor rød-sort-hvid-stribet hunkat. Hendes ejere er ude at rejse, så hun er flyttet ind hos mig, med tørfoder, kattebakke og alt det andet sjove.

Jeg tror jeg har på fornemmelsen, hvorfor den skal være hos mig. For der var en forlænget weekend for nogle år siden, hvor jeg var bestilt til at skulle se til den. Dvs. køre forbi deres lejlighed, give katten mad, nusse den bag ørerne, skifte bakken og alt det. Det gik sådan set også fint nok, indtil lørdag formiddag. Hvor jeg kørte ned til Kalli, mens jeg havde gevaldige tømmermænd. På et tidspunkt mens jeg sad i lejligheden, fik jeg voldsom kvalme, og måtte lige ud til toilettet. Heldigvis skete der ikke noget, men badet i koldsved kom jeg ud fra toilettet igen, og skyndte mig hjem i min egen seng, for at sove den helt ud.

Da jeg kommer ned til Kalli om søndagen, og låser mig ind, falder mine øjne som det første over den lukkede badeværelsesdør for enden af den lange fordelingsgang. For kattebakken stod nemlig derude – og jeg havde åbenbart lukket badeværelsesdøren helt i ved besøget dagen før. I panik gennemsøger jeg alle rummene, med et svagt håb om at Kalli måske har været så fornuftig at placere sine efterladenskaber på en avis eller i køkkenvasken. Men Kalli har åbenbart ville det anderledes den dag, og har valgt at dæfikere samt urinere midt på mine venners seng. Et kort sekund overvejer jeg om jeg bare skulle ignorere hvad jeg lige havde set, åbne døren til badeværelset igen, og så lade det være en lille homecoming-surprise. Men min samvittighed får mig alligevel til at ringe til mine venner, forklare dem situationen – og spørge hvad jeg kan gøre. Det ender med at jeg brødbetynget sætter en vask over med sengetøjet, og ellers får gjort så rent som muligt.

At den åndssvage kat så vælger at urinere én gang til i sengen, inden mine venner kom helt hjem, må jo bare kategoriseres under at katten hader mig!

Så denne gang har mine venner klogeligt valgt at lade mig passe katten hjemme hos mig selv. Og det var da med en vis ængstelse – men indtil videre går det rigtig godt. Måske endda lidt for godt. Jeg har allerede taget mig selv i at snakke højt til den. Eksempelvis i morges da jeg proklamerede at nu ville jeg tage på arbejde og tjene penge, så jeg kunne sørge for tag over hovedet til os begge. Eller det faktum at hun sover i min seng. Faktisk siger det alt om hvor tætte vi er blevet, da jeg natten til mandag, vågnede om natten, prikkede til Kalli, som betuttet og søvndrukkent giver mig et hvad-fanden-vil-du-blik i mørket, og jeg siger: “Kalli, vend dig om på siden – du snorker!”

35 ting du bør vide om mig

Imellem SH og du.

Kasper D. Jensen, 27. oktober kl. 18.42

Hey SH,

Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal starte, men for at sige det som det er, så har jeg lidt svært ved at slippe dig, uden at det samtidigt skal lyde for dramatisk. Jeg ved ikke hvad der skete den nat på Pink, hvor jeg masserede dig, men et eller andet satte du igang. Du duftede så lækkert, din hud var så varm at røre ved, og jeg kunne have brugt hele natten på at lade mine fingre glide igennem dit bløde hår. Jeg havde så meget lyst til at kysse dig, være sammen med dig. Det gik lidt i koks til sidst, men siden den dag, har jeg haft lyst til at lære dig bedre at kende.

Som jeg sagde til dig i garderoben på Karel i fredags, så er jeg en sød fyr. Det sagde jeg lidt med vilje, for vores veninde siger at det er sådan én du trænger til at møde – for du render altid ind i fyre som ender med at behandle dig dårligt.

Jeg ved godt hvad jeg IKKE er.

1. Jeg er ikke en “farlig” fyr, som pigerne drages af.
2. Jeg har ikke nogle lækre tatoveringer
3. Eller en kæmpe Audi.
4. Jeg har ingen store overarme
5. Eller lækkert hår.
6. Jeg ejer ikke natklub
7. Eller en ferielejlighed i Nice.

8. Men jeg er en god fyr.
9. Jeg vil altid beskytte dig.
10. Som i sangen: I’ll never let your head hit the bed without my hand behind it.
11. Jeg er typen som din mor kan li.
12. Jeg er ham som sender dig en sms i din frokostpause, og fortæller at jeg tænker på dig.
13. Jeg glemmer aldrig vores mærkedage eller din fødselsdag.
14. Eller din mors fødselsdag, jf. punkt 11.
15. Jeg er ham der lægger mig ind til dig, og kysser dig på skulderen, når jeg vender mig i sengen om natten.
16. Jeg giver dig gaver på en almindelig tirsdag.
17. Jeg er kæresten som du kan tage i byen med, og rent faktisk have en sjov aften.
18. Jeg flirter aldrig med dine veninder, men de synes jeg er sjov.
19. De gør dine drengevenner også.
20. Jeg er fyren der altid ender med at blive den første til at sige “Jeg elsker dig”. Men så mener jeg det også.
21. Jeg går på McDonalds efter mad, når vi begge har tømmermænd.
22. Jeg er fyren som du gider at ligge en hel søndag i sengen med.
23. Jeg går aldrig uden at kysse dig farvel.

24. Og jeg er i øvrigt den bedste kysser du nogensinde kommer til at møde.

25. Du tager fejl, hvis du tror jeg er blødsøden
26. Jeg er også ham som pludselig kan tage dig hårdt på stuegulvet, uden at tænke på om genboerne kan se det, fordi jeg bare har lyst til dig her og nu.
27. Jeg er ham som kigger på dine bryster, når du taler om din venindes problemer med sin bankrådgiver.
28. Jeg drikker mig for fuld til din kusines bryllup.
29. Jeg læser på toilettet.
30. Jeg går hellere til fodbold med drengene, end jeg vil med dig i IKEA.
31. Jeg siger dig i mod, når du ikke har ret.
32. Og jeg gider ik se Desperate Housewives.
33. Jeg bliver stædig, når der er noget jeg vil have. Jf. denne mail.

34. Jeg er muligvis ikke prototypen på en fyr du ville gå ud med.
35. Jeg vil rigtig gerne invitere dig på en date, og lære dig bedre at kende, hvis du er frisk – om ikke andet, så lover jeg at du får en sjov aften.

KH/K

Kort efter at SH accepterede min friendrequest på Facebook.

Fik lidt på puklen i går af en veninde, som mente at jeg kun var kropsfikseret i min måde at beskrive SH på i mine indlæg. Da jeg sidst hængte ud med min veninde diskuterede vi hvordan fyre ser på kvinder. Som udgangspunkt er det jo et helhedsindtryk, men som jeg fortalte tror jeg at vi grundliggende opdeler vores opfattelse af den enkelte kvinde i 3 kategorier. Personlighed-ansigt-krop. Og så er det forskelligt fra fyr til fyr, hvordan vi vægter de 3 dele. For nogle fyre er et sødt smil nok. Andre fyre skal stimuleres intellektuelt. Og så videre. Og jeg fortalte meget helligt at jeg nok lagde mest vægt på personlighed, med en svag skæven til de 2 andre kategorier. Og nu var min veninde altså lidt fortørnet over at jeg tilsyneladende kun er interesseret i SHs krop. Lidt senere i dialogen, fandt jeg dog ud af at det vist i virkeligheden bundede i min venindens egen usikkerhed, fordi hun var overbevist om at hendes egen røv var faldet omkring 5 centimeter de sidste par måneder. Og nu var i panik som kun kvinder kan være det, når deres røv har peaket, og pludselig synes at mænd der roser andre kvinder for deres udseende er nogle overfladiske sataner.

Men det ændrer ikke ved at det faktisk er rigtigt. Jeg er kun interesseret i SH for hendes krop og ansigt, for sandheden er at jeg ikke kender hende særligt godt, så det er alt hvad jeg har at gøre godt med. Jeg har kun mødt hende i byen, nu 4 gange. Jeg synes hun er super sød og charmerende, og jeg ved at hun også kommer fra Roskilde – men det er stort set også det. Resten er fysisk tiltrækning. Men altså, jeg har da en god fornemmelse omkring hende. Tror da afgjort at hun har mere at byde på. Men meget af fascination omkring hende, handler også om følelsen af at jeg havde hende. Men på en eller anden måde slap katten ud af sækken.

Første gang jeg så hende var på Roskilde Festival i sommers. Jeg blev introduceret til hende af vores fælles veninde. Og synes med det samme at hun var en flot pige. Fik aldrig talt med hende. Hun var helt væk i en solbrændt fyr med åbenstående skjorte og mavemuskler. Og hår på hovedet. De flirtede temmeligt intenst. Så det kunne have været godt det samme, og jeg var af samme årsag ikke super interesseret. Men jeg bemærkede da overfor en af de andre, hvorfor vores fælles veninde aldrig havde fortalt om SH, for jeg synes hun var lækker.

Anden gang jeg mødte hende var i midten af august. Min veninde og SH havde været i Kongens Have, og jeg skulle i byen med min wingman Bjørncé. Min veninde skriver at de er på 1105, og at vi skal komme derover og holde dem med selskab. Jeg er meget tilbageholdende i starten, og det samme er hun. Men der er god stemning imellem os alle fire, og da 1105 lukker ryger vi videre på Hornsleth. Her kommer jeg til at tale lidt mere med SH, og finder ud af at hun er fra Roskilde som jeg, og vi snakker om vi eventuelt kender nogle af de samme mennesker, da vi er på samme alder. Senere vil hun ud at danse, men da jeg finder ud af at dansegulvet er helt tomt, pånær 8 drenge som sidder i en halvcirkel omkring dansegulvet, nærmest som om at de sad og ventede på at en casting skulle starte, går jeg lidt kold. Jeg danser kun når jeg er 100 procent fuld, og selvom jeg ikke er langt derfra på dette tidspunkt, er det bare lidt for grænseoverskridende at danse med en babe foran et dommerpanel bestående af 8 Nicklas og Jannik typer. Jeg vælger at være ærlig, og siger til SH at jeg ikke gider danse foran det der halve fodboldhold, og om vi kan gemme det til senere. Hun griner, og siger at så vil hun benytte lejligheden til at gå på toilettet. Jeg sætter mig på en trappesats, og venter på hende. Da hun kommer tilbage, smiler hun og siger “hvor er du sød, du sidder og venter her”. Hvad hun ikke ved er at nattens junglelov sådan set har tvunget mig til det. Jeg ved jo godt hvad klokken er slået, når en pige vil danse med en fyr, og jeg ved også godt at det trækker ned, når han så ikke gennemfører. Og jeg vil ik slippe hende af syne nu, for de der sultne drenge ovre i hjørnet sidder bare og venter på sådan en tøvende fyr som mig. Hun tager min hånd, og vi går tilbage til de andre.

Hornsleth lukker kort efter, og vi bevæger os igen ud i natten på jagt efter mere fest. Og ender på den hedengangne natklub Pink. Her er dampen ved at gå lidt af os. SH og jeg sidder på nogle lave stole, hun sidder lidt skråt foran mig. Hun masserer sin ene skulder. Jeg ser mit snit. Tager fat i nakkemusklen. Trykker til. Hun lukker øjnene, lader hovedet falde bagover, så hendes hals strækkes. Jeg tager fat i den anden nakkemuskel, og trykker til. Hun trækker vejret dybt, og har stadig lukkede øjne. Jeg masserer hendes nakke og skuldre i 5 minutter, og kravler hen bag hende, så vi begge sidder på den samme stol – jeg har et ben på hver side af hende. Masserer mere intimt nu. Hele vejen ned af hendes rygsøjle, på hendes lænd, og hele vejen op igen. Trækker hendes elastisk af hendes kraftige blonde hår, løsner det, og lader mine fingre glide op igennem. Masserer hendes hovedbund. Hun føles helt i min magt, hendes overkrop svajer frem og tilbage i takt med mine hænders påvirkning af hende. Min fingre er helt inde ved hårbunden i hendes baghovede. Jeg lukker forsigt hånden om håret, og hiver blidt i det, trækker hende forsigtigt, men bestemt, ind i mod mig. Kan dufte hende. Hun dufter af en blanding af en let parfume, men også duft som minder mig om en solcreme. Kysser hende på halsen. Hun kæler mig på låret. Jeg ænser intet omkring mig. Det hele føles meget, meget intimt. Som om vi har sex med tøj på. Jeg har stadig fat i hendes hår. Kysser hende i nakken lige under hårgrænsen. Jeg har lyst til hende. Meget. Men har slet ikke oplevet noget så intenst og intimt siden Englen. Og er pludselig bevidst om det. Er bange for den følelse. Den endte med at gøre ondt sidst.

For tredje gang den nat forstyrres vi af ordene “Vi lukker nu”. SH er som hevet ud af en trance – hun ser rigtig træt, fuld og afslappet ud nu. Vi får vores jakker fra garderoben, og kort efter står vi alle fire ude på Gothersgade. Solen er ved at stå op, og det tager lidt tid at vænne sig til lyset. “Jeg skal have en sandwich” siger SH, og går mod en sandwich-biks et par hundrede meter væk. Jeg står og kigger på de 2 andre. Ved ikke rigtig hvad jeg vil. Er træt. Er fuld. Og kan mærke melankoli slås med min lyst til SH, og ved ikke hvilket ben jeg skal stå på. Min veninde giver mig et knus, og siger at jeg skal løbe efter hende. “Du har hende, nu skal du bare lukke den. Vær aggressiv!” Jeg efterlader mine venner, og går efter SH. Men melankolien vinder på vej derhen. Det går for stærkt det her, og lige nu vil jeg bare hjem. Jeg vil rigtig gerne lære SH at kende. Men på den rigtige måde. Dates og alt det der. Ja. Jeg skal bare ind og sige tak for i aften, have hendes telefonnummer – måske et kys – men det er også det.

Jeg går op til hende i køen i butikken, og stiller mig ved siden af hende, med min hånd på hendes lænd. Hun kigger op på mig. Hun er fuld. Pludselig siger hun højt, men helt neutralt: “Du skal ikke med mig hjem”. Jeg bliver helt paf. Hun står og svajer lidt. “Nej.. jeg kom egentlig også bare for at få dit nummer”, forsøger jeg. Et par drenge foran i køen vender sig om, og skæver til os. Jeg kigger olmt på dem, og de vender sig igen. “Du skal ikke med mig hjem” gentager hun, stadig lige så højt som første gang. “Nej,” siger jeg dæmpet, “det vil jeg nu heller ikke, men..” Jeg kan godt selv høre det. Klokken er halv seks om morgenen, jeg står med en fuld babe i en sandwichbutik, og nej, klart, klart, jeg vil da ikke med hende hjem. Ikke 10 vilde heste kunne nogensinde trække mig hjem i hendes seng. Kan høre de 2 drenge foran i køen fnise. “Du skal ikke med mig hjem” siger hun igen som en anden ustoppelig robot. Jeg tror alle i sandwich butikken på dette tidspunkt er overbevist. Jeg bider mig selv i tungen, og kan mærke blodet strømme igennem mine kinder. Der bliver ikke sagt noget de næste 5 minutter, og hun får sin sandwich.

Ude på gaden prajer jeg nærmest instant en taxa til hende og giver hende et knus. Ser taxaen køre væk, og sætter selv kursen mod Østerbro. Og tænker hvad chancen mon er for at jeg har glemt den her nat, når jeg vågner om nogle timer.

Nå. Noget fik jeg da med hjem åbenbart. Min første awardkuvert. Hurra.

Jeg kan høre min mobiltelefons vibrator et sted. Jeg ligger på maven. Jeg åbner mit ene øje på klem. Selvom gardinet har mørkelagt mit soveværelse, føles det som en 1.000 watts pære blænder mig. Jeg blinker. Hvert blink får det til at skyde usynlige nåle ind i pandebrasken på mig. En voldsom hovedpine forplanter sig fra forrest i panden, ned til øjenbrynene og om til baghovedet. Jeg drejer mit øjeæble 55 grader opad og kigger på min clockradio. 14.43. Jeg lukker øjet igen. Trækker vejret ind. Kan mærke min krop nu. Den er så tung, at den truer med at gå direkte igennem sengen. Det føles som om Sven Ole Thorsen har danset på ryggen af mig. Jeg har brug for en hovedpinepille. Men køkkenskuffen synes at være en dagsrejse væk. Jeg åbner begge øjne, og strækker benene ud. Løfter hovedet, kan mærke lidt savl i mundvigen. Synker. Kan smage æblecider. Drøbelen i halsen snor sig, og tager modstræbende mod mit synk. Ved siden af sengen ligger mine bukser. Ovre ved døren ind til soveværelset ligger min vest fra jakkesættet. Og ude i mellemgangen ligger min jakke, og jeg kan lige skimte min ene sko, som ligger på siden. Jeg har skjorten på. Og strømper.

Jeg rækker ud efter mine bukser. I venstre lomme finder jeg mit dankort og en kvittering på 300 kroner, klokkeslet 3.41. I højre lomme min mobiltelefon. Fint, alle værdier sikret. Tjekker mobilens indbakke. En god weekend-besked fra eks-kæreste, 2 tak for igår-beskeder fra kollegaer, og en fra Kim. “Lever du? Og var det sjovt igår?”. Besvar. N-e-j-punktum-O-g-mellemrum-j-a-punktum. Send.

Jeg vender mig om på ryggen. Konstaterer at jeg har ligget på mit slips. Jeg klør mig på brystet. Tænker om en kop kaffe kan redde mig. Eller en finger i halsen. Tænker på i går. Var til temafest på mit arbejde. Movie Awards. Alle havde genindspillet filmscener. Derfor jakkesættet. Jeg spillede Goose. Fra TopGun. Var nomineret til bedste mandlige skuespiller. Tabte til vores direktør. Rigged.

Jeg vil klø mig i skridtet. Konstaterer at jeg har tyggegummi på mine boksershorts. Konstaterer at det er sket før, og forstår ikke hvorfor tyggegummi har det med at sætte sig fast dér, og ikke oppe i hovedregionen. Konstaterer at jeg er 31 år.

Sukker. Nulrer tyggegummiet af. Finder mobilen frem igen. Tjekker udgående opkald. Har ringet til min lillesøster kl. 4.16. Erindrer intet. Tjekker udgående sms. Jeg spærrer øjnene helt op, og sætter mig op i sengen! Kl. 4.51 er der sendt en sms til SH. Fuck! Et sort hul i min hukommelse fyldes pludselig ud af levende billeder.

Møder SH på Karel på vores vej rundt i det Københavnske natteliv. Hun er ude at danse. Hendes krop er så freaking lækker, og jeg kan ikke få øjnene væk fra hende. Vi har en fælles veninde, og de kommer begge over til mig og min ven. Jeg bestiller 4 æblecider, og vi sludrer lidt. Jeg fortæller SH at jeg burde have vundet en award. Hun virker ikke imponeret, og jeg tænker for mig selv at hun helt sikkert ikke samler på andenpladser. Står og kigger ned i hendes dragende disneyøjne. Har lyst til hende. Ville ønske jeg var mindre fuld. Men håber at jakkesættet imponerer hende. Hun tager min hånd, og trækker mig ud på dansegulvet. De indtagede promiller er i den situation til min fordel. Vi danser ikke tæt, da det hårdtpumpede dansenummer ikke ligefrem indbyder til det. Så forsøger bare at give den gas, så godt som man kan, når man har motorik som en cementblok. Heller ikke her virker hun imponeret. Vi går tilbage til baren. Jeg siger til min ven at jeg vil forsøge at få hendes nummer. “Jeg tror hun går nu”, svarer han. Jeg vender mig om, og ser at hun giver veninden et knus, og hun kommer hen til mig. “Går du?”, spørger jeg retorisk. Hun smiler og nikker, og giver mig et knus. Hun dufter så fantastisk, og jeg har lyst til aldrig at slippe hende igen. “Må jeg få dit nummer?” forsøger jeg. Hun svarer at det står på hendes facebookprofil. Det vidste jeg godt. Men går efter signalværdien. “Jeg vil have det af dig” svarer jeg. Hun kigger målende på mig, med hovedet lidt på skrå. “Jeg er en god fyr”, siger jeg. Med overbevisning i stemmen. “Jeg er ikke en god pige” svarer hun, drejer om og forsvinder ud i mørket.

Hvad der herefter skete er lidt uklart. Men jeg får SHs nummer af vores fælles veninde, og af uvisse årsager skriver jeg til hende i min brandert. Jeg kan huske at mig og min ven synes at det var åh så sjovt i nat.

Men nu ligger jeg her. Med overdimensionerede tømmermænd. Med tyggegummi på mine boksershorts. Og jeg er ret sikker på at jeg ikke synes indholdet af den besked er sjov i dag. Fuckfuckfuckfuckfuck. Hvorfor er det at man ikke lige venter til dagen efter med at skrive. Jeg trækker vejret dybt ind, og åbner beskeden.

“det er lidt tarligt du ik vilgive mig dit nummer. Kh Kasper”

Konstaterer igen at jeg er 31 år. Og single forever.

Vi sætter hermed et foreløbigt punktum for Testikel-Sagaen.

Well hellooo there, Doctor!

Hun starter konsultationen med at sige at hun har haft en lang dag, og at jeg heldigvis er rosinen i pølseenden, og jeg tænker for mig selv “sjovt, nu du siger rosin”. Vi har først en snak om mit oprindelige ærinde, og så spørger hun om der var andet. Lidt tøvende tager jeg hul på emnet, og er egentlig lige ved at spørge om hun ikke bare kan henvise mig til en speciallæge, da hun afbryder mig og siger at det må “vi” da lige kigge på. Jeg kigger nervøst over på saksen på hendes bord, mens hun tager et par plastichandsker på. Jeg sukker stille, rejser mig op, løsner bæltet og knapper bukserne op, mens hun ruller sin stol hen foran mig. Jeg kan svagt ane duften af plastichandskerne, og konstaterer det paradoksale i at de lugter som kondomer gør.

Jeg trækker bukserne ned til midt på lårene, og hiver så mine (til lejligheden klinisk hvide) tights ned, og blotter mine (til lejligheden fint trimmede) boller, som stadig dufter af den bodywash jeg næsten skrubbede dem i, da jeg nåede at tage et bad en halv time forinden. Og som jeg var inde på den anden dag, så var jeg jo lidt nervøs for hvilken stemning min håndlanger ligesom ville være i på dette tidspunkt, og kigger derfor ængsteligt ned. Og ser til min overraskelse at den da ser lidt… indsunket ud. Som når man har badet i noget meget koldt vand. Men hellere det end det modsatte, trøster jeg mig med, og tænker at den måske alligevel ikke er så kæk når det kommer til stykket. Som en lille højtråbende knægt, som gemmer sig bag fars ben, når han bliver genert. “Er du lidt fjale?”, som min jyske familie ville spørge i den situation. Altså, spørge drengen!! Der er ingen i min jyske familie der har talt til min diller, vil jeg lige understrege!

Min læge tager fat om min pung, og klemmer til hvor jeg har beskrevet at mine knuder skulle findes. Og så kommer dommen.
“Ganske som jeg troede. Det er bare dine bi-testikler. De skal skam være der.”
Jeg ved ikke om jeg skal grine eller græde. Det var jo på sin vis verdens bedste nyhed, men jeg synes egentlig at jeg fremstår lidt dum – som om følelsen af at være forkert nøgen og indsunket ikke var rigeligt. “Har du aldrig mærket dig der før?”, spørger hun lidt undrende. Hvad svarer man til det? Det er jo for fanden ikke første gang jeg har været i berøring med mine egne kugler, men omvendt et centralt spørgsmål, for der er jo en grund til at jeg står her. Jeg mumler at jeg bare ikke havde lagt mærke til dem før, mens jeg trækker mine bukser op igen, og undgår øjenkontakt. Hun ruller handskerne af sine hænder, og kører hen til sin pc, og jeg aner et lille skælmsk smil på hendes læber.
“Jeg skriver i din journal at vi har fundet dine bi-testikler.”
Gulv, vær flink at åbne dig, og lad mig falde dybt, dybt ned og og lad mig forsvinde for evigt.

_________
Den opmærksomme bloglæser bemærkede måske allerede i går eftermiddags at jeg har lagt et lille twitter-feed på bloggens venstre side, hvor man allerede der kunne læse om ovenstående diagnose. Du vil fremover finde små opdateringer direkte fra felten i den ‘boks’, eller hvis jeg har små kommentarer som ikke egner sig til et helt blogindlæg. Hvis du føler træng til at kommentere på dem, og ikke selv har en Twitter, så send mig en mail, eller kommenter i den nyeste kommentarboks i selve bloggen.

Testikeltemaet fortsætter. Har en veninde som er sygeplejerske.

Jeg er begyndt at tælle langsomt ned til i eftermiddag. En af mine venner spurgte “Er det ikke bare ’stilken’ du kan mærke?” Åh gud jeg kan slet ikke holde til det, hvis det er noget helt vildt banalt. Ikke at jeg decideret ønsker at der er noget galt, men måden jeg kommer til at snige den ind på i eftermiddag – altså undersøgelsen – så behøver det ikke være noget som bare er totalt obvious. “… og så tænkte jeg om du ville mærke mine testikler?” – “Jamen, det der, det er jo bare stilken!” – “Nå. Jamen så tror jeg at jeg siger tak for i dag”.

Eller jeg kunne også prøve med sætningen “Mmm rør min stilk igen”, bare lige for at se om hun stadig er intimiderende i den situation. Og dog, man skal måske ikke spøge med en kvinde der holder ens dadler i hånden. Men det har været cool at kunne skifte en af mine ellers altid underholdnings-bidragende og mest fleksible kommentarer ud med den lidt mere kryptiske – men stadig meget usandsynlige – catchphrase “Det siger hun også senere i dag!”

Nu nærmer det sig. I morgen. Det lille pungpres. Det såkaldte klunkeklem. Det gammelkendte nossenus. Det legendariske testikeltjek. Med andre ord – jeg skal have undersøgt de 2 knuder som jeg omtalte i går.

Nu er det sådan at jeg fornyligt skiftede læge. Jep, måske ved du allerede hvor dette indlæg er på vej hen.

Min gamle læge var geografisk skidt placeret, så efter 5 år med lidt for langt til den kære doktor tog jeg mig fornyligt sammen til at få skiftet. Og jeg skulle så vælge ny læge. Jeg havde ingen anbefalinger at gå efter, så jeg skulle vælge fra sådan en lang liste af navne på Østerbro. Så jeg valgte blot den som var tættest på, som havde plads til at tage nye patienter ind.

Jeg vil sige det sådan. At min nye læge, ik. Hun er ikke lækker-lækker. Eller. Det er ikke helt sandt. Hun er bare ikke rigtig min type, hun er en lille smule intimiderende, og så er hun måske også lidt gammel i forhold til mig. Men tror afgjort at der er andre mænd der ville finde hende meget attraktiv. Og nu skal hun jo så have mine løg i hånden. Det har jeg det underligt med. Meget endda. Det er jo efterhånden mere end et par fuldmåner siden at der er andre end mig selv der har haft fat i dem. Og det jeg frygter mest for, det er den der snabel som bor umiddelbart tæt på dernede – jamen det har jo for fanden sit eget liv nogle gange! Jeg kan godt styre hvor den skal hen, men når den først er indenfor en vis rækkevidde, så er det ikke rigtig mig der har styringen mere. Det er jo som at have en glubsk muskelhund spændt foran sig. Hvad gør jeg hvis den pludselig får lyst til at udfolde sit talent? Der skal eddermame tænkes RIGTIG meget på min gamle dansklærer – nøgen – det tør jeg godt love.

Og hun er tilpas lækker til at hun provokerer min egen forfængelighed. Jeg er begyndt at føle mig usikker på om jeg lige bør trimme mig dernede. Jamen, ikke at jeg skal score hende eller at jeg håber at jeg får lov at give hende den vilde rusketur henover lægebriksen! Det er slet ikke det som det handler om. Men mere bare sådan.. ja, jeg vil bare ikke efterlade et dårligt indtryk, vel?!

Det var aldrig sket med min gamle læge! Det er godt nok et større lægehus, hvor der også er et par kvindelige læger. Men de sidste 2-3 år har jeg haft fast læge, som har været en mand. Halvgammel og rar, med masser af humor og et øje der skeler. Der følte man sig da på ingen måde truet af at skulle igennem sådan et tjek. Han måtte sgu rave på mine sten hver dag i ugen, hvis det skul… nej, vent lidt.

Nå, for at ovenstående bekymringer ikke var nok, så er det faktisk ikke den egentlige årsag til at jeg skal til lægen. Det er en tid jeg har haft i lang tid om noget helt andet, så man kan sige at den her lille… kuglekuriøsitet, om du vil, ja den kommer helt uanmeldt. Så jeg glæder mig rigtig meget til at vi har overstået det oprindelige ærinde, og jeg følger op med ordene: “… og så tænkte jeg om du lige ville tjekke mine testikler?”.

Meget apropos min indsamling til fordel for kampen mod brystcancer – som i skrivende stund er oppe 450 kroner, og således kun 1550 kroner fra mit endelige mål – så skal jeg på onsdag en tur til lægen, og have foretaget et lille check. Det viser sig nemlig at jeg har 2 knuder i pungen, og det lyder jo umiddelbart vildt dramatisk, men skal skynde mig at sige at det drejer sig om 2 fuldstændigt identistiske og symmetriske knuder som sidder øverst på hver sin testikel. Så jeg er ikke synderligt nervøs for at det er cancer, da det ville være et mærkeligt tilfælde. Men jeg indrømmer gerne at der gik et drøn igennem kroppen da jeg fandt den første.

Det var i øvrigt en pænt mærkelig samtale jeg havde med min mor om dette emne i lørdags. Jeg ved ikke hvorfor, det lige kom op egentlig. Jeg tror vi snakkede om frygten for at dø. Yes, sådan kan man jo hygge sig på forskellig vis en lørdag aften i de forskellige familier. Og min mor havde drukket så tilpas meget hvidvin at jeg tænkte at det nok var et meget godt tidspunkt lige at nævne det, for så ville hun da ikke kunne anklage mig senere for ikke at have sagt noget, og man kunne håbe at hun hurtigt kom videre til et nyt emne. Men det er en svær sætning at starte på uden at give sin mor et hjerteanfald, så det fløj meget hurtigt ud af mig.

Min mor rynker brynene, og jeg hiver efter vejret. Hun er stille lidt, og siger så:

Puha. Det var en lettelse. For hvis min mor var gået i koma, så tror jeg at jeg selv var blevet smittet lidt af det, og måske gået i panik, og vitterligt troet at jeg var døden nær.

Min mor afbryder.

Det kan der jo selvfølgelig være en pointe i. Nå nej, men det er jo ikke helt forkert! De der sten har ét formål i livet, for vi kan vel godt blive enige om at en super stylet accessory er det jo ihvertfald ikke. Så hvem ved? Måske er det bare deres måde at sige, at nu må der gerne snart ske noget. De er jo hårdt trænede soldater – og de kan jo også blive træt af alle de konstante øvelser – og nu vil de bare i ægte ildkamp? Lidt ligesom når piraterne truer med at smide deres kaptajn overbord, når der er mangel på bytte, så kan det være at mine kugler bare vil jage en skræk i livet på mig?

Jeg ved godt at jeg ikke skal spøge med det. For noget er der jo. Der er ugler i mosen, Kasper har kugler i posen. Og det skal selvfølgelig tjekkes, for der er da en chance for noget ubehageligt. Men lige nu holder det mig ikke vågen om natten.

Kasper støtter brysterne! I almindelighed, men nu også i velgørenhedens tjeneste. Jeg har oprettet en indsamling på Kræftens Bekæmpelses site for kampagnen “Støt Brysterne”. Synes ligesom at det passer naturligt ind i denne kontekst.

Som jeg har angivet som forklaring til indsamlingen, så har bryster igennem årene jo givet mig så mange uforglemmelige oplevelser, og det er på tide at jeg betaler bare lidt tilbage.

Jeg har selv lagt 200 kroner i puljen, og har sat som mål at få indsamlet 2.000 kroner, så jeg håber I vil hjælpe mig med dette – alle bidrag i alle størrelser er velkomne. Det er garanteret alt for ambitiøst, for jeg har ingen anelse om hvor mange der overhovedet kender til kapster2.dk, og hvor stor en procentdel af disse som tilhører folk der synes de har penge tilovers til et godt formål. Men jeg håber vi er nok.

Jeg legede også med flere forskellige overskrifter til indsamlingen – disse tre endte med en endelig nominering:

1. kapster2.dk: Dine bryster ser tunge ud – skal jeg støtte dem?

2. kapster2.dk: Støtter bryster over en bred barm

3. kapster2.dk: Uanset din skål, så hjælp mig med mit indsamlingsmål

Efter at have nærlæst betingelserne for indsamlingen, har jeg satset på at den sidste nemmest kommer igennem censuren. Men hvis Kræftens Bekæmpelse nogensinde får brug for en tekstforfatter, så ringer de bare!

Nok snak – Drenge, hvis I er så glade for bryster som jeg, så tag godt fat om pungen, og find dankortet frem! Og tøser, det her problem løser altså ikke sig selv, så I må sgu også gribe i egen barm. Hvis ikke til min indsamling, så bare til den generelle indsamling – og del på Facebook, send videre til vennerne, word-of-mouth det om nødvendigt!
http://www.stoetbrysterne.dk/VisIndsamling.aspx?id=491

Jeg sender link til liveplayeren. I kan evt. læse mere om programmet her og her

Min søster læser Medievidenskab på SDU, og står og mangler en praktikplads indenfor radio eller tv, så hvis nogen derude er “hooked up” og kender nogen som kender nogen, så sig lige til.

Jeg må vel bare starte… nu har jeg gået rundt om mig selv i 2 timer, og foretaget den ene overspringshandling efter den anden. For det her er svært at skrive.

- og så skal jeg sq da ha gaflet mig den der provinsialske engel! Nu er det Gøre-Kasper der taler, og for jer der er suckers efter happy endings: jeg skal nok få hende. Inderst inde ved hun det også godt. Jeg er lavet til hende.

Det var blandt andet med disse ord at jeg afsluttede kapster.dk. Fik jeg så gaflet Den Provisianske Engel, som jo havde en kæreste på daværende tidspunkt? Ja. Og lige i dette sekund slår det mig at det ville lyde godt udtalt på engelsk: Yes, I forked that angel!

Jeg kan stadig huske da jeg så hende for første gang, sådan rigtigt. Vi havde jo kendt hinanden i lang tid inden, men kun på afstand. Jeg “mødte” hende via nettet næsten 2 år før, og selvom der var masser af kemi lige fra sekund 1, så blev det aldrig rigtig til noget i starten. Hun var fra det jyske og det virkede bare sådan lidt voldsomt at begynde at se en der boede så langt væk. Og kort tid efter fandt hun en kæreste. Men vi havde stadig kontakt via messenger, sms og enkelte telefonopkald.

Min nysgerrighed efter at møde hende blev selvfølgelig større og større efterhånden som tiden gik, og jeg lærte hende bedre at kende. Og hun måtte have haft det på samme måde, for på et tidspunkt foreslår hun at hun kunne komme og besøge mig i København. Ikke noget hanky-panky, bare et besøg, se hinanden ‘live’, lære hinanden at kende.

Nøj, hvor var jeg presset, i de timer hun sad i toget på vej herover. Det var jo ikke bare en pige fra Vesterbro, som blot skulle vende sin cykel, hvis jeg fik kolde fødder. Hun kom hele vejen fra den anden ende af landet, og vi havde aftalt at hun skulle låne min seng, mens jeg tog sofaen. Men jeg gik alligevel helt irrationelt og tænkte for mig selv, at hvis det blev helt slemt, så måtte jeg jo betale for et hotelværelse til hende. Jeg havde jo set hende på både billeder og webcam, og vidste at hun var lækker – og kemien var jo bekræftet hen over et par år. Så det min frygt bundede i, var simpelthen det her med at hvis jeg kunne mærke det – det – i maven fra starten, så ville hun tage mit hjerte med hjem til Jylland, og det var jeg egentlig ikke så skide interesseret i, for så ville jeg være SÅ fucked.

Så det var med den her blanding af voldsom nysgerrighed og frygt, at jeg tog elevatoren ned til bunden af min opgang, for at gå ud til gaden, og vente på taxaen fra Hovedbanen, og tage i mod hende. Det var november, det var aften, og det var koldt og klart. Den mørke taxa kom heldigvis hurtigt oppe fra enden af vejen, og stoppede cirka 20 meter fra mig. Da hun trådte ud, følte jeg mig et kort øjeblik vægtløs. Hun var slank, ikke særlig høj, cirka 165 centimeter, brune støvler, et par jeans som hun formentlig havde fået på med skohorn for at få til at sidde så fantastisk, en mørk-hvid-tværstribet trøje, og et stort, rødligt tørklæde, som dog på ingen måde kunne skjule hendes knæ i blusen, og en sort åbenstående jakke.

“Hej!” sagde hun på klingende østjysk, og følelsen af vægtløshed blev erstattet af en pludselig tyngdekraft som truede med at få mine knæ til at give efter. Jeg har noget med jysk accent, det går direkte ind og rammer det sted man gerne vil ramme, når man vil charmere Kasper. Hun smilede over hele hovedet, og gav mig et meget langt og intenst knus, så jeg nåede at tænke for mig selv at hun til trods for hendes klejne størrelse, kunne kramme igennem. Jeg ved ikke hvad jeg selv har lignet på nuværende tidspunkt, men jeg har formentlig haft store udstående øjne, og savl ned af hagen. Som den der ulv på tegnefilm. Jeg fik mumlet et eller andet med om jeg skulle tage hendes taske, og fik ført hende ind i opgangen og ind i elevatoren. Jeg trykkede på etage-knappen, og vendte mig om og kiggede på hende. Hun smilte stadig, og den eneste klare tanke jeg havde i mit hoved, var en gentagelse af ordene “Jeg er så fucked, jeg er så fucked, jeg er så fucked”.

Oppe i lejligheden får hun den obligatoriske rundtur – hvilket i min lille lejligheds tilfælde kan klares på mellem 19 og 26 sekunder afhængig af hvor mange spørgsmål der er undervejs – og jeg får hende installeret i sofaen med et glas rødvin, og jeg sætter mig ved siden af. Jeg vil ikke sige at jeg er rystende nervøs i ordets betydning, men det er tæt på. Jeg er ihvertfald MEGET anspændt. Taler alt for hurtigt, og i øvrigt alt, alt for meget. En gylden regel er jo at man skal lade pigerne tale om sig selv. Hun er omvendt totalt afslappet, hun har taget benene op i sofaen, nærmest halvt lagt sig op i hjørnet af sofaen, sipper rødvin og spiser druer, og hører på den Kasper-talestrøm som nogen åbenbart har tændt for. Hun smiler konstant, og griner af selv mine mest flade forsøg på at være morsom, og hun sidder bare der og er så fucking lækker og indbydende.

Da der er gået tre kvarter, undskylder jeg mig selv og går på toilettet. Står foran spejlet, og kan stadig høre den indre “jeg er så fucked”-stemme. Jeg bliver bevidst om at jeg lige har snakket nærmest uafbrudt i snart en time, og ryster lidt på hovedet af mig selv. Da jeg kommer ind i stuen igen, har hun lagt sig med helt strakte ben i sofaen, så hendes fødder optager min plads. Det registrerer jeg ikke først, da jeg træder ind i lokalet med ordene “Jeg er altså ked af at jeg snakker så meget, jeg er bare en lille smule nervøs”, men hun smiler bare sit fantastiske smil til mig – rækker den ene hånd frem til mig, og siger “kom her”. Jeg går hen til hende, tager hendes hånd, og hun trækker mig ned til hende, og jeg lægger mig halvt ved siden af hende, og halvt ovenpå hende. Hun samler sine arme omkring mig, og laver en mmm-lyd, jeg lukker mine øjne, og mit ansigt begraves i hendes store hår. Det lugter fantastisk. Jeg føler mig pludselig fuldstændig i balance. Føler mig tryg. Og helt afslappet. Så afslappet at jeg næsten ikke føler behov for at trække vejret. Og der ligger vi så. Sammensmeltet. Lydløse. Ét. Jeg drejer hovedet lidt og kysser hende på halsen, uden overhovedet at tænke over om det er tilladt. Hun tager en hånd op igennem mit hår (jaa, det er nogle år siden), og jeg løfter mig lidt op, og kigger hende i øjnene – hun smiler stadig – og jeg kysser hende på læberne, først forsigtigt, små nip af gangen, og herefter mere intenst.

Vi lavede ikke andet den aften og nat. End at kysse og snakke (og det lykkedes også hende at komme til orde). Vi havde lyst til mere – eller jeg havde ihvertfald – men det var på en måde fuldstændig logisk for os begge, at det var her grænsen gik lige nu. Da jeg satte hende på toget næste dag, var det med underlig blanding af spirrende forelskelse og tristhed. Jeg var ikke helt sikker på at jeg kom til at se hende igen.

Nu er det her indlæg ved at vokse til et omfang som i virkeligheden ikke er velegnet til blogformatet. Så for at speede historien lidt op, så endte hun (selvfølgelig) med at gå fra sin kæreste, og derfra skulle man tro at alt var fryd og gammen. Men det endte med en masse frem og tilbage (bemærk bevidst brug af dobbeltbetydning). Et langdistanceforhold er svært, i sær når ingen rigtig vil give afkald på sin geografiske placering. Lige så gode vi var, når vi var sammen – lige så dårlige var vi, når vi var hver for sig. Når vi var sammen, var det den syvende himmel. Når vi var hver for sig, var det drama. Henover de 2 følgende år var vi meget on, men også i perioder off, på et tidspunkt så meget off, at jeg havde tid til en kort romance med en helt anden pige, men savnede min Engel så meget, at jeg måtte droppe romancen, til trods for at det også var en fantastisk pige. Og sådan var det – hver gang vi troede vi var færdige med hinanden, så blussede det op igen, mere lidenskabeligt end sidst. Når jeg var sammen med hende fik hun alle mine dæmoner til at forsvinde, hun fik mig til at hvile fuldstændig i mig selv, hun fik mig til at føle alle de ting omkring mig selv, som jeg gerne ville føle. Når hun var væk martrede de selvsamme dæmoner mig.

Det hele kulminerede en nytårsaften for et par år siden, hvor vi blev rygende uvenner, og siden da blev det aldrig det samme. Det ved jeg nu. Det vidste jeg ikke dengang. Det tror jeg tilgengæld hun gjorde. Vi havde stadig kontakt, men det var bare ikke helt det samme. Og hun sagde også flere gange at vi nok havde set hinanden for sidste gang. Men jeg så det ikke rigtigt. Jeg gik og ventede på at hun kom tilbage. Hun var jo min Rachel, og jeg var hendes Ross – og lige nu var vi bare ‘on a break’. The happy end lå lige om hjørnet. Men tiden gik, og det der hjørne blev aldrig rigtig rundet. Hun begyndte at se lidt til en anden fyr sidste år, og jeg begyndte langsomt at slippe hende. Med tryk på laaangsomt.

Da hun i starten af 2009 meddelte at hun var gravid med ham fyren, var det jo ligesom det endelige søm i kisten. Og selvom den havde været under opsejling, så tog det nogle måneder derfra at æde den helt, og komme igennem alle faserne.

Så der kom jeg så ud i forsommeren. På den anden side. Der hvor man betragter det som et færdigskrevet kapitel i sit liv. Og kan være glad på hendes vegne, fordi hun er glad – og ikke føle hverken bitterhed eller jalousi. Og ja, jeg skulle da nok have sluppet hende langt tidligere, men sådan er det jo. Det kan man jo ikke altid styre. Jeg har nu placeret hende i blandt de andre af De Eneste Enere, som har passeret igennem mit liv – og som med de 2-3 andre vil hun altid være noget særligt, og have en betydning for mig.

Tavlen er ren.

Skulle jeg have været mere leflende?.. nå, nu ser vi.

Dato: Wed, 14 Oct 2009 18:47:40
Fra: “Kasper D. Jensen” <kapster3000@hotmail.com>
Til: woman@benjamin.dk
Emne: Usensitiv søgefunktion

Kære Woman,

Jeg vil gerne indgive en klage over jeres søgefunktion på Woman.dk. Helt specifikt drejer det sig om den situation der opstår, når man søger på noget som åbenbart ikke har nogle søgeresultater, og den formulering der følger med.

Eksempel hvor jeg har søgt på “kapster.dk”:

“Søgeresultat
Vi fandt desværre ingenting for kapster.dk

Viser 0 resultater for søgningen kapster.dk”

Den sidste sætning er fin nok, det er sætningen før jeg gerne vil opponere i mod. For hvis man nu at lider af excentrisk narcissisme kombineret med et meget lille ego samt en drøm om en dag at få sin blog nævnt i Woman – jo, lige præcis den kombination kan godt lade sig gøre! – og søger på sit eget navn eller navnet på sin blog. Og STIK IMOD forventning ikke finder nogle resultater på jeres side, når man åbenbart fortsat er DKs største uopdagede første-elsker-talent, så kan det være et hårdt slag mod selvtilliden med ovenstående formulering. I må gerne udspecificere lidt hvad det var I ikke fandt! Jeg bliver helt modløs med sådan en bred formulering. Det er lidt det samme som at skrive “Der er ingenting for dig”. Er der mulighed for at I kan rette til noget mere neutralt? Jeg synes f.eks. at Googles mere nøgterne “Din søgning matchede ikke nogen dokumenter” er mere spiselig.

Ellers tak for et godt blad – dog et lille tip: drop al den tekst i den der erotiske novelle til sidst, og lav det hele til en billedserie. Jeg orker ikke at læse det hele alligevel, jeg er mere til noget visuelt. Og flere BH-guider. DE er gode! Det rette mix af billeder og tekst.

Kærlig hilsen,
Kasper

PS. Jeg tror i øvrigt jeg kom til at ødelægge jeres søgemaskine, efter jeg skrev et blogindlæg om en – for mig – traumatisk hændelse på Woman.dk. Eller… ihvertfald hvis man søger på den eksakte frase “Kasper D. Jensen”, så kommer der nu et søgeresultat, som ikke var der første gang. Og når man klikker på det, så kommer man tilbage til søgeresultatet i en uendelig løkke. Forvirrende? Ja. Blev jeg først glad da jeg så jeg havde et søgeresultat, og dernæst ked af det, da jeg ikke kom nogle steder? Ja. I leger med mig.

Hvad fanden i fucking helvede?

Ja, selvfølgelig er det fucking indbildsk at fucking søge på sig selv – det er jeg da for helvede godt klar over! Men det er jo min store drøm at komme i Woman!
Så behøver svaret på søgningen absolut være:
Vi fandt desværre ingenting for Kasper D. Jensen???

Der er sgu da ingen andre søgemaskiner i HELE verden der formulerer sig sådan?! Kunne den ikke bare skrive at søgningen ikke matchede nogle kriterier? At den ik lige fandt noget, bedre held næste gang? “Ingenting”. Ing-en-ting! For mig! Jamen, tak. Så er den ligesom udpenslet. Ret da endelig teksten til “der er ikke noget håb, slug et glas panodiler”?

Hvad har jeg nogensinde gjort Woman? Det skulle jo have været det store klimaks for kapster.dk. Blive nævnt i Woman. Ikke noget vildt. En notits bare. Eller et lille interview, ik? Bare én side. Eller en feature. Du ved, sådan 3-4 sider. Med billeder og det hele. Stylet. Hvor jeg sidder og blogger i bar overkrop. Det kan damerne li. Så kunne jeg sidde der bagefter til selve interviewet, med mine store brune øjne, charmere mig ind på journalisten, gøre hende helt blød. Vinklen på historien skulle være noget med “følsom fyr, kan ik score i virkeligheden, skriver om det på nettet, de kvindelige læsere er vilde med det”. Og så skulle jeg bare vælte i damer derfra. Så skulle I fanme bare se. Så ville det hele vende. Jeg skulle kraftedme ikke kunne gå i fred på gaden, så vildt ville det være. Det ville bare køre, mand, 1-2-1-2. Og hver fredag og lørdag skulle jeg køre i åben bil ned af Nørregade, kvinderne ville juble, og kaste deres trusser op i bilen til mig, fra himlen ville vælte konfetti med telefonnumre på lækre og stangliderlige duller, og bilen skulle køre mig ned til Hotel Skt. Petri, hvor jeg ville blive båret op til indgangen i guldstol af Kessler og Anden og alle de andre coole fyre, og Wozniacki skulle være fløjet ind fra New York netop denne aften, for hun har skrevet på min facebook at hun gerne ville se mig, selvom jeg flere gange havde gjort et stort nummer ud af at fortælle at hun var alt for ung til mig – jamen, rene linier, det er vigtigt! – og i mens Se&Hørs journalister skulle høre om hvem jeg datede for tiden, skulle en kvinde bryde igennem de opstillede barrikader, som var der for at holde horderne af fuldstændig overgearede tøser væk, og hun skulle løbe hen og springe op på mig, og alt i mens Skt. Petris vagter prøver at få hende væk, får hun revet mit ene ærme af på mit sponsorerede jakkesæt, og min kæmpe solbrune overarm skulle blottes og bades i blitzlys, og alle kællingerne skulle bare segne om, jeg er SÅ fucking cool, jeg er Sidney Lee ganget med minus 1, og… og.. jeg tager mig til hovedet, og opdager at mit hår er ved at gro ud af sig selv, og oppe på Skt. Petris tag skulle et pyroteknisk show af dimensioner brage løs.

Woman, RING!

Jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg var ikke i tvivl. Til trods for at hun stod 300 meter nede af den mørke gade og med ryggen til, og at jeg ikke just var ædru. Men jeg vidste bare det at var SH.

Det var ellers ikke fordi hun var “top-of-mind”. Faktisk havde jeg ikke rigtig tænkt på hende i godt en måned. Og det her var vel egentlig også den første bytur siden jeg sidst så hende. Og der stod hun så. Og vinkede med begge hænder til nogle venner som gik hende i møde, fra den modsatte ende af gaden. Hendes strakte arme fik på en måde fremhævet hendes figur, som en silhouet i lyset fra de gule skilte på Netto-butikken i Kr. Bernikowsgade. Og hvilken figur. Hendes sorte bukser synes som malet omkring hendes hofter og ben, og selv med hendes front væk fra mig og med en let, flagrende hvid top på, synes jeg at jeg kunne ane hendes bryster. Eller var det noget jeg bildte mig ind, fordi jeg ved at de var der? Hendes lyse hår flagrede i den kolde oktobernat, og med ét ville jeg ønske at jeg var tæt nok på hende til at dufte hende. Igen.

Jeg og min makker Bjørn – eller Bjørncé, som jeg kalder ham – stoppede op lidt væk fra vores destination og det nye stamsted, cocktailbaren 1105, og drak det sidste af vores breezere. Jo, jo, man er vel fyldt 31 og er fra provinsen. Jeg fulgte SH med øjnene, og så hende bevæge sig hen mod 1105. Selvfølgelig. Dette ville blive det tredje møde. Hvordan jeg mødte SH første og anden gang, kan vi vende tilbage til en anden dag. Men fakta er at hun ikke svarede mig på de 2 sidste beskeder jeg sendte hende på Facebook. Selvom jeg vel heller ikke rigtig gav hende anledning til at svare. Intet nyt dér, jeg kan bare ikke kommunikere med det andet køn. Men det efterlod mig jo lidt på udebane ved denne lejlighed. Det er den slags situationer som jeg aldrig har været god til at tackle.

Efter at have drukket den første cocktail, passivt røget 2 smøger med Bjørn og ejeren af 1105, og bestilt den næste cocktail, tænker jeg “here goes nothing” og gik hen til hende – flankeret af min wingman. Der står jeg så lidt bagved hende, og ved ikke helt hvad min åbningsbemærkning skal være. Det føles som evigheder, min hjerne kører på højeste omdrejninger, og min tunge er som piercet fast til ganen – og jeg får nærmest et chok da jeg hører Bjørn råbe hendes navn. Hun vender sig om, og tror tilsyneladende at det er mig der har sagt hendes navn, for hun ænser ihvertfald ikke Bjørn og giver mig et knus, og jeg ville ønske tiden kunne stå bare lidt stille. Jeg refererer til vores fælles veninde, og vi snakker kort om hende, og jeg spørger om hun har været ude at se fodbold, og smalltalker lidt videre, får flettet en joke eller to ind, forsøger at være smilende. Det var også på 1105 at vi mødtes sidst. Hun konstaterer at det må være mit stamsted, og jeg forklarer at jeg kender ejeren. Hun spørger hvem det er, og jeg peger hen på ham. Hun læner sig frem til sin veninde, og deler sin nye viden med hende. De kigger begge hen på ham. Og jeg står lidt og tænker på hvad det mon egentlig ville koste at købe sig ind som medejer af stedet.

Hun tager sin taske op, og finder sin mobil frem, og tjekker den for et eller andet. Jeg når faktisk ikke at analysere på hvordan det skal tolkes, for der går ikke mere end et par sekunder, før jeg drejer om og går tilbage til drengene. Og jeg kan godt li’ det. Den gamle Kasper havde hængt der som en hund resten af aftenen. Men ikke i nat. Jeg er cool. Jeg er charmerende, jeg er sjov, jeg er ikke alt for fuld. Jeg har styr på det! Faktisk formår jeg at undgå at tale mere med hende, indtil hun efter tre kvarter forlader stedet med sin veninde. Vi står udenfor igen (sådan er det at hænge ud med festrygere). Hun kommer over til mig, giver mig igen et knus, og fortæller hvilket sted de går videre til. “Det kan være vi ses senere”, siger hun uden egentlig at spørge. De forsvinder rundt om hjørnet.

Og min coolness forsvinder nærmest samtidigt. Jeg bliver helt fjantet, begynder at mærke de genstande som er kommet ind i løbet af natten! “Hold kæft hvor er hun dejlig” nærmest råber jeg til Bjørn. “Skal vi ik gå efter dem?” foreslår jeg. Bjørn opfylder til fulde sin rolle som wingman, og forklarer at jeg skal forblive cool, at jeg nok skal få en mulighed for at møde hende igen. Han har ret, men jeg har egentlig mest lyst til at løbe efter hende. Tage hende. Alternativt at løbe hjem og skrive til hende på facebook på sikkerhedsafstand og med et minimum af kontrol over hvad jeg vil sige.

1105 lukker kort efter, og vi begiver os videre ud i byen. Hele byen summer. Tilsyneladende er der rigtig mange der har benyttet aftenens – årets! – fodboldkamp som årsag til at tage en tur i byen. Og vi går lidt rundt i jagt på fest og drikke, men der er lange køer alle steder. Så vi ender på Wessels Kro. Til folk der ikke kender stedet, kan det vel sammenlignes bedst med en bodega. Og vi ender oppe i baren, bestiller fadøl og shots. Ved siden af os sidder der en af de lokale. En stor, firkantet mand, formentlig i midtfyrrerne, i krøllet, mangefarvet skjorte udenpå bukserne, pjusket hår og 80′er-guldur fra Seiko. “Guld”. Fraskilt håndværker fra Hvidovre, siger min fordom mig. Og han er godt vissen. Han smiler til os flere gange, mumler for sig selv og ryster på hovedet. På et tidspunkt spørger jeg ham stille og roligt hvad han ryster på hovedet af. “Bøsserøve”, mumler han og halvgriner. Jeg griner også og siger helt paf “hvad?”. “I er sgu nogle bøsserøve” og griner højt. “Ikke at der er noget i vejen med det!”, siger han og holder undskyldende armene op. Næ. Det er der jo sådan set ikke. Nu er det vores tur til at ryste på hovedet, og grine lidt. Bjørn og jeg sludrer videre. Pludselig siger han “Sådan nogle bøsserøve skulle fanme have tæv”. Så griner han højt. Jeg begynder at blive lidt i tvivl om hvad han er for en fyr. Og siger “rolig nu, der er jo ingen grund til at komme med sådan nogle trusler lige pludselig?”. Han griner stadig. Og mumler lidt. Bjørn og jeg bliver enige om at vi hellere må drikke færdig, og gå vores vej, og forsøger at ignorere ham. Indtil han læner sig ind til mig, og siger “I er fanme nogle klamme homokarle… hvis I ikke skrider nu, så får I bøsserøve nogle på hovedet!”. Og denne gang smiler han ikke. Og jeg og Bjørn kigger stift på ham med store øjne. Og jeg synker en klump.

Hvad fanden siger man lige til sådan en mand?

Tja, jeg ved det ikke. Men jeg kom da med et bud den aften. Og jeg ved ikke helt hvor det kom fra. Jeg tror bare det var en instinktiv nysgerrighed, som bare skulle afdækkkes her og nu.

“Hvem af os, tror du egentlig knalder den anden bagi?”

Ja, jeg ved det. Lidt underligt at undre sig over lige i situationen. Men hvis det SKULLE være, så ville jeg helst ikke være ham der modtager. Det har nu ikke noget med Bjørn at gøre. Sådan ville jeg have det ligemeget, hvem der stod ved siden af. Jeg forestiller mig bare at ham der giver, er ham der ligesom er ‘ovenpå’ – altså i overført betydning – manden i forholdet, om du vil. Og igen – hvis det SKULLE være, så vil jeg godt være ham der har overblikket. Ja, kald mig bare en kontrolfreak, men lige i den situation vil jeg godt lige vide hvad der skal hvorhen og hvorfor… måske har jeg bare set for mange fængselsfilm…

Nu er det vores potentielle hatecrime-voldsmands tur til at være paf. Han ser helt forvirret på mig, som om jeg intet har forstået af hans trussel. Og der går lige et par sekunder, hvor jeg tænker at nu får jeg jordens største røvfuld. Manden er på størrelse med mig og Bjørn tilsammen, ganget med halvanden. Bare hans hænder er på størrelse med fodbolde. Det går op for mig at jeg ikke kan mærke mine ben, og jeg har koldsved ned af ryggen. Så slår han pludselig ud i et kæmpe brøl af en latter. “Skåål” råber han og slår sin fadøl mod min, og dasker sin ene næve ned på min skulder, så det føles som om at kravebenet er ved at give efter. Jeg og Bjørn griner ængsteligt og meget påtaget med, skynder os at drikke ud og fortrækker væk fra stedet uden alt for store armbevægelser.

Resten af natten er lidt tåget. Jeg vågnede op i min egen seng, med alle lemmer i behold. Alene – but of course. Jeg har ikke SHs nummer, så ingen desperate SMS’er i udbakken. Og jeg har heller ikke skrevet til hende på Facebook. Endnu

Alle de positive tilkendegivelser på både nyhedsbrevet og det første indlæg har været overvældende – både i kommentarboksene, på mail, på facebook, på sms og messenger – tusind tak, alle I smukke mennesker! Jeg bliver sq sådan helt varm om jernet. Og en anelse rørstrømsk, og.. åh.. hvorfor plaprer jeg løs, når alt hvad jeg vil sige er sagt før:

Ehm, anyways. Vi har så meget vi skal tale om. For pokker da. Alene den netop overståede weekend har flere indlæg i sig. Vi skal blandt andet ind på hvorfor jeg overhovedet er her igen, vi skal vende fodbolds-kampen i Idrætsparken den anden dag, I skal høre om SH, og ikke mindst om Netto-pigen. Men vi starter med lørdagens bytur. Stay tuned.

Dato: Fri, 9 Oct 2009 12:32:21
Fra: “Kasper D. Jensen” <kapster3000@hotmail.com>
Til: xxxxxxxx@hotmail.com
Emne: VS: VS: VS: Date

Ja, så blev det mig igen! :)

Det her med den der frist er ikke så vigtigt. Hvis du skulle læse det her nu, så hører jeg meget gerne fra dig… snart, ik?

Kh Kasper

PS. Jeg er ikke desperat, eller sådan. Jeg er bare… Jeg er 31 år, halvskaldet og meget single.

Dato: Wed, 7 Oct 2009 23:00:56
Fra: “Kasper D. Jensen” <kapster3000@hotmail.com>
Til: xxxxxxxx@hotmail.com
Emne: VS: VS: Date

Hey,

Hvis jeg ikke har hørt fra dig senest i morgen, må jeg desværre lade dette tilbud gå videre til anden side.

Dbh,
Kasper

Dato: Tue, 6 Oct 2009 20:15:52
Fra: “Kasper D. Jensen” <kapster3000@hotmail.com>
Til: xxxxxxxx@hotmail.com
Emne: VS: Date

Hov! Fik jeg nævnt at jeg er single?
/Kasper

Dato: Tue, 6 Oct 2009 20:13:43
Fra: “Kasper D. Jensen” <kapster3000@hotmail.com>
Til: xxxxxxxx@hotmail.com
Emne: Date

Hej xxxxxxxx,

Jeg ved ikke om du kan huske mig – men jeg havde en blog tilbage i 2005, hvor du skrev til mig, og spurgte om jeg ville på date med dig, og jeg endte vist med at sige nej, med en eller anden langt ude begrundelse om bevarelse af integritet og at jeg troede på det fysiske møde, og ikke netdating og blaaah blah blah!

Jeg har tænkt over det, og jeg var vist lidt kort for hovedet den dag, så hvis tilbuddet stadig gælder, så er jeg frisk :) Håber du skriver tilbage. Det er helt okay, hvis du skriver allerede i aften.

Kærlig hilsen,

Kasper D. Jensen aka. Kapster