Det har ligget i kortene i et par uger efterhånden, men nu er det nu. Jeg føler jeg har været hele vejen rundt i det single-fortælle-univers jeg har mit udgangspunkt i. Alle historierne er skrevet. De fleste vinkler er dækket ind. Tingene går lidt i ring. Jeg vil helst ikke have det til at blive en blog, som i princippet gentager sig selv, og det har der været lidt tendens til på det sidste. Hvor mange gange kan man skrive om at tage i byen og/eller forelske sig? Oveni er der en del af de sidste indlæg, som er blevet lidt for “meta”, hvor jeg har blogget om bloggen. Sandheden er at bloggen kvalitetsmæssigt peakede for længe siden.

Den slags blog gider jeg ikke selv læse, og jeg vil ikke gå på kompromis med hvad jeg kan stå inde for.

Selvom jeg selvfølgelig har haft en base fra den gamle blog af folk som gad at læse mine navlebeskuende indlæg, så har det alligevel været sjovt at følge bloggens udbredelse. Den blev ganske vidst ikke så udbredt som den første blog, og det havde måske også været lidt meget at kræve. Det var nu heller ikke et mål i sig selv. Målet for – formålet med – bloggen har været at sætte ord på nogle ting, som lå mig på sinde. At få det nedfældet, få det ud. Kald det terapi, whatever. Nu er “terapi”-delen afløst en grublen over hvad jeg mon skal skrive, og forholdet mellem om jeg blogger for mig selv eller for andre, er blevet for skævt.

Jeg har skrevet 169 indlæg over 8 måneder, og mange indlæg er forholdsvis lange, så der er også lagt meget indhold, hjerteblod og Kasper på denne blog. Der har i skrivende stund været 1.911 kommentarer, hvilket jo selvfølgelig har været en del af omdrejningspunktet. Det er fedt og sjovt at få folks respons. Alle de små anekdoter og sammenligninger som folk har fortalt om i kommentarfeltet. Det er fedt at vide at man ikke er alene derude. Alle de små rygklap er fantastiske! Alle nyrestødene som giver én noget at tænke over, kan være med til at udvikle én. Og selvfølgelig alle “ikke-rygklapperne” som kører i tomgang i deres tilgang, og som kan være med til at afvikle én.

Men hold nu fast, det har været sjovt! Jeg har virkelig nydt og hygget mig med det. Og jeg er jer evigt taknemmelig for at I har ville bruge jeres dyrebare tid på mig! Hvordan man end vender og drejer det, så er det et privilegium at folk gider at investere tid i én, og det har jeg ikke taget for givet.

Skuffelser? Jah. Jeg forstår ikke hvorfor Woman ikke har ringet?! Og jeg forstår ikke hvorfor min PIK-O-METER facebook applikation ikke er blevet en større succes!

Hvad så nu? Jamen jeg går et par travle måneder i møde. Jeg skal have solgt min lejlighed og købt en ny, og allerede dér ligger der vist et par mandetimer. Jeg skal ud at flyve, det kommer også til at kræve en del af mig. Så skal jeg se mere til mine venner, jeg skal læse nogle flere bøger og se lidt mere tv(!). Jeg kan mærke at jeg også skal begynde at spille poker igen (jeg søger i øvrigt en pokercoach, anyone?), fordi jeg er vild med det mentale aspekt i spillet. Og så er der jo sommer, så jeg skal ud i det blå og nyde livet.

Jeg kommer til at forsætte med at mikroblogge på min Twitter, så hvis du er til den slags kan du fortsat følge mig der. Jeg lukker ikke “like”-siden på Facebook lige med det samme, jeg overvejer stadig stærkt at indkalde til en fælles bytur et sted i KBH i løbet af sommeren, så hold øje med et opslag dér. Det bliver ikke et “Kasper dater…”-event, tværtimod, så duk ikke op med dette for øje. Det bliver “bare” en samling af mennesker, som bare vil have en sjov aften i byen, og måske udvide netværket lidt.

Ellers vil jeg afslutningsvis opfordre folk til at tilmelde sig nyhedsbrevet ude i højre side. Bliver der nogensinde en kapster3, får du nemlig en mail derfra. Jeg vil dog allerede nu advare om, at mine forhåbninger for indholdet af en eventuel ny blog, bliver noget selvcentreret bavl med udgangspunkt i et liv som far/reservefar og mand til verdens dejligste kvinde.

Credits: Tak til alle læsere!! Tak til alle kommentatorer. Tak til alle “likers” på Facebook. Tak til min coach. Tak til Den Provinsialske Engel, og tak til alle ekskærester i det hele taget, der er altid dejligt meget blogmateriale dér. Tak til alle venner, familiemedlemmer, bekendte og kollegaer som har fulgt med. Tak til Bjørncé for at være verdens bedste sidekick! Tak til SH, til AB, til Lizzie for at levere materiale. Tak til fanformand mbm. Tak til Liam O’Connor for at være en inspiration. Tak til Stayhard for at sponsorere en feature, som vi desværre ikke nåede at skubbe i søen. – Og så har jeg sikkert stadig glemt nogen, undskyld!

1 love,
Kasper D. Jensen

No related posts.

Igen. For jeg har faktisk været ude at flyve før. På en tur til Kreta i ‘97, og det var ikke den mest rare oplevelse i verden. Faktisk var hele ugen dernede spoleret, fordi jeg sad på hotelværelset og bare ventede på at jeg skulle op i dødsmaskinen igen. Jeg var ellers total cool på hjemturen, måske i erkendelse af at jeg alligevel ikke skulle være på denne planet mere. Selv da vi et sted over Østeuropa røg ind i nogle vilde lufthuller, så selv min daværende kæreste måtte knibe mig i hånden, og andre passagerer så ud som om de var parate til at skrive testamente, var jeg mere end forholdsvis rolig.

Men aldrig har jeg været så glad for at være på dansk jord igen. Jeg havde bogstaveligt talt lyst til at kysse asfalten ude i Kastrup Lufthavn. Der gik nogle uger, før andre end min kæreste fik at vide hvor bange jeg egentlig havde været. Men jeg vidste ikke bedre, end at jeg tænkte at jeg nok havde været syg eller sådan. Så næste sommerferie skulle vi med fly igen, denne gang til Rhodos. Jeg endte med at springe fra natten inden, fordi jeg var helt panisk bange, på den måde som kun folk der har oplevet et angstanfald, ville kunne forstå. Den store familietur blev gennemført uden min deltagelse – de lettede, og jeg var lettet. Og tænkte for mig selv at det var så dét. Jeg skal aldrig ud at flyve igen. Siden har min puls kunne stige, bare jeg var ude i lufthavnen.

Fobien for at flyve hedder Aviatofobi. Af alle fobier er det klart en af dem med det sejeste navn.

Det er bare ikke så sejt at have.

For det begrænser alligevel mig selv fra nogle oplevelser. Jeg har f.eks. altid gerne ville se en fodboldkamp i England. Det kan så godt løses uden fly, det tager bare så meget længere tid. Jeg har altid godt ville til USA, i sær New York. Det kunne sikkert godt løses med et skib, hvis man virkelig insisterede. Men altså, det er jo ikke et halvårsprojekt jeg er ude efter. Og jeg har da været sydpå flere gange, men det har foregået med tog og bil. Men når man én gang har siddet fast på den tyske motorvej, kan man nærmest også udvikle en fobi for det også (Autobahnofobi?).

Så enten kan jeg sidde her og vente på at den danske regering beslutter sig for at bygge en bro til USA med England som en slags Peberholmen, Farø eller Sprogø. Eller også kan jeg gøre noget ved det. Jeg valgte det sidste, og har med lidt hjælp udefra arbejdet lidt med mig selv igennem noget tid. Og nu er jeg nået til det punkt, hvor jeg egentlig er klar. Føler mig klar. Nu skal jeg bare sætte handling bag ordene, og springe ud i det. Jeg ved jeg kan, men jeg synes det er så fucking svært at tage skridtet. Så jeg tænker at jeg vil starte med en lille tur, og har derfor kig på Berlin eller Stockholm. Omvendt har jeg et billede af at jeg gerne vil hjem igen forholdsvis hurtigt igen – selvom jeg jo gerne skulle blive modbevist i disse tanker. Så måske en lille tur til Århus kunne gøre det. Jeg ved det ikke. Og så er der jo også lige en askesky som pt. forkludrer billedet en smule, for hvad hvis nu dit og dat. Men det er nu jeg har momentum i mine tanker omkring det, så det er også lidt nu eller aldrig.

Hvis du indenfor den næste måneds tid falder over en skaldet fyr i lufthavnen i Århus, Stockholm eller Berlin, som sidder og tripper med fødderne og ligner en der bare gerne vil hjem, så gå lige hen og giv ham et kram, og sig at det nok skal gå.

No related posts.

Da badet var vel overstået, tænkte jeg at jeg lige ville veje mig på badevægten. Jeg ved godt at jeg ofte siger at jeg er tyk, men okay jeg er ikke sådan RIGTIG tyk. Faktisk er jeg tynd, men jeg er nok sådan lidt tyndfed, eller hvad det hedder, når det kommer til stykket. Jeg kunne godt tænke mig at komme ned på 73 kilo, men under den forudsætning at vægttabet sker samtidig med at jeg tager på i muskelmasse, hvilket er en halvsvær disciplin. Jeg har i lang tid ligget på 75-76 kilo, men kunne godt se i spejlet at jeg i det små fik “flyttet” kilo fra fedt til muskler. Så ophørte den der kontrakt, og jeg har nok været lidt for god udi kalorie-galore, samtidig med at jeg har været lidt for ivrigt efter at give mig selv fri fra træning. Og det har jeg faktisk kunne godt se på maveskindet. Men tænkt for mig selv, at det er nok hurtigt klaret at få væk igen. Men så i morges stod der pludselig 79,5 kilo på vægten. Jeg kan slet ikke huske hvornår jeg sidst har været så tæt på 80 kilo, men det er alligevel nogle år siden.

Så lidt slukøret fik jeg sat skub i dagen, og godt vidste at nu står den igen på dødsyg fuldkornspasta, skummetmælk i kaffen, ingen sodavand og – gisp!! – måske skære lidt ned på byturene! Plus at det nu bliver kredsløbstræningen jeg ihvertfald ikke må springe over, som er den del jeg hader allermest i min træning. Ganske enkelt fordi jeg ikke kan udstå at svede og være forpustet.

Men da jeg havde fået åbnet min mail i morges, og kommet lidt gang med dagen, ville jeg ud i køkkenet og hente et glas vand og en kop kaffe. Vandet tog jeg først, og få sekunder senere, måtte jeg lige starte forfra, fordi jeg midt i mine egne søvndrukne tanker stod og puttede 2 teskefulde Nescafépulver ned i mit vandglas. Da jeg kom tilbage til min plads var mit mail-program gået ned, og det ville ikke starte igen, før jeg havde genstartet computeren. Og få minutter efter at jeg havde fået liv i både computer og mailprogram igen, væltede min chef ved et uheld det vandglas som jeg netop havde hentet, udover hele mit skrivebord.

Oveni det var der åbenbart kun kommet 1 person til mit “åbent hus” igår! Jeg synes ellers jeg har gjort mit for at sælge den lejlighed ind til hvem der måtte have interesse. Men heldigvis havde ejendomsmægleren da husket at låse døren denne gang – modsat ved den forrige fremvisning, hvor min lejlighed havde stået ulåst fra onsdag til lørdag, fordi fremvisningen foregik mens jeg var ude af byen. Men det var selvfølgelig også en slags “åbent hus”.

Nu har jeg været oppe at træne, og sidder og prikker lidt til min A38/Bran Flakes, og kan næsten ikke vente til den imorgen står på mere skummetmælk i kaffen, fiskedag i kantinen med masser af salat, og crosstraining efter arbejde. Det bliver SÅ herrenice. Kan næsten ikke holde min entuiasme ud. Tilgengæld har jeg lige modtaget dette badge fra Foursquare, som jeg trods alt er stolt af, selvom jeg må springe den foreslåede cheeseburger over i denne omgang. Og så er der noget med at for hver gang jeg træner i disse uger, så får jeg 14 dages gratis træning fra fitnessdk som jeg kan dele ud efter forgodtbefindende. Jeg havde fået 5 x 14 dages træning fra de to foregående uger, og dem har jeg delt ud til 5 af de læsere som er med på kap2’s Facebookprofil, og jeg håber de får glæde af deres træning! De fremtidige omgange gratis træning vil blive delt ud samme sted, så hold øje, hvis du har lyst til at prøve fitnessdk af i en periode.

God mandag til dig også!

No related posts.

En læser efterlyste billeder af de 2 golden retrievere som jeg pt. passer. Det kan jeg ikke skaffe, men jeg har fundet disse billeder af 2 bidske kamphunde, hvor jeg brugte mine Dog Whisper teknik for at få dem til ro.

Relaterede indlæg:

1. Lost in translation Nu har min blog et ret afgrænset emne, vil nogen...
2. Happy Christ SkyFlying Day Op kl. 6 på en fridag? Ja hvorfor ikke! Jeg...
3. Der er dømt mandag Det har været helt igennem en underlig dag. Jeg vågnede...

Jeg forstår egentlig ikke helt princippet med at gå nøgen rundt. Men jeg tror det handler om min egen blufærdighed, da jeg i samtaler med veninder og venner, ofte hører om disse tilbøjeligheder. Jeg tror aldrig jeg har gået nøgen rundt i min stue, medmindre der har været bullermørkt eller at gardinerne har været trukket for. Jeg husker dog én gang hvor jeg lå nøgen i sengen med min ekskæreste, og telefonen ringede, og jeg satte i løb ind i stuen – og først midtvejs kom i tanke om at jeg ikke havde underbukser på, og fik drejet så hurtigt rundt at det knagede i menisken i knæet, til stor moro for ekskæresten.

Anyway – jeg gætter på at min nøgne genbo er i slutningen af 30′erne, måske starten af 40′erne. Og hun holder sig faktisk rigtig godt. Slank, hendes bryster sidder godt og har et flot, langt blond hår. Og så er hun som sagt ikke ked af at vade rundt nøgen. Valget af ordet “vade” er helt bevidst, for hun virker fuldstændig ubekymret omkring hvad folk kan se. Jeg har således engang overværet hende en morgen række ud efter et af ovenvinduerne for at lukke det – helt som gud har skabt hende. Det vil sige helt, HELT oppe i vinduet, så alt ligesom var udstillet, og det vel at mærke mens der var 7-8 af kommunens asfalt-medarbejdere tilstede nede i gaden. Hun virker pænt sagt pisseligeglad med at vi andre kigger. Især fordi jeg bor i sådan en typisk 60′er funktionel ejendom, hvor lejlighederne er “kasset” op. Og vi har alle vinduer i hele lejlighedens bredde, sådan lidt panorama-agtigt, og der er vel 12-15 meter imellem ejendommene. Så jeg forestiller mig at vi er forholdsvis mange tilskuere til det lille peepshow.

Men det er nu ikke sådan at jeg ligefrem tænder på det. Som sagt ser hun flot ud, så det er ikke så meget det. Og jeg kan godt nok ikke lade være med at kigge/stirre/glo/lure, når hun laver stripshow. Men det fascinerer mig at hun er så ligeglad, måske fordi jeg netop selv er så blufærdig. Og hun ER ligeglad. Hun har engang stået nærmest helt oppe i vindueskarmen, uden den mindste trevl på kroppen, kigget ud, kigget ned af sig selv, og så lige kløet sig 3-4 centimeter over og til højre for dét sted.

Så hey! – hvis du synes det er et plus, så skynd dig at købe min lejlighed. Hvis du synes det er et minus, så kan du jo lade være med at kigge. Eller trøste dig med at hun også har en kæreste/mand i den lidt overvægtige skala, som tilgengæld beholder minimum sine underhylere på.

Relaterede indlæg:

1. April skudt igang: Hackerangreb og kikkæreste Er du okay? Jeg er. Selvom jeg selvfølgelig er lidt...
2. Min nye læge Nu nærmer det sig. I morgen. Det lille pungpres. Det...

Jeg passer hus for mine forældre, mens de passer deres kvartalsvise metropolitanske tilbøjeligheder i Paris. Og der blev jeg så vækket kl. 6 af klynk og slik i hovedet af 2 blonde tæver – og ja, det lyder som starten på en mine utallige sexoplevelser (i min fantasi, that is). Men det er i dette tilfælde tale om 2 alt, alt for morgenfriske golden retrievere som hører med i aftalen omkring hus-pasningen. I virkeligheden er det nok dem som pasningen omhandler mest, for huset er i princippet stort nok til at passe sig selv. I starten forsøgte jeg at ignorere de 2 tævers tilnærmelser, som basalt handler om at nogen i dette hus har vænnet hundene at få morgenmad på et helt igennem ukristeligt tidspunkt. Og i hundekalenderen er der hverken hellig- eller weekenddage. Det begyndte at spidse lidt til da klynk og piv efterhånden gennemtrængte den pude jeg havde trukket over hovedet, og det lå i luften at hvis jeg ikke gav efter og flyttede mit korpus mod hundemadsposen, så var det mig der blev ædt. Og jeg kender min mor godt nok til at vide at selvom ude er godt, men hjemme bedst, så vil hun alligevel sætte pris på at der ikke ligger menneskeknogler i huset. Hun hader når det roder.

Men fair nok, det er intet en kop kaffe og en lur under pokalfinalen ikke kan klare. Nu må det bare godt blive godt vejr også, så jeg kan få lidt sol på min blegfede isse. Happy Christ SkyFlying Day… eller.. det kan man ik sige, det lyder helt monty phytonsk.

Relaterede indlæg:

1. Har jeg ikke hørt den stemme før? (…) Kasper: min søster debuterer i studenterradio live… hun...
2. Så gik der Tina Lund i den Interviewet fra i går er kommet ud – det var...

Så jeg er kommet frem til at jeg jo alligevel så småt er ude herfra, og jeg egentlig bare gerne vil have solgt lejligheden. Så jeg lever med at hive jer med bag kulisserne, og I kan køre haderen på mit fimsede farvevalg, de – for mig personlige og højt elskede – lyserøde billeder i min entré, og den totale mangel på botanik i lejligheden. Nu kan I komme med ind i det allerhelligste. I kan få lov at se Løvehulen, I kan se den legendariske sofa som jeg er vågnet på et utal af gange efter bytur, og ikke mindst kan I se skrivebordet, hvorfra denne blog så ofte er blevet opdateret. Og det går nok altsammen, vi snakker jo ikke om noget som ikke er offentligt tilgængeligt alligevel.

I ser det hele her. Der er åbent hus på søndag, hvis det har nogen interesse.

I øvrigt stod jeg på et tidspunkt i vejen for EDCs fotograf. Jeg mente at det måske kunne hjælpe på salget af lejligheden, hvis jeg var med på et af billederne. Han mente at det på en måde var falsk markedsføring, for jeg fulgte ikke med i salget. Hvilket jeg i parantes bemærket kan bekræfte. At det så sikkert også havde medført et betydeligt nedslag i prisen, er en anden snak.

Nu skal jeg videre fra min ellers elskede studielejlighed, og det kvarter jeg holder så meget af. Jeg fylder 32 om lidt, og skal bo i noget større, noget mere voksent. Men jeg føler mig så godt som indfødt Østerbro-ianer, og tror ikke jeg kommer til at flytte så forfærdelig langt herfra i denne omgang. Det er ikke blevet tid til at flytte ud af byen endnu. Medmindre der selvfølgelig når at ske noget helt skørt indenfor de næste par måneder.

Relaterede indlæg:

1. Vibratorovervejelser Jeg fik en vibrator i fredags. I merchandise-skråstreg-repræsentationsgave på mit...
2. Kalli Jeg har damebesøg i disse dage. Jaaa. Såmænd. Kalli, hedder...
3. PMS? Vi må vente med listen med “lækre” pigenavne… for jeg...

Men måske var det fordi at mavefornemmelsen ikke altid var 100 procent med, at der altid gik et eller andet “galt”, når vi skulle mødes. Jeg prøvede en håndfuld gange at blive brændt af af hende – de fleste gange bare “jeg er i byen, ses vi senere?”, og det gjorde vi så ikke. Men den ene gang ventede jeg 45 minutter på hende, en eftermiddag på et aftalt sted. Uden at hun dukkede op, eller gav lyd fra sig eller svarede på opkald. Senere samme dag fortalte hun at hun var kørt galt, og på den måde var der altid ét eller andet. Og jeg brændte således også hende af et par gange.

Men så en aften skete der bare noget. Det var ret impulsivt, hvor jeg egentlig var indstillet på at tage en tur i byen, og vi skrev lidt sammen på messenger. Meget kort fortalt endte det med at hun kom over til mig. Og jeg fik et lille chok da jeg så hende. Jeg havde set billeder af hende før, og som sagt var hun rigtig flot – og jeg vidste også godt at hun var høj… men.. altså, hun var godt nok høj! Jeg følte mig meget lille i forhold til hende, og det fik mig til at føle mig meget lidt maskulin. Hun var på ingen måde hverken tyk eller stor, hun var faktisk pæn slank… men altså… der var bare meget menneske at forholde sig til. Anyway, så blev vi lidt småfulde, og alkohol kan både skabe og løse problemer, og denne gang var det i sidstnævnte kategori, og klokken blev sent. Hun spurgte om hun måtte overnatte, og således endte vi inde i min seng. Indtil da havde det været helt lødigt, jeg havde end ikke kysset med hende. Inde i sengen lå hun med ryggen til mig, og nærmest mast op mod væggen – det var lige før at hun lå helt oppe på hylden over sengen. Og hver gang jeg kælede hendes ryg, talje og mine fingre kom ned til ballerne, kom der en lyd fra hende, som minder om den lyd man siger til en hund der er ved at gøre noget den ikke må: “Naah-ah!!”

Så der lå jeg med en halvpjerrot på, og følte mig endnu mere som en fuld, gammel gris der forsøger at overfalde en ung – og høj – blondine. Og jeg må indrømme at jeg lå og savnede min proviansialske engel lidt, og den fantastiske sex vi altid havde. Så da det blev morgen, og blondinen nærmest strøg ud af døren, var jeg på en måde lettet. Jeg følte at det hele var noget rod, jeg følte mig gammel, jeg følte mig lav og usexet, og tænkte for mig selv at det var dét. Indtil hun noget tid senere skrev til mig, hvorfor der aldrig var sket noget den nat. Øh, måske fordi du nærmest lå inde hos naboen og var så kold at jeg flere gange var nervøs for om du mon var død…

Lidt signalforvirret indledte vi en dialog igen, men der skulle gå et par måneder til vi igen kredsede om den varme grød. Og hun skrev en aften sidste sommer, at hun var ude på Østerbro hos en veninde, men at hun kunne kigge forbi bagefter. Jeg smed en flaske champagne på køl og hældte M&Ms op i en skål – man er vel en slags børnelokker – og sprang i bad. Vel ude af badet, tog jeg mig en længere peptalk foran spejlet, og lod Fred Perry tale til mig. Og lod mig selv forstå at det var nu, i nat, at hende her blondinen skulle have så meget pik. Oh yes, hun er ung, men det er bare frækkere. Og ja, hun er høj, men det er der jo masser af andre fyre der ville synes er pissesexet, så kan du også. Kom nu, Kaver! Det her bliver en historie til drengene! Tænk på deres misundelige blikke, når du fortæller hvordan du ondulerede millionærarvingen. Hun skal rives rundt!! Hører du!?

Senere ringede min telefon. Det var hende. Hun stod nede foran opgangen, men strømmen var gået i selve opgangen, så dørtelefonerne virkede ikke, og jeg kunne ikke lukke hende ind. Så jeg gik ned efter hende. Da jeg drejer rundt om det sidste hjørne i bunden af opgangen, og ser hende stå ude på den anden side af glasdøren, kan jeg mærke dét med det samme – at det er en kæmpe fejl, dét her. Alt hvad Fred Perry har sagt er glemt. Hun er så høj som hele glasdøren, og ser så forbandet ung ud. Jeg overvejer et splitsekund bare at vende om igen. Men lukker hende alligevel ind. Hele vejen op af trapperne, tænker jeg “fuck, fuck, fuck, fuck”, og hvordan jeg nemmest kan fingere et benbrud eller et hofteskred.

Oppe i lejligheden drikker jeg champagne, som havde jeg været uden væske i 3 uger. Mens hun flirter, og det er helt tydeligt hvad det er hun er kommet efter. Og jeg prøver at samle alt hvad jeg overhovedet har af mandighed, og prøver at tænke i baner som “sex er vel sex”. Men uden held. Jeg mødes hele tiden af hvor ung hun synes at være. Og at der er whole lot of woman at forholde sig til. Jeg kan ikke. Der er simpelthen for meget der er off her. Så da hun siger “Jeg gad godt at vide hvordan du kysser”, tænker jeg i en løsning for alle. Og foreslår: “Okay. Du må godt få et kys. Men så skal du også gå bagefter”.

Hun valgte så at gå med det samme. Sådan ret hastigt, egentlig. Og vi har sjovt nok aldrig snakket eller skrevet sammen siden, og jeg har slettet hende fra messenger og telefonbogen. Så sådan kan man også lukke en dør. Men jeg har lært en lektie. Tror jeg nok. Hun er sød, og jeg ved at der er fyre der står i kø for hende, og det har hun også fortjent. Men det blev altså bare ikke lige mig. Og jeg har vel omvendt heller ikke fortjent bedre.

No related posts.

Denne måneds kikkæreste er som sagt blondine. Og så er hun ung, hun fyldte 19 år i januar måned. Og så kan man diskutere om jeg er for gammel til at synes at hun er lækker – jeg spurgte faktisk på Twitter for ikke så lang tid siden, og fik svar i både ja og nej-kategorien. Det er et svært emne, og det vil for altid skille vandene. For hvis jeg på den ene måde sagde at hun ikke var lækker, så ville de fleste fyre mene at jeg lyver, og hvis jeg omvendt sagde at hun var lækker, ville de fleste (af de for mig jævnældrende) kvinder synes jeg var for meget.

Men hun ER lækker. Hun kalder sig Pixie Lott, og er en ung, succesfuld engelsk singer/songwriter i pop-kategorien. Hun har et afsindigt smittende smil, med en sand perlerække af hvide tænder. Og så er der noget med den måde hun bevæger sig på i nogle af sine musikvideoer, som er utrolig feminint og sexet. Så er hun oveni det hele udstyret med et par guddommelige stænger, som i min optik er hendes varemærke, sammen med smilet. Det undrer ingen at hun bliver brugt som model – til trods for hendes, i den sammenhæng, ringe højde (ca 170 cm). Hun er efter sigende også et slags modeikon, og har sit eget tøjmærke.

Hvis jeg skulle komme med en negativ ytring, kan det være at hun måske til tider ses med lidt meget makeup omkring øjnene – af den slags hvor man tænker for sig selv “gud vide hvad jeg vågner op til i morgen?”.

Det var svært at finde et godt billede, hvor både smilet og stængerne er i spil, så nedenstående er alt hvad jeg kan klare i første omgang. Men som med de andre kikkærester, kan jeg kun anbefale at tage en tur i Googles billedesøgning.

Indledningsvis skrev jeg at det var en smagsmæssig tilfældighed at maj måneds kikkæreste igen var blondine. Men helt nogen tilfældighed er valget af Pixie Lott ikke. Hun lægger nemlig op til det næste indlæg, som kommer til at handle om da jeg sidste sommer havde en blondine på besøg hjemme hos mig, til champagne og M&Ms. Hun var 10 år yngre end mig, hun var måske/måske ikke millionærarving, og hun var lækker. Og jeg måtte bede hende om at tage hjem. Stay tuned.

Relaterede indlæg:

1. April skudt igang: Hackerangreb og kikkæreste Er du okay? Jeg er. Selvom jeg selvfølgelig er lidt...
2. Kapster, nu som madblogger (…) Kasper: Nå, jeg løber lige på gaden. Skal...
3. Min nye læge Nu nærmer det sig. I morgen. Det lille pungpres. Det...

Men man kan vist roligt sige at jeg ikke var helt i mit rigtige miljø, da jeg ankom. Jeg havde mine grønne cargopants på og selvfølgelig en grå hættetrøje – man er vel forvokset hiphopper fra København – mens jeg kunne konstatere at den mest udbredte farve var sort og tern. Og min Optimus Suzuki udgjorde helt afgjort den mindste bil på parkeringspladsen. Tilgengæld havde den så vidt jeg kunne se de vildeste fælge.

Det startede dog helt fantastisk, da vi først kom i gang med arrangementet. Landstræneren startede med at vise os golfsvinget, og hvordan vi skulle holde på køllen… altså jernet, ik? Og dét greb lå åbenbart lige til mig, for jeg var den eneste som han ikke behøvede at korrigere, og han fulgte det op med en kort bemærkning om “det ser faktisk rigtig godt ud, det der”. Jeg har altså et minimum af dén slags køllegrebs-erfaring, så jeg var faktisk ret stolt.

Senere gik vi til driving rangen, og fik lov at bare slå bolde ud i et væk. Her gik det sådan semigodt – imellem de første 50 slag, var halvdelen af dem rene luftslag eller halve missere. Der gælder det om at se så “det var da planlagt” agtig ud som muligt. Landstræneren brugte mest tid på at korrigere på de 2 piger i vores 6-mands-gruppe af nybegyndere, og jeg følte mig lidt overset, og kunne godt have brugt lidt hjælp. Da vi havde pøset bolde ud på plænen i en halv times tid, gik vi over til en lille puttinggreen, og det var her jeg troede at mine mange års erfaring fra diverse minigolf-venues i både indland og udland, skulle omsættes til solid sænkning af mine bolde i diverse huller. Jeg ved ikke om jeg bare har spist for meget havregryn på det sidste, men de der skide bolde fløj i afsindig fart forbi hullerne, og så langt ud på den anden side, at jeg endte længere væk fra hullet end jeg startede ud med. Og lige pludselig blev puttingseancen stoppet, og vi blev genet over mod den lille 9-huls-bane.

På vejen derover, opsummerer jeg at ud af de 6 “nybegyndere” har 3 deres egne golfbags med, at én allerede har det såkaldte “langbanekort” – et slags golfsportens kørekort – 4 spiller med handske, og at jeg er den eneste som aldrig har været ude på en golfbane før. Så lidt psyket træder jeg ind på banen, men bliver lidt beroliget da jeg opdager at det første hul kun er cirka 25 meter langt – og tænker for mig selv at det her bliver easypeasy. Mens jeg står og roder lidt med min lånte golfbag, begynder en af de andre. Og sådan ligesom for at starte et sted, synes han åbenbart at han ville lave et hole-in-one. Nåhmen, det kan da godt være at det er en lille bane, og alle er nybegyndere, men der er jo ingen grund til at tage let på det, vel?

Og derfra, det vil sige helt fra starten, blev jeg hyldet helt ud af den. Og spillede mildest talt elendigt. Jeg kunne slet ikke styre styrken i mine slag, så de var enten alt for korte eller som oftest alt for lange – det der spektrum imellem yderpolerne kunne jeg ikke ramme. Og på greenen var jeg totalt gunslinger, og pløkkede bolden så hårdt rundt omkring hullet, at jeg tror der kom små friktionsbrandskader på det fine græstæppe. Det hele blev krydret med knyttede næver, banden og svovlen og en masse “grrrrrrr”. Ligheden med Happy Gilmore var slående, og jeg havde seriøst også lyst til at tæve nogen, eller slå et mellemstort dyr ihjel. Jeg tror jeg lavede et såkaldt par på ét af hullerne, resten var den rene elendighed. Og jeg blev dead last af alle nybegyndere.

Og sådan noget frustrerer mig helt vildt. Så da vi havde en del tid tilovers, mens vi ventede på de “rigtige” golfspillere var færdige med deres 18-hullers-runde, ville de andre tage en runde mere på 9-huls-banen. Men jeg gik istedet op til driving rangen, for at øve slag. Det er typisk mig, hvis jeg føler jeg ikke er god til noget, så gider jeg ikke gå og hygge mig med at blive bedre. Jeg er enten-eller. Enten vil jeg være god, ikke nødvendigvis den bedste, men god nok til at få respekt eller anerkendelse. Så er det igennem træning, træning, træning. De mange timer jeg som barn brugte på fodboldbanen alene igennem årene, for at lære mig selv at lægge et indlæg eller aflevering så perfekt som muligt. Eller alle de gange jeg har stillet min søsters legetøj op overalt i lejligheden, og trænet snævre kattepotte-driblinger med en tennisbold. Eller da jeg så sent som sidste forår og sommer, brugte mellem 40 og 50 timer om ugen på at spille poker, og kæmpe mig op fra mikroniveau til at blive en hæderligt vindende spiller på mellemniveau. Men det er så også der hvor jeg pludselig bare kan miste interessen fra den ene dag til den anden (også selvom der er penge i det). Jeg stoppede med at spille fodbold i gymnasiet, og har aldrig spillet andet end hyggefodbold siden. Jeg stoppede med at spille poker august sidste år, og har faktisk kun spillet én gang siden.

De 45 minutter på driving rangen gik også lidt bedre, og jeg opnåede også at få de der helt rene pliiing-slag, som får hårene til at rejse sig i nakken, og få det til at prikke lidt i dén rigtige kølle. Og derfor vil jeg heller ikke afvise at jeg kommer til at spille golf igen, men det bliver ikke sådan lige i morgen ihvertfald. Mest fordi jeg er ildrød i hovedet fra at gå ude i solen hele dagen i går, og fordi jeg er så øm i ryggen. Og så tror jeg også at jeg synes at der er måske lige lidt for lidt action i det. Men jeg kan godt se mig selv spille det om et par år.

Det store lyspunkt i går, var at en af bedstevennerne Kim vandt de “rigtige” spilleres konkurrence. Det vil ikke overraske læsere af den første kapster, da de ved at Kim går meget op i golf. Og det var da heller ikke glæde på hans vegne der reddede min dag. Men mere at han vandt en espresso-maskine, efter at han brugte hele sidste uge på at fortælle alle der havde – og sågår ikke havde – 20 minutter til at høre om den anden nye espressomaskine han lige har købt for en stor pose penge.

Nå, men jeg går altså ikke ligefrem og venter på at landstræneren ringer.

Relaterede indlæg:

1. Kapster på et skråplan Så var der lige lidt radiotavshed fra blogmeisteren Kasper D....
2. Kapster, nu som madblogger (…) Kasper: Nå, jeg løber lige på gaden. Skal...
3. Fred Perry vs. Kapster 2 (…) Kasper: De hader mig! Fred Perry: Nej, de...