kapster2.dk

Closing time, you don’t have to go home, but you can’t stay here.

Det har ligget i kortene i et par uger efterhånden, men nu er det nu. Jeg føler jeg har været hele vejen rundt i det single-fortælle-univers jeg har mit udgangspunkt i. Alle historierne er skrevet. De fleste vinkler er dækket ind. Tingene går lidt i ring. Jeg vil helst ikke have det til at blive en blog, som i princippet gentager sig selv, og det har der været lidt tendens til på det sidste. Hvor mange gange kan man skrive om at tage i byen og/eller forelske sig? Oveni er der en del af de sidste indlæg, som er blevet lidt for “meta”, hvor jeg har blogget om bloggen. Sandheden er at bloggen kvalitetsmæssigt peakede for længe siden.

Den slags blog gider jeg ikke selv læse, og jeg vil ikke gå på kompromis med hvad jeg kan stå inde for.

Selvom jeg selvfølgelig har haft en base fra den gamle blog af folk som gad at læse mine navlebeskuende indlæg, så har det alligevel været sjovt at følge bloggens udbredelse. Den blev ganske vidst ikke så udbredt som den første blog, og det havde måske også været lidt meget at kræve. Det var nu heller ikke et mål i sig selv. Målet for – formålet med – bloggen har været at sætte ord på nogle ting, som lå mig på sinde. At få det nedfældet, få det ud. Kald det terapi, whatever. Nu er “terapi”-delen afløst en grublen over hvad jeg mon skal skrive, og forholdet mellem om jeg blogger for mig selv eller for andre, er blevet for skævt.

Jeg har skrevet 169 indlæg over 8 måneder, og mange indlæg er forholdsvis lange, så der er også lagt meget indhold, hjerteblod og Kasper på denne blog. Der har i skrivende stund været 1.911 kommentarer, hvilket jo selvfølgelig har været en del af omdrejningspunktet. Det er fedt og sjovt at få folks respons. Alle de små anekdoter og sammenligninger som folk har fortalt om i kommentarfeltet. Det er fedt at vide at man ikke er alene derude. Alle de små rygklap er fantastiske! Alle nyrestødene som giver én noget at tænke over, kan være med til at udvikle én. Og selvfølgelig alle “ikke-rygklapperne” som kører i tomgang i deres tilgang, og som kan være med til at afvikle én.

Men hold nu fast, det har været sjovt! Jeg har virkelig nydt og hygget mig med det. Og jeg er jer evigt taknemmelig for at I har ville bruge jeres dyrebare tid på mig! Hvordan man end vender og drejer det, så er det et privilegium at folk gider at investere tid i én, og det har jeg ikke taget for givet.

Skuffelser? Jah. Jeg forstår ikke hvorfor Woman ikke har ringet?! Og jeg forstår ikke hvorfor min PIK-O-METER facebook applikation ikke er blevet en større succes!

Hvad så nu? Jamen jeg går et par travle måneder i møde. Jeg skal have solgt min lejlighed og købt en ny, og allerede dér ligger der vist et par mandetimer. Jeg skal ud at flyve, det kommer også til at kræve en del af mig. Så skal jeg se mere til mine venner, jeg skal læse nogle flere bøger og se lidt mere tv(!). Jeg kan mærke at jeg også skal begynde at spille poker igen (jeg søger i øvrigt en pokercoach, anyone?), fordi jeg er vild med det mentale aspekt i spillet. Og så er der jo sommer, så jeg skal ud i det blå og nyde livet.

Jeg kommer til at forsætte med at mikroblogge på min Twitter, så hvis du er til den slags kan du fortsat følge mig der. Jeg lukker ikke “like”-siden på Facebook lige med det samme, jeg overvejer stadig stærkt at indkalde til en fælles bytur et sted i KBH i løbet af sommeren, så hold øje med et opslag dér. Det bliver ikke et “Kasper dater…”-event, tværtimod, så duk ikke op med dette for øje. Det bliver “bare” en samling af mennesker, som bare vil have en sjov aften i byen, og måske udvide netværket lidt.

Ellers vil jeg afslutningsvis opfordre folk til at tilmelde sig nyhedsbrevet ude i højre side. Bliver der nogensinde en kapster3, får du nemlig en mail derfra. Jeg vil dog allerede nu advare om, at mine forhåbninger for indholdet af en eventuel ny blog, bliver noget selvcentreret bavl med udgangspunkt i et liv som far/reservefar og mand til verdens dejligste kvinde.

Credits: Tak til alle læsere!! Tak til alle kommentatorer. Tak til alle “likers” på Facebook. Tak til min coach. Tak til Den Provinsialske Engel, og tak til alle ekskærester i det hele taget, der er altid dejligt meget blogmateriale dér. Tak til alle venner, familiemedlemmer, bekendte og kollegaer som har fulgt med. Tak til Bjørncé for at være verdens bedste sidekick! Tak til SH, til AB, til Lizzie for at levere materiale. Tak til fanformand mbm. Tak til Liam O’Connor for at være en inspiration. Tak til Stayhard for at sponsorere en feature, som vi desværre ikke nåede at skubbe i søen. – Og så har jeg sikkert stadig glemt nogen, undskyld!

1 love,
Kasper D. Jensen

Jeg er bange for at flyve. Ikke som i: uh, det er da ik så rart. Mere som i: DET ER FULDSTÆNDIG ULOGISK AT MENNESKER KAN FLYVE, OG JEG VIL HELLERE GNAVE ALT KØDET FRA ALBUEN OG NED PÅ BEGGE MINE ARME, END JEG NOGENSINDE VIL MED OP I DIN FORBANDENDE DØDSMASKINE.

Igen. For jeg har faktisk været ude at flyve før. På en tur til Kreta i ‘97, og det var ikke den mest rare oplevelse i verden. Faktisk var hele ugen dernede spoleret, fordi jeg sad på hotelværelset og bare ventede på at jeg skulle op i dødsmaskinen igen. Jeg var ellers total cool på hjemturen, måske i erkendelse af at jeg alligevel ikke skulle være på denne planet mere. Selv da vi et sted over Østeuropa røg ind i nogle vilde lufthuller, så selv min daværende kæreste måtte knibe mig i hånden, og andre passagerer så ud som om de var parate til at skrive testamente, var jeg mere end forholdsvis rolig.

Men aldrig har jeg været så glad for at være på dansk jord igen. Jeg havde bogstaveligt talt lyst til at kysse asfalten ude i Kastrup Lufthavn. Der gik nogle uger, før andre end min kæreste fik at vide hvor bange jeg egentlig havde været. Men jeg vidste ikke bedre, end at jeg tænkte at jeg nok havde været syg eller sådan. Så næste sommerferie skulle vi med fly igen, denne gang til Rhodos. Jeg endte med at springe fra natten inden, fordi jeg var helt panisk bange, på den måde som kun folk der har oplevet et angstanfald, ville kunne forstå. Den store familietur blev gennemført uden min deltagelse – de lettede, og jeg var lettet. Og tænkte for mig selv at det var så dét. Jeg skal aldrig ud at flyve igen. Siden har min puls kunne stige, bare jeg var ude i lufthavnen.

Fobien for at flyve hedder Aviatofobi. Af alle fobier er det klart en af dem med det sejeste navn.

Det er bare ikke så sejt at have.

For det begrænser alligevel mig selv fra nogle oplevelser. Jeg har f.eks. altid gerne ville se en fodboldkamp i England. Det kan så godt løses uden fly, det tager bare så meget længere tid. Jeg har altid godt ville til USA, i sær New York. Det kunne sikkert godt løses med et skib, hvis man virkelig insisterede. Men altså, det er jo ikke et halvårsprojekt jeg er ude efter. Og jeg har da været sydpå flere gange, men det har foregået med tog og bil. Men når man én gang har siddet fast på den tyske motorvej, kan man nærmest også udvikle en fobi for det også (Autobahnofobi?).

Så enten kan jeg sidde her og vente på at den danske regering beslutter sig for at bygge en bro til USA med England som en slags Peberholmen, Farø eller Sprogø. Eller også kan jeg gøre noget ved det. Jeg valgte det sidste, og har med lidt hjælp udefra arbejdet lidt med mig selv igennem noget tid. Og nu er jeg nået til det punkt, hvor jeg egentlig er klar. Føler mig klar. Nu skal jeg bare sætte handling bag ordene, og springe ud i det. Jeg ved jeg kan, men jeg synes det er så fucking svært at tage skridtet. Så jeg tænker at jeg vil starte med en lille tur, og har derfor kig på Berlin eller Stockholm. Omvendt har jeg et billede af at jeg gerne vil hjem igen forholdsvis hurtigt igen – selvom jeg jo gerne skulle blive modbevist i disse tanker. Så måske en lille tur til Århus kunne gøre det. Jeg ved det ikke. Og så er der jo også lige en askesky som pt. forkludrer billedet en smule, for hvad hvis nu dit og dat. Men det er nu jeg har momentum i mine tanker omkring det, så det er også lidt nu eller aldrig.

Hvis du indenfor den næste måneds tid falder over en skaldet fyr i lufthavnen i Århus, Stockholm eller Berlin, som sidder og tripper med fødderne og ligner en der bare gerne vil hjem, så gå lige hen og giv ham et kram, og sig at det nok skal gå.

Det har været helt igennem en underlig dag. Jeg vågnede op i min seng, og havde det som om nogen havde kørt over mig. Jeg tror jeg har slæbt et mindre søvnunderskud med hjem fra mine forældre efter at have passet de der 2 vilde kamphunde, som jo spiste morgenmad midt om natten. Så det at komme hjem i sin egen seng, og ligge i fosterstilling i den der konkav jeg har brugt 5 år på at lave midt i sengen (som jeg tror en dag giver bonus fordi man ruller ned i konkaven hvis man ligger 2 derinde), var vist det som min krop havde brug for. Jeg har ihvertfald sovet som en sten, og det føltes helt uvirkeligt da uret ringede. Jeg brugte således 30 minutter på at sove/vågne/sove/vågne, hvilket er totalt uhørt for mig. Jeg tror faktisk jeg sov lidt i badet også, så træt var jeg.

Da badet var vel overstået, tænkte jeg at jeg lige ville veje mig på badevægten. Jeg ved godt at jeg ofte siger at jeg er tyk, men okay jeg er ikke sådan RIGTIG tyk. Faktisk er jeg tynd, men jeg er nok sådan lidt tyndfed, eller hvad det hedder, når det kommer til stykket. Jeg kunne godt tænke mig at komme ned på 73 kilo, men under den forudsætning at vægttabet sker samtidig med at jeg tager på i muskelmasse, hvilket er en halvsvær disciplin. Jeg har i lang tid ligget på 75-76 kilo, men kunne godt se i spejlet at jeg i det små fik “flyttet” kilo fra fedt til muskler. Så ophørte den der kontrakt, og jeg har nok været lidt for god udi kalorie-galore, samtidig med at jeg har været lidt for ivrigt efter at give mig selv fri fra træning. Og det har jeg faktisk kunne godt se på maveskindet. Men tænkt for mig selv, at det er nok hurtigt klaret at få væk igen. Men så i morges stod der pludselig 79,5 kilo på vægten. Jeg kan slet ikke huske hvornår jeg sidst har været så tæt på 80 kilo, men det er alligevel nogle år siden.

Så lidt slukøret fik jeg sat skub i dagen, og godt vidste at nu står den igen på dødsyg fuldkornspasta, skummetmælk i kaffen, ingen sodavand og – gisp!! – måske skære lidt ned på byturene! Plus at det nu bliver kredsløbstræningen jeg ihvertfald ikke må springe over, som er den del jeg hader allermest i min træning. Ganske enkelt fordi jeg ikke kan udstå at svede og være forpustet.

Men da jeg havde fået åbnet min mail i morges, og kommet lidt gang med dagen, ville jeg ud i køkkenet og hente et glas vand og en kop kaffe. Vandet tog jeg først, og få sekunder senere, måtte jeg lige starte forfra, fordi jeg midt i mine egne søvndrukne tanker stod og puttede 2 teskefulde Nescafépulver ned i mit vandglas. Da jeg kom tilbage til min plads var mit mail-program gået ned, og det ville ikke starte igen, før jeg havde genstartet computeren. Og få minutter efter at jeg havde fået liv i både computer og mailprogram igen, væltede min chef ved et uheld det vandglas som jeg netop havde hentet, udover hele mit skrivebord.

Oveni det var der åbenbart kun kommet 1 person til mit “åbent hus” igår! Jeg synes ellers jeg har gjort mit for at sælge den lejlighed ind til hvem der måtte have interesse. Men heldigvis havde ejendomsmægleren da husket at låse døren denne gang – modsat ved den forrige fremvisning, hvor min lejlighed havde stået ulåst fra onsdag til lørdag, fordi fremvisningen foregik mens jeg var ude af byen. Men det var selvfølgelig også en slags “åbent hus”.

Nu har jeg været oppe at træne, og sidder og prikker lidt til min A38/Bran Flakes, og kan næsten ikke vente til den imorgen står på mere skummetmælk i kaffen, fiskedag i kantinen med masser af salat, og crosstraining efter arbejde. Det bliver SÅ herrenice. Kan næsten ikke holde min entuiasme ud. Tilgengæld har jeg lige modtaget dette badge fra Foursquare, som jeg trods alt er stolt af, selvom jeg må springe den foreslåede cheeseburger over i denne omgang. Og så er der noget med at for hver gang jeg træner i disse uger, så får jeg 14 dages gratis træning fra fitnessdk som jeg kan dele ud efter forgodtbefindende. Jeg havde fået 5 x 14 dages træning fra de to foregående uger, og dem har jeg delt ud til 5 af de læsere som er med på kap2’s Facebookprofil, og jeg håber de får glæde af deres træning! De fremtidige omgange gratis træning vil blive delt ud samme sted, så hold øje, hvis du har lyst til at prøve fitnessdk af i en periode.

God mandag til dig også!

En læser efterlyste billeder af de 2 golden retrievere som jeg pt. passer. Det kan jeg ikke skaffe, men jeg har fundet disse billeder af 2 bidske kamphunde, hvor jeg brugte mine Dog Whisper teknik for at få dem til ro.

Jeg har helt glemt at oplyse at der følger en nøgen genbo med i købet af min lejlighed! Da jeg bloggede første gang havde jeg en temmelig storbarmet nøgen genbo til gården, som desværre flyttede, men imellemtiden har jeg fået en til gaden.

Jeg forstår egentlig ikke helt princippet med at gå nøgen rundt. Men jeg tror det handler om min egen blufærdighed, da jeg i samtaler med veninder og venner, ofte hører om disse tilbøjeligheder. Jeg tror aldrig jeg har gået nøgen rundt i min stue, medmindre der har været bullermørkt eller at gardinerne har været trukket for. Jeg husker dog én gang hvor jeg lå nøgen i sengen med min ekskæreste, og telefonen ringede, og jeg satte i løb ind i stuen – og først midtvejs kom i tanke om at jeg ikke havde underbukser på, og fik drejet så hurtigt rundt at det knagede i menisken i knæet, til stor moro for ekskæresten.

Anyway – jeg gætter på at min nøgne genbo er i slutningen af 30′erne, måske starten af 40′erne. Og hun holder sig faktisk rigtig godt. Slank, hendes bryster sidder godt og har et flot, langt blond hår. Og så er hun som sagt ikke ked af at vade rundt nøgen. Valget af ordet “vade” er helt bevidst, for hun virker fuldstændig ubekymret omkring hvad folk kan se. Jeg har således engang overværet hende en morgen række ud efter et af ovenvinduerne for at lukke det – helt som gud har skabt hende. Det vil sige helt, HELT oppe i vinduet, så alt ligesom var udstillet, og det vel at mærke mens der var 7-8 af kommunens asfalt-medarbejdere tilstede nede i gaden. Hun virker pænt sagt pisseligeglad med at vi andre kigger. Især fordi jeg bor i sådan en typisk 60′er funktionel ejendom, hvor lejlighederne er “kasset” op. Og vi har alle vinduer i hele lejlighedens bredde, sådan lidt panorama-agtigt, og der er vel 12-15 meter imellem ejendommene. Så jeg forestiller mig at vi er forholdsvis mange tilskuere til det lille peepshow.

Men det er nu ikke sådan at jeg ligefrem tænder på det. Som sagt ser hun flot ud, så det er ikke så meget det. Og jeg kan godt nok ikke lade være med at kigge/stirre/glo/lure, når hun laver stripshow. Men det fascinerer mig at hun er så ligeglad, måske fordi jeg netop selv er så blufærdig. Og hun ER ligeglad. Hun har engang stået nærmest helt oppe i vindueskarmen, uden den mindste trevl på kroppen, kigget ud, kigget ned af sig selv, og så lige kløet sig 3-4 centimeter over og til højre for dét sted.

Så hey! – hvis du synes det er et plus, så skynd dig at købe min lejlighed. Hvis du synes det er et minus, så kan du jo lade være med at kigge. Eller trøste dig med at hun også har en kæreste/mand i den lidt overvægtige skala, som tilgengæld beholder minimum sine underhylere på.

Op kl. 6 på en fridag? Ja hvorfor ikke!

Jeg passer hus for mine forældre, mens de passer deres kvartalsvise metropolitanske tilbøjeligheder i Paris. Og der blev jeg så vækket kl. 6 af klynk og slik i hovedet af 2 blonde tæver – og ja, det lyder som starten på en mine utallige sexoplevelser (i min fantasi, that is). Men det er i dette tilfælde tale om 2 alt, alt for morgenfriske golden retrievere som hører med i aftalen omkring hus-pasningen. I virkeligheden er det nok dem som pasningen omhandler mest, for huset er i princippet stort nok til at passe sig selv. I starten forsøgte jeg at ignorere de 2 tævers tilnærmelser, som basalt handler om at nogen i dette hus har vænnet hundene at få morgenmad på et helt igennem ukristeligt tidspunkt. Og i hundekalenderen er der hverken hellig- eller weekenddage. Det begyndte at spidse lidt til da klynk og piv efterhånden gennemtrængte den pude jeg havde trukket over hovedet, og det lå i luften at hvis jeg ikke gav efter og flyttede mit korpus mod hundemadsposen, så var det mig der blev ædt. Og jeg kender min mor godt nok til at vide at selvom ude er godt, men hjemme bedst, så vil hun alligevel sætte pris på at der ikke ligger menneskeknogler i huset. Hun hader når det roder.

Men fair nok, det er intet en kop kaffe og en lur under pokalfinalen ikke kan klare. Nu må det bare godt blive godt vejr også, så jeg kan få lidt sol på min blegfede isse. Happy Christ SkyFlying Day… eller.. det kan man ik sige, det lyder helt monty phytonsk.

Jeg har været lidt i tvivl om dette indlæg. Jeg er ved at sælge min lejlighed, og har været i tvivl om jeg skulle linke til salgsopstillingen. Argumentet for, er at du som læser udgør en del af mit netværk, og jo mere jeg kan få spredt viden om min lejlighed, jo bedre er selvfølgelig mine chancer for at få solgt. Argumentet imod, er at det er meget grænseoverskridende for mig at lade jer alle kigge ind bag “facaden” på bloggen. Og det er jo egentlig lidt sjovt at jeg kan blogge om alt fra testikeltjek hos lægen til kiksede mails til potentielle kærester – men at vise jer nogle billeder fra min lejlighed er grænseoverskridende.

Så jeg er kommet frem til at jeg jo alligevel så småt er ude herfra, og jeg egentlig bare gerne vil have solgt lejligheden. Så jeg lever med at hive jer med bag kulisserne, og I kan køre haderen på mit fimsede farvevalg, de – for mig personlige og højt elskede – lyserøde billeder i min entré, og den totale mangel på botanik i lejligheden. Nu kan I komme med ind i det allerhelligste. I kan få lov at se Løvehulen, I kan se den legendariske sofa som jeg er vågnet på et utal af gange efter bytur, og ikke mindst kan I se skrivebordet, hvorfra denne blog så ofte er blevet opdateret. Og det går nok altsammen, vi snakker jo ikke om noget som ikke er offentligt tilgængeligt alligevel.

I ser det hele her. Der er åbent hus på søndag, hvis det har nogen interesse.

I øvrigt stod jeg på et tidspunkt i vejen for EDCs fotograf. Jeg mente at det måske kunne hjælpe på salget af lejligheden, hvis jeg var med på et af billederne. Han mente at det på en måde var falsk markedsføring, for jeg fulgte ikke med i salget. Hvilket jeg i parantes bemærket kan bekræfte. At det så sikkert også havde medført et betydeligt nedslag i prisen, er en anden snak.

Nu skal jeg videre fra min ellers elskede studielejlighed, og det kvarter jeg holder så meget af. Jeg fylder 32 om lidt, og skal bo i noget større, noget mere voksent. Men jeg føler mig så godt som indfødt Østerbro-ianer, og tror ikke jeg kommer til at flytte så forfærdelig langt herfra i denne omgang. Det er ikke blevet tid til at flytte ud af byen endnu. Medmindre der selvfølgelig når at ske noget helt skørt indenfor de næste par måneder.

For snart 5 år siden var der en meget ung, og meget køn, blondine der tilføjede mig på messenger – sådan helt ud af det blå. Det har jeg blogget om på den gamle blog her. Siden dengang skrev vi sammen sådan lidt hist og pist, og da det sluttede med den Den Provinsialske Engel, begyndte vi at kredse om den varme grød – om at mødes. Jeg har altid været sådan lidt forbeholden for idéen, hun var jo de her knap 10 år yngre end mig, og jeg følte mig lidt som en gammel gris, når jeg skænkede det en tanke. Omvendt når jeg talte det igennem med mit brovtende alter ego Fred Perry, så var det hele soleklart: hun var jo sød, pisselækker, hun var fræk, og så havde hun ovenikøbet udsigt til frigivelsen af et to-cifret millionbeløb når hun fyldte 25 år. Altså taler vi om en ung, blond sexbombe og millionærarving – en omvandrende våd drøm.

Men måske var det fordi at mavefornemmelsen ikke altid var 100 procent med, at der altid gik et eller andet “galt”, når vi skulle mødes. Jeg prøvede en håndfuld gange at blive brændt af af hende – de fleste gange bare “jeg er i byen, ses vi senere?”, og det gjorde vi så ikke. Men den ene gang ventede jeg 45 minutter på hende, en eftermiddag på et aftalt sted. Uden at hun dukkede op, eller gav lyd fra sig eller svarede på opkald. Senere samme dag fortalte hun at hun var kørt galt, og på den måde var der altid ét eller andet. Og jeg brændte således også hende af et par gange.

Men så en aften skete der bare noget. Det var ret impulsivt, hvor jeg egentlig var indstillet på at tage en tur i byen, og vi skrev lidt sammen på messenger. Meget kort fortalt endte det med at hun kom over til mig. Og jeg fik et lille chok da jeg så hende. Jeg havde set billeder af hende før, og som sagt var hun rigtig flot – og jeg vidste også godt at hun var høj… men.. altså, hun var godt nok høj! Jeg følte mig meget lille i forhold til hende, og det fik mig til at føle mig meget lidt maskulin. Hun var på ingen måde hverken tyk eller stor, hun var faktisk pæn slank… men altså… der var bare meget menneske at forholde sig til. Anyway, så blev vi lidt småfulde, og alkohol kan både skabe og løse problemer, og denne gang var det i sidstnævnte kategori, og klokken blev sent. Hun spurgte om hun måtte overnatte, og således endte vi inde i min seng. Indtil da havde det været helt lødigt, jeg havde end ikke kysset med hende. Inde i sengen lå hun med ryggen til mig, og nærmest mast op mod væggen – det var lige før at hun lå helt oppe på hylden over sengen. Og hver gang jeg kælede hendes ryg, talje og mine fingre kom ned til ballerne, kom der en lyd fra hende, som minder om den lyd man siger til en hund der er ved at gøre noget den ikke må: “Naah-ah!!”

Så der lå jeg med en halvpjerrot på, og følte mig endnu mere som en fuld, gammel gris der forsøger at overfalde en ung – og høj – blondine. Og jeg må indrømme at jeg lå og savnede min proviansialske engel lidt, og den fantastiske sex vi altid havde. Så da det blev morgen, og blondinen nærmest strøg ud af døren, var jeg på en måde lettet. Jeg følte at det hele var noget rod, jeg følte mig gammel, jeg følte mig lav og usexet, og tænkte for mig selv at det var dét. Indtil hun noget tid senere skrev til mig, hvorfor der aldrig var sket noget den nat. Øh, måske fordi du nærmest lå inde hos naboen og var så kold at jeg flere gange var nervøs for om du mon var død…

Lidt signalforvirret indledte vi en dialog igen, men der skulle gå et par måneder til vi igen kredsede om den varme grød. Og hun skrev en aften sidste sommer, at hun var ude på Østerbro hos en veninde, men at hun kunne kigge forbi bagefter. Jeg smed en flaske champagne på køl og hældte M&Ms op i en skål – man er vel en slags børnelokker – og sprang i bad. Vel ude af badet, tog jeg mig en længere peptalk foran spejlet, og lod Fred Perry tale til mig. Og lod mig selv forstå at det var nu, i nat, at hende her blondinen skulle have så meget pik. Oh yes, hun er ung, men det er bare frækkere. Og ja, hun er høj, men det er der jo masser af andre fyre der ville synes er pissesexet, så kan du også. Kom nu, Kaver! Det her bliver en historie til drengene! Tænk på deres misundelige blikke, når du fortæller hvordan du ondulerede millionærarvingen. Hun skal rives rundt!! Hører du!?

Senere ringede min telefon. Det var hende. Hun stod nede foran opgangen, men strømmen var gået i selve opgangen, så dørtelefonerne virkede ikke, og jeg kunne ikke lukke hende ind. Så jeg gik ned efter hende. Da jeg drejer rundt om det sidste hjørne i bunden af opgangen, og ser hende stå ude på den anden side af glasdøren, kan jeg mærke dét med det samme – at det er en kæmpe fejl, dét her. Alt hvad Fred Perry har sagt er glemt. Hun er så høj som hele glasdøren, og ser så forbandet ung ud. Jeg overvejer et splitsekund bare at vende om igen. Men lukker hende alligevel ind. Hele vejen op af trapperne, tænker jeg “fuck, fuck, fuck, fuck”, og hvordan jeg nemmest kan fingere et benbrud eller et hofteskred.

Oppe i lejligheden drikker jeg champagne, som havde jeg været uden væske i 3 uger. Mens hun flirter, og det er helt tydeligt hvad det er hun er kommet efter. Og jeg prøver at samle alt hvad jeg overhovedet har af mandighed, og prøver at tænke i baner som “sex er vel sex”. Men uden held. Jeg mødes hele tiden af hvor ung hun synes at være. Og at der er whole lot of woman at forholde sig til. Jeg kan ikke. Der er simpelthen for meget der er off her. Så da hun siger “Jeg gad godt at vide hvordan du kysser”, tænker jeg i en løsning for alle. Og foreslår: “Okay. Du må godt få et kys. Men så skal du også gå bagefter”.

Hun valgte så at gå med det samme. Sådan ret hastigt, egentlig. Og vi har sjovt nok aldrig snakket eller skrevet sammen siden, og jeg har slettet hende fra messenger og telefonbogen. Så sådan kan man også lukke en dør. Men jeg har lært en lektie. Tror jeg nok. Hun er sød, og jeg ved at der er fyre der står i kø for hende, og det har hun også fortjent. Men det blev altså bare ikke lige mig. Og jeg har vel omvendt heller ikke fortjent bedre.

Denne måneds kikkæreste er ligesom i sidste måned også blondine, hvilket udgør en smagsmæssig tilfældighed. Jeg har været inde på det før, at jeg ikke er til en bestemt type af kvinder, og jeg har således både blondiner og brunetter i min historik. Tynde-tykke, høje-lave, store bryster-små bryster, lille røv-stor røv, yngre end mig-ældre end mig osv. En anden måde at betragte det på, er selvfølgelig at samle det hele under “anything goes”, men så nemt er det jo desværre heller ikke. Det er jo noget med den berømte kemi og en slags “it”-faktor, men jeg har dog som tidligere nævnt noget med høje kvinder. Det fungerer typisk ikke så godt.

Denne måneds kikkæreste er som sagt blondine. Og så er hun ung, hun fyldte 19 år i januar måned. Og så kan man diskutere om jeg er for gammel til at synes at hun er lækker – jeg spurgte faktisk på Twitter for ikke så lang tid siden, og fik svar i både ja og nej-kategorien. Det er et svært emne, og det vil for altid skille vandene. For hvis jeg på den ene måde sagde at hun ikke var lækker, så ville de fleste fyre mene at jeg lyver, og hvis jeg omvendt sagde at hun var lækker, ville de fleste (af de for mig jævnældrende) kvinder synes jeg var for meget.

Men hun ER lækker. Hun kalder sig Pixie Lott, og er en ung, succesfuld engelsk singer/songwriter i pop-kategorien. Hun har et afsindigt smittende smil, med en sand perlerække af hvide tænder. Og så er der noget med den måde hun bevæger sig på i nogle af sine musikvideoer, som er utrolig feminint og sexet. Så er hun oveni det hele udstyret med et par guddommelige stænger, som i min optik er hendes varemærke, sammen med smilet. Det undrer ingen at hun bliver brugt som model – til trods for hendes, i den sammenhæng, ringe højde (ca 170 cm). Hun er efter sigende også et slags modeikon, og har sit eget tøjmærke.

Hvis jeg skulle komme med en negativ ytring, kan det være at hun måske til tider ses med lidt meget makeup omkring øjnene – af den slags hvor man tænker for sig selv “gud vide hvad jeg vågner op til i morgen?”.

Det var svært at finde et godt billede, hvor både smilet og stængerne er i spil, så nedenstående er alt hvad jeg kan klare i første omgang. Men som med de andre kikkærester, kan jeg kun anbefale at tage en tur i Googles billedesøgning.

Indledningsvis skrev jeg at det var en smagsmæssig tilfældighed at maj måneds kikkæreste igen var blondine. Men helt nogen tilfældighed er valget af Pixie Lott ikke. Hun lægger nemlig op til det næste indlæg, som kommer til at handle om da jeg sidste sommer havde en blondine på besøg hjemme hos mig, til champagne og M&Ms. Hun var 10 år yngre end mig, hun var måske/måske ikke millionærarving, og hun var lækker. Og jeg måtte bede hende om at tage hjem. Stay tuned.

Nogle mennesker har et golfhandikap. Andre er golfhandikappede. Jeg er at finde i sidstnævnte kategori, må jeg med sorg i fingrene erkende. Jeg ser ellers mig selv som et multi-naturtalent indenfor stort set ALT sport, som ikke involverer dans eller is, og i værste fald en kombination af de 2. Så store var mine forventninger da jeg var inviteret med til et golfarrangement i Skjoldenæsholm Golfklub i går. Isærdeleshed fordi at jeg som nybegynder skulle undervises af selveste landstræneren. Jeg forudså en landsholdsudtagelse ved enden af dagen!

Men man kan vist roligt sige at jeg ikke var helt i mit rigtige miljø, da jeg ankom. Jeg havde mine grønne cargopants på og selvfølgelig en grå hættetrøje – man er vel forvokset hiphopper fra København – mens jeg kunne konstatere at den mest udbredte farve var sort og tern. Og min Optimus Suzuki udgjorde helt afgjort den mindste bil på parkeringspladsen. Tilgengæld havde den så vidt jeg kunne se de vildeste fælge.

Det startede dog helt fantastisk, da vi først kom i gang med arrangementet. Landstræneren startede med at vise os golfsvinget, og hvordan vi skulle holde på køllen… altså jernet, ik? Og dét greb lå åbenbart lige til mig, for jeg var den eneste som han ikke behøvede at korrigere, og han fulgte det op med en kort bemærkning om “det ser faktisk rigtig godt ud, det der”. Jeg har altså et minimum af dén slags køllegrebs-erfaring, så jeg var faktisk ret stolt.

Senere gik vi til driving rangen, og fik lov at bare slå bolde ud i et væk. Her gik det sådan semigodt – imellem de første 50 slag, var halvdelen af dem rene luftslag eller halve missere. Der gælder det om at se så “det var da planlagt” agtig ud som muligt. Landstræneren brugte mest tid på at korrigere på de 2 piger i vores 6-mands-gruppe af nybegyndere, og jeg følte mig lidt overset, og kunne godt have brugt lidt hjælp. Da vi havde pøset bolde ud på plænen i en halv times tid, gik vi over til en lille puttinggreen, og det var her jeg troede at mine mange års erfaring fra diverse minigolf-venues i både indland og udland, skulle omsættes til solid sænkning af mine bolde i diverse huller. Jeg ved ikke om jeg bare har spist for meget havregryn på det sidste, men de der skide bolde fløj i afsindig fart forbi hullerne, og så langt ud på den anden side, at jeg endte længere væk fra hullet end jeg startede ud med. Og lige pludselig blev puttingseancen stoppet, og vi blev genet over mod den lille 9-huls-bane.

På vejen derover, opsummerer jeg at ud af de 6 “nybegyndere” har 3 deres egne golfbags med, at én allerede har det såkaldte “langbanekort” – et slags golfsportens kørekort – 4 spiller med handske, og at jeg er den eneste som aldrig har været ude på en golfbane før. Så lidt psyket træder jeg ind på banen, men bliver lidt beroliget da jeg opdager at det første hul kun er cirka 25 meter langt – og tænker for mig selv at det her bliver easypeasy. Mens jeg står og roder lidt med min lånte golfbag, begynder en af de andre. Og sådan ligesom for at starte et sted, synes han åbenbart at han ville lave et hole-in-one. Nåhmen, det kan da godt være at det er en lille bane, og alle er nybegyndere, men der er jo ingen grund til at tage let på det, vel?

Og derfra, det vil sige helt fra starten, blev jeg hyldet helt ud af den. Og spillede mildest talt elendigt. Jeg kunne slet ikke styre styrken i mine slag, så de var enten alt for korte eller som oftest alt for lange – det der spektrum imellem yderpolerne kunne jeg ikke ramme. Og på greenen var jeg totalt gunslinger, og pløkkede bolden så hårdt rundt omkring hullet, at jeg tror der kom små friktionsbrandskader på det fine græstæppe. Det hele blev krydret med knyttede næver, banden og svovlen og en masse “grrrrrrr”. Ligheden med Happy Gilmore var slående, og jeg havde seriøst også lyst til at tæve nogen, eller slå et mellemstort dyr ihjel. Jeg tror jeg lavede et såkaldt par på ét af hullerne, resten var den rene elendighed. Og jeg blev dead last af alle nybegyndere.

Og sådan noget frustrerer mig helt vildt. Så da vi havde en del tid tilovers, mens vi ventede på de “rigtige” golfspillere var færdige med deres 18-hullers-runde, ville de andre tage en runde mere på 9-huls-banen. Men jeg gik istedet op til driving rangen, for at øve slag. Det er typisk mig, hvis jeg føler jeg ikke er god til noget, så gider jeg ikke gå og hygge mig med at blive bedre. Jeg er enten-eller. Enten vil jeg være god, ikke nødvendigvis den bedste, men god nok til at få respekt eller anerkendelse. Så er det igennem træning, træning, træning. De mange timer jeg som barn brugte på fodboldbanen alene igennem årene, for at lære mig selv at lægge et indlæg eller aflevering så perfekt som muligt. Eller alle de gange jeg har stillet min søsters legetøj op overalt i lejligheden, og trænet snævre kattepotte-driblinger med en tennisbold. Eller da jeg så sent som sidste forår og sommer, brugte mellem 40 og 50 timer om ugen på at spille poker, og kæmpe mig op fra mikroniveau til at blive en hæderligt vindende spiller på mellemniveau. Men det er så også der hvor jeg pludselig bare kan miste interessen fra den ene dag til den anden (også selvom der er penge i det). Jeg stoppede med at spille fodbold i gymnasiet, og har aldrig spillet andet end hyggefodbold siden. Jeg stoppede med at spille poker august sidste år, og har faktisk kun spillet én gang siden.

De 45 minutter på driving rangen gik også lidt bedre, og jeg opnåede også at få de der helt rene pliiing-slag, som får hårene til at rejse sig i nakken, og få det til at prikke lidt i dén rigtige kølle. Og derfor vil jeg heller ikke afvise at jeg kommer til at spille golf igen, men det bliver ikke sådan lige i morgen ihvertfald. Mest fordi jeg er ildrød i hovedet fra at gå ude i solen hele dagen i går, og fordi jeg er så øm i ryggen. Og så tror jeg også at jeg synes at der er måske lige lidt for lidt action i det. Men jeg kan godt se mig selv spille det om et par år.

Det store lyspunkt i går, var at en af bedstevennerne Kim vandt de “rigtige” spilleres konkurrence. Det vil ikke overraske læsere af den første kapster, da de ved at Kim går meget op i golf. Og det var da heller ikke glæde på hans vegne der reddede min dag. Men mere at han vandt en espresso-maskine, efter at han brugte hele sidste uge på at fortælle alle der havde – og sågår ikke havde – 20 minutter til at høre om den anden nye espressomaskine han lige har købt for en stor pose penge.

Nå, men jeg går altså ikke ligefrem og venter på at landstræneren ringer.

I dag talte jeg med en kollega, som til en fest havde mødt en person som havde set at min kollega var en af dem som fulgte med på min facebook-side. Og vedkommende havde derfor spurgt min kollega: “Så du ved hvordan han ser ud?”

Det er en lille verden, og den slags historier hører jeg indimellem. Men det overrasker mig gang på gang hvor stor en kreds af mennesker, disse ord egentlig når ud til. Eller skræmmer mig, er en anden vinkel. Jeg hygger mig stadig med min blog, men jeg kan mærke et stigende pres for at “levere varen”. Jeg er begyndt at bruge længere og længere tid på hvert indlæg, uden at jeg egentlig synes jeg forædler det jeg sidder og bokser med. Det er vel en slags præstationsangst.

Samtidig har jeg malet dele af mit private jeg op i et hjørne med den her blog. Jeg har været inde på det før, fra en humoristisk vinkel, men egentlig er der lidt om det. Jeg forstår jo godt, hvis en pige ikke ligefrem imponeres hvis jeg skriver til hende kl. 3 om natten at jeg synes hun er sød – for koblet sammen med hvad hun ved fra bloggen, er det nemt at putte mig i kassen med de andre desperate. Eller at den enlige mor ikke ligefrem vælter bagover, når jeg kurtiserer hende, for hvad hun kan læse af bloggen, er det nok ikke en fyr der vælter stiv rundt hveranden weekend og tilsyneladede flirter til højre og venstre, der udgør det perfekte materiale for en erstatningsfar til hendes barn, samt en mand for hende selv, der er værd at satse på.

Og det er et billede jeg selv har malet, så det er min egen skyld, at det forholder sig sådan.

Så vi kan altså konstatere at bloggen tager meget af min tid, at den presser mig lidt, og at den er delvist forstyrrende for mit private gøren og laden. Er det så tid til at stoppe? Ja, måske. Jeg ved det ikke, jeg har hele tiden sagt at jeg ville stoppe bloggen når/hvis jeg fandt en kæreste. Men selvfølgelig også hvis det ikke er sjovt længere. Dér er vi dog ikke helt endnu. Jeg synes stadig det er sjovt hvad man kan drive det her til, bare ved at skrive. En masse fantastiske, søde, sjove, kloge, sure, provokerende, smukke og dumme læsere, som gør det underholdende for mig, i form af kommentarer, mails og sågar “live”-kommentarer, som giver inspiration og indspark. Enkelte læsere og andre bloggere er endda trådt ind og blevet en del af mit netværk. Sjove muligheder for at lege med dette medie, og eksempelvis få en gratis biografbillet ud af det. Jeg tror godt jeg kunne have fundet de 75 kroner selv i mit budget, men det er bare sjovere på den her måde.

Og sidst, men ikke mindst, udgør dette mit fristed til at samle, fokusere og udtrykke tanker og følelser. Det er jo dét, som det i sidste ende handler om.

Men det kan være at jeg tager en drejning, som sikkert vil koste læsere. Og sådan må det være. Jeg synes nemlig snart vi har været hele vejen rundt i de tunge pathos-emner og de liflige single-emner, typisk beskrevet på 1.000 tegn. Så derfor kan det godt være at man fremover vil opleve kortere indlæg, mere hverdagsprægede indlæg, indlæg som ikke nødvendigvis vender livets store spørgsmål, og at der går dage med stilhed. Jeg skriver det ikke så meget for din skyld, som for min egen, og jeg tror jeg har brug for at få disse tanker ned, som har været vendt i mit hoved i et stykke tid nu. Jeg skal minde mig selv om at det er mit fristed, og jeg ikke skal please nogen, andet end mig selv – og huske på at selvom jeg selvfølgelig er dybt, dybt taknemmelig for mange læsere – you rock! – så er det slet ikke det der driver mig. Det er den simple lyst til at skrive.
Husk det, Kasper.

I øvrigt skal jeg ud at spille golf for første gang i mit liv i morgen. Hvis det nu viser sig at jeg bliver bidt af det, så siger det sig selv at bloggeriet ryger ud med badevandet som det første, ik?

En måned er på hæld, og det er blevet tid til et nyt gæsteindlæg fra den anden side. Denne gang har jeg fået et gæsteindlæg fra et, for mig, relativt nyt blogbekendtskab, nemlig wysiwit som holder til på bloggen wysiw00t.wordpress.com. Hun skriver i min øjne sindssygt godt og varieret, hvilket man kan finde bevis for hhv. her og her. Så hold øje med hende i fremtiden.
I gæsteindlægget er der fokus på følelsen af at skulle forhold sig til at være single igen.

Lidt søskende-debat aftenen inden vi skal ind og anmelde Iron Man 2. Udover at være erfaren deltager i disse anmelder-arrangementer, er min søster ikke bare glad for film, men også for… mad.

Hvis du har lyst, kan du læse min søsters anmeldelse på Filmglad.dk her.

Jeg fik lov at deltage af UIPs pressefremvisning af Iron Man 2 i tirsdags, hvilket var en rigtig sjov oplevelse, og samtidig fik jeg set en helt igennem fed actionfilm.

Min søster har i et stykke tid anmeldt film for sitet Filmglad.dk, og har underholdt familien med små anekdoter om dels hvad en pressefremvisning er, samt fortalt om premierefilm før alle os andre dødelige fik chancen. Som i de fleste andre familier er vi søskende indimellem temmelig konkurrencemindede, og da jeg har et par kontakter til den danske del af UIP, tænkte jeg at jeg kunne prøve at se om jeg kunne skaffe mig adgang til sådan en pressefremvisning. Og da Iron Man 2 havde premiere i min ferie (pressevisningerne er oftest midt i andres normale arbejdstid), var det oplagt at det skulle være dén film. Egentlig ville jeg helst have taget røven på min søster, ved bare nonchalant at dukke op. Men jeg fandt ud af at hun ikke kom til ALLE fremvisninger, så jeg var desværre alligevel nødt til at koordinere med hende. Og værre var det, da jeg fik en mail fra min kontakt om at jeg lige skulle ringe til den ansvarlige for UIP, “og forklare hvad min blog var”. Åh, jeg hader altid at skulle forklare det, og var også lidt nervøs for om jeg ville få at vide at så var det nok ikke nogen god idé alligevel. Men heldigvis viste det sig at jeg egentlig bare skulle have fortalt et par procedurer, samt modtage praktiske oplysninger.

Dagen kom, og forestillingen startede kl. 9.30, så jeg var lidt søvndrukken da jeg cyklede igennem et morgentravlt og temmelig gråt København til Imperial-biografen, og mødtes med min søster udenfor. Derefter blev vi lukket ind i en kvartfyldt forhal, modtog lidt pressemateriale, og fik os en crossiant og en kop kaffe. Og spottede så et par af de andre durkdrevne anmeldere, som jeg desværre ikke kan namedroppe, da jeg ikke helt er på hverken fornavn eller efternavn med nogle af dem, og kun kender deres ansigter. Faktisk er jeg ignorant nok til kun at kende Ole Michelsen fra de gode gamle Bogart-dage og så selvfølgelig Jacob Stegelmann fra Troldspejlet. Deruover ved jeg hvem Søren Høy er, men mest fordi jeg engang har været til samme fest som ham, og tisset (næsten) overkårs med ham på pissoiret.

Så jeg blev øjeblikkeligt starstruck da Stegelmann – Mister Troldspejlet – pludselig kom ind i forhallen. Er I klar over hvor mange film-, tegneserie- og computerspils-anmeldelser, jeg har slugt RÅT i min teenageår, fra hans skæggede mund, altid leveret i en tryg og hyggelig atmosfære? Og er I klar over hvor høj han er? Jeg havde altid troet at han var sådan en lille, hyggelig onkel-agtig type, når han sidder der i sin lænestol, og med et skævt smil lod mig forsvinde ind i en anden verden, længe inden der var både internet og iphones.

Efter at vi havde stået og kigget lidt på pressematerialet, blev der ringet ind, og vi gik ind og fik os et par gode sæder midt for lærredet – men tydeligvis for langt tilbage i salen, efter at dømme på de andre garvede anmeldere, som fandt pladser længere fremme. Og jeg følte mig helt bag om dansen, da min søster tog blok og kuglepen frem – og jeg stadig sad og tyggede lidt på min croissant. Og jeg fik også et selvforklarende, olmt blik da jeg spurgte min søster om der egentlig var forfilm, som mindede meget om det blik jeg også fik, da jeg i forhallen spurgte hvorfor man ikke kunne få popcorn. Jeg er da ligeglad om det reelt ville have været min morgenmad – man skal da have popcorn til en film?

Så startede filmen. Og man får fra starten indtrykket af at der er gået noget tid fra forrige films slutning til denne films begyndelse. Tony Stark (Robert Downey Jr.) er selvfølgelig stadig Iron Man, og har i mellemtiden sørget for at verdensfreden er sikret. Han er fortsat den storskrydende, selvcentrerede mangemillionær som han var i 1′eren, blot med den forskel at alle nu ved at han er inde i Iron Man. Men man fornemmer hurtigt at Stark er på vej igennem en personlig deroute. For det første er han ved at løbe tør for det berigede grundstof som holder hans hjerte igang, og har derfor døden for døren. For det andet forsøger den amerikanske regering at få teknologien bag Iron Man udleveret, da de mener at det er i det amerikanske folks interesse, at regeringen har magten over dette “våben”, i stedet for en privatperson. Hvilket jo synes rimeligt nok, for kan USA stole på Tony Starks hensigter? Oveni disse problemer, skal Stark også konfronteres med 2 deciderede fjender. Den ene fjende, Justin Hammer (Sam Rockwell), ønsker at gøre indhug i Starks forretning, og den anden fjende, Ivan “Whiplash” Vanko (Mickey Rourke) ønsker at gøre det helt af med Stark på grund af gammelt had. Stark vinder det første slag mod først den ene, og så den anden – hvilket selvfølgelig får de onde til at slå pjalterne sammen i en fælles front mod Stark og hans alter ego Iron Man, i et altafgørende slag.

Endeligt skal Stark også tage stilling til en ny assistent i hans firma, Natalie Rushman (Scarlett Johansson), som man fornemmer er mere end bare et potentielt søgsmål for sexchikane, men samtidig også truer den kemi der er mellem Stark og hans personlige assistent Virginia “Pepper” Potts (Gwyneth Paltrow).

Iron Man 2 er en stærk efterfølger til den kommercielle og kritikerroste 1′er, med fuld knald på gaspedalen og eksplosionerne, og de 127 minutter er hurtigt gået. Faktisk synes jeg “den svære 2′er” overgår den første film. Den første Iron Man spillede også lidt på den antihelt, som Tony Stark jo et eller andet sted er, men i 2′eren er dette meget mere udtalt. Det er klart at vi ikke er vidne til et socialrealistisk drama i Per Fly-sektionen, men mindre kan også gøre det, og man nærer sympati for den krise som manden bag masken er igennem. Som han da f.eks. holder fest i sit store hus, og drikker sig æskestiv i fuldt Iron Man påklædning, vælter rundt og skyder flasker i stykker til stor underholdning for den tilbedende masse af gæster, men til stor uro for hans personlige venner. Og det ender også i et rabalder-opgør med bedstevennen Rhodey (Don Cheadle).

Store persongallerier har det nogle gange med at falde til jorden, men skuespillerne i Iron Man 2 leverer en over en bred kam en rigtig god præstation – og mange er perfekt castet til deres rolle. Robert Downey Jr. er vel omtrent den helt rigtige til at spille en superhelt i frit fald, eftersom han i 90′erne havde sit at slås med i privatliv – hans performance igennem hele filmen er sublim, han er Tony Stark. Sam Rockwell, hvis talent i mine øjne stadig mangler en bred anerkendelse, leverer som altid en kanon præstation som en billig, og hurtigtsnakkende kopi af Stark. Og hvem andre end den genopstandne badass Mickey Rourke, kan spille den slidte, men stadig wrestler-pumpede, superskurk Whiplash, med tavoringer over hele kroppen og tyk russisk accent. Paltrow, Cheadle, Samuel L. Jackson og Jon Favreau leverer også gode indsatser i deres biroller.

Og så har jeg ikke engang nævnt at Scarlett Johansson er i stramt polyester suit. Hvis filmen var uden lyd, kun varede de 5 minutter hvor hun var i det suit, og den kun kunne ses under vandet i det bassin i Danmarks Akvarium hvor de har piratfiskene, så ville jeg stadig gøre alt for at se den. Du kan dog heldigvis nøjes med at tage i biografen og se det med egne øjne, og indtil da kan du nedenunder dette indlæg se et billede af den altid skønne Scarlett fra verdenspremieren. Jeg håber så meget at hendes rolle får en spinoff-film, hvilket vist allerede er på tegnebrættet.

Iron Man 2 er en film for alle der elsker superhelte-film, og som er til de store actionbrag. Den er ikke bedre end de nye Batman-film, men det er måske også meget at forlange fra en Batman-fan – og selvfølgelig er denne type film ikke som udgangspunkt potentielle Oscarslugere. Omvendt er den som sagt bedre end 1′eren, og langt bedre end de andre Marvel-helte-søskende (Spiderman, Hulk, Daredevil, osv) og indenfor actiongenren absolut i topklasse.

Jeg vil give den 4 ud af 6 på en overordnet skala, men 5 med pil op indenfor sin genre. Og ja, det er en datefilm. Jo, det er!

For snart en måned siden, lovede jeg at samle en top10 over de mest læste indlæg i første kvartal 2010. Det har jeg nu endelig fået taget mig sammen til, og listen er som følger. Jeg har skrevet en lille tekst ud for alle ti indlæg, som en lille intro eller anekdote. Det er dette indlæg du kan smide videre til venner og veninder, for at give dem en introduktion til dette site.
Smid en kommentar, hvis du kunne tænke dig at se top-lister over andet jeg kan grave frem fra statistikkerne!

10. Så gik der Tina Lund i den
Indlægget fra dengang jeg blev interviewet til podcastet Kcast. Synes stadig det er super underligt at høre min egen stemme, men har efterhånden forenet mig med tanken om at interviewet findes, og jeg tror heller aldrig jeg linkede direkte til det – det kan jo så passende gøre nu, og du kan altså høre det her.

9. Gæsteblog#3: Singleliv i feminine former
Dette gæsteindlæg er også kommet med på top10 fordi det er så velskrevet, og fordi det satte gang i en heftig debat i kommentarsporet – anført af den efterhånden legendariske Resen i det ene ringhjørne. Så for at få hele oplevelsen med, skal kommentarerne altså også læses. Resen fik sidenhen sit eget tag, Resen Revser, som jeg også kan anbefale et give et visit.

8. PIK-O-METER
Jeg er lidt skuffet over at mit indlæg om PIK-O-METERET ikke er nr. 1 på denne liste. Fordi idéen er ikke mindre end genial, og det må jeg godt sige, for det er ikke min egen – jeg har blot vækket den til live. Hvor mange kilometer pik har du uddelt eller fået igennem din seksuelle karriere? Få svaret vha. PIK-O-METERET. Faktisk har jeg for en måned siden lavet en Facebook Applikation ud af det, men har ikke turde release den, dels pga. indholdet, og dels pga. jeg ikke rigtig har noget logo som kan bruges, udover Peter Pedal, og det kan jo godt give mig lidt rettighedsmæssige problemer.

7. Min egen Joan Ørting
Åh ja, det var her jeg forsøgte at ophøje den førnævnte commentateur terrible Resen til et sidekick. Jeg ved ikke helt om det lykkedes, og her på det sidste har jeg kun fået små korte kommentarer derfra. Men jeg har også haft lidt et had-kærlighedsforhold til hans kommentarer. Når jeg var ude af balance, trådte han på min ømme, selvcentrerede ligtorne. Når jeg var i balance synes jeg at han var en fantastisk provokatør, som faktisk gav liv til min blog. Resen har henover det sidste halve år lært mig at tackle at ikke alle er rygklappere, og jeg kan faktisk tage mig selv i at savne hans “indspark” engang imellem.

6. Løvens hule
Hmm ja. Et lidt ‘ømt’ indlæg, kan man vel godt sige. Inspireret af en sød pige, som havde gedigne tømmermænd mens hun lå i min seng. Jeg havde så ondt af hende, for det var tydeligt at hun ikke kunne lide at jeg så hende sådan, men at hun var for syg til at bevæge sig nogensteder, og jeg kunne se i hendes øjne at hun følte sig fanget. Hvilket fik mig til at tænke på begrebet Løvens Hule, som er opfundet af min ekskæreste, og som altid har været et sted hvor hun har følt sig tryg. Jeg ville have at den syge pige skulle føle den samme tryghed.

5. Chatroulette pt. 2: har du set en voksen mand græde?
Åh. Mit andet – og sidste – forsøg med chatrouletten. Et eller andet sted derude, sidder der måske en fransk kvinde, Carroline, i undertøj, og venter på at jeg logger på igen. Hils hende, hvis du ser hende, jeg er færdig med chatroulette og alle deres tissemænd. Jeg har dog en skør sætning, som pludselig poppede op i mit hoved for noget tid siden, som jeg er vild med: “Hvor langt er du kommet i Chatroulette?”. Som om at det var et spil, måske ligesom Warcraft, hvor man kan stige i niveau, alt efter hvad man foretager sig. Måske en forretningsmodel for folkene bag?

4. En blogger selvdestruerer
Yes, endnu et pathos-indlæg.. jeg ved ik, jeg har ikke rigtig noget at tilføje. Jeg var lidt frustreret over en afvisning, og det var vist det jeg prøvede at sige.

3. Jeg sælger ud – sponsor søges!
Denne er formentlig kun røget så højt op på listen, fordi jeg har linket til det adskillige gange – i sig selv er der ikke noget spændende i indlægget. Men det grundige lobbyarbejde lykkedes, da sponsoren Stayhard.dk trådte til, og dermed lagde grundlaget for min tøjfeature med SidneyLise.

2. Den perfekte fiaskospiral, kapster-version
Her et indlæg om en helt igennem kaos-tur i byen – på en torsdag, ovenikøbet. Og faste læsere vil vide at jeg ofte har kaos-ture i bylivet. Dette indlæg er formentlig røget så langt op på denne liste, på grund af det meget livlige kommentarspor, og husk derfor at læse dette også.

1. Er vi på date??
Ikke så overraskende at denne ryger ind på førstepladsen, da indlægget i skrivende stund har trukket hele 94 kommentarer!! – og jeg kan roligt sige at jeg ikke har oplevet noget lignende i mit regi. Da jeg stoppede med at blogge på den første blog, trak det sidste indlæg dengang 128 kommentarer, så det er helt vildt at et indlæg om en date, giver folk så meget lyst til at reflektere og debatere. Love it.

Nu har jeg 3 gange – helt uafhængigt af hinanden – hørt kvinder bruge ordet “kammerat” henover weekenden. Og hey, piger – lad os lige slå fast én gang for alle, at kvinder har altså ikke kammerater. Bum. Ja, jeg sagde det.

Jeg ved ikke hvor det gik galt, i forhold til at I bruger det ord. Det er jo et mand-til-mand-ord, brugt helt tilbage fra gamle dage, hvor mænd gik i socialistforening sammen, eller drog i krig side om side. I kan til nøds bruge det, mens I går i skole eller studerer, som en fællesbetegnelse. Eksempel: “Jeg drak mig helt i hegnet med mine gymnasiekammerater”.

Men under ingen omstændigheder kan I sige: “Jeg skal afsted til fernisering med en kammerat”, når I har nået den kønsmodne alder. I kan have venner (og selvfølgelig veninder), homovenner, b-venner, venner med benefits og bekendte. Men en kammerat er sgu et udtryk brugt af mænd til mænd. Det er lidt ligesom jøder godt må lave jøde-jokes, og at afro-amerikanere godt må kalde hinanden “niggers”. Hvis en person skal noget med en kammerat, så er personen en fyr.

Jeg tror også godt I ved det. Og som med så mange andre ting, så tror jeg egentlig jeres hensigt er fin nok – for når I bruger ordet kammerat, så er det fordi jeg ikke skal tro noget. “Ven” kan nemlig være et ladet ord, og der kan gemme sig alt muligt i den betegnelse. Så for at afvæbne situationen, bruger I ordet “kammerat”, fordi en kammerat er sgu ikke én man er interesseret i eller har lyst til kysse med.

Men dén går bare ikke, søstre solskin. Det er altså vores ord.

- og sådan er det bare.

Kender I det, hvor man når man får en afvisning eller et forhold slutter, at man altid lige lader en dør stå på klem? Sådan en “Det er okay, men skriv hvis du fortryder”. Eller en anden klassiker er at sige til en pige i et forhold, at den dag hvor hun bliver single, så burde man hooke up. Den slags åbne døre, om du vil, dem har jeg nok 100-200 stykker af. Bare i runde tal. Men nu vil jeg godt komme med et opråb af dimensioner ud igennem disse åbne døre – for det er nu at jeg gerne vil have at I melder ind, eller ud – eller gør noget. Jeg skal vide om vi skal være et par, og jeg skal vide det nu! I har 24 timer fraaa NU af!

“Hvorfor”, spørger du? Nårhmen det skal jeg sige dig: Prinsesse Madeleine af Sverige er blevet single! Og hvis det ikke skal være mig og en af De Åbne Døre, så går jeg da 100% efter hende.

Ikke at utroskab nogensinde er sådan super okay, men hvordan i himlens navn kan nogen finde på at være hende utro? Altså, hvornår er nok nok? Er græsset bare altid grønnere på den anden side, eller hvad fuck sker der? Hun må edderrålme have været nærig med sin royale fjabbe eller være lidt af en despot derhjemme. Men det er egentlig okay med mig – jeg ville sagtens kunne begå mig i sådan et forhold! Hvis vi bare havde sex 2 gange om året, så ville det stadig være en stigning på så mange procent fra mit nuværende niveau, at min lommeregner får det der lille E ude i den ene side, når jeg regner på det. And so what, hvis hun er en tyran derhjemme, vi har jo for længe siden fastslået at jeg absolut ingen rygrad har. More of the same. Og det er da sådan en som mig hun skal have nu. En fyr med så meget jordforbindelse, at man kan blive nervøs for om der snart går råd i bentøjet. Det eneste minus er at jeg super ringe til at sidde stille, når jeg er til familiefødselsdage og bryllupper og den slags – og i øvrigt også (surprise!) drikker mig for fuld.

Apropos fødselsdage, så var jeg til 40 års fødselsdag i fredags. Og jeg fandt ud af at det er første gang jeg var til 40 års fødselsdag, hvor jeg ikke var placeret ved enten børne- eller ungdomsbordet! Denne gang var det rent faktisk mig med den primære (og ikke familiære) relation, og ikke mine forældre som retfærdiggjorde min tilstedeværelse. Hvilket var en lidt underlig erkendelse, fordi… så gammel er jeg åbenbart blevet, at jeg bliver inviteret til den slags! Men det var nu ikke lige den type 40 års fødselsdag i fredags, som jeg husker det. Dengang var det noget med lange borde, en kold lade eller en gymnastiksal, culotte og en sang med umulige versefødder der går nogenlunde sådan her: “Det er hammer-hammer fedt, Rune fylder 40 lige om lidt, vi er samlet her i dag, til kaf’ og Tines lækre bag”, og en eller anden tosse der råber “skååål” efter hvert vers. Der er måske ovenikøbet en lokal piano-fantast, som liiige akkurat ikke klarede den ind på konservatoriet, men alligevel – HVIS NU der sad en talentspejder i forsamlingen – lige vil give en smagsprøve på sit “talent”, med en lang og sindrig intro som ikke nødvendigvis har noget med den uddelte sang at gøre, og man sidder og stirrer ned på papiret (som i øvrigt blev delt ud fra en sangskjuler lavet som et fonduesæt, fordi Rune engang var vild med fondue) og tænker “fuck, fuck, fuck, den sang kender jeg sgu da ikke!!!” indtil det oversete klavergeni slår ind på “Jeg ved en lærkerede”, og du tænker pyha, men synger alligevel med cirka 2 decibels styrke, fordi du sidder ved siden af Runes kusine – fra morens side – som jo engang var med i kirkekoret, og derfor ser det som sin pligt at behandle enhver sang som var hun midt i en arie i et antik amfiteater i Firenze, og dermed kan slå et helt selskab på 60+ mennesker ind på det forkerte spor, fordi hun ikke lige kan kende forskel på “Se den lille kattekilling” og “Lille Peter Edderkop”. Hver sang sluttes af med “Bra-a-vo, bra-a-vo, bravissimo” eller andre afarter, og herefter sænker der sig en lille stilhed over forsamlingen, og gud nåde og trøste dig hvis dine første ord efterfølgende ikke er “aj, den var rigtig fin” mens du af en eller anden grund folder sangen sammen, og ligger den i inderlommen – og opdager de 8 sange fra sidst du havde jakken på til konfirmationen sidste år.

Fødselsdagen i fredags bar helt anderledes præg. Den blev afholdt på Francis Pony, det hedengangne Palermo Bar, hvor en 40-50 mennesker gav den gas med cocktails i massevis – indtil der blev åbnet op for pøbelen, og der for alvor blev lidt trængt og overfyldt. Sådan tror jeg også jeg vil holde min 40 års fødselsdag, ihvertfald noget i den retning. Jeg ved ikke om det har noget med vores kultur at gøre – at alle sigter imod at være 25. Børn helt ned til 12-13 år forsøger at ligne folk på 25, og os gamle tosser vil også gøre alt for at bibeholde drømmen om evig ungdom. Og for mange passer suppe-steg-konceptet bare ikke ind i dét verdensbillede. Jeg forestiller mig at holde noget helt lowkey for familien, og så en fest – en rigtig fest – for vennerne. Nu må vi se, der er jo for helvede 8 år endnu. Til den tid skulle jeg da gerne have både kone og børn. Men så igen, det sagde jeg også for 8 år siden, da jeg nærmede mig de 30. Argh.

Madeleine – marry me!

Folket har talt. Og folket sagde: vi har ingen forestillingsevne. Aaaj, det passer ikke! Ro på. Men lidt, og nevertheless, så bøjer jeg mig for folkekravet. Så skal I heller ikke komme bagefter og sige at kapster2.dk ikke er en blog, hvor blogger og læser ikke kan interagere, og læserne ikke har indflydelse. Så kommer jeg efter jer… eller noget.

Jeg vil derfor i en periode på et par uger tage et (eller flere, hvis jeg skifter outfit) billede af mit tøj. I bedste modeblogger-stil! Så kan folk få syn for sagen. Nu kommer det første billede her på bloggen, men de andre vil blive postet på kapster2.dks Facebook side, som i øvrigt nu har fået den superseje og mere mundrette adresse www.facebook.com/kapster2.dk. Og nu du alligevel er derinde, så synes jeg lige du skal “synes godt om” siden, som er det nye i stedet for “bliv fan”. Det er også mindre emotionelt, kan man sige, så jeg håber flere har lyst til at erklære deres interesse for denne blog. Og ja, jeg fisker efter flere folk til min profil derinde! For al historik viser at I bedre kan huske mig, såkaldt top-of-mind, når mine indlæg kommer i jeres nyhedsfeed. For I glemmer mig. Jo, I gør, lad nu være. I kommer herind, og så siger I at I kommer igen. Det gør I allesammen, og I kommer aldrig tilbage, I ringer eller skriver aldr… nej, vent, nu kom jeg til at forveksle mine flirts med mine læsere… Sorry!

Anyways. Tilbage på sporet. Billedet! Det kommer. Jeg har ferie i dag, og næste uge med. Og da billedet blev taget, var jeg på vej til møde med min ejendomsmægler(!), så jeg beklager at det ikke bliver den famøse hættetrøje idag. Jeg skal heller ikke afvise at hele den her feature, gør mig lidt mere bevidst omkring mit tøjvalg. Det tror jeg egentlig allerede er sket, i forbindelse med de interviews jeg lavede til min tøjfeature – der var da et par eye-openers (wtf!? jeg elsker min hvide trævlede Marc O’Polo skjorte!), og jeg har allerede været inde på min sponsors hjemmeside for at se om jeg kan finde noget til den stil som de udstikker. Men lad nu være med at gå helt i koma over at jeg ikke lever op til beskrivelsen, når jeg nu ser meget tilforladelig ud lige i dag.

Jeg er iført en grå v-hals fra BZR, en hvid polo fra Lyle&Scott, jeans fra Replay og de klassiske blå Converse All Stars. Og for dem der tænker om jeg går commando, er der et par sorte Björn Borg boxers til. Bum, så kom vi da vist lige fra top til tå, hva? Det som jeg er mest stolt over, er helt, helt, HELT klart det lette, løft med benet – den såkaldte Flamingo-pose – som jeg har set på diverse modeblogs at man SKAL lave, når man poser. Det tog mig faktisk hele 3 forsøg at ramme flamingoposen, og det er ikke engang super vellykket.

Billedet er lidt grynet, det har jeg bedt teknikerne bag kapster2.dk om at kigge på til næste gang. Husk at holde øje med Facebooksiden!

Kritik for tøjstil og – især! – poses, kommentér away.

Min tøjfeature med SidneyLise skal jo starte et sted. Vores lille distance-mini-makeover – som vi har fået sponsoreret af tøjbutikken Stayhard.dk – skal jo gerne munde i et forslag til en ny retning. Og derfor er det jo vigtigt for SidneyLise-pigerne at vide hvilken tøjstil jeg har nu, og det er måske liiidt grænseoverskridende at invitere to, ganske vist sjove og søde, fremmede piger hjem til én, for at lade dem kigge i ens garderobeskab. Så skulle der ihvertfald være en pæn portion shots involveret!

Det er selvfølgelig (stadig) en mulighed. En anden mulighed er at tilføje hinanden til Facebook, så de kan se et par billeder af mig (og jeg af dem -hæ), men det giver jo ikke rigtig det rigtige indtryk. For det siger sig selv at jeg ikke har lagt billeder op, hvor jeg har min 10 år gamle sandfarvede striktrøje på, eller min mangefarvede hummel “tibet”-trøje på, eller min mørkegule langærmede t-shirt med det mærkelige tiger-tryk. Og skulle jeg mødes med pigerne fra SidneyLise, tror jeg også godt at jeg ville kunne ramme noget som var nogenlunde okay at have på i de fleste kredse.

Så – what to do? En tredje mulighed er at lade andre fortælle SidneyLise om min tøjstil. Og for at komme hele vejen rundt, en slags 360 graders tøjprofil, så har jeg interviewet min mor(!), min chef, min veninde og en x-flirt. Så har vi da dækket alle hjørner ind!

Mor
1) Beskriv Kaspers tøjstil generelt?
Causalt, kalder man det vel..

2) Beskriv Kasper når du synes han er godt klædt på?
Jeg synes, at jeans og t-thirt passer perfekt til ham – og sneakers

3) Er der en ting i hans garderobe du ikke kan fordrage?
Ja lyserøde ting – og måske hvid skjorter uden på buskerne og knald-hvide kondisko

4) Er der en specifik ting du synes Kasper mangler i garderoben, eller en bestemt stil han bør bevæge sig hen imod?
Ja, synes han skal droppe skjorter uden på bukser. Sætte skjorten inden i buskerne og så habitjakke

Chef
1) Beskriv Kaspers tøjstil generelt?
Casual late teenager

2) Beskriv Kasper når du synes han er godt klædt på?
Når han er mindst loose….

3) Er der en ting i hans garderobe du ikke kan fordrage?
Nik & Jay sjalet!!

4) Er der en specifik ting du synes Kasper mangler i garderoben, eller en bestemt stil han bør bevæge sig hen imod?
Jeg synes han bør bevæge sig lidt hen mod sin alder. Vil som hans chef også gerne se ham være lidt mere business.

Veninde
1) Beskriv Kaspers tøjstil generelt?
Afslappet lidt ung med de unge og ikke altid noget som gør det bedste for ham

2) Beskriv Kasper når du synes han er godt klædt på?
Så er det når han viser lidt mere af sig selv både ved at have noget på som strammer de rigtige steder men også noget som er lidt vovet med lidt kant som han normalt ikke ville

3) Er der en ting i hans garderobe du ikke kan fordrage?
Tshirts i for tykt blødt stof. En skjorte med “frynser” som om den lidt var syet på vrangen eller der var revet lidt i den, og synes det er synd at hans bukser altid sidder så højt og er løse

4) Er der en specifik ting du synes Kasper mangler i garderoben, eller en bestemt stil han bør bevæge sig hen imod?
Jeg ville synes det var fedt om han spredte sig lidt mere det vil sige både lidt mere rå til tider lidt mere stramt lidt mere farve og når det endeligt skal være afslappet og løst så gå hele vejen

X-flirt
1) Beskriv Kaspers tøjstil generelt?
- jævn sporty tøjstil med små afstikkere til lidt “pænere” tøj. Favoritten er jeans, t-shirts og hættetrøjer og de små afstikkere består af skjorter og strik.

2) Beskriv Kasper når du synes han er godt klædt på?
- når Kasper er klædt godt på, så er der taget hensyn til kropstype – altså det sidder bare bedre og han er mere afslappet og ser mere behagelig ud i det. Jeg synes, at han er godt klædt på, når hans jeans hænger lidt mere så der er lidt hængerøv og at t-shirt og hængetrøje har lidt kant (læs: ikke en forvasket sort hættetrøje).

3) Er der en ting i hans garderobe du ikke kan fordrage?
Ja, desværre. En vest i fin/tynd strik, som tages uden på skjorter eller t-shirts. Sådan en har aldrig gjort noget godt for nogen!….nej, heller ikke modeller!

4) Er der en specifik ting du synes Kasper mangler i garderoben, eller en bestemt stil han bør bevæge sig hen imod?
- helt generelt synes jeg, at han skal køre den sporty stil længere ud og mere over i mere hængerøv/casual/street. Hvis man i forvejen går i tøj som kategoriseres sporty og ikke så business-agtigt, kan man lige så godt køre den helt ud. Ellers er der en fare for at ende i det der ingenmandsland, hvor stilen ikke udtrykker noget. Alternativt kan han jo gøre i fritiden :-)
Specifikke ting som kunne mangle i hans garderobe: En skjorte i kraftig kvalitet og lidt kort, som kan hænge ud over bukserne tror jeg kunne gøre det godt for Kasper. Eller….og nu bevæger jeg mig ud på farligt område…evt. chinos?! En sort blazer jakke til at tage ud over t-shirten kunne være løsningen for lige at gøre looket pænere på en anden måde. En militæragtig vindjakke tror jeg også vil være god til kasper. Til sommer skal lange kraftige, militærshorts frem!

Følgende samtale fandt sted under middagen i lørdags. Samtalen omhandler en bytur for 3 måneder siden.

Jeg tror ikke den her blog er godt for mit real-life-image! Ikke at jeg har været rigtig i tvivl, men stadig!

Søndag kl. 16.05. Jeg kæmper mig ind i sofaen, og tænder fjernsynet og ser Brøndby – AGF. En sammenkrøllet dankortskvittering ligger henkastet på sofabordet. Jeg læner mig frem, og folder den ud. Den er fra baren Da Vinci. Der er skrevet noget bagpå. Et telefonnummer. Det er skrevet 1 gang, streget over, og så skrevet igen. Og selv anden gang er det sidste ciffer tegnet op flere gange. Der står skrevet nedenunder med rodede blokbogstaver: “OG JEG FAKTISK RET SØD” med et “ER” tilføjet foroven mellem ordene “JEG” og “FAKTISK”. Nedenunder er der skrevet med almindelig og langt mindre skrift: “dette må være det dårligste forsøg på at give et nummer væk EVER!”

Telefonnummeret er mit eget.

Søndag kl. 10.50. Jeg vågner. Er formentlig stadig fuld. Står op. Tager en runde i lejligheden, konstaterer at jeg har min telefon og mit dankort – men mangler min sorte habitjakke. For fanden! Det manglede bare ovenpå den nat. Jakken kan i princippet være hvor som helst. Må vel bare mandag sluge endnu en portion stolthed, og ringe rundt til diverse beværtninger som blev besøgt i løbet af natten, for at høre om de har fundet den. Jeg sværger stille for mig selv, at jeg en dag har tænkt mig at blive voksen. Hvorfor har de ting man mister i løbet af natten ikke indbygget Lassie-effekt, så de selv kan finde hjem?

Søndag kl. 6.03. Køber en Jon Dahl på stam-pizza-sted, og indtager den sammen med resterne af det selskab, som tidligere på natten udgjorde et helt kuld. Vi sidder og fuldemand-kloger os på kvinder, mænd, exkærester og andre af livets store spørgsmål, mens sollys og måger indtager Gothersgade udenfor vinduerne, og horder af fulde zombier er ved at tynde ud. Vi spiser op, forlader stedet og finder en taxa. Jeg bliver sat af på Østerbrogade, og stavrer hjem i seng. Tilsyneladende uvidende om at jeg mangler en habitjakke.

Søndag kl. 5.20. Jeg forelsker mig instant i ultrakøn afrikansk-dansk… hedder det det?.. pige som står som bartender bag baren på Da Vinci. Klassisk. Men jeg prøver alligevel, og går op til baren, og siger at jeg synes hun ser dejlig ud, og om jeg må få hendes nummer. Hun smiler, men fortæller mig at det er imod reglerne at bartenderne må give deres nummer væk til gæsterne. Men jeg må tilgengæld godt give hende mit nummer. Jeg tager en dankortskvittering, og skriver, men kommer pludselig i tvivl om mit eget nummer. Jeg ringer jo for helvede aldrig til mig selv!? Jeg streger mit første nummer ud, og jeg spørger Bjørncé om mit nummer, og får det griflet ned. Så skriver jeg at jeg selv synes jeg er sød. Nårhmen, det er da fint lige at konstatere, HVIS hun nu var i tvivl. Står og kigger lidt på en seddel der er fyldt med krusseduller og en usammenhængende sætning. Og skriver jeg hvad jeg tænker – at det her må være det dårligste forsøg på at videregive sit telefonnummer, hvis ikke i verdenshistorien, så ihvertfald her i Danmark. Og krøller endelig sedlen sammen, og putter den i lommen. Skriver på en ny “Kasper XXXX XXXX”. Giver den til hende, hun smiler, og putter den op i et glas. “Jeg skriver til dig”, siger hun. Yeah right, glasset lignede mistænkeligt det glas som blev brugt til aftenens drikkepenge af alle bartenderne.

Søndag kl. 3.47. Endelig kommer ambulancen. Jeg sidder på hug i Dronningens Tværgade ud for Fidels, og stryger venindes veninde over panden. Hendes hud er helt fascinerende blød, selv i panden, tænker jeg. Min veninde forsikrer sin veninde om at ambulancefolkene er kommet, og vil tage over. Vi har haft kontakt med hende i et par minutter nu. Den lille forsamling som optrinnet har samlet, opløses i mindre grupper. Jeg skal tisse helt vildt meget, og tænker for mig selv at hvis der er behov for at tage med på skadestuen, må jeg hellere lige tømme blæren nu. Ved ikke hvorfor jeg lige tror det skal være mig, der skal tage det ansvar, men jeg er ihvertfald klar på opgaven hvis andre melder fra. Da jeg kommer tilbage, er det tydeligt at stemningen er lidt mere løssluppen nu, og kort efter bliver hun da også lukket ud af ambulancen igen – og ambulancefolkene har lidt et “hun er jo bare meget fuld” udtryk i ansigterne. 2 minutter efter er hun væk, smuttet i en taxa med en fyr hun åbenbart kendte i selskabet. Lidt chokeret, men med en forvisning om at hun jo må være okay, sætter resterne af kuldet kursen mod Da Vinci.

Søndag kl. 3.34. Der er opbrudsteming på Fidels. Jeg siger farvel til de af omgangskredsen som er på vej hjem, og bevæger mig udenfor, hvor kulden rammer lidt hårdt. Udenfor står venindes veninde, og jeg giver hende et knus. Hun er meget fuld, og siger at hun er også på vej hjem. Herfra går det pludselig meget stærkt, hun laver en eller anden hoppebevægelse, måske for at få varmen, træder et skridt forkert, og kæmper så for at genvinde balancen. Det ser helt forkert ud, i takt med at hun kæmper for at rette overkroppen op, accelererer hun farten i de ben, som kæmper for at finde et balancepunkt, og pludselig løber hun 20 meter længere fremme hovedet direkte ind i en stor træbjælke som står oprejst i forbindelse med et vejarbejde. Det ser sjovt ud. Så jeg griner først. Men hun synker helt livløst sammen. Og reagerer ikke på mit “Hey, er du okay?”. Jeg sætter i løb over mod hende, og får vendt hende om, og min veninde kommer til. Hun er bevidstløs, og jeg styrter tilbage mod Fidels, og spørger dørmændene om de vil ringe efter en ambulance.

Søndag kl. 2.05. 1105 har netop lukket, og vi prøver at lokke så mange som muligt med videre til Fidels.

Søndag kl. 0.32. Vi ankommer til 1105. Det viser sig at det er en af de aftener, hvor rigtig mange i bekendtskabskredsen er i byen, og venner støder til fra andre fester i byen. Stemningen er god. Og høj. Jeg snakker med min veninde og venindes veninde. Min veninde siger at jeg skal prøve at mærke hendes venindes hud, og lover mig at jeg aldrig har mærket noget lignende. Jeg rører hende på armen, og konstaterer at det er en ekstremt blød hud, helt bogstaveligt babyblød, måske endda blødere.

Lørdag kl. 22.21. Bjørncé og jeg sendes ned på Amagerbrogade efter isterninger på McDonalds. Fordi man kan åbenbart ikke drikke daq.. dagu… daqi – det med jordbær, uden isterninger. Fyren bag disken slår en pose is ind til 25 kroner. Og spørger så mekanisk “Spiser I her, eller er det noget I skal have med”. Der er en lille pause, hvor alle kigger lidt på alle, og han bliver rød i hovedet, og prøver at redde den. “Altså… høhø, ik?”.

Lørdag kl. 19.30. Efter et par ærinder, ankommer vi til Amager, hvor aftenens middag skal indtages, inden den står på drinks og derefter en lille bytur. Det er super hyggeligt og meget low key, og der bliver snakket om løst og fast, mens en lækker pastaret indtages.

Lørdag kl. 18.58. Jeg bliver hentet på Østerbrogade. Bjørncé sidder på passagersædet, og jeg kaster mig ind på bagsædet. Vi åbner en “rejseøl”, og sludrer lidt. Bjørncé undrer sig meget over hvorfor mit indlæg om vores seneste bytur var så “fladt” og uinspireret. Når man læste det føltes det som om at jeg havde skrevet det ud fra en forudsætning om at få det overstået. Han har ret, det var et dårligt indlæg, og jeg ved ikke hvorfor det blev sådan. “Og du har også byttet rundt på hændelserne. Vi var FØRST på Karriebar, og SÅ på Thai Corner. Og det der med pirattaxaen er ELENDIGT forklaret!” Vi bliver enige om at Bjørncé i meget nær fremtid må skrive et what really happened-gæsteindlæg.

Lørdag kl. 18.52. Jeg tager alligevel min sorte habitjakke på i sidste øjeblik, og låser mig ud af lejligheden.

Lørdag kl. 18.01. SMS fra Bjørncé. “Jeg har habitjakke og skjorte på i aften, bare til info”. Det er sgu egentlig okay at han lige melder det, for jeg gider heller ikke være underdressed. Men. Havde egentlig bare besluttet mig for den klassiske sorte skjorte, i bedste Hank Moody-stil. Men Bjørncés SMS sender mig alligevel ud i en lille minikrise. Beslutter mig for at tage en hvid skjorte på. Udover bukserne. Måske et slips, bare med en løs knude? Prøver det, men det ser ud af helvede til. Beslutter mig for kun den hvide skjorte. Eller – skulle jeg tage den sorte habitjakke på? Prøver den lige udenpå. Jah. Det ser fint ud. Men føler mig alligevel lidt ‘meget’ klædt på, jeg har jo normalt ikke habitjakke på i byen, medmindre nogen er blevet gift, eller det der er værre. Hænger habitjakken ind i skabet igen.

(ADVARSEL! Modstandere af mandlig forfængelighed bør ikke læse dette indlæg. Omvendt er der indlagt godter til det kvindelige – og det gay – publikum.)

Jeg havde fornøjelsen af at ligge vågen det halve natten, først af en fest som lukkede ned ved 1-tiden, og senere ved en efter-fest der startede op kl. 4. Lige akkurat under lydniveauet som får en til at tænke “aj det er også for galt”, og sætter gang i en hændelsesrække der involverer gammelmands-slåbrok, dørbanken midt om natten og ultimativt politiets indblanden. Og lige akkurat over lydniveauet som holder én vågen, når man først ER vågen. Ovenikøbet hørte de noget nærmest provokerende godt musik, som jeg ikke kendte, men synes lød superfedt. Så jeg kom først op fra sengen ved 11-tiden i dag, helt groggy af for meget afbrudt søvn. Med en følelse af at man egentlig lige så godt kunne have taget i byen.

Men da jeg kom helt til mig selv igen, tog jeg træningstøjet på og drog mod fitness-centeret. Det er 6. gang i denne uge, faktisk. Konstaterer jeg ikke uden en vis stolthed. Mandag, onsdag og fredag har den stået på styrketræning. Tirsdag tævede jeg 17 kilometer ud af en crosstrainer, torsdag trampede jeg 10 kilometer af et løbebånd og i dag røg der 35 kilometer igennem en cykel. Det er længe siden at jeg har følt så stor fysisk overskud, og jeg føler mig heller ikke træt på arbejdet når vi når ud på eftermiddagen på arbejdet længere. Jeg er sikker på at det har noget med sundhedskontrakten og forårets sol at gøre. Min krop VIL være aktiv! I torsdags gik jeg hele dagen, og decideret glædede mig til at smadre det løbebånd senere på aftenen.

Mine muskler har godt nok været ømme igennem ugen, men ikke trætte, og kroppen har ikke været udmattet. Hvilket jeg skal et par år tilbage for at finde noget tilsvarende, og hvor jeg har præsteret lignende. Ikke siden har jeg følt mig i så god form som nu. Hvilket jeg bare ville ønske kunne ses, når jeg ser mig selv i spejlet. Det gjorde det nemlig for 4-5 år siden. Jeg kan godt se at tingene er blevet mere faste, men det er bare ikke den der midt-tyver spændstige krop mere – det er mere i retning af den der gammelmands-spændstighed, som vel minder lidt om skrællen på en fersken dén dag den bliver overmoden: den ser spændstig ud fra afstand, men kommer man tæt på og rør ved den, rynker den sammen som en anden rosin. Jeg kan ikke komme af med sådan en fedtpølse som hænger rundt over hoften. Hvis man malede den i en vandfast orange farve, ville den sikkert kunne se ud som en redningsvest på stranden. Det er også længe siden at jeg har fået en kommentar i retning af “man kan godt se at du træner”, dem som lige løfter det hele helt vildt. Jeg kigger tit på min biceps, i håbet om at den der synlige blodåre, som de andre fyre i træningscenteret har, er ved at dukke frem. Men nej.

Det er svært at acceptere, for en fuld-forfængelig fyr som mig. Det er jo for fanden ikke helt umuligt at nå den der strandløve krop. Brad Pitt var 36 år da han indspillede Fight Club og fremviste sin nærmest mytiske Tyler Durden-krop, tynd men muskuløs, det man på engelsk kalder lean. Pitt fremstod decideret pumpet, da han som 41-årig var med i Troy, og havde bygget et pænt lag muskelmasse ovenpå Durden-skelettet. Midt imellem lean og pumpet finder vi ham der spiller hovedollen i Spartacus, Andy Whitfield, og han er sjovt nok også 36 år. Sådan kroppe er nok svære at opnå for den almindelige dødelige, og selvom det er den ultimative, forfængelige drøm som de færreste fyre vel kan undsige sig fra, og de færreste kvinder kan sige andet end minimum “pæn” til, så kan mindre også gøre det, ihvertfald for mig.

Der er vist ingen i min nære omgangskreds, som træner så meget som mig (ret mig hvis jeg tager fejl derude), så det kan ikke være træningen. Det må være kosten. Og det ved jeg ikke om jeg er klar til at gå på kompromis med. Sundhedskontrakten gør meget for mig lige nu, men jeg vil sgu gerne være i stand til at nyde en croissant til en kop kaffe, en skål m&ms mens jeg blogger eller et bæger popcorn når jeg er biografen. For slet ikke at nævne den mængde alkohol som jeg fylder mig med 2 ud af 3 weekender. Jeg kan ikke den der mad-fantatisme.

Og så er der hele diskussionen, om hvorfor man overhovedet stræber efter det. Er det ikke netop bare noget som Hollywood stikker os i øjnene? Hvad hvis jeg fik en Tyler Durden krop? Ville det vælte ind med damer? Eller ville min kejtede natur, min skaldepande og mit Marty Feldman fjæs ikke stadig forhindre horder af kvinder i at stemple ind, x-kærester og gamle flammer til at ringe mig op igen? Svaret er formentlig jo, i en alt andet lige-betragtning. Og 6 gange træning om ugen.. nu er det så godt nok også det ekstreme tilfælde, men det er edderrålme meget tid man kunne bruge på andre ting. Der er alligevel nogle timer af sit liv man giver afkald på. Og for hvad?

Svaret er at det giver mig overskud, og også – ganske vist meget langsomt – “bygger” min krop, eller ihvertfald stopper den i dens forfald. Og måske det smitter af på andre områder – jeg tror for eksempel at det gør mig bedre til mit arbejde, når jeg kan være mere fokuseret og koncentreret i længere tid. Og måske gør det også noget ved min udstråling, som kan mindske Marty Feldman effekten… også selvom jeg har en redningvest-pølse over hoften under hættetrøjen.

Jaja… I know, lidt lang – god weekend!

Så lykkedes det endelig at finde en sponsor til mit lille projekt med SidneyLise-pigerne. Idéen er kort fortalt at modebloggerne SidneyLise laver en slags makeover for/på mig. Det blev Stayhard.dk, som er en onlinetøjbutik – som jeg faktisk ikke selv kendte til før jeg for ganske nylig så en annonce i et blad for dem, besøgte deres site og blev meget overrasket over udvalget og de tøjmærker som var repræsenteret på sitet. Jeg talte med min eks-kæreste om sitet, hun kendte det heller ikke i forvejen, men hun endte med at lave et større impulskøb en halv time efter at jeg havde introduceret hende for sitet. Hun mener så at jeg skal betale mindst halvdelen af regningen, som bøde for at lede hende i uføre. Hvilket jeg BLANKT har afvist, sådan spiller klaveret ikke. Og skulle nogen af jer ende med ved et “uheld” at købe tøj derfra, så kan I glemme alt om at sende erstatningskrav til mig… Så er dét ligesom på plads.

Jeg skrev til Stayhard, og de var med på idéen – og vi skal selvfølgelig indkøbe tøjet hos dem. Hvilket er super, når de nu netop har et meget fint og bredt udvalg af tøj.

Det er også fedt med et navn som Stayhard.dk! Det er jo lige mig, det har vi talt om mange gange. Jeg er unægteligt den bedste repræsentant for et brand med det navn, fordi jeg er så hård en fyr, på så mange niveauer.

Nu mangler vi kun at SidneyLisepigerne vågner lidt op til dåd. Jeg har sendt dem et par mails med det glade budskab, og også spredt nyheden til deres fanpage, og i skrivende stund har jeg ikke fået nogen respons. Men de har selvfølgelig også travlt med kinesiske hackerangreb og et internt opgør hvor Anne Sofie vistnok har kapret Isabels kæreste. Det bliver ganske svært at gennemføre featuren alene, men mon ikke de snart responderer.

Hm, nu hvor jeg tænker over det.. – så var det da jeg gav dem adgang til min private Facebook, så de kunne se hvad jeg var for en starut, at de stoppede med at svare på mine henvendelser. Sammenhæng? Naah.. Eller?

Damn, jeg håber snart at Marty Feldman-meets-Quasimodo-look’et kommer på mode igen! Så inviterer jeg SidneyLise-pigerne i Ricki Lake til en omgang “you laughed at me 5 years ago, but look at me now!”.

Jeg var til Twedagsbar i fredags på Ludwigsen på Vesterbro. Det var første gang at jeg var afsted til et forum, hvor folk nok mest kender mig fra bloggen, og ikke som Kasper. Så jeg var lidt spændt inden, skal jeg gerne indrømme. Men det gik fint, for det siger jo sig selv at som halv-hemmelig blogger, så var der meget få der kunne (gen-)kende mig, og mit navneskilt gjorde sig ikke synderligt bemærket i mængden af de andre navneskilte. Men de mennesker jeg så tilgengæld hilste på, var rigtig søde og flinke – og bed næsten ikke. Så det er formentlig ikke sidste gang at jeg gør mig i den slags. Og så var pigerne i øvrigt MØG-lækre. No offense, men jeg troede at en fredagsbar for københavnske folk med en twitterprofil ville blive en samling af kældernørder som mig selv, men min fordom blev gjort til skamme og slap nu af, der var lækre damer alle steder!

Jeg havde mit evige sidekick Bjørncé med, samt vores 3. mand JohnJohn. Og derfor var det også dømt til at gå galt. Det endte som regulær dødsrute igennem København. Fra Ludwigsen bevægede vi os videre til baren i kælderen under Thai Corner i den “spændende” ende af Istedgade, ikke et sted for de helt sarte sjæle. Den dag i dag diskuterer vi stadig hvem der fandt på det. Vi køber 3 breezers for at få et sødt indspark til de efterhånden mange fadøl som er røget indenbords. Det er en obskur bar, fyldt med ludere, kunder, thaipiger, en hel del ladyboys, og så bare fyre som os på vej i byen. I en stor pærevælling. Jeg indtager en plads i baren med drengene, mens vi ser på en engelsk fyr, som danser meget, meget tæt med en ekstremt flot thai-pige i nærmest ingenting. Han har et draget blik i øjnene, nærmest forelsket, mens hun glider op af ham. Han forsøger konstant at kysse hende, men hun drejer rutineret hovedet bort hver gang, som var det en naturlig del af dansen. Jeg føler mig trist, og ved ikke hvem jeg har mest ondt af. Vi forlader nærmest stedet med det samme igen. Udenfor forsøger vi at praje en taxi, og en pirattaxi holder ind til siden, og spørger om vi vil have et lift. I det samme trækker en politibil op på siden, og pirattaxien er pludselig i problemer.

Jeg føler mig hensat til en anden verden. Vi er helt afgjort et stykke fra Østerbro, og jeg kan mærke Metropolens blod pumpe helt anderledes end på hjemmebanen.

Derfra går ruten mod Kødbyens Karrierebar, hvor jeg ender med at danse. Og danse og danse. Til min skjorte er helt gennemblødt af sved, always charming. Husker egentlig ikke så meget, andet end en pige med hat, og en vandret-stribet trøje som gav hendes pænt store fortrin en slags ekstra effekt. Det kan godt være at striber kan gøre meget skidt for overvægtige folk, men det kan omvendt også gøre meget for bryster. Nåja, nogen skal jo sige det højt!?

Da stedet lukkede ved 4-tiden synes vi selvfølgelig at det var alt for tidligt at tage hjem, det er klart. Så vi røg på Natcaféen i indre by, som vel bedst kan betegnes som et af de sidste provinsdiskoteker i København. Her fik vi lov til at danse (igen) til og skrige med på Himmelhunden og Larsens Jutlandia. Jojo. Min nat blev som bekendt afsluttet med pizza under armen, på en bycykel på vej ud i solopgangen – som en slags postmoderne western. Han kom, han så, og han kørte hjem alene. Igen.

Resten af weekenden føltes som zombieland. Alt for lidt søvn, alt for meget hovedpine og resterne af en forkølelse. Så weekenden blev indtaget på langs med en masse fodbold på TV, skæven til solen udenfor. Det endte med en af de weekender, hvor man næsten fandt det befriende at skulle på arbejde igen.

Men nu er det ‘vendedag’, onsdag, den dag hvor ugen går på hæld. Og jeg kan mærke at det center i min hjerne, som altid er 18 år, bare tæller ned til at den på lørdag igen får lov at overtage styringen med min krop. Hvem sagde Verdens Ældste Teenager?

Jeg er skabsfan af Rune RKs gratis podcast. Selvom folk i ‘miljøet’ sikkert synes han er en lidt poppet DJ, så er det lige akkurat house/techno på et niveau hvor sådan en almindelig dødelig som mig gider at være med. Indimellem fede remixes, demoer og klassikere, smider han selvfølgelig også nogle af hans egne sange og remixes. Og i den forbindelse er jeg faldet over nummeret “Har det hele” med vokal af Jooks og Karen, og omkvædet jeg har det hele, men jeg mangler dig har sat sig på hjernen.

Det er lidt sådan jeg har det. Jeg føler nogle gange at jeg har det hele, undtaget dig. Pt. en sætning uden modtager. Den står der bare, sådan lidt flagrende.

Jeg tænkte over det i morges, da jeg med en lille brandert cyklede hjem på en bycykel fundet på et gadehjørne i indre by – med en pizzabakke under armen. Solen var ved at stå op over kongens københavn, og ved banelegemet langs Østerport var de morgenkække solsorte ved at synge resterne af natten væk. Jeg stoppede op, og spiste et par pizzaslices, missede af solens klare stråler i mine alt for røde øjne, mens en svag hyletone fra Karrierebars dundrende lydsystem stadig rumsterede som svag underlægningsklang til scenen der udspillede sig foran mig. Og jeg savnede at tænke “gid du var her nu”.

Jeg savner at have dig at komme hjem til efter en lang nat i byen. Med pizza og cola. Vække dig, se dig smile, og glæde mig over at jeg har dig. At lægge mig ind til dig, holde om dine bryster, mens jeg mumler at jeg elsker dig. At mærke at du forlader sengen nogle timer senere, og jeg kan sprede mit tømmermændsramte hylster af en krop til at fylde hele sengen, nyde varmen fra hvor du lå. Stå op senere på dagen, vakle ind i stuen og se dig ryste på hovedet af mig.

Savner at skrive til dig midt om natten at jeg savner dig. Savner at være i byen, og repræsentere dig. Snakke med piger, men ikke føle mig fristet til krydse nogle grænser, fordi du fylder mig med ro, selvtillid og kærlighed, som manifesterer sig en uigennemtrængelig og implicit loyalitet og hengivenhed. Savner at sidde i hjørnet af baren, og smse med dig, og smile fjoget af den lille telefon. Savner at andre tænker at der ligger en heldig pige derhjemme og venter på mig.

Savner at have dig med i byen. Danse med dig, kysse med dig, se dig tale med mine venner og lære dem at kende. At sidde i taxaen på vej hjem, grine af en sjov nat, stoppe ved 7-11 på Østerbrogade for at hente en cola til dagen efter. Vågne op sammen, og beslutte sig for aldrig at forlade sengen igen. En hel søndag med sex, sådan noget hvor man kommer så mange gange, at man bare ikke kan komme igen – men alligevel har konstant stiv dolk fordi du er freaking sexet, og vi knalder videre fordi det bare føles rart. Og man hele mandagen har hævet diller, og overvejer om det er okay at lægge is på sine kønsdele når man har fri fra arbejde.

Savner at være på date med dig, selvom vi har været sammen i et par år.

Savner at stå i butikken og se din gave blive pakket ind.

Savner at spise rugbrødsmadder en tirsdag aften uden smør på, fordi ingen af os har husket at købe ind, og det regner udenfor.

Jeg har det fedeste job. Som jeg momentvis føler jeg brillierer til. Som udfordrer mig, som matcher mine ambitioner, som udvikler mig. Jeg tjener en okay løn, og samler vi vores økonomi vil der formentlig blive rigeligt plads til et par sko i månedsbudgettet. Jeg bor i en lille lejlighed på Østerbro, som jeg pt. overvejer at sælge, for at flytte i noget større. Jeg har en ny bil. Jeg har en fin fysik og et sundt helbred. Jeg har gode og nære venner, en god bekendtskabskreds og et bredt netværk. Jeg har en dejlig familie. Jeg er god mod dyr. Jeg har indimellem humor, og det sker at jeg kan være dyb. Jeg kan skændes så det brager, og jeg kan elske så det synger. Jeg kan vaske tøj, jeg er ret sikker på at jeg kan bygge en terasse – og jeg har lige selv skiftet dæk på min bil. Og din mor vil efter noget tid elske mig, og lave alliancer med mig mod dig. Jeg tør godt købe menstruationsbind i supermarkedet, men nægter at holde din taske i mere end 2 minutter. Jeg kan overtales til én IKEA tur om året. Jeg kan skrive en tale til vores bryllup som udløser våde øjne hos minimum 72% af de fremmødte. Og jeg har en ret god fornemmelse for hvornår dit ego kan holde til at høre at du ser tyk ud i dine jeans.

Jeg har det hele, men jeg mangler dig.

Jeg har været så tankeløs at uploade et par ældre billeder af mig selv til min facebookprofil for et par uger siden. Det har bragt en håndfuld bemærkninger med sig omkring min daværende hårpragt, og de gik allesammen på at jeg var pænere med den store manke. Og ja, det er jeg egentlig klar over. Det er ikke sådan med min helt gode vilje at jeg klipper det ned i 2-3 millimeters længde. Men problemet er at jeg er tyndhåret.

Der er med garanti rigtig mange andre tyndhårede som synes jeg er pylret. Jeg er ikke decideret skaldet eller noget, det er bare tyndt på midterstriben øverst på hovedet, med tendens til en bar plet på det sted som omtales som månen. Men jeg har altid sagt at når det begyndte at blive for tyndt, ville jeg klippe det ned. Så det begyndte jeg på for halvandet år siden. Inden da havde jeg i et par år fået lidt kommentarer fra vennerne om det tynde hår (ja, den slags venner har jeg – de der bemærkninger, hvor man møder dem i regnen, og de siger ting som “oj, der er konstateret vand på månen”), og da jeg selv kunne se det i spejlet hver morgen, tænkte jeg en efterårsaften at nu skulle det være.

Jeg husker det tydeligt. Jeg kender til betjeningen af en trimmer i forvejen, så jeg mente at det kunne jeg selv klare. Så jeg gik igang med hovedet inde over badekarret. Mit hår havde en vis længde på det tidspunkt. Så flere gange “brokkede” trimmeren sig, men jeg moste på. Og mærkede efter. Og klippede videre. Indtil at jeg havde haft hovedet nedad i en halv time. Jeg trak hovedet op, og så mig selv i spejlet. Det føltes ligesom på de der film, hvor man ser pige kronrage sig, mens de græder – dog græd jeg ikke, men jeg havde lyst til det. Jeg så absurd freaky ud. Med lange totter hår stikkende ud på små kvadrater, fordelt fuldstændig sporadisk udover hovedbunden. Og de steder hvor det var kort, var det… kort! Egentlig var det meningen at jeg ville klippe det ned i 5-6 millimeter, men selv det føles forrykt kort, når man er vant til en vis længde på sit hår.

Jeg klippede videre i en halv time mere, men det var som om at det slet ingen virkning havde. Det så stadig crazy ud, når jeg kiggede mig i spejlet. Til sidst gik jeg i panik – jeg skulle jo på arbejde dagen efter, og hvordan kunne jeg nogensinde vise mig offentligt sådan her? Så jeg begyndte at ringe og skrive rundt, til venner og veninder, alle der kunne hjælpe mig med at klippe det ned. Og ingen svarede. Jeg begyndte allerede at tænke i sygemelding og en tidbestilling hos den nærmeste frisør dagen efter. Indtil en veninde heldigvis ringede tilbage. Hun havde godt nok besøg af en af hendes venner, men faktisk trimmede vennen selv sit hår – så måske var det i virkeligheden perfekt.

Sådan så jeg nu ikke helt på det. Jeg skammede mig lidt, og cyklede igennem københavn med kasket på, og min trimmer i tasken. Men heldigvis var min venindes ven super cool omkring det. Han endte med at trimme håret helt ned for mig. Det havde lykkedes mig at lave et par ‘uheld’ omme i nakken, sådan et par kemo-pletter, men selv dem fik han rettet op på. Og gav mig en masse fifs og råd. Faktisk føler jeg lidt at han førte mig ind i “traditionen”. Det er jo normalt ikke et emne vi mænd sådan går og berører til hverdag, men det her fungerede egentlig fint med sådan en slags mentor for en times tid. Måske en slags pendant til pigernes “første menstruation”-snak.

Det blev kort. 3 millimeter. Og i dagene efter kom folks reaktion, som først var sådan lidt chok-agtig, a la “hold da op” koblet sammen med opspilede øjne. Enkelte betroede mig at det var pænt til mig, men det er helt sikkert ikke i alles smag. Men som min ven Rune sagde, da han så det: “Nå, Kap – så tog du alligevel hul på dit livs sidste frisure”.

For sådan ender det jo desværre nok. Men selvom det er rart aldrig at have morgenhår eller at bruge en milliard kroner på voks og andet hårgejl, så savner jeg at mit hår er længere end det er nu. Men jeg tror bare ikke på at det kan blive pænt igen. Der findes sikkert en meget dyr operation som kan bringe det tilbage, eller en vidundershampoo. Men egentlig er jeg ikke så forfængelig, at det manglende hår holder mig søvnløs. Jeg overvejer at prøve en sidste gang, og se hvad det kan bringe med sig. Så bliver min mor også glad. Hun hader mit korte hår, og en overgang forbød hun mig at opholde mig på Nørrebro, fordi hun var bange for at jeg skulle blive forvekslet i den verserende rockerkrig (som om at jeg ligner en hårdkogt rockertype).

Men forsøget med længere hår bliver skubbet til efteråret, for det er nu faktisk rart med det korte hår her i sommermånederne. Så har medicinalindustrien også et par måneder til at opfinde den vitaminpille, der kan give mig håret tilbage.

Beklager at bloggen var nede hele dagen i går – denne gang var det ikke nogen aprilsnar.

Men nu er jeg på banen igen, og vi mangler stadig at få skrevet en hel del uskrevne regler ned for at nå 100. Aj, det er måske også lige lidt for ambitiøst. Men jeg vil gerne lige lave en opsamling af dem vi sammen er kommet frem til. Eller i nogle tilfælde: min fortolkning af jeres input. Og så har jeg suppleret lidt op, efter samtaler med diverse venner og veninder. Vi tager udgangspunkt i mandevinklen. So here goes.

1. Kys aldrig til at starte med, når du skal på date med hende du scorede for 2 uger siden.
2. Har hun sagt ‘ja’ 3 gange i en uafbrudt sekvens, er der åbent for at gå ‘all in’.
3. Lav et move inden 60 minutter når du er på video-date. Passerer du 60 minutter, så gør intet.
4. Hav altid 2-3 du flirter med samtidigt.
5. Date aldrig en kvinde der er højere end din egen højde ganget med 1,05.
6. Gå aldrig ned på udstyr.
7. Bestil ikke mad som giver dårlig ånde eller urolig mave, samt mad som er svært at tæmme (eksempelvis ruccola). I det hele taget undgå mad.
8. Lad være med at rulle små kugler af blød stearin, selvom det er muligt.
9. Sluk for mobilen på date.
10. Forelæg aldrig muligheden for en date 2 til Roskilde Vikingeskibsmuseum på den første date.
11. Spis aldrig asparges før en date.
12. Gå altid ud fra at en pige er interesseret i dig indtil det modsatte er bevidst.
13. Vær påpasselig med at date venners ekser.
14. Kom ikke for sent til din date. Slet ikke halvanden time for sent, medmindre du er noget helt særligt.
15. Selvom du går på mange dates, er det dårlig stil at bilde daten ind at du har glemt din pinkode til dit kreditkort. Eller, det er ihvertfald dårlig stil at blive fanget i løgnen.
16. Ikke spørge om du må kysse din date.
17. Prøv istedet “Jeg har lyst til at kysse dig”, men tænk over leveringen af sætningen.
18. Tag rent tøj på. I det mindste en ren t-shirt.
19. Hvis du er på date, og du får lyst til at sige “jeg får sådan lyst til at holde dig i hånden” – så ti stille. Hvis altså du er gået ud af 5. klasse.
20. Lad være med at tale om sex og særligt sex med ex’er på første date.
21. Lad være med at sende et billede af dit erigerede lem som optakt til daten.
22. Sørg for rent sengetøj og et rent badeværelse, hvis pigen skal på dinner-date hjemme hos dig – så er der større sandsynlighed for, at hun får lyst til at blive natten over – og større sandsynlighed for, at hun får lyst til at komme igen.
23. Drik alkohol, medmindre du decideret bryder hvad der er socialt acceptabelt.
24. Inviter på date senere på ugen om søndagen. Søndag er alle kvinder (og mænd) nemlig melankolske og har brug for en der holder om dem.
25. Lad være med at foreslå date at give et lift hjem, når du lige har tabt din bilnøgle.
26. Lad være med at invitere på date på kunstmuseum, hvor udstillingen indeholder (billeder af) nøgne mennesker. Jf. pkt. 20.
27. Komplimentér datens fodtøj, istedet for det mere oplagte hår eller duft. Det viser at du har taget det hele ind, roser noget hun har brugt lang tid på, og afvæbner i det hele taget hende en smule.
28. Husk at selvom du kan prutte og bøvse samtidigt, så gør det dig ikke til et multitalent, som absolut skal optræde
29. Man må ikke poke/prikke til personer på Facebook man ikke har mødt personligt
30. Man må højst poke/prikke den samme person 2 gange. Har hun ikke poket tilbage dér, så er hun ‘død’.
31. Børst tænder (den har jeg hugget fra Sidney Lee)
32. Klø dig ikke. Nogen steder.
33. Læg mærke til de små pauser i samtalen. Hvis du føler dig komfortabel i disse, er det et tegn på god kemi.
34. Snak aldrig uopfordret om sport. Og selv i den situation, hold samtalen på maksimalt 4 minutter og 33 sekunder.
35. Spis kiwi før en date. Jf. punkt 11.
36. Alt porno og referencer hertil skal gemmes væk inden hjemmedate. Det er ikke et tegn på at du er kulturel at du har både American Beauty og American Booty i din DVD-samling.
37. Kig ikke på andre kvinder mens du er på date. Medmindre de er åbenlyst grimme.
38. Tal ikke om andre kvinder mens du er på date. Medmindre de er åbenlyst grimme.
39. Tal ikke til andre kvinder mens du er på date. Medmindre de er åbenlyst grimme, eller ansat i en form for servicefunktion som er nødvendig for datens eksistensgrundlag.
40. Flirt ikke med kvinder ansat i en form for servicefunktion som er nødvendig for datens eksistensgrundlag.

Nu er vi oppe på 40 regler. Det er også fint, og jeg ved ikke om der er så mange flere? Jeg synes dog stadig at vi mangler at få flere af de mere hardcore rådgivere på banen, som jeg ellers synes der har været masser af tidligere. Jeg har jo lovet frit lejde denne gang, og lover at være konstruktiv og imødekommende.

Jeg savner fortsat svar på hvad reglerne er omkring ekskæresters veninder? Er der nogen regler der?

Og så var der en enkelt læser, der efterlyste om der fandtes regler for at fyre IKKE skriver før der er gået 24 timer efter de har fået nummeret? Eller er det 24 timer efter man har haft den første date? Jeg kender ikke svaret, men googlede mig dog frem til denne artikel: Hvornår ringer man efter første date. I øvrigt masser af læsestof på siden, men det skulle der jo også gerne være på et medie der kalder sig “Singletricks.com”. Ved ikke hvor anvendeligt det er, jeg bliver ihvertfald lidt forpustet af alle de regler og forholdsregler.

Nu er det ikke fordi jeg skal tærske mere langhalm på den der date – jeg må snart ud på en ny af slagsen, for at have lidt mere materiale. Men da jeg dagen inden min date gennemgår en slags forberedelsessamtale med en veninde, kommer vi ind på ‘mødet’. Det vil sige, der hvor jeg ligesom skal hilse på hende for første gang, siden hun var hjemme hos mig. Og jeg spørger veninden: “Må jeg kysse hende?” Og min veninde kigger på mig med et mørkt blik, som stadig kan få det til at løbe mig koldt ned af ryggen at tænke på. Stilheden afbrødes af hendes skingre stemme. “ER DU DA FULDSTÆNDIG VANVITTIG?!!” nærmest spytter hun. Lidt tøvende og forvirret over det pludselige skift i stemningen ryster jeg afvisende på hovedet, som et slags svar på hendes spørgsmål. “Du skal under ingen omstændigheder kysse hende!”, erklærer hun. “Men…”, forsøger jeg og bliver kontant afbrudt. “Du kan give hende et kramt, et varmt og langt kram, og du kan snige dig til et kys på kinden. Men du kan på ingen måde kysse hende. Hører du?” siger hun indtrængende og nærmest bedende. “Prøv nu lige og hør, for to uger siden lå vi og snavede i min seng?”, forsøger jeg. Jeg ser intet håb i hendes øjne. “Jeg er ked af at sige det, Kasper, men din første scoring er nulstillet. I starter forfra nu. Er du klar over hvor grænseoverskridende det er, når en fremmed mand forsøger at kysse dig på åben gade midt på dagen?”

Jeg må indrømme at jeg stadig ikke er helt overbevist. Selvom jeg godt kan se at det er lidt et sats. Det er ligesom på en måde all-in fra starten, hvis du brænder dér, så er de kommende 2 timer jo ligesom ligemeget. Omvendt, scorer du der, så bliver daten jo en helt anden, meget mere intim, og man springer nogle led i legen over. Scenariet er kun interessant, fordi jeg i princippet havde været sammen med hende før – jeg er godt klar over at man nok ikke lige skal gå efter kysset på det aller-aller første møde.

Jeg holdte mig til strategien om ikke at kysse hende. Og jeg føler den dag at det måske var forkert. Jeg synes sgu det er træls at man skal starte helt forfra, især for sådan en størrelse som mig, for jeg scorer jo sådan cirka med samme frekvens som et skudårs tilstedeværelse. Så kan jeg bedre lide den tilgang en af mine drenge-venner har til det samme evne, som han vist nok har hugget fra filmen Alfie, nemlig “husk altid hvor mange gange hun har sagt ‘ja’ inden”. Hun har sagt ja til at du måtte få hendes nummer, hun har sagt ja da hun tog telefonen, hun har sagt ja da du spurgte om hun ville med på date. Altså er det ja på ja på ja – hun VIL det her. So don’t be afraid. Kan man sætte en regel op i den forbindelse? Noget med ‘har hun sagt ja tre gange, så gå efter the kill!’ I mit tilfælde sagde min date jo på en måde nej til min the-salon-date, og foreslog selv gåtur i stedet, så der blev sekvensen afbrudt, eller?

Årh, men det er jo det. Det er jo de kendte, såkaldte uskrevne regler.

Ham min ven har iøvrigt også en anden god uskreven regel. Jeg ved ikke om den har et navn, men vi kan kalde den “video-reglen”. Den fungerer nogenlunde således: hvis du har har en video-date, så SKAL du lave et move inden displayet har rundet én time. Det vil sige at du skal gå efter kysset inden der er gået 60 minutter. Hvis den passerer den hele time, skal du IKKE lave et move. Det er faktisk en god regel, den sætter ligesom en deadline på, istedet for at du bare går og skyder det hele tiden, og pludselig står hun med sin jakke på, og du siger tak for i aften.

Det er så endeligt også ham der har “altid 2-3″-reglen. Som går på at man ALTID skal have 2-3 piger man har gang i, når man er single. I hans verden holder det ham skarp. Han er ikke nødvendigvis interesseret i nogle af dem han flirter med, men han har hele tiden en velsmurt flirte-maskine kørende. Som han jo rigtigt pointerer, så er der altid én at skrive til på selv en stille søndag aften. Hvilket jeg godt kan følge, selvom jeg pt. er 2-3 piger bagude på den konto.

Og hvad med den der prik/poke funktion på Facebook?? Hvad er reglerne omkring den?

Og nu er det lidt at jeg tænker… der er nogen der har lavet en kanon, der er nogen der har lavet encyklopædi – men måske vi skulle bestræbe os på én gang for alle at få skrevet de uskrevne regler for singlelivet ned?

Jeg kan jo lægge ud med disse, som er en blanding af dem som er nævnt i ovenstående, plus et par stykker jeg lige er kommet i tanke om:
1. Kys aldrig til at starte med, når du skal på date med hende du scorede for 2 uger siden.
2. Har hun sagt ‘ja’ 3 gange i en uafbrudt sekvens, er der åbent for at gå ‘all in’.
3. Lav et move inden 60 minutter når du er på video-date. Passerer du 60 minutter, så gør intet.
4. Hav altid 2-3 du flirter med samtidigt.
5. Date aldrig en kvinde der er højere end din egen højde ganget med 1,05. Og omvendt… kan jeg ik lige regne ud.
6. Gå aldrig ned på udstyr.
7. Bestil ikke mad som giver dårlig ånde eller urolig mave, samt mad som er svært at tæmme (eksempelvis ruccola). I det hele taget undgå mad.
8. Lad være med at rulle små kugler af blød stearin, selvom det er muligt.
9. Sluk for mobilen på date.
10. Forelæg aldrig muligheden for en date 2 til Roskilde Vikingeskibsmuseum på den første date.

Så kan vi tage den derfra. Har du input eller tilføjelser til de nævnte regler? Hvad er dine egne regler? Eller har du hørt om regler, som vi bør have med i betragtningen? Giv dit besyv med, hvadenten du er single, jomfru, gamer, alenemor, i parforhold, blogger, blotter, fucker, terapeut, ung eller vammel. Diskussion er iøvrigt velkomment, men forhold dig åben til andres bidrag, og perfide udfald ignoreres. Der gives virtuelle point for sjove regler.

Målet er… 100+ skrevne uskrevne regler?