kapster2.dk

Kasper, 31 år.

Ovenstående er et diagram over mit døgn fra lørdag morgen til søndag morgen. På den vandrette akse har vi tid, på den lodrette akse har vi en samlet betegnelse for selvrespekt, overskud, stolthed og følelsen af at være glad for hvad livet byder én, på en skala fra 0 til 10, hvor 10 er toppen af fedhed.

Noter til diagram:
Kl. lidt i 7 lørdag morgen vågner jeg. Gik forholdsvist tidligt i seng aftenen inden, og vågnede sådan lidt halvspændt. Og lå og gjorde mig tanker om den forestående date, og dagen som helhed. Beslutter mig for at blogge om det, også ligeså meget for at få det hele lidt på afstand. Kvart over 8 er jeg på vej op i træningscenteret, hvor jeg giver den alt hvad den kan trække. Kommer hjem igen ved 10-tiden, meget øm i kroppen på den gode måde, og meget afslappet. Spiser et fornuftigt morgenmåltid, og har indtil flere interessante snakke med folk på Messenger, hvor jeg får en masse gode råd omkring daten, faktisk indtil et niveau hvor jeg føler at jeg ikke kan tage mere ind nu, for ellers bliver jeg bare nervøs.

Kl. 12 starter den sidste grooming inden daten, som primært består af et dejligt langt bad og en tæt barbering. Tøjet er valgt i forvejen, men skal findes frem. Jeans, en grå v-hals sweatshirt. Enkelt og ligetil. Og er egentlig selv tilfreds. Hører lidt musik og slapper lidt af, inden jeg trækker i hvide sneakers og den store Goosejakke – vi skal jo ud at gå. Jeg tager cyklen ind mod Kgs. Nytorv, og selvom det føles rigtig koldt, brager solen ned fra en fuldstændig klar himmel. Jeg smiler for mig selv.

Kl. 13.28 står jeg på Kgs. Nytorv. Min date kommer de famøse 5-6 minutter for sent. Hun vinker og smiler til mig fra den anden side af vejen, inden den grønne mand i lyskrydset lader hende komme over til mig. Hun er smukkere end jeg husker, og mindet om hendes smil får mig til at smile mens jeg skriver disse ord. Jeg giver hende et knus, selvom jeg har lyst til at kysse hende. Jeg har nemlig fået at vide af veninde at selvom vi kyssede sidst vi så hinanden, så er vi kun på knus nu. En regel jeg ikke helt forstår, men respekterer, selvom det føles ærgeligt at starte helt forfra.

Vi går ind på en café og bestiller en latte og en the to-go, og fortsætter vores færd op til Kongens Have, mens vi småsludrer om alt muligt. Jeg glemmer alt om hvor vi er, og de andre mennesker der er omkring os, jeg har kun mit fokus på hende og jeg. Kongens Have viser sig halvt ufremkommelig, med mudrede og tilsneede stier, men vi krydser den diagonalt, og ender oppe på trappen til Statens Museum For Kunst. Hvor der er læ og masser af sol. Og her sidder vi så i halvanden times tid, mens vi snakker om alt mellem himmel og jord. Jeg hygger mig. Jeg nyder hende, jeg nyder solen, jeg nyder situationen. Jeg slapper af, og jeg er vild med den virkning hun har på mig. Flere gange sidder hun med lukkede øjne og tager imod solens stråler, mens jeg kigger på hendes bløde læber, og drømmer om at have modet til at læne mig frem og kysse dem. Kysse hende. Hun er dejlig. Vi griner meget. Og jeg tænker at det her virkelig kunne være starten på noget rigtig godt.

Solen går på hæld, og vi går gennem Kongens Have tilbage til vores cykler. Jeg har stadig lyst til at kysse hende, men det bliver istedet til et knus mere, inden vi tager afsked, og er enige om at prøve at finde hinanden i byen om natten.

Jeg cykler hjem til mig selv ved 16-tiden, med en lidt blandet følelse. Jeg synes hun er helt fantastisk, men begynder alligevel at tvivle på om jeg fik vist mig fra min bedste side. Snakkede jeg for meget? Var jeg for smart? Var jeg for arrogant? Hvorfor kyssede jeg hende ikke? Men bliver enig med mig selv om at jorden er gødet til senere, og glæder mig helt vildt til at se hende om aftenen. Jeg har helt ondt i maven, på den gode måde.

Jeg slapper af hjemme med årets første SAS Liga kamp i baggrunden, og god musik på anlægget. Lægger rent sengetøj på, for man ved da aldrig. Aflægger rapport til venner og veninder omkring date. Og grooming part II starter ved 19-tiden, stryger skjorte og er egentlig godt tilfreds for anden gang den dag.

Mødes med drengene på Borgerkroen, og rafler i nogle timer. Jeg gør en okay indsats, og jeg hygger mig – og jeg glæder mig meget til at se min date senere. Vi stikker af da Borgerkroens ansatte pludselig starter et impulsivt speeddating-event for deres gæster, og hvis man har været på Borgerkroen vil man vide hvorfor man ikke har lyst til at lege den slags russisk datingroulette.

Efter et par pitstops efter energidrik og shots ender vi på 1105 omkring midnat, og sommerfuglene i maven kæmper om kap med et efterhånden betragteligt indtag af alkohol.

Kl. 1 kommer SMS’en så. Og jeg vil bare gerne hjem. Jeg gider ik rigtig være der mere, vil bare hjem i min seng. Drengene insisterer på at jeg bliver. Og at det eneste rigtige for mig er at drikke mig ned. Sådan diskuterer vi lidt frem og tilbage. En af drengene siger at han har gang i en lækker svensk pige, og at hun siger at hun har 2 veninder med, og at det kan blive rigtig hot. Jeg gider ik rigtig, jeg vil have min date tilbage. Jeg forstår ikke hvad der pludselig skete, vi havde jo haft det godt. Maybe she was just not that into me. Men nærmer mig en ligegyldighed overfor det hele, så 3 svenske piger er måske den rigtige kur.

1105 er ved at lukke, og vi aftaler at tage ud til Kødbyen for at finde en ny fest. Vennen får besked på at få de 3 svenske piger med ud, og vi andre drenge står udenfor og venter. Symbolsk for hele min nat viser det sig at de 2 veninder som den svenske pige talte om ikke var veninder, men venner – og pludselig står der en svensk pige og 2 svenske fyre og vil med ud til Kødbyen. Vi ender med at stikke af, og kaste os ind i en taxa uden Sverige. Jeg savner min date.

Kl. 2 står vi cirka i en time i kø ude foran baren Jolene. I cirka 10 graders frost. Det var rigtig sjovt, og grobunden for den feber jeg har i skrivende stund blev lagt. Jeg står og forbander det hele væk, og føler mig for gammel til det her. Og jeg savner min date!

Kl. 3 kommer vi endelig ind i en alt for tætpakket bar. Mange søde piger, men jeg kan kun tænke på min date. Jeg får flere shots og øl, og derouten er for alvor ved at tage fart.

Kl. 4 lukker Jolene. I de sidste krampetrækninger lykkedes det mig fuldstændigt absurd uhørt at få en italiensk skønheds telefonnummer, i en slags trodsreaktion. Alessandra! Slap nu af, et sexet navn. Udvekslingsstuderende, dansk arkitektur, med fantastisk engelsk med italiensk accent. Det føles som en kvart sejr, og et lille plaster på såret.

Kl. 4.15 kaster jeg det sidste stolthed overbord, da jeg i stedet for bare at tage hjem med Alessandras nummer og ringe til hende mandag, i flere omgange spørger om hun ikke vil med ind på en bar i indre By. Den allersidste selvrespekt mistes da jeg et kvarter senere sender hende adressen på baren, “in case you change your mind”. Har sjovt nok ikke hørt noget fra hende.

Kl. 5.15 indtages en “Jon Dahl” på stam-kl.5-pizzeria. Savner min date.

Kl. 5.45 cykler jeg hjem igennem minus 10 graders kulde, og bogstaveligt talt bander af himlen. Af skæbnen. Af livet.

Kl. 6 kommer jeg hjem, og kan høre at naboerne knalder. Og skulle der være bare en lille rest af den der stolthed, anstændighed, selvrespekt og almindelig takt, så bliver den ihvertfald totalt tilsidesat da jeg i 3-4 minutter står med øret mast fladt mod væggen, for at snage så meget som muligt, for at finde ud af hvor kinky de egentlig er.

Fuck dig, uge 9.

Jeg så godt hvor det var på vej hen da hun udbryder “er vi på en date??” Jeg tager altid udgangspunkt i det negative udfald, så jeg vil ikke sige at jeg var overrasket da hun i nat skrev at det ikke var mig, men hende. Det var ventet. Men derfor kan jeg godt blive ked af det. Én ting er et ventet udfald, en anden ting er håb. For jeg håbede. Det gjorde jeg virkelig. For jeg synes hun var fantastisk, tillad mig at bygge en piedestal. Hun var hele pakken, andre jeg møder har altid et eller andet hvor man tænker at der nok lige skal files lidt i kanten dér og dér. Men hende her havde det hele. Hun var smuk, hun var sexet. Hun var sjov, hun var intelligent. Hun er pigen man tager med i byen til kl. 5 om morgenen, og tager hjem til aftensmad hos sine forældre dagen efter. Så selvfølgelig håbede jeg.

Må en fyr godt være ked af det, når håbet løber ud i sandet? Er det okay at jeg er ked af det? Er det? Eller vil du egentlig foretrække at jeg holder det for mig selv? At jeg gemmer det i mig selv, sluger den bitre pille i stilhed? Nej, du kom vel herind for at blive underholdt. Du kom vel for endnu en udkrængning. Den får du.

Den næste der siger “jeg forstår ikke du er single” kan få mit opkast direkte ned i halsen. Jeg er så fucking træt af at få skudt det i hovedet, det lort kan være det samme. Jeg forstår det jo heller ikke. Jeg siger ikke at jeg er et catch, men jeg siger at jeg er et okay match. Og jeg er ret tæt på at opgive helt, og bare indse at jeg bliver alletiders onkel, ham den sære alenemand, som man ikke rigtig ved hvor man skal placerere på bordplanen. “Du må da få så meget fjas på baggrund af den blog”. Nej. Jeg får ingenting, andet end fornøjelsen at ligge her nede i sølet. Alle de suk og åh der er i kommentarboksene, fucking glem det – det er jo for fanden ikke det her, der virker i sidste ende. Hvis du er fyr, og tænker at jeg vælter mig i damer fordi jeg er som jeg er; holdt stop! Vær en træmand, for helvede. Lad være med at give noget af dig selv, luk dig inde i følelseshoppeborgen. Læs og lær af de bedrevidende kommentatorer som skyder mig ned. Det er dem der har fat i den lange ende. Der er intet at komme efter her, passér gaden. Pigerne ligger ved siden af deres fyr, og ønsker at han var mere som Kapster, men kunne de se ind i mit sind, kunne de se hvor meget jeg vil have dem, indtage dem, erobre dem, kneppe dem, elske dem, og se en tsunami af begær komme skyllende imod dem – og efterfølgende ville de skræmt for livet flyve ind på billetkontoret efter en onewayticket ud af byen. Sammen med de andre. Du vil ha en blogger, men når jeg står der, og klar til at tage dig ind, løber du i panik den anden vej. Hen til din Carl Mar mand i hjørnet, og følelser i portioner du kan håndtere, if any. Og jeg ligger alene og kigger ind i væggen i afmagtens tomrum, drømmer om dig, lader skyggen af ligegyldighed langsomt optage mig, mens jeg lukker mit system, og min kapicitet af fucking selvynk øges.

Og jeg kan gå herind, tage den røde næse på og åbne op for posen med godter, så du kan dømme, vurdere, sammenligne, og måske se at det hele kunne være værre. Og føle dig underholdt, på godt og ondt, og det kan vi være fælles om. Gudskelov for det.

The show goes on.

Jeg er lidt vild med denne uge! Jeg besluttede mig mandag morgen for at denne uge skulle være great, og det er fantastisk hvad man skabe ved tankens kraft. Solen har væltet ned stort set hele ugen, og det eneste sne jeg har set var lidt slud i mandags. I går var vejret endda så godt og vejene så tørre at jeg havde mine hvide sneakers på for første gang i år. På arbejdet har jeg haft travlt, men jeg har følt mig produktiv og fokuseret hele ugen. Og så var det også lige at SKAT synes at jeg skulle have mig en lille 5 cifret gave. Jeg føler mig total ovenpå!

I aften står den så på Rafleaften med drengene. Det glæder jeg mig rigtig meget til, selvom det altid plejer at stikke lidt af. Sidst jeg var ude at rafle var jeg mere end fuld kl. 22, vågnede bogstaveligt talt oveni en Durum-rulle dagen efter, manglede min hættetrøje og med min SMS-udbakke fyldt med skriverier, hvor man febrilsk leder efter “undo”-knappen. Men det ændrer ikke ved at det er gode mennesker man er afsted med, og at der deles et hav af røverhistorier.

Og nå ja… så har jeg jo en date i eftermiddag. Eller jeg ved ikke om jeg må kalde det en date, egentlig – især fordi hun læser med her, og måske tænker “shit” nu. Men altså, hun sagde at hun gerne ville have mig med ud at gå en tur, “så sidder du heller ik og dissekerer stearin”. Hvilket jo er en direkte reference til en af mine andre dates – så nu er hun selv ude om det. Hun drikker ikke kaffe, så jeg havde inviteret hende på Thesalon. Egentlig var det for at vise lidt omtanke, men det slog mig først senere at det sgu ikke er specielt mandigt at invitere en pige på Thesalon. Heldigvis reddede hun mig lidt, da jeg spurgte om hun overhovedet kunne lide the, hvortil hun svarede om vi ikke bare skulle købe en kop varmt et sted, og gå en tur. At det så godt nok er minus 600 grader er ligemeget, jeg vil varme mig i hendes nærvær.

Nu skriver jeg godt nok “en af mine andre dates”, som om det er en i rækken. Dette er officielt min første date i 4½ år. Jeg håber dog ikke at hende her forsvinder, som Karin gjorde på Roskildefestivalen. Det er ellers en af mine spidskompetencer, det med at få kvinder til at forsvinde. Der må være en slags Kapster-Bermuda-trekant derude et sted. Så jeg tager “egern”-tilgangen til min date: Ingen pludselig bevægelser, så jeg skræmmer egernet væk! Bare være mig selv, stille og rolig. Ingen dissekeren af stearinlys. Ingen talen om min mor eller ekskærester. Ikke lede samtalen ind på kvinders menstruation eller noget med afføring. Bare for én gangs skyld være normal, bare de timer det varer, kom nu Kaver, du kan godt! Og husk: der er ikke noget fedt på egern, det er ren mørbrad. Og det manglende fedt kan gøre en mørbrad svær at grille. Så tænk over spørgsmålene den anden vej. Emner som “arbejde” OK – mammografi IKKE OK!

Gromming-stadiet startede allerede da daten blev bekræftet i torsdags. Udseende er ikke min force, men der er vel ingen grund til at gøre det værre. Så jeg har trimmet håret – ret så kort. For kort. Så jeg har allerede forberedt sætningen “Ja. Jeg ved det godt. Men jeg lover at lade det gro inden vi skal hjem til dine forældre første gang”, når jeg nu tager huen af her senere. Jeg har også takket nej til alle søde sager siden. I går var svær, for der var chokoladecroissanter på arbejdet, og der var så mange at de stod fremme hele dagen. Så hver gang jeg var ude at hente kaffe, måtte jeg virkelig trække på alt hvad der hed selvdisciplin. Fuck jeg kunne godt spise en chokoladecroissant lige nu. Men det går ik, tænk hvis hun kan se det. Med mit held vil den bare stikke ud i en kæmpe bule som en anden Alien midt på maven. “Hvad der det du har dér?” Nå, dét – det er bare en chokoladecroissant.

Om lidt skal jeg op at træne. Så jeg er TOTALT pumpet til date, ik? Sådan noget er pigerne nemlig vilde med, det har jeg selv set i Paradise. Jeg var også oppe at træne i går aftes, i et gudsforladt center. Jeg har det som ham der bokseren der skal nå ned på en bestemt vægt inden indvejningen før kampen. Åh gud, hvad hvis jeg ikke når ned på 75 kilo inden daten? Jeg må trække en motionscykel ind i saunaen, og tage Goosejakken på, og så okse igennem. Så er der indvejning kl. 13. Det er en halv times tid før daten, så kan jeg stadig nå at aflyse. “Hej Date. Jeg er desværre nødt til at aflyse, da jeg ikke klarede indvejningen.”

Ja, jeg ved det, jeg er en tøs.

Men det er uge 9. Og jeg har besluttet at den her uge skal være great, og så bliver det også sådan. Jeg føler mig som sagt ovenpå! Og jeg glæder mig til en super hyggelig date, for det ved jeg at den bliver. Og så ikke et ord om den kæmpe tøjkrise jeg har.

Jeg går som alle andre en kæmpe bue udenom de der Greenpeace-mennesker på Strøget – dem der skal bruge din underskrift eller indmeldelse, eller noget i den stil. Jeg er egentlig rimelig afklaret med hvad jeg bruger penge på af gavmildheder, og har valgt de organisationer som jeg årligt donerer til. Så det er ikke et spørgsmål om at de får mig til at føle mig som en gnier, eller noget i den stil. Det er mere det der med at sige “nej”, konfrontationen, og åh gud, hvad hvis han har alle mulige argumenter, og det eneste jeg kan sige “Ja, det er altsammen meget godt – men det er simpelthen fordi jeg ikke VIL have det du tilbyder mig”. Så bare undgå vedkommende i det hele taget, og bevæge mig ud på en mindre omvej, mens jeg travlt tjekker ikke-eksisterende netop indkomne sms’er på min mobiltelefon.

Det samme når der står sådan et tv-hold. Nøøj, jeg får travlt med at kigge ned i jorden, eller se rigtig, rigtig travl ud, og jeg har allerede stille forberedt “Nej ved du hvad, det passer mig rigtig dårligt, jeg er nemlig midt i min frokostpause, og skal nå at købe en sidste gave til min farfar som ligger for døden”. Mest fordi det der med at få stukket sådan et kamera helt op i masken, og så forholde sig til et eller andet enten helt ligegyldigt eller helt absurd. “Hvor ofte onanerer du i badet?” med ‘Kasper 31 år, blotter’ stående på navneskiltet, fordi at de ikke helt fangede ordet blogger da jeg introducerede mig selv. Og med chancen for at komme sige noget rigtig dumt, eller begynde at stamme eller øh’e eller starte sætninger med “arhmen det bar’ fordi”.

I dag spottede jeg sådan et kamerahold i en af de stille sidegader i indre København, og de så spejdende ud, og jeg satte tempoet op til halvløb. Jeg var faktisk på vej til et vigtigt møde, og havde da også min notesbog under armen, og skyndte mig at tage den under den arm nærmest kameraholdet, og gjorde alt for at lægge mine ansigtstræk i de rigtige vigtig-mediebranche-mand-folder. Men nej, jeg lukker opgivende øjnene i et splitsekund og kvæler et suk da jeg ud af venstre øjenkrog ser manden med mikrofonen tage et skridt frem mod mig, men bliver alligevel lidt overrasket da han tilråber mig med ordene:
“Ursäkta mig!”.

Så stoppede jeg op, for jeg tænkte at det jo kunne være at de bare skulle spørge om vej. Men nej, han kom fra “Svensk Television”, og ville høre om han måtte stille mig et par spørgsmål med kameraet tændt. Øh nej! Det bryr jag mig inte om, Verdens bedste Karlsson! Én ting er at skulle udtale sig på vegne af sig selv, på vegne af sit køn, sin by, sit politiske ståsted, sin alder. Men noget andet er at skulle udtale sig som dansker! For en hel nation som IKKE er danskere. Tænk hvis jeg kom til at sige noget rigtig dumt om danskerne, som I andre ville hade mig for. Sådan at I glemte alt om Fodboldidioten, og jeg skulle søge tilflugt syd for grænsen, og senere blev opsporet af Ekstrabladets hårde journalister, og spisesedlerne ville proklamere “Læs alt om TV-Tossen – vi har fundet hans skjulested”. Eller at jeg kom til at sige noget dumt om svenskerne?? Og de som straf åbner Barsebäck igen? Eller endnu værre! Jeg kunne starte en ny svenskerkrig, og jeg er sgu ikke sikker på at vi er så godt rustede for tiden, de har jo siden sidst fået både Volvo, Ericsson og IKEA – og vi har så fået Pia Kjærsgaard, vores eneste aktive grænsesoldat, og hvad kan hun så når det kommer dertil??? Og svenskerne kan jo nærmest lave oprør indefra med alle de spillere og trænere de har rendende i Superligaen. Åh gud!…

… så jeg sagde pænt nej tak, og sagde at jeg var på vej til et vigtigt møde, hvilket jo på ingen måde var en løgn!

Det kunne nemlig ellers nemt ligne mig. Lige at stikke en hvid løgn. Som her den anden dag, hvor en ung fyr nede foran min opgang, spurgte om jeg ville skubbe hans bil. Den var gået i stå, og ville ikke starte. Det var en gammel, gammel spand, visse steder sat sammen med Gaffa-tape. Og jeg tænkte helt fra starten om det ikke var en opgave for Falck, og jeg var egentlig på vej til træning. Men man siger sgu ikke nej til folk i in-your-face nød. Så jeg skubbede. Og skubbede. Og skubbede. Og han sad inde i bilen, og trådte på pedaler og gjorde ved, og intet hjalp. Til sidst kommer han ud, og siger: “Hey, ved du meget om biler? Kan du prøve at sætte dig ind og se om du kan starte den – for jeg er ikke sikker på at jeg gør det rigtige?”. Så gik hjernen i baglås. Jeg har haft kørekort i 2 år nu, og er ved gud ingen erfaren bilist, og har intet forhold til mekanikken i den. Min viden omkring biler i det sekund han spurgte var: min virker, din gør ikke. Og jeg vil egentlig bare gerne slippe ud af den her kattepine. Så jeg ender med at sige til ham: “Øh nej jeg har faktisk ikke noget kørekort”. Og han sagde lidt nedtrykt at så ville han prøve at ringe til sin far, men at jeg da skulle have tak for hjælpen.

Hvorfor er jeg så nederen en person??

Siden har jeg fundet ud af at han rent faktisk bor i min bygning. Jeg ved at skæbnen har en plan for mig, hvor han ser mig sidde i min egen bil. Og jeg håber ved gud at den selv kan starte der.

Jeg har en veninde, som har en teori om at hvis du har 2 fyre som er helt ens i udseende og væremåde, og fyr1 har et job i en bank, og fyr2 har en motorcykel, så vil fyr2 løbe med langt de fleste piger. Et billede på at kvinder ofte kan være draget af den farlige fyr, den barske fyr, den mystiske fyr eller den uopnåelige fyr. Det er efterhånden nogle år siden at hun introducerede teorien, og siden har den type fyr blot været omtalt som “motorcyklen”, når vi havde brug for et prædikat i en samtale.

Indrømmet, kvinder har også nogle arketypiske pendanter, som vi fyre løber efter – men det er en anden historie.

Jeg har altid set mig selv som alt andet end en motorcykel. Jeg er Average Joe, ligger måske lidt over index 100 på sødheds-skalaen, og har vel også en okay humor. Men har ingen tatoveringer, ingen store overarme, ingen Audi TT indregistreret i Sverige, ingen timeshare lejlighed i Cannes eller lommen fuld af telefonnumre når jeg kommer hjem fra bytur. Jeg har budgetkonto, en japansk minibil og haft et vildt år hvis jeg har været syd for grænsen bare én gang – både i geografisk forstand og i overført betydning.

De søde fyre vinder aldrig. Jeg har læst i Singletons nye bog (nu er jeg ikke helt færdig med den endnu, men vil stadig varmt anbefale den, ikke bare fordi jeg kender hende, men fordi jeg helt oprigtigt synes den er rigtig god) om en fyr der havde fået arrangeret en ret vild date med hende, som jeg troede ville sælge hende totalt – men fyren var alt for sød efter Singletons smag, og røg dermed ud med det badevand, som kunne være vand på min mølle.

Men efterhånden har jeg fået et lidt mere nuanceret billede af det her med motorcykler og Average Joes. For selvom der helt generelt selvfølgelig er noget om at de her fyre nok samler lidt mere op end gennemsnittet, så tror jeg ikke det hele er så sort-hvidt. De seneste par måneder har jeg opdaget at Average Joes sagtens kan være motorcykler for andre. Selvfølgelig får jeg ikke tatoveringer eller store overarme overnight, men jeg kan sagtens opfattes lidt farlig og mystisk, under de rette betingelser. Det er slet ikke noget jeg er bevidst om før bagefter, oftest er det fordi jeg har følt mig lidt usikker eller tøvende. Hvilket jo i øvrigt bør være en lektie til mig selv, når det foregår med omvendte fortegn.

Alle de her teser som findes indenfor singleliv, hvor begreber som motorcykler og Average Joes indgår, reducerer desværre også det hele til et spil. Og det behøver ikke at være sådan, slet ikke hvis man mødes med nogenlunde åbent sind, og måske ikke tænker så meget over op og ned. Jeg har sagt det før, men det jeg higer efter, er der hvor det bare klikker. Hvor spilleregler som “hmm, nu har jeg ikke sms’et i tre timer, så nu må jeg godt igen” ikke eksisterer, hvor det egentlig bare føles naturligt, og ligetil. Ingen spil. Ingen fordækte kort, ingen jokere, ingen trumf. Bare et steady flow. Alt med måde, selvfølgelig, og når vi først er forbi “skal vi se hinanden?”-stadiet tages der jo så nogle helt andre æsker ned fra spilhylden.

Den tid, den sorg.

“Gæsteblog igen?”, tænker du. Og ja da. Konceptet er jo begyndt at blomstre en lille smule, og I husker måske at jeg blev brændt af 2 måneder i træk – så nu kommer de lige lidt kompakt, men det næste kommer først om en måned, og i mellemtiden skal jeg nok underholde, tegne og fortælle.

I dag er det Mebbe Mebsters tur, og hun skriver om et fænomen, som ikke var decideret ukendt for mig. Det bekræfter fint nogle ting jeg havde på fornemmelsen – men jeg er lidt chokeret over hvor bevidst det er. Men jeg er også lidt naiv. Mebster, ordet er dit:

Jeg vågner. Og jeg mærker dig. Du ligger i min seng, og en enkelt lysstråle fra en sprække mellem vindueskarmen og mørkegardinet penetrerer værelset diagonalt. Du ligger ind til mig med fronten mod mig, med dit hovede på min arm, og din hånd hviler på min brystkasse – vi ligger lidt forskudt, så din pande er ud for min hage. Jeg kigger ned på dig. Du ligger med åbne øjne og kigger tilbage på mig, og jeg fornemmer at du har kigget på mig længe. Jeg smiler til dig, kysser dig på din pande. Du smiler tilbage, og lukker øjnene i en langsom bevægelse, åbner dem, og kigger igen på mig. Du dufter fantastisk. Vi lugter formentlig begge en smule af alkohol, men det er som om det udlignes og nulstilles, og duften af din parfume ligger i luften, diskret men tilstedeværende. Dit hjerte banker tungt, ikke hurtigt, men tungt. Jeg ser dig ind i øjnene. De er så evigt kønne, så dybe. Du er ikke bange, men jeg fornemmer en ængstelighed – du tænker at du er på udebane, at du er i min hule, løvens hule. Du har tømmermænd, og du ved ikke om du blot er mit bytte, fanget i udkanten af nattelivets høje græs – og om jeg var mæt i forvejen, mæt af en succesfuld jagtsæson, og kun jagede dig for erobringens skyld, for at få min egen puls til at stige, mærke et adrenalinsus mere.

Jeg tager min hånd op til din kind, stadig med mit blik fæstnet mod dit. Min hånd kører med fingerspidserne tilbage mod dit øre og hals, i samme bevægelse skubber jeg dit lange hår tilbage, og blotlægger dit øre. Jeg læner mig frem, kysser din kind, kysser din ørespids, og napper blidt i din øreflip, og hvisker et hæst godmorgen til dig, velvidende at vi formentlig har passeret middagstid. Læner mig tilbage, og kigger dig igen i øjnene. Du smiler lidt mat, og kigger ned, og trækker hagen ned mod dit bryst. Jeg tager min hånd op til din hage, løfter blidt dit hovede tilbage i den forrige stilling, og dine øjne kigger igen på mig, dit smil tager til. Jeg kysser dine læber forsigtigt. Spreder mine egne læber lidt, og mærker at du gør det samme. Tager min hånd til din lænd, og presser dig ind i mod mig, mens vores kys bliver mere intense.

Du er ikke mit bytte. Du er ikke i min hule fordi jeg vil fortærre dig, og spytte dig ud i opgangen igen. Du er i min hule, fordi jeg vil være tæt på dig, være sammen med dig, mærke dig. En mage, ikke et bytte. Og du skal ikke være ængstelig for at der sker dig noget her, eller være bange for at dine tømmermænd tager dig, og selvom de gør, så slipper jeg ikke mit tag i dig. Jeg passer på dig, tager mig af dig, og jeg vil love dig at du vil føle dig tryg i den tid vi har sammen, hvadenten den er sat til lige nu, eller den kan udvikle sig til at vare for evigt. Tiden står altid stille i løvens hule, og den er altid intens. Vi er krøbet sammen i ét, vi er ikke længere en delmængde af verden, men vi har vores eget lille, kompakte univers.

Du kigger på mig, du smiler. Mine fingerspidser kører op af ryggen på dig. Jeg smiler tilbage, kysser dig lidt igen. Og du mærker roen forplante sig i din krop. Følelsen af at du ikke behøver at være bange for den sovende løve, når du kigger på den i det skjulte.

Så var der lige lidt radiotavshed fra blogmeisteren Kasper D. Jensen, og det skal han da naturligvis være den første til at beklage. Men jeg er lige løbet ind i en form for skriveblokade. Eller ihvertfald haft mit fokus andre steder, f.eks. på arbejdet, som har krævet lidt af mig i denne uge. I dag har været noget mere rolig, da jeg har haft en halv hjemmearbejdsdag kombineret med en halv fridag. Jeg tog hjem til mine forældre i Roskilde i går aftes, for at være her fra morgenstunden af, og synge fødselsdagssang og spise morgenmad med min lillesøster – som formentlig bor hjemme på sidste sæson, efter at dømme ud fra de pander, gryder, skeer, m.m., hun modtog i årets gavehøst. Natten inden blev tilbragt på en madras på gulvet, hvor en fuldvoksen goldenretriever på et tidspunkt i løbet af natten mente at der kunne være plads til os begge. Så da min mor obskurt tidligt kom ned for at vække mig, for at vi kunne varme stemmer op til fællessang, lå jeg med hår i munden i en øm omfavnelse med storsnorkende hund.

Da formaliteterne med sang og morgenmad var overstået, havde jeg en halv hjemmearbejdsdag her fra Roskilde, hvor jeg blandt andet skulle tidsregistrere den tid jeg har brugt på diverse kunder og projekter i februar måned. Jeg er ikke så god til at gøre det løbende, så det meste er noteret på diverse papirer og i min kalender, så det skal sådan set bare tastes ind. Eller “bare”. For det tager lang tid at finde rundt i systemet, og finde de enkelte kunder, og frem og tilbage. Det er næsten sjovere når trimmeren kommer for tæt på huden på pungen, end det er at tidsregistrere. Jeg hader det virkelig. Og så var der gudhjælpemig ikke noget kaffe i huset. Hvem fanden har et hus uden kaffe? Det er jo et fuldstændig ubrugeligt hus, og kunne for min skyld ligeså godt jævnes med jorden. Så jeg var virkelig ved at gå død over flere omgange. Planen var egentlig at blogge, når jeg var færdig med arbejdet for i dag, og fridagen startede. Det er selvfølgelig lidt et skråplan at tage fri fra arbejde for at blogge, men hey, sådan må det jo være, når man insisterer på at blotlægge sit liv på nettet. Men da jeg endelig var færdig med tidsregistreringen, følte jeg at jeg måtte belønne mig selv ved at tage bilen op til den lokale 7-11 efter en bare nogenlunde god kop kaffe (færdiglavet kaffe, ikke noget med at købe kaffepulver eller nescafé, nejnej, så fremsynet er jeg da ikke). Men på vej tilbage til bilen, spotter jeg skiltet til Syndernes Højborg – de gode gamle Gyldne Buer, Chateau D’MacDonald. Og ender med at vade direkte ind i det storkapitalistiske madimperium, og fortærre en hel dags normale kalorieindtag på mindre end 20 minutter.

Nu ligger jeg helt fladt i en sofa, med den der sult på en kvalm måde, som man kun har når man har været på McDonalds, og ikke ved om jeg skal straffe mig selv med en løbetur eller ved at stikke en finger i halsen. Eller bare give fingeren i det hele taget, og sætte mig til at se The Hills sammen med min søster. Ja, I hørte mig – The Hills. Den urealistiske docu-soap om nogle tøser fra LA, som giver den gas som gæs, og med tilhørende tools og airheads blandt de fyre der er i deres liv. Det er det eneste fordummende TV jeg kan hive mig op til. Jeg følger hverken med i Paradise Hotel, Singleliv, De Unge Mødre, Dagens Mand, X Faktor eller whatever. Men en serie om piger primært henvendt til piger mellem 12 og 20, dét er lige mig.

Hvis du opfatter det at jeg sover i ske med en goldenretriever, tager halve fridage for at blogge, tager en bil 2 kilometer for en kop kaffe, spiser McD til frokost og ser The Hills med min søster som tegn på at jeg er ved bevæge mig ud på et skråplan, så sig lige til. Hov, min søster er lige gået?… men tilgengæld er min mor kommet hjem med kartoffelkage…. mmm, skråplan.

PS. En anden gang jeg er lidt stille her, så husk at der findes rigtig mange gode blogs derude – jeg har tidligere kastet shoutouts ud til andre blogs, men min absolutte yndlingsblog for tiden er Sidneylise-bloggen. Hvis du ikke kender den, så brug 5 minutter på den. Det er 2 unge piger der skriver, og det handler primært om mode, så er du advaret. Sekundært handler det om alt andet, og helt generelt er det sjovt, påtaget naivt og  ironisk. I sær det her indlæg fik mig til at grine højlydt.

Hele min søndag forsvandt bare. Puf, sagde det. Jeg er ret sikker på at den var der, men den var omgivet af en døs af ‘dagen efter’, og en let snurren i hovedet. Hvilket egentlig er dybt uretfærdigt, taget i betragtning af mit alkoholindtag natten før. Det burde straffes med op til flere ture til det lille knæle-alter ude på badeværelset – det ved jeg da, det kan jeg da bevidne ved mere end én førstehåndsberetning. Tilgengæld har jeg så været ramt af en slags tømmermænd i dag.

Men jeg har da også haft samtaler på Messenger i dag, hvor sætninger som “Kan du huske da vi væltede den der container indenfor?” indgik. Så fair nok. Når man begynder at drikke flere shots og energidrikke end øl inden kl. 22, som opvarmning til den egentlige fest, så skal det jo et eller andet sted gå galt. Og det gjorde det så. Det var sammen med mine wingmen JohnJohn og Bjørncé, og jeg bliver altid maksimalt fuld, når jeg er i byen med dem hver for sig – og her var der så dobbelt op på løjerne. Vi var inviteret til fest under temaet “Hat og Briller”, og for mit vedkommende mente jeg at Paryk og Elvis-solbriller måtte være det samme. Jeg ved ikke helt hvad jeg lignede – en albino-Shaft? Bjørncé var klædt ud som klovn og JohnJohn som tyskertøs.

Jeg husker ikke natten som et hele, men mere små brudstykker af ikke-sorte huller fra aftenen, som jeg i de sidste par døgn har forsøgt at kortlægge, uden det helt store held. Jeg mindes dog at der var en sød og lækker Paris Hilton tilstede, men jeg måtte ikke få hendes nummer, da jeg spurgte. Og så kan jeg huske da vi ankom til festen. Vi havde “lånt” et skilt udenfor, hvor der stod “Pas på isslag”, som klovnen Bjørncé skulle løbe ind med, lade sig vælte, og række skiltet til værtinden. I sig selv et hurtigt indstuderet stunt – men det var ren improvisation at JohnJohn og jeg så den liggende Bjørncé som en kærkommen lejlighed til at lave en klynge. Så vi kaster os over ham, og ligger så og roder rundt i en kæmpe kluddermor nede på gulvet, et sted mellem 15 og 20 sekunder efter at vi var kommet ind af døren, foran godt og vel 40 mennesker. Da jeg på et tidspunkt ligger nederst, kan jeg høre John spørge om jeg er frisk på en 69′er, og inden jeg når at svare på den fuldstændig absurde henvendelse, er han igang med at vende sig over mig.

Altså… folk må ha troet at vi var aber på coke…

Hvilket stemmer meget godt overens med at jeg i dag er blevet konfronteret med en 3.hånds beretning fra festen, som gik på at mit slæng var – og jeg citerer – “barnlige og sindsssyge”. Well… det er ikke helt ulig den karakteristik jeg selv ville give aftenens præstation, og jeg må faktisk indrømme at jeg ikke kan finde ud af om jeg skal være pinlig berørt eller en smule stolt. Faktum er at vi havde en skide sjov aften, og så må andre jo bare stikke piben ind. Og sende regningen.

Men fuck, den har været hård i dag. Og jeg burde så meget tage op at træne eller ud at løbe, men min krop og jeg er ikke enige om det liv vi burde føre, og lige nu værker den lidt. Men okay, jeg har en 3×8 centimeter stort blåt mærke på min ene overarm, og mine skinneben er nærmest ultraviolette af blå mærker. Og min koncentration har heller ikke været den bedste idag, så jeg skylder en top-performance på job i morgen, og den skal de nok få. Det er jo nogle gange fordelen ved et kontorjob. Lige i dag har jeg været glad for at jeg ikke var hjertekirurg, brandmand eller at jeg havde ansvaret for at 2 pandaer parrer sig – sådan et job hvor der ikke rigtig er råd til en enkelt offday.

“Du kan da bare lade være med at drikke?”… jah, det er selvfølgelig også en mulighed, mor. Det stopper også nu. Eller… Efter næste gang, jeg skal bare lige have én tur mere!

I får lige et billede af The White Shaft – eller Det Hvide Skafte – også kendt som Loco Luke. Og Bjørncé The Clown. Det her er en lille time INDEN vi ankommer til den egentlige fest. Billedet taler mere end resten af indlægget.

Nu har mit indlæg omkring min skrukhed bidt mig lidt i røven. Fordi min gode ven mener at jeg nu er oplagt som babysitter af hans 5-årige søn. Men jeg er nu ikke skræmt af tanken, faktisk tror jeg mig og Oskar ville få en fantastisk dag. Hvis det nu f.eks. var en lørdag, så ville vi have følgende program for os:

Kl. 13.30 Afhentning af Oskar hos hans forældre.

Kl. 13.32 Oskar og jeg tager lige en snak nederst i opgangen hvor han bor. Jeg forklarer ham at vi skal have den sjoveste dag sammen, men hvis jeg snakker med en fremmed dame, så skal han lade som om at jeg er hans far – og hvis han kan fortælle en historie om at hans mor (og min kone) døde, da hun var udstationeret som feltsygeplejerske i Afghanistan, og mit hjerte aldrig har helet siden, så er der ekstra flødeboller senere.

Kl. 13.35 Oskar kravler op på mine skuldre, og vi går ned af Østerbrogade.

Kl. 13.45 Oskar og jeg ankommer til McGrath´s Irish Pub på Østerbrogade. Vi bestiller en stor fadøl til mig, og den største form for cola de har til Oskar – jeg forklarer den søde bartender at hun bare skal “keep them coming”.

Kl. 13.47 Oskar og jeg sætter os til rette foran storskærmen, og ser Liverpool (mit hold) mod Manchester United (Oskars fars hold). Jeg bruger herefter hele første halvleg på at fortælle Oskar Liverpool-anekdoter, og gør alt for at indoktrinere ham

Kl. 14.30 Halvleg, og vi skal tisse. Jeg hjælper Oskar og løfter ham op, så hans stråle kan nå pissoiret.

Kl. 14.31 Jeg ryster på hovedet, da Oskar spørger om vi ikke skal vaske fingre.

Kl. 14.33 Oskar får en tyver til den enarmede tyveknægt, mens jeg flirter med bartenderen.

Kl. 14.42 Bartender tror at jeg er enkemand. Bartenders telefonnummer er lagret.

Kl. 14.45 Anden halvleg starter. På dette tidspunkt kan Oskar synge med på slagsange.

Kl. 15.30 Vi forlader pub.

Kl. 15.35 Vi ankommer til McDonalds. Oskar må få alt hvad han peger på.

Kl. 16.04 Vi tømmer McDonalds bakke med 13 forskellige mad-artikler, som der er taget én bid af.

Kl. 16.18 Vi ankommer til park med stor legeplads. Oskar har fået at vide at han kun må lege med de børn, som har lækre mødre.

Kl. 16.43 Efter Oskar har leget intenst med en anden dreng i en halv times tid, bydes vi på saftevand og chokoladekiks af den anden drengs mor.

Kl. 17.01 Anden dreng og hans mor forlader legeplads. Moren tror at jeg er enkemand. Morens nummer er lagret.

Kl. 17.06 Større kvabset dreng uden selskab af forældre, skubber Oskar omkuld. Jeg sætter mig ovenpå større kvabset dreng, og introducerer minutiøst Oskar for begreber som fransk manchette, sømandsbryst, øreknips og sheriffstjerne, demonstreret på større kvabset dreng.

Kl. 17.18 Vi forlader legeplads. Oskar virker træt, og vi går i 7-11 efter Red Bull Light. Nåja, han kan jo ligeså godt lære at være opmærksom på kalorieindtaget med det samme.

Kl. 17.23 Oskar skal tisse igen, og jeg lærer ham at tisse på offentlige steder.

Kl. 17.32 Vi ankommer til Irma, på jagt efter frysepizzaer. Oskar er frisk igen, på en lidt halvmanisk måde.

Kl. 17.34 Jeg spotter en lækker blondine i frugtafdelingen. Jeg får Oskar til at gå hen og tage hende i hånden, og spørge om hun er hans mor. Efterfølgende går jeg hen, og sætter mig på hug foran Oskar, og beder ham slippe den rare dames hånd, og fortæller ham højt nok at han jo godt ved at hans mor ikke er her mere. Jeg siger at han kan løbe ned i slikafdelingen og vælge hvad han vil til i aften – og undskylder overfor blondine, og forklarer den “rette” sammenhæng.

Kl. 17.42 Blondines nummer lagret. Oskar har puttet cirka 4,7 kilo slik i indkøbskurven. Jeg introducerer ham samtidigt for begrebet som at anskue frostpizzaer som en regulær pizzabund, og vi indkøber derfor ekstra toppings, med vægt på den øverste trekant i madpyramiden.

Kl. 18.01 Vi kommer hjem til mig, og tænder for Xboxen. Jeg forklarer Oskar at der ikke findes noget der hedder dårlige tabere, og at han er nødt til at lære det på den hårde måde.

Kl. 19.14 Jeg opgiver, da jeg for gud ved hvilken gang i træk har tabt til Oskar, som åbenbart har en rainman agtig tilgang til Xbox.

Kl. 19.23 Vi drikker proteinshakes med kreatin.

Kl. 19.45 Vi laver pizza. Dvs. smider fyld på frosen pizza, og smider det hele i ovnen. Imens ser vi sportsnyhederne på TV.

Kl. 20.10 Vi spiser pizza, drikker cola – og jeg lærer Oskar at bøvse alfabetet.

Kl. 20.49 Jeg introducerer Oskar til SMS-begrebet. Forklarer ham at hende pigen Selma fra børnehaven, som han synes er sød, vil sætte pris på at få en SMS fra ham, specielt om natten. Vi prøver også at google hende, og finde hendes nummer på Krak. Men det går op for mig at det er pissesvært at støve 5-årige op på nettet… altså..

Kl. 21.22 Jeg læser M! højt for ham

Kl. 22.00 Vi ser Paradise Hotel, og drikker Red Bull Light igen.

Kl. 23.00 Jeg de-briefer Oskar. Forklarer ham hvad han ikke skal fortælle sin mor og far, og hvad der er vigtigt at han tager med sig videre i livet. Takker ham for hjælpen med de 3 telefonnumre, og siger at jeg synes vi skal hænge ud lidt oftere. Han hører vist ikke rigtigt efter, han skøjter rundt i sofaen, og trommer manisk med hænderne i stuebordet.

Kl. 23.15 Jeg kører Oskar ned til hans forældre i Optimus Suzuki. Oskar sidder på mit skød, og jeg lader ham styre rattet. Han har hornet i bund hele vejen ned af Strandboulevarden, og griner højt.

Kl. 23.28 Jeg afleverer Oskar, og forklarer hans far at vi har haft en helt stille og rolig dag.

Så er der for alvor gang i udsalget på kapster2.dk – du kan nu blive “fan” af kapster2.dk på Facebook! Jo, jo, 2 fingre i bussen, så kør.. nej hvordan er den nu?… Nåhmen, den primære funktion for dig, er at du får opdateringer fra bloggen direkte i dit Facebook Newsfeed. Så fremover har du måske lidt nemmere ved at have fingeren på pulsen (om ikke andet) om hvad der foregår ude i lavkultursdanmark, dvs. på min blog.

Jeg er ikke så vild med ordet “fan”, det lyder lige lovlig selvfedt. Så lad os kalde det Supporters, for I er en høj grad en del af legen

Men derudover håber jeg også at det kan bruges til andre ting, ligesom jeg bruger min Twitter-profil til de små SMS-lignende updates. Jeg skal bare lige finde formen for det. Men jeg indgår ihvertfald gerne i en dialog med jer i det forum også. Så bare spørg/hate/skyd løs.

Og så send da lige Support-siden videre til dem på din venneliste som du tror går med indre lyst til også at være supporter af et stykke dansk lavkultur. Hvorfor? Fordi jeg er en opmærksomhedssøgende manwhore – jo, jeg er! Og du kan li det, kan du!

Besøg fan-siden, og spread the loooove!

Og du skal ikke tøve, for hvad hvis det en dag er for sent at komme med?… så husk lige ham her, ik:

Jeg har støvet en pensioneret blogger op på den dersens facebook, og tvunget hende (lidt modvilligt) ud af hendes civile eksil, og bedt hende finde sin støvede gamle EDB-maskine frem fra loftet, for at give os allesammen en førstehåndsberetning fra singlelivet, set fra det modsatte køns side. Nedenstående tekst er efterhånden en måned gammel, men det smukke ved ord er at de kan leve i bedste velgående, selvom de forlængst er fortid. Jeg kender ikke personligt det videre forløb, men det kan da være hvis der vises interesse for det, at gæstebloggeren vil afsløre det i en kommentar.

I min bloggerkarriere (hej farfar) har jeg oplevet mange små finurligheder, pudsigheder og spidsfindigheder – jeg har haft gode oplevelser, sjove oplevelser, sære oplevelser og dårlige oplevelser. Oplevelser som lå udenfor bloggen, som et resultat af at jeg smider dele af mig selv ud på internettet. Oplevelser som jeg havde været foruden, hvis jeg ikke havde en blog.

Af alle de ting, så vil jeg kategorisere følgende som det mest mærkelige jeg har været ude for – og jeg har altså alligevel været ude for en del.

Det er et billede fra en hjemmeside, som du kan finde på www.resenrevser.dk – som proklamerer at jeg er gud. Og tæller ned til noget. Og jeg ved hvad du tænker, at det er mig der er ude i en sær gimmick, og noget med mit ResenRevser-tag her på siden. Men jeg har intet med det at gøre, jeg sværger. Det ville måske også lige være i overkanten af selvproklameringer at kalde mig selv for Gud. Trods alt. Og så vidt jeg kan se, så er det heller ikke Mr. Resen himself der er ejer af domænet.

Jeg er en lille smule fascineret. Og beæret.

Og måske også en lille smule skræmt, fordi hvad fanden er det lige der tælles ned til? Nu har jeg jo holdt øje med uret hele dagen, og pt. står den til at gå i nul om godt 15 dage. Men tidligere i dag stod den på 14 dage. Så nogen eller noget kan forlænge fristen. Jeg troede en overgang at det havde noget at gøre med når jeg lagde et nyt indlæg på bloggen, men da den har ændret sig uden at jeg har skrevet noget nyt, kan det ikke være det. Det minder mig om et scenarie fra serien LOST, hvor der er nogen der igen og igen skal indtaste den samme talkombination i en computer inden et ur løber ud, for ellers vil jorden gå under. Jeg troede måske det var det. At jeg skulle blogge for at holde jorden roterende. Men det ville fanme have været meget ansvar! I går var jeg klar til børn, men jeg ved ikke om jeg havde været klar til at løfte ansvaret for hele jorden!? Jeg synes det er lidt for meget at forvente af en fedladen, skaldet fyr der blogger. Blogger. Ikke Superman.

Men hvad der tælles ned til, har jeg pt. ikke noget bud på. Måske er det noget skæbne-agtigt. Måske er det en nedtælling til den dag jeg får sex? Uuuh.. Håber sgu ikke at jeg skal tage det helt bogstaveligt det med at være Gud, så. For det der med at lade min helligånd stå for undfangelsen hos en jomfru, må alligevel være i kategorien “halvkedelig sex”. Så hellere bare en missionærstilling med lyset slukket.

Måske er det en optælling? Jeg ved det ikke… jeg er puzzled. Men stik mig lige en mail eller sms, hvis den kommer for tæt på nul. For hvis det er noget med jordens undergang, vil jeg trods alt godt gøre en indsats for at holde os kørende. Det mangler da bare.

Nu er der sikkert nogen der mener jeg lefler – men de kan få fingeren.

Sidste år havde vi besøg på kontoret af en af mine kollegaer som var på barselsorlov, og som havde taget sin lille knægt med ind for at vise ham frem. En sød, stille fyr på nogle måneder. Da vi på et tidspunkt sidder i kantinen og får frokost, sidder jeg ved siden af min kollega og den lille fyr. Da jeg er relativt hurtigt færdig med at spise, og min kollega dårligt har andet end stukket til sin mad, fordi hun skal holde styr på sin baby, spørger jeg om jeg skal tage ham lidt. Det var ikke ud for et ønske at om at sidde med en baby – jeg så bare et praktisk problem, som jeg kunne være en løsning på. Sådan er jeg, jeg er en problemknuser, det har jeg altid været – min hjerne er et stort analyseapparat der altid tænker i løsninger. I en sidebemærkning har jeg drevet alle mine kærester til vanvid en milliard gange fordi jeg straks går i løsningsmode, når de har været kede af det – istedet for at tilbyde en skulder at græde ud ved, og et øre der er villig til at lytte.

Jeg får den lille mand hen på mit skød. Og hans små hænder lukker sig straks om mine fingre, og han forsøger at trække mine fingerspidser ind i munden. Whops, ro på, Batboy, du ved ikke hvor de har været sidst. Hans hoved kører løst rundt som på et kugleleje der trænger til at blive strammet, og hans lille krop aser, maser og skubber. Men han er glad. Jeg kan mærke hans lille hjerte pumpe liv rundt i kroppen. Og i mig. Jeg kan mærke en følelse jeg ikke har prøvet før. En følelse af at det er rart med den lille klump kød mellem mine hænder, og jeg skjuler et livsglad smil. Da kollegaen er færdig med at spise, tilbyder hun at tage ham tilbage, og jeg afviser prompte, måske endda lidt for prompte. Nej sgu, nu sidder vi lige og hygger.

Et par timer senere slår det mig at jeg har oplevet at være skruk. Jeg siger ikke at jeg er klar til den del af livet, men jeg siger at tanken ikke længere skræmmer. Jeg kan se mig selv med en barnevogn. Jeg kan se mig selv stå søvndrukken op kl. 4 om morgenen og håndtere babygråd. Jeg kan se et barnesæde i Optimus Suzuki. Jeg kan se mig selv med et barn, mit eget, på skulderen. Og ikke være skræmt. Jeg kan se mig selv tage ansvaret. Og bære det.

Da min ekskæreste for ikke så lang tid siden blev mor til en lille dreng, var jeg forinden sikker på at jeg kom til at fornægte hans tilstedeværelse. Fordi han jo på en måde var et symbol på hvorfor jeg ikke var sammen med hans mor. Men jeg fornægter ham sgu ikke, tværtimod, ville jeg ønske jeg også havde sådan en lille én. Hun elsker og forguder ham, og det er virkelig sødt at høre om, og jeg ved at hun kaster al sin smukke kærlighed efter ham. Han ser også så sød ud på billederne, med alt sit mørke, tykke hår, og den bronzefarvede hud som hans mor også har. Og igen kunne jeg mærke en følelse af skrukhed. Tænk sig at have noget at forgude på den måde, noget der er større end ens eget liv – noget man har mulighed for loyalt at elske igennem hele livet, noget som er ens eget, sit eget kød og blod.

Det må være fedt.

Når man kommer op i min alder (godmorgen, farfar) så er man også nødt til at forholde sig til at jævnaldrende kvinder måske har et barn med i baggagen. Sidst jeg skrev blog, havde du nok set et skær af panik i mine øjne, hvis du sagde at du havde et barn. Sådan er det nok, når man er 25 år, og børn er noget man vil øve sig på at lave, og hvis de ikke kan spille fodbold ude i haven, så kan du ikke se den store nytte i dem. Nu skræmmer det mig heller ikke, jeg er sikker på at hvis moren er alt hvad jeg havde drømt om, så er barnet det også. Da jeg på et tidspunkt flirtede lidt med en kvinde med en lille datter, tog jeg mig da selv en enkelt gang i at tænke, at min mor ville gå helt i selvsving når jeg sender hende billeder af den smukke datter, og siger at hun skal være reservefarmor for den lille engel. En veninde sagde fornylig at jeg ville blive en god stedfar. Jeg tør godt vove pelsen og sige at jeg har potentialet til at være verdens bedste stedfar. Ikke kun fordi jeg er en barnlig sjæl, generelt er god til børn, men også fordi jeg har haft verdens bedste stedfar selv. Den perfekte blanding af far, storebror og ven – med tilpas tilsatte mængder i hver af kategorierne. Og sådan vil jeg også selv være stedfar. Og far.

Som sagt tror jeg ikke nødvendigvis jeg er klar lige nu. Men det er selvfølgelig også lidt svært at forestille sig i en single-kontekst, med fart på storbylivet og karrieren. Tror det er noget man tager stilling til når det er relevant at tænke en stedfar- eller far-status ind i tilværelsen.

Sidstnævnte tør jeg forresten godt spå ikke kommer til at ske indenfor de næste 9 måneder. Just saying.

Burde egentlig blogge om kaos, men er nok nødt til at ignorere det for nu.

Så indtil da vil jeg hive en kommentar frem, som jeg gav til en læser. Jeg har nemlig ikke rigtig noget indtryk af hvor mange der læser kommentarerne. Jeg snakker ihvertfald ofte med folk der betror mig at de aldrig læser kommentarerne. Men der var en læser - Læserinden – som spurgte til hvad det var at jeg faldt for ved en kvinde. Og det er langtfra første gang, jeg har fået det spørgsmål, og jeg forstår godt hvor det kommer fra. For jeg skriver ofte om det fysiske, når jeg beskriver de kvinder jeg møder på min vej. Så forstår godt, hvis folk har et billede af mig som en meget overfladisk fyr. Men lad mig prøve at nuancere dette billede lidt.

Jeg tænder på aura og på udstråling. Så når jeg skriver at en kvinde er smuk, så er det ikke nødvendigvis fordi hun er forside-materiale til hverken M! eller Elle. Og udstråling kan være en milliard ting. Jeg kan f.eks. blive helt vild i varmen, hvis en selvsikker kvinde viser skrøbelighed. Så er der en sprække i panseret som jeg bliver fascineret af, og som jeg gerne vil hen at pille ved (det lyder forkert når jeg siger at jeg vil pille ved hendes sprække – eller også lyder det egentlig helt rigtigt). Det appellerer nok til mit beskyttergen, det her med at der er noget jeg kan være. En rolle jeg føler jeg kan udfylde. Ligesom jeg kan fænges af kvinder der ved nøjagtig hvor sexede de er, så kan jeg blive tændt af kvinder der slet ikke aner hvor sexede de er. Eller det kan være en bestemt måde de bevæger sig på, taler på, alt er i princippet i spil.

Og så bliver kvinder smukke i mine øjne. Selvfølgelig kan jeg også tænde på forsidepigen, men sgu ikke uden at der er noget ekstra. F.eks. synes jeg ikke Tina Lund er specielt smuk, hvilket en veninde ikke forstod en meter af (indtil hun så det der program med hende, så var vi helt på bølgelængde). Og jeg elsker når der er noget der bryder billedet. En skønhedsplet, hvor der ikke burde være, et ar hvor der ikke burde være. Det perfekte er ikke perfekt for mig.

Kan indholdet så gøre hende smuk? Ja da, i høj grad. På samme præmisser som ovenstående. De afslører sig selvfølgelig bare ikke lige så hurtigt. Og der kan du argumentere for at det kan være svært at finde den slags skønhed på bunden af et shotglas – enig. Men det er jo ikke kun de miljøer jeg bevæger mig i, selvom det kan virke sådan. Og lur mig om hende der skal lukke bloggen, ikke er en jeg har rendt ind i ude i byen. I øvrigt fandt jeg jo min ekskæreste via nettet. At hun så senere viste sig at være smuk og sexet as hell var jo så bare bonus. Kæresten før det på mit arbejde, og kæresten før det på min skole. Så selvfølgelig er indholdet uhyre vigtigt. Nu skrev jeg i det forrige indlæg om det berømte “klik”, og når det opstår så er udseende helt underordnet.

Jeg er godt klar over at der er nogen som har det fint med at ligge ved siden af et totalt airhead, så længe hun bare ser perfekt ud, og hendes bryster står ud i luften, selv når hun ligger på ryggen, men det er altså ikke lige mig…. ah, okay, jeg ville da ikke sige nej til det med brysterne, jeg er vel for fanden bare en mand! Men hun må bare gerne se TV Avisen og fatte bare 22-28%. Større krav har jeg heller ikke. Og humor er et must.

Social status er underordnet. Både opad og nedad. Således kan jeg finde både direktøren og nettopigen smuk.

Endeligt er der jo så lige den lille krølle, at vedkommende måske en dag kom til at læse om sig selv her. Og så skal alle piger være smukke. Jeg VIL have I skal føle jer smukke. For det er I, i mine øjne. Ellers var I ikke interessante.

Er jeg så bare total anything goes? Nej da. Tror jeg på mange områder er ligeså storslem til det overfladiske som gennemsnittet. Jeg har f.eks. det ikke særlig godt med kvinder over 180 centimeter. Jeg føler mig intimideret af dem. Dvs. mere intimideret end jeg gør generelt! Og sådan er der nogle andre småting, men alligevel ikke værre end at jeg sagtens ville kunne leve med det, hvis alt det andet var i orden.

For at opsummere, så er det altså rigtig mange ting, som udgør et hele – som kan være et turnon eller -off. Og sådan er det vel for de fleste. Det kommer til at minde om konklusionen på det forrige indlæg, men hvis der fandtes en opskrift for hvordan min kvinde skulle være, så var det jo bare at oprette en datingprofil, og segmentere sig frem. Men jeg tror ikke på sådan et fintmasket net. I forsøget på at sortere skidtfisk fra, kan der sagtens ryge op til flere guldfisk med i frasorteringen.

“Kap, hvis du bare engang imellem fulgte dine egne råd”

Det kunne have været jordens største sviner af mig. Men han mente det godt, min ven. Og jeg kunne ikke lade være med at grine lidt. For gud, hvor har han ret. Jeg har flere gange givet ham de bedste råd om hvordan han skulle tackle kvinden i hans liv. Som en selvbestaltet ekspert ud i parforholdets mekanismer. Jeg har efterfølgende set ham implementere et eller to af mine råd, og set det virke. Der var jo heller ikke noget af det som jeg fortalte ham, som var nyt – han vidste det godt i forvejen, det gør vi alle. Han havde måske bare brug for at have én som ligesom kunne holde ham op på det.

Men ja, hvis jeg bare engang imellem fulgte mine egne råd. Så ville jeg sikkert vælte mig i damer – hvis det ellers var det, som var målet. For jeg vil jo bare have én. Dén. The one. Hende som på en eller anden måde heler mig, hende som får mit hjerte til at true med at hoppe ud af soklen, når man ser hende fra afstand første gang, og som formår at få mig til at slappe så meget af og hvile i mig selv når hun ligger i mine arme, at man kunne nå ned i kiosken efter øl imellem hjerteslagene.

Men sådan er det jo. Det er altid psykologen der har de mest fucked up børn, det er altid bankmanden der har rod i sin egen økonomi, sexologen der ikke får sex nok og det er altid bageren der har gluten-allergi. Sådan er det! Og sådan er det jo også med så mange andre ting. Ham der kan give alle råd omkring hvad kvinder vil have og hvordan de skal tackles, er ofte ham som ikke rigtig kan forvalte det i praksis.

Og som udgangspunkt stinker jeg til det. Jeg er altid ham som løber til en i rækken af veninderne, og spørger “HVAD I AL HELVEDE betyder ‘det gør jeg helt sikkert’, når jeg sagde ‘du kan jo skrive hvis du kommer til at kede dig’ – betyder det så at hun helt sikkert skriver, eller at hun helt sikkert kommer til at kede sig?” De ved hvad klokken er slået, når jeg starter en sætning med “hej, jeg har brug for en kvindeordbog”. Som regel er det bare mig der under- eller overfortolker noget, og så hjælper de mig med at forstå, eller måske ovenikøbet lægge en strategi.

… hm, det slår mig lige at den her blog er et synligt bevis på at de egentlig ikke gør det særlig godt… note to self.

Anyway. Engang imellem. Med års mellemrum. Så støder jeg på en kvinde, hvor der egentlig ikke er så meget at skulle fortolke. Hvor dialogen er mere åben, uden alle mulige umulige koder, som man skal ud at finde en Enigma-maskine for at kunne tolke. En kvinde som forstår at jeg når siger at jeg vil have hende, så er det en del af en bejlen, og passioneret flirt, som der ikke nødvendigvis er deadline på – og ikke et udtryk for et desperat ønske om at komme ind i hendes soveværelse 2 minutter efter. Der er skruet ned for alle julelege, alle koderne, og skruet op for uskyldig og skyldig flirt. Såsom at finde på at skrive “jeg har lyst til dig” som svar på en meget banal sms, velvidende at hun sidder midt i en familiemiddag, og at den sms formentlig får blodet til at rulle bare lidt.

Det er som et lod i en tombola. Og måske trækkes den ud som vinder, hvem ved. Det er også ligemeget. Hvad der er mere interessant er at jeg kan li mig selv, når jeg er som jeg er, overfor den type kvinder. Mere i balance, mere i overskud, og knap så meget på hælene.

Desværre kan jeg ikke helt se at der skulle findes en opskrift for hvor jeg støder ind i lige præcis den slags. For så havde jeg selvfølgelig bare opsøgt det. De gange jeg har oplevet det, er det bare det berømte ‘klik’, som er opstået sådan lidt tilfældigt. Det har ikke været nogen specielle typer eller kvinder med en særlig baggrund. Det er bare noget uforklarligt. Noget hvor man føler en øjeblikkelig kemi. Tillid. Hvor man en time inde i den første samtale pludselig fortæller en vildt fremmed nogle af sine inderste hemmeligheder. Hvor man langsomt piller lagene af hinanden, og for hvert lag, opdager en eller en anden stor ting eller detalje, som giver dig lyst til at se under det næste lag. Og man hvirvles dybere ind, og det bliver til et fix – et fix man må have, man skal have en bid mere, et lag mere, mere vil have mere. Pludselig føler man sig alene, når den anden ikke har givet lyd fra sig bare en halv dag. Og det prikker lidt i maven, når man ved at den anden er til fest. For hvad hvis der kommer én ind fra højre og snupper hovedgevinsten i tombolaen, og loddet bliver til en nitte. Men man lever dog med det, for inderst inde ved man at indsatsen er risikoen værd.

Suk. Stik mig et lod. Nu.

Uden for mit vindue er 2 skader ved bygge en rede. Midt i den koldeste vinter. Eller bygge en rede er måske så meget sagt: det er en efterladt rede fra i sommers, som lige udbygges med et par småting. Jeg er ikke nogen ornitolog, men det forekommer mig at være et halvsørgeligt projekt. Skaden er ellers ikke ligefrem min yndlingsfugl, faktisk er den helt ude i den anden ende af skalaen, sammen med duen. Jeg hader duer. Jeg synes de er tykke, dovne, klamme og ulækre. Og jeg er heller ikke så vild med skader. Det er ikke nogen smuk fugl. Jeg er ikke bange for dem. Egentlig er jeg ikke bange for noget, som jeg ikke har tænkt mig til. Når man reducerer al sin frygt og angst til den definition, bliver den faktisk på en måde mere overkommelig. Men stoler bare ikke på skader. Det ligner sådan en fugl som er ond. Og den står altid og prikker i den påkørte hare i vejkanten på motorvejen. På sådan en arrogant måde. En bil drøner forbi den med 130 kilometer i timen, og den er fucking ligeglad. Er sikker på at en skade godt kunne finde på at prikke mit øje ud, hvis jeg vendte det blinde til. Og så larmer de i øvrigt, på sådan en maskingeværssalve-agtig måde.

Men at bygge en rede nu, virker som et fatalt projekt. Selv reden er udgjort af 40% sne lige nu. Og så er der bare noget trist i at betragte et par bygge deres fremtid på fundamentet af noget gammelt, noget der ikke var deres til at begynde med. Måske er det derfor – fordi at de har alle odds imod sig – at jeg alligevel nærer lidt sympati for det lille drama. At jeg på en måde synes de er smukke.

Der er noget sørgmodigt romantisk – noget smukt – i at kæmpe for fremtid, for kærlighed, selv når det synes udenfor rækkevidde. At gå til rouletten og smide det hele på rødt. All-in. Lukke øjnene og håbe på en vinder, og så må det briste eller bære. At lukke sig inde i en romantisk tidskapsel, isolere alt andet og lukke alle andre ude, fokusere kun på den anden, den andens kærlighed, tage imod og give, og kæmpe selv når smertens slagmark synes overtaget af mørke. Kærlighed på lånt tid. Kysse tårerne blidt væk fra en blød kind, fordi man ved at når græskarret kommer ved midnat, skal Askepot hjem, og i dette eventyr er der ingen sko, der får det hele til at passe. Flette fingrene sammen, og knuge så hårdt at knoglerne føles tæt på at splintre, men stadig vide at man ikke kan flette knuder stærkere end at de løsnes ved selv den mindste uro. Hvad er smukkere end at sætte alt på ét bræt for kærlighed, selvom man måske ved at den ikke varer for evigt? At turde sig hengive, lade sig falde, lade sit hjerte afsyre så den rene glatte overflade blottes.

Det ER smukt.

Velvidende at man også løsner hasperne til døren til de dystre og mørke gange i ens sind, og kun kan frygte at den kolde vintervind blæser døren op, og vælter det skrøbelige korthus omkuld. Og gør skade. Gør ondt.

Jeg håber de 2 fugles projekt lykkes her og nu. Måske fundamentet og sæsonen ikke er velvalgt for deres lille projekt. Jeg krydser fingre. Hvis ikke, håber jeg stadig at de tør tro på en fremtid, en lykke – at de tør elske igen, blotte sig, være sig selv. At de får døren til sindets mørke haspet til i en fart. Ellers kan skaderne blive onde fugle. Onde fugle som hakker i den itukørte ræv i motorvejsrabbatten, og er pisseligeglade med om verdenen skulle styrte ned omkring ørerne på dem om lidt – ja, det ville måske endda betragtes som en befrielse, skulle det ske.

Og dér stopper det smukke.

Jeg har fået bil. Hvilket betyder at det for første gang er mig der er chauffør for min ven Kim, når vi skal til SuperBowl Night senere i dag – og ikke omvendt som de andre år. Da det gik op for Kim, gik han helt i selvsving. “Vil det sige at jeg kan drikke øl i år?! Hooooold nu op, jeg skal jo næsten være fuld så! Jeg tager fat i Rune med det samme.”

Rune, som er vært i aften, skriver pludselig til mig 15 minutter senere på messenger.

Jeg ved ikke om jeg gider i år. Best Friends Forever.

Det er Super Bowl weekend. Og det tages meget seriøst. Sædvanen tro skal vi mødes ude hos min ven Rune i morgen eftermiddag, hvor den står på vulgær mad, cola-redbull-kaffe, hygge og amerikansk fodbold midt om natten. Det har været en fast tradition siden 2002, så vi nærmer os 10-års-jubilæet. Tidligere kunne jeg godt klare en enkelt bytur aftenen inden, eller måske endda 2 dage i træk inden, men i takt med at alderen trykker, så er det blevet mere og mere pres. For man går bare ikke død på Super Bowl Night – det gør man bare ik!

Men jeg kunne godt have været ude i går. Men var så flad, og havde en masse ting jeg skulle have styr på. Så efter arbejde og træning, havde jeg bare en stille aften for mig selv. Men da klokken havde passeret 20, kunne jeg mærke dét. Den der følelse, som jeg ikke har haft i nogle år – følelsen af at gå glip af noget. En rastløshed breder sig i kroppen. Hvad hvis hende fra sidste weekend er derude? Hvad hvis drengene har den sjoveste aften? Hvad hvis man mødte nye bekendtskaber? Og så bliver der lokket, typisk fra SMS, men nu også fra andre steder. Jeg bliver nødt til at kigge på en lille seddel ved min bærbar, hvor der står “disciplin”. Som en reminder om noget jeg ikke altid er så god til, når det kommer til mit privatliv. Den hænger så godt nok ved siden af sedlen, hvor der står “gøre-kasper”, og lige i går aftes – og sikkert også i aften – harmonerer de 2 sedler ikke så godt, når målet netop er IKKE at gøre noget. Så det er sgu svært. Når den søde smag af humle og shots, og bassen i mellemgulvet lokker. Man kunne jo bare gå ud at drikke én enkelt øl? Men nej, det kan jeg ikke. Jeg drikker jo aldrig bare for sjov, vel – alkohol er noget man skal tage alvorligt og have respekt for, har mine forældre altid sagt. Og det forsøger jeg altid at leve op til, og går seriøst til det, hvis først jeg starter.

Men missionen lykkedes. Og jeg har da fået helt utroligt meget ud af den her lørdag også. Nået en masse ting, man ellers ikke gør. Blandt andet har jeg købt lidt tøj og sengetøj (yes, du kommer bare!), men mest for at slippe for at vaske det jeg har i forvejen. Det er lidt et skråplan, må man sige. Men det er da rart med sådan en tømmermændsfri lørdag, og komme ud i opgangen og undgå at komme til at sige “godmorgen” kl. 15 til en af de andre beboere, men i stedet bruge frasen på det mere passende tidspunkt 9.15.

Men altså, det var da ikke sådan at jeg vendte bylivet helt ryggen. Jeg lod en livlinie stå åben. Og satte min telefon på “normal”-profilen i nat, så jeg var helt sikker på at vågne, hvis der skulle dukke et bootycall op. Nårhmen, jeg har da været lidt ude med riven her i begyndelsen af året, så man ved da aldrig! Som om. Jeg sov da ligeså godt i nat, som jeg har gjort længe. I mit tilfælde bør man nok næppe være nervøs for om jeg får min nattesøvn spoleret af sultne hunkøn, som bare vil høre om jeg laver noget kl. 3 om morgenen. Desværre. Jeg havde da ellers håbet at hende pigen, der overnattede her forrige weekend, savnede mine varme dyner og bløde kys så meget at hun lige gav et ring. Eller bare en SMS. Men nej. Måske var det fordi at bogen “Kærestebilleder. Bogen for kærester og ægtepar – og for dem, der gerne vil være det” lå fremme på mit skrivebord, da hun var opppe at hente vand. Den lå der, fordi jeg skrev et indlæg om den tidligere. Jeg har ikke læst den, men det tror jeg nu heller ikke man behøver, for at finde ud af hvilket signal bogens omslag alene sender. Så hendes sexede krop sejlede ud af min dør inden jeg for alvor nåede at komme ombord. Det var nu også lidt complicated (80%), som det jo altid er med mig. Men noget siger mig at det ikke behøver at være slut endnu.

Så måske det var meget godt at jeg ikke kommer ud i byen i den her weekend. For så ville jeg helt sikkert brænde den bro, med en eller anden desperado-SMS. Som da jeg f.eks. sendte en SMS i forrige weekend til en anden pige, som lød noget i stil med:
“Telegram: Ude? +stop+ Løbet tør for venner +stop+ vil egentlig gerne se dig +stop+ S.O.S +stop+ mayday, mayday +stop+”

Hello Europe! Greetings from Norway! We really enjoy the show. Now the votes from the Norwegian jury. Kapster, zero points, Kapster, zéro points…

Eller det ved jeg ikke, hun svarede da tilbage i telegram-form dagen efter, men var i udlandet, og derfor ikke i stand til at gøre noget ved min SMS-SOS. Heller ikke hende hørte jeg noget fra i denne weekend. Den er vist også helt kuldsejlet.

Så lykkedes det mig at samle et nummer op for ikke så lang tid siden, som ikke havde noget med bylivet at gøre. Jo, jo, det kan godt lade sig gøre for mig! Hun gav mig det sådan lidt henkastet, med et “du kan jo skrive hvis du keder dig”. Men så er der jo alle mulige forpulede regler, “du må ik skrive før der gået X tid”, og alt det der. Især en jeg kender, er verdensmester i de regler. Faktisk i alle uskrevne regler, ikke kun hvad angår interaktionen imellem de 2 køn. En eller anden dag vil jeg interviewe vedkommende, og skrive dem i en bog. Tænk sig at få alle uskrevne regler skrevet ned? (F.eks. må piger ALDRIG gå alene på McDonalds!) Især fordi jeg er en umulius til de regler. Og jeg tænkte på Regelverdensmesteren, mens jeg sad med min telefon i hånden, som føles mere og mere varm mellem fingrene. Til sidst tænkte jeg “fuck det, det er jo for helvede sådan jeg er, så må det briste eller bære.” Og skrev et eller andet kvikt til hende. Hvortil hun kort efter svarede “Hold kæft, hvor var du lang tid om at skrive”. Og jeg løb en lille æresrunde i lejligheden.

Så SMS’ede vi lidt den aften. Og til sidst var det sådan noget med “godnat” og i den dur. Hvortil jeg afslutter med et lille kækt “Husk: hænderne over dynen”. Jojo, men har vel en vis form for elegance overfor damerne. Og hun svarer “Aldrig”. Så lå jeg der i mørket, og smilte lidt. Efter et kvarters tid, kom der så pludselig en fejlmeddelelse på displayet på telefonen. Et eller andet med en eller anden Teliacentral der forsøgte at sende mig en MMS. En MMS? Tænker du det samme, som jeg gjorde? MMS er jo typisk et billede, ik? Så jeg FLØJ op af sengen! Tændte lyset, og begyndte febrilsk at rode rundt i menuer og alting. Genstartede telefonen, og ventede på at den fik nyt signal, og stadig ingen MMS dukkede op. Så gik jeg ind i stuen med den tanke, at der måtte være et sted på Telias hjemmeside at jeg måske kunne finde hjælp, eller se den der MMS, hvad ved jeg. Og Windows nåede lige at starte op, da MMS’en pludselig poppede op i displayet på telefonen. “Ønsker du at åbne MMS?”. Ja for helvede da! Åbn, åbn, åbn!!!

Forestil jer min skuffelse, da det viste sig at være en kollega som sendte mig et billede af en bamse, som hedder Bob, som var en del af intern joke på mit arbejde tidligere på dagen. “Det her er Bob, er han ik sød? haha”. Rend mig, Bob! Jeg mener det: Rend mig noget så gevaldigt!

Heller ikke pige nr. 3 hørte jeg noget fra i nat.

Men hey, hey, Kasper – spiller du ikke på flere heste nu? – spørger du.

To ting. 1. Du skal fanme ikke kalde mine damer for heste 2. Jo, men hey, jeg er single, sagsøg mig. Det er trods alt mit priviligie. Og så intim er jeg jo altså heller ikke med nogen af dem, at det ligefrem gør noget, vel? Jeg ved godt at alle kvinder gerne vil føle sig alene om min opmærksomhed. Men jeg er jo ikke dum, jeg ved godt at lige præcis de 3 piger alle får opmærksomhed fra andre. Og opsøger den. Og lige nu er det vist heller ikke hestene med de bedste odds, jeg har penge på – der er eddermame langt til mål, så langt for nogle af dem, at de egentlig burde være afskrevet. Og forstå mig i øvrigt ret: hvis jeg når til second eller third base med nogen, så stopper jeg alle væddemål på andre heste, og ser om jeg kan få den ene helt i mål. Ikke kun fordi det er det rigtige, men også fordi det er sådan jeg er. Men så længe hestene er så langt efter, at man bør overveje om limfabrikken egentlig ikke bare burde have dem, føler jeg ingen skam i livet.

Så jeg sover fint om natten for tiden. Hæ – get it?

Ikke rigtigt, vel? Men det er på mange måder en fed overskrift – og hvem ved om jeg nogensinde får muligheden for at bruge den igen?

Det har været en hektisk uge for mig på mit arbejde. Så min stilhed her på stedet, skyldes ikke (kun) et signal om den store martyrdød, og at jeg har været lidt træt af at skulle forholde mig til mig selv i alle mulige sammenhænge, men også helt simpelt at jeg ikke har haft tid til at reflektere særlig meget over noget, som ikke lige havde bund i arbejde.

Det skal nemlig ikke være nogen hemmelighed at jeg på et tidspunkt var lidt træt af det her projekt, på grund af dele af det feedback jeg fik i kommentarboksene. Nu har jeg så siddet og set lidt på kommentarerne igen. Måske er det bare fordi jeg har vænnet mig til tanken om dem, men jeg er kommet til den konklusion at jeg måske har været lidt nærtagende - ja, sorry. Men som jeg sagde i interviewet, så er det svært ikke at tage noget af det lidt personligt. I virkeligheden er det nok nogle meget få kommentarer der ødelægger billedet af de mange, og kommentarer med et glimt i øjet kan glide i ét med tapetet udgjort af de andre. Har tænkt længe over det, og tror måske det er stukket af på den måde, fordi jeg har levet lidt for godt med i kommentarsporet – på den gamle blog fulgte jeg knap så meget med, men fik så dengang beskyldning for at være arrogant, fordi jeg ikke ikke svarede alle og/eller deltog i en debat. Faktisk var det @AnnaEbbesen der inspirerede mig til at leve med i kommentarerne, da jeg hørte hende til et foredrag, hvor jeg synes hun havde nogle gode pointer i at man kun havde gjort halvdelen, hvis man ikke fulgte indlæggene til dørs ved at deltage i den efterfølgende debat og tage sig tid til at svare folk. Det synes jeg lød godt. Hun talte så om corporate og politiske blogs – og ikke om personlige. Og jeg tror der er forskel der. Men måske svaret ligger midt imellem. Jeg skal bare lige ‘adapte’ til det, og bare slappe lidt mere af ifht. kommentarerne. Og minde mig selv om at I jo mangler 80% for at forstå det fulde billede, og det er på den præmis I kommenterer. Så det gør jeg fra nu. Dét er mit løfte til mig selv – og til jer.

Så lad os fortsætte legen. Og jeg håber ikke at jeg har skræmt alle kommentatorer væk nu – jeg håber at folk stadig tør udfordre mig, eller skrive til mig at jeg er for meget, hvis det er sådan de føler.

Jeg stopper ikke med at skrive før jeg stopper mig selv. Eller en kvinde – kvinden – gør det. Ingen kommentarer, svigtende læsertal, min mor(!), whatever, kommer til det.

I morgen står den på singleliv igen. Altså på bloggen. Og i virkeligheden. Suk…

Interviewet fra i går er kommet ud – det var rigtig hyggeligt og sjovt, og det er sgu nogle seje folk der står bag. Måske har jeg vist ovenikøbet været lidt for meget i min comfort zone. Det er lidt (for mig) grænseoverskridende at høre sig selv på den måde. Synes ihvertfald at jeg visse steder lyder selvhøjtidelig, og lidt som om jeg bare venter på at nogen forærer mig Dan Turèll prisen.

Godt så. Mens vi venter på den, må jeg sørgeligt nok tilstå at jeg føler at jeg faktisk har noget tilfælles med Tina Lund, når jeg ser i en overskrift at Tina Lund er træt af Tina Lund – og at vi så har noget tilfælles på 2 plan, gør det ikke nødvendigvis bedre. Måske vi begge ville have godt af at have et par dage fra vores alter egoer.

Hm. Jesper D. Jensen – Kasper D. Jensen 1-0.

Jeg har fri i dag. Så man godt have tømmermænd, ik?

Jeg var ude at fejre Den Perfekte Fiaskospiral i går – og da jeg tog hjemmefra kendte jeg kun Marlene og Anders TheArtist + hans kone. Så når man er til reception på velvalgt brun bodega, så man jo bare kaste sig ud i nye bekendtskaber. Og jeg spottede tidligt på aftenen en rigtig flot, mørkhåret pige som sad og talte med meget gayish fyr. Efter et par timer forlod meget gayish fyr den brune bodega, og flot mørkhåret pige sad alene tilbage. Galant som man er (man = mig), gik jeg hen til hende, og spurgte om hun ikke ville sidde med hos mit “slæng”. Og så faldt vi i snak – mørkhåret pige hed Christine, og var caster for et produktionsselskab. Det er til at forstå. Omvendt er det tilsyneladende ikke kun min farmor som ikke helt forstår hvad det er, jeg laver. Hver gang jeg forsøger at forklare min farmor det, ender det altid med at vi bliver enige om at jeg stadig arbejder på min gamle arbejdsplads på et større dansk dagblad. Dét ved hun hvad er.

Da Christine og jeg på et tidspunkt løber tør for øl, går vi selvfølgelig i baren – og her falder Christine i snak med en anden pige. Og siger pludselig til mig “jeg går lige med hende pigen ned ved hendes plads – det kunne godt være interessant. Jeg kommer tilbage til dig igen”. Jeg spørger om hun er på arbejde, og hun svarer at hun altid er på arbejde.

Jeg går ned til mit eget slæng, og Anders spørger hvor Christine blev af. Jeg fortæller hvad der er sket. Men efterhånden som minutterne går, og Christine ser mere og mere afslappet ud, tager Anders’ hånende kommentarer til. Han prøver at bilde mig ind at hun selvfølgelig ikke er caster, men at det bare var noget hun sagde for at slippe af med mig – og at de piger i virkeligheden er hendes veninder. Hvorend jeg gerne vil ignorere Anders, vejer timeglassets sand til i vægten af hans konklusion. Men hendes taske stod stadig ved siden af mig, som et løfte om endnu et rendez vous. “Jeg vil vædde med at hendes veninde kommer over og henter hendes taske indenfor 10 minutter”, siger Anders. Og på det 9½. minut rejser en blondine sig fra Christinas selskab, kommer over til os, og henter hendes taske. Bordet jeg sidder ved, er ved at vælte af de mennesker som falder sammen af latterkramper over endnu et nederlag i den serie som synes at forfølge Kasper D. Jensen.

Men der opstår en lille mulighed for at reducere, da Christine senere på sin vej til toilettet lægger en hånd på min arm, og siger at jeg meget gerne må komme over og sidde ved hendes bord. Jeg spurgte hende om hun var seriøs, og hun svarede ja – og gik videre. Og jeg vender mig om med et triumferende smil, og de mennesker som før sad med tårer i øjnene af grin, sidder og måber. Kapster – Skæbne 1-1. Mit slæng ser det som et signal om at komme hjem under dynenerne, og er overbevist om at nu er Kasper overladt til godt selskab. Jeg siger farvel til de andre, og sætter mig ved siden af Christine. Og siger at jeg ellers troede at afhentingen af taske var et signal om afbrænding. Hvortil hun siger: “Jeg kan ligeså godt sige med det samme at jeg ikke er interesseret. Jeg synes du er sød, men jeg kan mærke på 5 minutter om jeg er interesseret eller ej”. Jeg ved egentlig ikke om døren overhovedet havde nået at lukke sig efter at mine venner gik. Det er vel også underordnet, når de alligevel var på vej hjem – men jeg sad så lige og tyggede på dén, og tænkte at jeg nu kunne gøre to ting. Jeg kunne tage hjem. Eller jeg kunne sige: fuck it, jeg har fri i morgen, og bare fortsætte min rocknroll deroute.

Man har bare ikke rigtig lyst til at lade en aften og en halvbrandert ende med “jeg synes du er sød, men”. Så jeg fortsatte selvfølgelig. På ny bar, alene. Dobbelt op på drinks, det er jo torsdag. Så stod jeg der. Alene, og lidt betuttet. Med en fesenblå drink med sort sugerør i hver hånd. Alle var i selskab med andre, meget unge, og lidt indelukkede i deres egen fest, så der var ingen at give drink til. Det ville ellers være perfekt – sådan en halvgammel, halvskaldet traver der er ude at slå til søren en torsdag aften, og forærer drinks til unge pigebørn. Så drinks røg ned med halvbitter fart. Og mig videre på natklub. Her traskede jeg så lidt rundt med flaskeøl i blandt endnu yngre mennesker, og spejle og diskomusik over alt. Jeg sætter mig ned ved et langbord, og lidt til højre for mig sidder en super kikset fyr og forsøger at lande en rigtig sød brunette. Hun har stift i næsen, sådan en lille diskret prik, som blinker når hun bevæger hovedet i visse vinkler. Hun kigger på mig, og smiler. Er tydeligvis lidt beklemt ved scoringsforsøget fra kikset fyr, og endnu engang er man lidt galant (man = jeg), og byder ind. Jaja, jungleloven er trådt i kraft kl. 4 om natten. Og vi falder i snak, men stedet lukker kort efter. Hun tager min hånd, og vi går ned til garderoben og toiletterne. Hun går på toilettet, og i bedste TopGun-stil lister jeg ind, og venter på hende ved den lange vask, til stor underholdning for 2 piger som pudrer næsen, for deres nat er tilsyneladende ikke slut endnu. Sød pige griner også da hun kommer ud af toiletbåsen, og jeg smiler til hende. Vi får vores jakker, og går ud i tundraen. “Jeg skal hjem”, konstaterer hun. Jeg spørger hvor hun bor, det er åbenbart i nærheden. Så jeg følger hende hjem og til døren. Hun låser op, og står i døren og kigger på mig. Jeg smiler og hun smiler tilbage. “Må jeg komme med op?”. Hun ryster på hovedet. Jeg griner, og kigger ned af vejen. “Jeg ved ikke engang hvad du hedder”, siger jeg og kigger på dørtelefonen. “Må jeg få dit nummer?” Hun griner lidt, og siger at hun altså skal op og sove nu. Og takker for denne gang.

Denne gang, og formentlig eneste gang. Det lugtede lidt af at der lå en fyr oppe i sengen. Og det er fair nok, der var jo ikke sket nogen skade, og jeg kunne så traske igennem snemasserne for at finde min cykel. Men åh, stik mig lige en udmeldelsesblanket til det der fucking singleliv. På sådan en fredag eftermiddag, hvor tømmermænd huserer, og den næste fest står og ånder mig i nakken, ville jeg nu faktisk hellere sidde i sofaen med min hånd på min kærestes bryst, spise familieguf og se xfactor, og snakke om vi ikke skal sætte børn i verden. Eller måske bare øve os. Men ingen arme, ingen bryster – eller noget. Så here goes. Vi ses derude.

“Jeg har givet din mail til dem der producerer Singleliv!” skrev en veninde i en sms. Jeg svarede bare “Ok, ellers tak”, hvilket skuffede hende. Men for fanden da – Singleliv? Jeg kan slet ikke se mig selv i de rammer, og tror slet ikke mit liv er kulørt nok til at det kunne være underholdende. Præmissen for programmet er vist også at man er langt mere opsøgende i forhold til kærligheden end jeg er. Jeg er jo ikke den der vælter mig i dates og har 5-6 datingprofiler. Mit kærlighedsliv er “begrænset” til hvad der sker omkring mig, og man kan sige at jeg heller ikke på dén front er specielt opsøgende. Selvfølgelig møder jeg hist og pist piger som er totalt fremmede for mig, men sjældent i rammerne “du er single, jeg er single”. Hvis det viser sig at hun er single (hvad jo sjældent sker), så er det bare bonus. Om det så er et udtryk for at jeg ikke er desperat eller sulten nok – eller i den anden grøft; ikke modig og nysgerrig nok – vil jeg lade andre dømme.

SMS’en fra veninden var en joke, som jeg ikke fangede. Og mit svar skuffede, fordi hun havde håbet på en mere angststyret reaktion – og det tror jeg måske også hun havde fået da jeg skrev blog sidst. Jeg har været inde på det et par gange før, men der var jeg meget styret af ikke at koble min blog sammen med mig, og ikke sætte ansigt, stemme eller andet på Kapster. Det har jeg et mere afslappet forhold til nu, uden at jeg på den måde selv er ude for at opsøge tingene. For det er stadigvæk ikke målet i sig selv at komme i avisen, bladet eller tv. Slet ikke, faktisk. Mit mål er egentlig at skrive. Sætte ord på mine tanker. Og hvis en enkelt derude kan relatere sig til bare tre eller fire af de sætninger jeg skriver, så er det anerkendelse nok for mig. Men får jeg tilbuddet om at komme i radioen eller whatever, vil jeg da lige tænke over, om jeg siger nej fordi jeg ikke tør – eller fordi at jeg ikke kan se mig selv i rammerne. Et nej skal jo helst ske på baggrund af det sidste. Da jeg skrev den første blog sagde jeg kategorisk nej, og senere fandt jeg ud af at det var fordi jeg ikke turde. Men hvis nu nogle af de tanker jeg har sat ord på, kan leve et liv udenfor bloggen – udenfor de digitale rammer – kunne det da være skide sjovt at prøve.

Derfor starter jeg også i det små, og skal på søndag interviewes til et podcast – et interview som Emme har initieret. Og jeg glæder mig faktisk, det bliver sjovt. Jeg har fået spørgsmålene på forhånd, og synes de er rigtig gode. Det første spørgsmål er godt nok “Ser du godt ud?” hvilket jeg har det svært med – men er samtidig vild med det, fordi det jo i en interviewsituation er absurd at spørge om, og derfor udfordrende. Jeg kender ikke svaret, så det bliver spændende at se (og høre) hvordan jeg tackler den.

Men det er jo så uden billede indtil videre. Det nemmeste i verden ville jo være at smide et billede på bloggen af mig selv, men synes bare det er en smule selvforherligende, og vil hellere vente på at det sker af sig selv. Min chef, som også læser min blog, har ellers truet med at sælge billeder af mig på eBay, fordi han mener at der kunne være en forretning dér. Men jeg tror han overvurderer efterspørgslen voldsomt. Han får nok næppe mere end til fremsendelsen af billedet og et atheabolsje. Men så igen, hvis han sælger 20 billeder, har han til en hel pose.

Men en idé der kunne være forretning i, er idéen med at sende mig i byen med et kamera. Den startede på Twitter, hvor nogen foreslog at jeg tog et kamera med i byen og optog mine udskejelser. Men det kunne faktisk være rigtig sjovt at have et headcam på. Et kamera påmonteret mit hoved, så tilskueren i princippet så alt hvad jeg så. Den skulle selvfølgelig sys diskret ind i en Justin Timberlake-agtig hat, så kameraet i sig selv ikke tiltrak nogen opmærksomhed.

Så kunne man følge mig mens jeg traskede rundt på barerne i København, bestilte og drak drinks og shots, kiggede og snakkede med piger, dansede med piger og ikke mindst mig selv. Og når jeg var på toilettet. Det hele skulle med, det skulle være uden filter. Det kunne så ses på en af de kanaler som alligevel ikke bruger deres sendeflade til noget om natten. Og det hele skulle så finansieres af productplacement. Forestil jer at SonyEricsson har betalt for den mobil som jeg sender sms’er fra, og at Smirnoff har sponsoreret de drinks jeg indtager. Jeg tager til koncerter med upcoming bands som pladeselskaberne vil have promoveret, og så videre.

KapsterCAM! – sponsoreret af JVC.

Senere skulle der bygges noget interaktivitet ind – så seerne kunne være med til at bestemme hvad der sker. Man kunne forestille sig et SMS-barometer, hvor seerne skal skrive ind, om de synes det skal være nu at jeg laver et move på den pige jeg sidder overfor. “Tryk 8 på din telefon hvis du synes Kasper skal læne sig frem og forsøge at kysse blondinen”. En slags Hugo for voksne. Eller det kunne være co-branding med hende der Live-stripperpigen fra KanalKøbenhavn. Jo, jo. Så kunne man sidde og zappe mellem min kanal og KanalKøbenhavn alt efter hvilken vinkel man vil se action fra!? Og sidst skulle man følge mig helt ind i mit soveværelse kl. 5 om morgenen – hvor der så skulle skiftes over til andet kamera placeret over sengen. Så kunne man se mig ligge der og sove brandert ud – fuldstændig ligesom børnestjernerne på DR Ramasjang-kanalen om aftenen – i min jakke og med “Stig Tøfting” ved siden af mig, altså pizzaen.

Kapster – Danish Internet & Emmy Award winning material! Hurra!

Nu er det ellers godt en måned siden at juleræset blev overstået. Og jeg slap jo ellers billigt fra det her på bloggen, uden at fortælle jer detaljer om min jul. Eller billigt og billigt, jeg måtte jo slippe et billede af giraffen her. Men bortset fra det, var det ikke det helt vilde der blev fortalt om Kapsters Jul. Og det er nu heller ikke fordi der er så skide meget at fortælle. Jeg brugte størstedelen af julen på at være småsyg, og rode med det nye layout til siden her. Ja, det sidste var vel næsten det jeg brugte mest tid på – og alle kommentarerne til den gamle blog røg i svinget (lang historie). Hvilket stadig ærgrer mig, og når jeg får tiden til det, må jeg prøve at finde ud af at genoprette dem.

Og sidst men ikke mindst brugte jeg julen på at se en masse film og serier. Heriblandt den 6. sæson af en af de absolutte favoritserier, Entourage. En slags mandlig udgave af SATC, tilsat den legendariske, overenergiske, minoritetshadende og forever-driven Ari Gold, som næsten bærer hele serien. Og så selvfølgelig “Sloan”, spillet af Emmanuelle Chriqui – ja, det er ikke sikkert at man kan taste den ind i mobiltelefonen lørdag nat i første hug - som fornylig blev valgt til mest eftertragtede kvinde af askmen.com – og her er blandt andet hvorfor:

Der er sikkert en del af jer, der ikke ved hvem det er – men til fyrene kan jeg roligt anbefale en Google-billede-søgning. Jeg er ihvertfald lidt forelsket i hende. Hun måtte godt være mor til mine børn, det skal ikke være nogen hemmelighed.

Men selve juleaften var da hyggelig. Den sædvanlige overdosis af brun sovs, som var så tyk at man var nødt til at lokke den ud af sovsekanden med små godbidder, og som efter indtag tog kvælertag på kranspulsåren i flere timer efter, og fik mig til at bande Ingemann og Weyse langt ned i helvede under de 75 runder omkring juletræet – og udførelsen af ”og med sin krop han gør et hop” havde nær givet mig en prop. Men jeg klarede den over i en lænestol, og så kunne gaveræset ellers begynde.

Og det var da med en vis spænding. For nu havde jeg i tre år træk listet “En kæreste” ind blandt ønskerne med sorte CK boksere og Armani deodoranter, og sendt ønskesedlen rundt i hele familien. Bare sådan en diskret statement, konstatering, hint – ønske! Uden en eneste kommentar. Ikke én. Intet feedback whatsoever i 3 år. Og jeg har haft en blanding af følelsen af en joke der er faldet til jorden, og følelsen af at have en familie med et tabuiseret forhold til min kæresteløse tilværelse. Men i år stod der en halvanden meter høj kasse ovre i hjørnet, pakket ind i gavepapir. Og jeg begyndte da at fundere over om familien mon endelig havde fundet sammen om mit ønske – og simpelthen været forbi buyrussianwife.com og fundet en Svetlana til mig… (Aj, Kasper, det er ik sjovt – jow, det skulle jeg mene det er!)… Jeg var lidt bekymret for højden af kassen, og at der tilsyneladende ikke var nogle lufthuller i kassen – og om min morfars hjerte ville kunne holde til, hvis Svetlana valgte at lave en kvinde-popper-ud-kasse-entré.

I min familie er traditionen juleaften, at alle gaver deles ud, før der pakkes op. Og i takt med at jeg fik gaver fra de andre grene af familien, og de dermed måtte være udelukket fra fællesgaven, steg min ængstelighed for… kvaliteten af Svetlana… (Kasper, SÅ stopper du, det er mennesker vi taler om)… Og til sidst endte der også med at være gaver fra mine forældre i mine bunke, altimens den store kasse stod uberørt i hjørnet. Mine forældre var jo ellers dem jeg havde sat min lid til, hvis det endelig var – og jeg havde da funderet om min mor var mest til Blonde-Svetlana eller Brunette-Svetlana. Endeligt blev kassen givet til min fætter – og da han kort efter åbnede den, stoppede alle med at trække vejret i spænding, mens jeg kiggede nervøst på min morfar og prøvede at komme i tanke om alt hvad jeg ved om hjertemassage fra det seneste 1. hjælpskursus.

Det viste sig at være et iPod-højtaler-tårn.

Men. I blandt alle mine pakker med boksershorts og Armani deodoranter, var der en lille bog. Fra min mor. Og den figurerede ihvertfald ikke på min ønskeseddel. Eller gjorde den?

Bemærk undertitlen “Bogen for kærester og ægtepar – og for dem, der gerne vil være det.”

Jeg kiggede først lidt forvirret på min mor, som var et stort grin, og så fangede jeg den. Og grinte også selv. Jeg smilte også da jeg ud på natten lagde mine gaver ud på sengen, og mine øjne fangede bogen. Og jeg bladrede lidt i den. Og sukkede så lidt… der er en derude der vil mig det godt. Men hun vil også gerne være farmor en dag.

I kender den godt: 30-års-pagten. Eller måske ikke lige den, den findes nemlig i flere varianter. Men den hvor man aftaler med en fra det modsatte køn, at når vi når Alder X og ingen af os har opnået Betingelse Y, så gør vi det sammen. Det kan være noget med at få børn, noget med at blive gift, eller hvis man er tidligt ude noget med at tage hinandens mødom. Og så videre.

Jeg tror faktisk jeg havde et par 30 års pagter, af dem med at blive gift. Jeg kan ikke helt huske med hvem. Og det er selvfølgelig lidt ærgeligt på nuværende tidspunkt, selvom jeg i givet fald ville være 1½ år for sent på den. Men der er vel en slags indløsningsfrist, gætter jeg på – lidt ligesom at man stadig kan bruge de gamle 50 krone-sedler lidt endnu? Jeg tror måske jeg har en 40 års pagt med en veninde om det med børn. Men den bør jeg nok også lige få endeligt verificeret snart, i sær fordi hun fylder 40 nogle år før mig – og jeg går ud fra aftalen er lavet sådan at det er hendes alder vi tager højde for.

For det kan jo variere, alt efter hvem der når Alder X først eller sidst. Således har jeg en virkelig skøn veninde, som jeg ønsker alt det bedste. Eller næstbedste, for hun afviser alle mine tilnærmelser, og hvis man vitterlig ikke VIL have det bedste, må hun jo nøjes. Ser dog nok mig som den største taber i det spil, for hun er som sagt en fantastisk pige, og burde være en af københavns mest eftertragtede bachelorettes. Med et smil som giver dig sug i maven når du udsættes for det, og et L’Oreal hår som giver dig åndenød at betragte.

(Kasper kigger stolt op, og klapper mur-støv af fingrene: “SÅ!… fik vi bygget endnu en piedestal!”)

- anyway. Hun er nogle somre yngre end mig. Og for ikke så lang tid siden snakkede vi om det her med de pagter. Det viste sig at hun havde en 30-års pagt, den med børnene, med en fyr fra fortiden. Så jeg jokede lidt med at det var ærgeligt at jeg var for sent ude, for jeg ville egentlig godt have været hendes pagtmakker. Hun endte med at tilbyde mig en 5. plads. Hey! I’ll take it. En 5. plads på pagtlisten med en af københavns lækreste piger er ganske fint, og jeg er da før kommet til fadet på et afbud. Måske ikke lige et fad med den form for eksistentielle dimensioner – men stadig. Og hvis jeg samler fire 5. pladser mere, må jeg matematisk set have en hel? eller…

Jaaa, jeg ved hvad du tænker. Du elsker mig for mit forkvaklede og enkle syn på livet.

Og jeg har også været ganske godt tilfreds. Indtil vi i sidste uge havde emnet oppe at vende igen. Og jeg fandt ud af der ikke var nogen på hendes plads nr. 4, 3 og 2. De står bare tomme! Men jeg – jeg er placeret på en solid 5. plads.
Jeg har aldrig i mit liv følt mig så meget som en bænkevarmer.

Ny pagt-makker søges. Kun 1. pladser har interesse.

Kl. 17.36: Åbner min første øl, og stryger slimfit hvid skjorte

Kl. 17.38: Hører Rumour Said Fire. Og finder ud af at “er jeg gået glip af noget???”-følelsen var overdrevet.

Kl. 18.28: Trimmer mig. Ja.

Kl. 18.41: Åbner min anden øl.

Kl. 18.42: Går i bad. Elsker varme bade. Der findes ikke korte, varme bade. Punktum.

Kl. 19.10: Finder jeans, og tager min slimfit hvide skjorte på.

Kl. 19.24: Skriver til Bjørncé at jeg ikke når vores aftale kl. 19.30, og at jeg bliver to kvarter forsinket.

Kl. 19.34: Lægger sidste hånd på min test af scorereplikker på Twitter:

1. Hej. Ved du hvad skibet Elbjørn bliver brugt som? Isbryder. Jeg hedder Kasper, hvad hedder du?
2. Hej. Jeg er det 3. medlem af Nik & Jay. Jeg hedder & – hvad hedder du?
3. Hej. Jeg er ved at skrive en selvbiografi. Vil du være min happy ending?
(4. Hej. Hvis jeg er citronen, vil du så være min flamme?)
5. “Hej.” Viser billede af mig selv. “Har du set ham? Han er på flugt og mistænkt for at ville stjæle dit hjerte”
6. Hej. Jeg forudsætter lige de kommende hændelser: gider du at passe ungerne i uge 14 2013? Planlagt golfferie, sorry skat
7. “Hej. Har du set en mio. kr ligge her?” Se forvirret ud. “Jeg gned på lampen, ønskede mig først en mio. kr, og SÅ dig”
8. Mumler “Vil tage dig hårdt bagfra”… Gentager “Jeg siger: Jeg kan godt li algebra!”
9. Hej. Jeg kan sige allerede nu at min mor ikke kan lide dig. Hun er tandlæge og har forbudt mig søde sager
10. Hej. Jeg hedder Thomas Resen.

Kl. 19.44: Åbner min første cider. Hører WannaBe Darth Vader på tinitusniveau. Havde lidt glemt hvor fedt det nummer er.

Kl. 20.01: Går ud af hoveddøren.

Kl. 20.03: Går ind af hoveddøren efter vanter, cykellygter og posen med champagnen og shots, som jeg var ansvarlig for at medbringe. Og tænker for mig selv om jeg mon er ved at blive distræt.

Kl. 20.04: Låser hoveddør igen. Åbner hoveddør igen, og slukker lyset i entréen. Konstaterer at jeg er distræt. Låser hoveddør for tredje gang.

Kl. 20.12: Føler at min næse er ved at falde af på grund af frostskade.

Kl. 20.21: Ankommer 50 minutter for sent hos Louise. Mette og Bjørncé spiser pizza. Åbner min anden cider.

Kl. 20.52: Konstaterer at Louise er sej.

Kl. 20.58: Tisser, mens jeg tænker over om jeg mon er for hård ved Thomas Resen. Tænker at jeg vil invitere ham med i byen en dag – han er garanteret en god wingman.

Kl. 21.14: Tester mine scorereplikker på Mette og Louise. Nr. 2 og 5 fungerer ok, nr. 3, 7 og 9 tager kegler, nr. 10 er intern men sjov, resten er la-la, mens nr. 6 slet ikke fungerer.

Kl. 21.22: Vi hører Matchbox 20. Troede at jeg var den eneste i DK der kunne lide dem.

Kl. 22.04: I taxaen på vej til housewarming.

Kl. 22.11: Ankommer til housewarming. God stemning, mange mennesker.

Kl. 22.24: Starter på shots

Kl. 23.02: Er fuld

Kl. 23.22: Danser til MC Hammer. Ja. Hammertime.

Kl. 23.34: Opfatter at jeg bliver grint af, af andre i selskabet. Grint af. Ikke med.

Kl. 23.42: Laver sjov med dem som griner af mig. Tror jeg bliver opfattet som provokerende, selvom det ikke var hensigten.

Kl. 00.32: Er for alvor fuld

Kl. 02.04: Løber rundt efter Bjørncé ude på isen på Peblinge Sø

Kl. 02.28: På bar

Kl. 02.32: Møder hot kvinde fra Norge, og vi har begge “hvor kender jeg dig fra”-oplevelse. Indtil hun siger “Du er ham bloggeren!”, og det går op for mig at det er Anders The Artists kone!

Kl. 02.56: Møder hot kollega ude foran bar. Hun vil ikke videre med i byen.

Kl. 03.10: Frier til hot kollega over sms

Kl. 03.11: På ny, større bar

Kl. 03.13: Frieri afvises

Kl. 03.45: Fyr som er omringet af lækre damer begynder at give mig highfives. Ved ikke hvorfor, men håber det drypper på degnen.

Kl. 04.16: Danser med pige, som er sød

Kl. 04.23: Danser med Mette, som er fuld

Kl. 04.30: Danser med Bjørncé, som er stiv

Kl. 04.47: Danser med mig selv. Musikken er måske kun for mig? Kønt er det helt sikkert ikke.

Kl. 05.22: Bestiller en “Stig Tøfting” på det pizzeria hvor de altid fucker op i min bestilling

Kl. 05.34: Pizzamand med mafioso-mine konstaterer at de har glemt min bestilling

Kl. 05.45: Spiser varm pizza, og brander tungen.

Kl. 06.02: Kort forbi hos Mette. Vi skændes om noget jeg har glemt i dag, og jeg drikker Treo-vand.

Kl. 06.11: Cykler hjemad

Kl. 06.19: Tisser på Strandboulevarden

Kl. 06.28: Smider jakken i gangen, lægger mig i min seng, iklædt jeans og slimfit hvid skjorte.

Øjeblik, jeg tillader mig lige at henvende mig direkte til en af mine læsere, som har kommenteret en del gange efterhånden.

Thomas Resen,
Jeg kan ikke rigtig finde ud af hvad din agenda er med dine kommentarer. Jeg har haft mange Dr. Phils igennem tiderne, men der er noget over dig, som jeg ikke kan sætte fingeren på. Du er enten ironisk sjov (og så er du fanme for sej, hands down!), eller også er du ufrivillig sjov. Hvorom alting er – så er du sjov. Og det skal vi da udnytte. Jeg har derfor oprettet et “tag”, og så vil jeg tagge mine indlæg med “ResenRevser”, hvis du har kommenteret. Så kan folk hurtigt se at der gemmer sig lidt godter i kommentarboksen. Og så kan du også være ikke-rygklapperens talerør.

Det bliver godt. Min helt egen Joan Ørting. I’ve created a monster, muhahahaha!